|
Der var små
blå huller i det lette skydække, så det var supervejr til at vandre i byen
Vancouver. Vi mæskede os først i hotellets lækre morgenmad, og ligesom i
går blev den indtaget på terrassen under fri himmel på 2. sal.
Vi gik mod syd fra hotellet, indtil vi stødte på vandet, hvor der
allerede var meget liv med små både og havnerundfarter.
Vi gik nu mod uret rundt langs vandet på Vancouver Downtown-halvøen,
og der er nemt, da man har gjort rigtigt meget ud af havnefronten med stier
og masser af grønne områder - her kunne Seattle lære noget. Her var
allerede sort af joggere, hundeluftere
og cyklister, men stierne er brede og adskilte, så det er ikke noget
problem. Vi passerede Rogers Arena, hvor de store trucks med Eagles gear stadig holdt til aftenens koncert. Her skød
vi ind i byen, og vi var hurtigt oppe i Chinatown,
som reelt kun er et område på 2*2 blokke.
Midt i dette ligger ”Dr.
Sun Yat Sen Classical Chinese Garden”,
som jeg undrede mig over, at man skulle betale for at komme ind i, da jeg
huskede det som en offentlig park, da jeg var her i 2008. Vi ankom få
minutter i 12, og det var perfekt, da dagens fodring af de store karper i
bassinerne var udskudt pga. et kinesisk bryllup i den store sal ved
receptionen. En lille kineser kom ud med en stor gong-gong, og han
fortalte, at fiskene kommer, når de hører gong-lyden i vandet. Den ældste
karpe er en pige på 40 år, der hedder Madonna. Fiskene går i hi om
vinteren, når vandet liver koldt, da deres metabolisme stopper.
 
Karperne må derfor ikke fodres om vinteren - de dør simpelthen af det. Det
var tæt på 25 grader i dag, så alle 10-12 store fisk spiste lystigt. Herren
fortalte også, at der er fundet karper, som er blevet over 200 år. Man kan
tælle "årringene" på deres skæl (selv om det kræver en ekspert),
så der kan ikke snydes med alderen, hvis man vil prale af sine gamle fisk.
Det var dog mest normalt, at karperne bliver omkring 70 år. Vi gik kort
rundt i det lille område, som er små gårdspladser med bevoksning og bonsai
træer i krukker. På den anden side af den lille sø, gik folk også rundt,
men vi kunne ikke finde vejen derover.
 
Aah! Der ER en offentlig del af parken, som vi
kunne være kommet gratis ind i, men OK … så havde vi jo misset fodringen af
Madonna! Det er sjovt at se de gamle originale kinesiske bygninger med
højhusene i baggrunden – noget af en kontrast!
Vi gik videre fra Chinatown og kom direkte
over i Gas Town, som er Vancouvers gamle bydel, og her ligger masser af små
butikker. Her står også et fint ur, hvor urværket drives af DAMP. Hvert
femte minut slipper uret damp ud, men klokken skal være "hel",
for at man også får en lille serenade for damp-fløjter.
 
Vi havde sat det lange ben foran, så vi ankom perfekt et par minutter i et,
så vi fik den lille damp-koncert i det nu flotte solskin. Tak for det!
Nu er der kun få skridt ned til "cruise ship"-terminalen,
hvor der i dag lå to enorme skibe til kaj. Vi købte to sandwiches og noget
vand, inden vi gik ud på spidsen af kajen og satte os i den bagende sol med
udsigt over containerhavnen og det nordlige Vancouver på den anden side af
Vancouver Harbour.
Med 20 minutters mellemrum kom pendlerfærgerne ind, og de nord/sydlige
Vancouver-beboere myldrede fra borde. Runder man hjørnet af kajen, kommer
man rundt om det ikoniske "Canada Place", der unægteligt minder
om Sydneys opera. På denne side er der top-underholdning
i form af vandflyver lufthavnen. Her starter og lander de små fly i ét væk,
så vi stod længe her i mylderet af turister og cruise-gæster på vej til og
fra deres store skibe.
 
Næste del af turen bringer os forbi endnu flere dyre hvide sejl- og
motorskibe i havnen foran eksklusive lejligheder med havneudsigt. Det hele
er nydeligt lavet og tydeligvis med hård styring af arkitekturen, så intet
stikker ud. Rigdommen står også i skarp kontrast til de mange hjemløse, som
har samlet sig i midten af bykernen.
Nu når vi frem til Stanley Park, som er et stort grønt område på den
nordlige del af downtown-halvøen. Her myldrede
det med cyklister og folk på rulleskøjter i det pragtfulde vejr, men de har
også deres egne vejbaner, så man undgår sammenstød med fodgængere, og
bilerne kører midt gennem parken langt fra vandkanten - igen flot
planlægning.
Fremme ved det lille fyr på parkens østside beslutter
vi, at nu er det nok med vandringen. Vi har gået i 5 timer, og fødderne
begynder at værke. Vi ser lige lidt på totempælene, og så går vi tilbage
gennem parken i skyggen, for nu bager solen.
 
Da vi er inde i byen igen, finder vi nu alle de supermarkeder, som vi har
savnet de sidste to dage, så nu ved vi, hvor de gemmer sig. Vi passerede en
lækker bøfrestaurant, men det tog os yderligere en halv time at komme
tilbage til hotellet, så efter at have hvilet en times tid, traskede vi 5
minutter tilbage til en italiensk restaurant, hvor øllet var i top, og
pizzaen var fremragende. Vi havde således både ømme fødder og fyldte maver,
da vi kravlede tilbage til hotellet efter 20 kilometer på benene i dag. Det
var intet problem at gå tidligt i seng - vi skal helst tidligt op i morgen
og gennemføre feriens længste køretur.
|
