|
Vi var
pakkede og klar i Seattle i silende regn, som piskede pølen op uden for
vinduet. Vi checkede vejrudsigten på computeren, og med lidt held fik vi
tørvejr og måske lidt solskin, hvis vi kørte ind til "North Cascades
National Park", som er en afstikker på 100 km ud og tilbage fra den
lige vej mellem Seattle on Vancouver. Morgenmaden på Travelodge
var overordentlig god - meget langt over den forventede menu, så vi fik
æg, frisk frugt osv.
Det regnede
svagt, da vi forlod hotellet, men kort efter høvlede det ned igen, så man
ikke kunne se køleren, hvis man fik et "splash"
fra en forbi kørende bil. Vi susede mod nord på ”I-5”, og ca. halvvejs
til Vancouver kørte vi fra motorvejen i byen Burlington. Her spottede
Hanne en mall, hvor vi nok kunne få lidt tøj på
vej tilbage - vores kufferter var stadig temmeligt tomme.
|
|
Først kørte vi afstikkeren på 100
km ind til Cascades, og den var lang og kedelig. I Visitors
Centre fik vi vores nationalpark-folder til samlingen og så en dødsyg film om parken, der må være lavet af nogle
stofmisbrugere med hang til poesi fra ældgamle forfattere, der fortalte
meget om at gå ud i vildmarken og blive ét med naturen. Til gengæld
indeholdt filmen ikke én eneste reel oplysning om parken!
Fra centeret gik vi en tur på 3
miles til Skagit River, og den var flot men ikke
noget usædvanligt, og skovene mindede en del om skovene omkring Olympic.
Tilbage i bilen ville vi køre til mall'en, men Hanne skulle lige bruge toilettet på
centeret, så jeg studerede den udleverede folder og indså, at vi kun lige
var i udkanten af parkens område, og vi skulle bare fortsætte 10 km længere
for at se nogle smukke udsigter - det har man ud af dårlig planlægning. Da
vejret tilmed havde rettet sig, så solen nu strålede fra en letskyet
himmel, så susede vi videre ind ad vej 20, som fører direkte gennem et pas
i Cascades bjergkæden. I byen Diablo, der nok kun
eksisterer på grund af dæmningen og vandkraftværket ved Lake Diablo, holdt vi ind og købte to store sandwiches, som
vi tog med til udsigtspunktet over søen. Det viste sig at være ufatteligt
smukt sted med bjerge til alle sider, få kig til gletsjere og så den
selvlysende, lyseblå sø af smeltevand, hvor indholdet af silt (klippesand) farver vandet i en utrolig farve.
 
Vi nød udsigten, mens vi spiste, og vi turde slet ikke tænke tanken, at vi
havde overvejet at shoppe i stedet for at køre herind.
Nu gik den dog alligevel ikke
længere, så vi satte næsen mod Canada og kørte tilbage - dog fik vi lige to
krus kaffe hos sandwich-damen inden den lange tur tilbage til I-5. I
Burlington fandt vi ind i mall'en, og vi aftalte
at mødes efter tre kvarters shopping. På den korte tid fik jeg tre lækre
trøjer, mens Hanne var mindre tilfreds med sit udbytte.
Nu måtte vi videre, hvis vi
skulle være i Vancouver inden mørkets frembrud, så der blev fyldt benzin på
bilen, mens Hanne købte 4 friske majs for kun 1$ i en tag-selv-bod ved
siden af tanken. Så var en del af aftensmaden i hus. På vej mod Canada så
det ud til, at vi skulle have mere regn – det var flot, selv om skyerne så
noget truende ud over bjergene.
 
Vi drønede nu direkte til grænsen,
hvor det tog ca. 15 minutter at komme igennem bilkøen og svare på 2-3
spørgsmål fra den unge betjent, før vi fik vores Canada-stempler i passene
og kunne drøne videre. Den største forskel på USA og Canada er, at
miles-skiltene nu var blevet erstattet af kilometer-angivelser i vejkanten.
Det små-regnede igen i øst, mens solen gik ned i
vest, og det gav et fantastisk rød-gult lys på
himlen, som vi aldrig har set magen til, så indkørslen til Vancouver var i
særklasse.
 
Hanne guidede os med usvigelig sikkerhed frem efter et praktisk taget
ubrugeligt kort, så vi ankom uden svinkærinder direkte til hotellet i downtown Vancouver - flot! Vi kunne parkere i kælderen,
og efter et par ture med elevatoren var alt oppe i den lækre lejlighed på
12. etage, så vi var klar til tre nætter her.
Vi gik ud i
byen og forsøgte at købe en flaske rødvin og lidt mad, men vi måtte opgive
vinen, og maden blev frossen mikrovnsmad. Vi
havde heldigvis stadig øl med i bagagerummet, og det nød vi i baren i det
lille køkken. Der blev hurtigt ordnet billeder og dagbog, men alligevel
blev kl. 0.30, før det blev sengetid - endnu en god og meget lang dag med
næsten 500 kilometer på vejene.
|
