|
Uret
ringede 6.30, men der gik alligevel to timer med at bade, spise den gode
morgenmad og pakke bilen. Vi kørte den hurtigste vej nord ud af byen, som
var over "den grønne golden gate" (den hedder Lion
Gate bridge) til det nordlige Vancouver, hvor man slår et stort sving og
kører tilbage mod syd over en ny flot betalingsbro, selv om vi aldrig så en
betalingsbod - underligt! Broen havde ufattelige mængder af stålkabler til
at holde den oppe, men den hed da også ”Iron Workers Memorial Bridge”.
 
Nu ventede en 600 kilometer køretur gennem bjerglandskaber. Vi havde
egentlig tænkt os at køre via det berømte Whistler-skiområde og se en
gammel mine, men vores snakkesalige sidemænd ved Eagles-koncerten
havde fortalt os, at dagens tur var lang nok, og at vejen til Whistler var
smal og langsom, så det ville komme til at tage for længe. Vi tog derfor en
noget mere direkte rute mod øst ad ”Trans Canada Highway
1”, hvor vi det meste af dagen passerede uendelige togstammer, der sneglede
sig afsted gennem de flotte landskaber.
Første mål blev nået ved middagstid, hvor vi kørte op gennem
Fraser Canyon - skabt af samme flod. Her er attraktionen "Hells
Gate", hvor vandet pisker gennem en "gorge". Man kan vandre
den lange vej ned - eller man kan tage kabelbanen.
 
Vi havde travlt, så vi blev fløjet ned, mens den unge mand, som bestyrede
kabinen, forklarede os om, at det var vores velkendte Cascades Mountains på
denne side af floden, og "The Pacific Coastal
Range" på den anden side. Han forklarede også, hvordan et stort
klippeskred havde næsten blokeret floden, hvilket havde været katastrofalt
for laksebestanden i floden. USA og Canada havde derfor skabt et fælles
projekt om at lave laksetrapper op gennem floden, så de små stakler
alligevel kunne komme op til deres gydepladser. Af de tre tydelige etager
af trapperne, var den nederste tydeligvis i brug nu. Der var en decideret
kø af laks, der ventede på at komme igennem. Da vi var helt nede, gik vi ud
på broen over floden og studerede laksetrappen nærmere, men det var lidt
grænseoverskridende at gå på metalristene med det fossende vand under os.
 
Komplekset nede ved floden var ikke så ophidsende, så vi tog hurtigt en
gondol op igen, hvor en anden ung mand fortalte os om sin svenske mormor,
samt at vandet stod halvt oppe i sidste trin af laksetrappen, når sneen
smelter om foråret - SÅ må her være tryk på vandet. Ifølge den unge mand
strømmer her mere vand end i Niagara Falls - ikke underligt, at stedet har
fået det lidt uhyggelige navn. Jeg fandt denne video
fra 2012 på Youtube, hvor der løb trekvart
milliard liter vand igennem kløften … HVERT MINUT! Vanddybden var her 58
meter, og de 33 meter på tværs af kløften er det smalleste sted på
Fraser-floden.
En dansk gennemsnitsfamilie bruger 170 kubikmeter vand om året, så med et
minuts vand herfra, ville denne familie have vand til 4.400 år!
Resten af turen skiftede landskabet fra storslåede, tætte lodrette
klipper til mere åbne, rundede bjerge, hvor der var spredt bevoksning.
Fælles for det hele var, at vi kørte langs en flod, og at der var
togskinner på begge sider af floden, som næsten konstant var befærdet med
endeløst lange togstammer, der bevægede sig både med og imod os - nogen må
have meget styr på togtrafikken på enkeltsporet her. Vores frokost foregik
i selskab med gårsdagens pizza og klapperslanger! Vi så dog ikke fysisk
nogen slanger, men noget raslede faretruende omkring os, og det viste sig
at være store insekter - en slags græshopper eller cikader.
 
En busfuld af hollandske turister var ved at falde over hinanden for at
forevige de støjende insekter - vi beundrede turisterne, udsigten og ikke
mindst de endeløse togstammer, der snoede sig væk på begge sider af floden
ud mod horisonten.
Landskabet ændrede sig igen til mere skarpe, lodrette klipper, og i det
fjerne kunne vi nu se sne på toppene. Vejsiderne begyndte at ”true” med
forskellige dyr, som man kunne støde på – vi ville dog gerne se dem.
 
Så var vi fremme i byen Revelstoke ved
17.30-tiden efter 650 kilometers kørsel.
Hotellet lå med udsigt til bjerge og gletsjere, og satte vi os det rigtige
sted på den lange terrasse, der gik ned forbi alle værelserne på første
sal, så kunne vi se sneen på bjergene mellem to høje træer - træer som vi
for øvrigt undrede os over, at man ikke havde fjernet på hotellet for at
forbedre udsigten.
Måske skabte træerne læ? Vi havde til gengæld frit udsyn fra terrassen
foran hotellets restaurant, hvor Hanne fik en stor bøf, og jeg fik en side
laks fra én af de små stakler, som ikke nåede frem til gydepladsen. Her nød
vi at solen gik ned bag de snedækkede bjerge, mens vi spiste.
Foran receptionen med frit udsyn til gletsjeren var
en hot-tub, hvor de fleste af Seouls midaldrende
kvinder sad og forhørte sig om mulighederne for at besøge Copenhagen, da vi
sænkede vores mætte legemer ned i det meget varme vand. De kiggede lidt
mærkeligt på os, da vi brød ind i deres selskab, men efter kort tid
snakkede de lystigt og nysgerrigt med os. Godt stegte og med røde ører og
opløste hænder trak vi os tilbage efter endnu en lang dag ... således nu
klar til at indtage de canadiske nationalparker.
|
