|
Vi
burde have sovet som sten efter gårsdagens strabadser, men den lille mus,
som Hanne havde set i vores værelse, rumsterede en del, og da den løb HEN
OVER MIT ANSIGT kl. 3, så fik jeg ikke sovet mere den nat. Ikke at jeg er
bange for mus, men jeg vågnede bare MEGET brat op! Det var derfor intet
problem at stå op 6.30 og være klar med en pakket bil, da restauranten
åbnede kl. 7.30. Faktisk lykkedes det os at rykke i den låste dør, FØR de
åbnede. Så kunne vi fordrive tiden med at kigge på de små chipmunks, der
futtede rundt ved siden af en Bambi-mor og hendes to halvstore kid - ren
morgen-idyl. Og med sædvanlig amerikansk standard er der børne-parkering,
mens Mor spiser! Det er også tydeligt at se dampen fra de varme bade bag
bygningen, på denne kølige morgen.
  
Morgenmaden
var enorm med bacon, scramleæg og masser af ristede kartoffelterninger, og
så gik turen tilbage mod Port Angelo, hvor vi var tæt forfulgt af enorme
lastbiler tungt læssede med træstammer.
  
I Port Angelo
havde vi spottet en Walmart, da vi kørte ud til nationalparken. Her gjorde
vi holdt i mere end 1½ time, men så havde vi også købt rent tøj til
aftenens planlagte restaurantbesøg højt over Seattle.
Turen gik
videre til Bainbridge Island, hvor vi kørte direkte ombord på færgen til
Seattle formedes 16$, altså ca. 100 kroner. Til pinlig sammenligning koster
Helsingør-Helsinborg ca. 400 kr. for en enkelt-tur.
Vejret var
både gråt og diset, men alligevel dukkede Seattle-skyline op på under 20
minutter, så vi kunne køre næsten direkte fra regnskov til betonskov og
snirkle os frem gennem ensrettede gader til vores "Travellodge by the
Space Needle" hotel. Her fik vi lov til at checke ind næsten en time
før den officielle tid kl. 15. Vi smed bilen 8 meter fra receptionen og
næsten lige under byens vartegn (altså Space Needle), og kun et kvarter
senere var vi på vej ud i byen.
Vi gik de
ca. 300 meter over til det besynderlige EMP-center, der er bygget for
Microsoft-penge. Her ender den specielle monorail metro, som tager én ind
til centrum på under tre minutter i ti meters højde over Seattle's gader.
 
Vi kunne
fra endestationen gå videre til National Park-udstillingen "Klondike
Gold Rush" og få en folder til samlingen. En ekstra venlig (så er han
MEGET venlig) parkbetjent fortalte, at han overvejede at tage til
Scandinavien på ferie, og han udspurgte os om mulighederne, skattesystemet
osv. i Danmark.
 
Vi så hele
udstillingen, vi fulgte de mange skæbner, som detaljeret beskrives i
udstillingen, og vi så en fremragende film om "The Gold Rush" -
sikken historie.
|
Klondike Gold Rush
Byen
Seattle og resten af USA var i dyb depression i 1896, da man fandt guld
på grænsen mellem Alaska og Canada hvor Klondike og Yukon-floderne mødes.
Da et skib lagde an i Seattle i juli 1897 med 68 guldgravere og to tons
guld, så spredte rygtet sig som en løbeild. Det var noget af et lykketræf
for byen, for den lå perfekt for udskibning af de mange guldgravere, som
søgte lykken.
Canada
krævede, at man havde forsyninger med til et halvt år til vildmarken, så
det skulle købes i Seattle – det blev der skabt mange formuer på – helt
uden at man skulle grave efter guld. Af de godt 100.000 guldgravere, som
søgte lykken, tog kun ca. 3.000 den nemme - men meget kostbare sejlrute
til St. Michael og videre op ad Yukon-floden. 2.000 forsøgte sig med
ruten fra Edmonton i Alberta, Canada, men de få, der nåede frem efter to
års strabadser, fandt ingen ledige jordlodder tilbage. Den tredje rute,
The Skagway Route, som de fleste tog, krævede, at man besteg et stejlt
bjerg mellem 20 og 40 gange, hvis man skulle have al sit udstyr med. De
mange guldgravere lignede ”myrer på vej op af en frossen myretue” ifølge
øjenvidner.
Nedefor:
Standard udstyr for en guldgraver.
|
|
|
|
|
Historien
er fremragende beskrevet i Jack London’s bog og ”Ulvehunden” – filmen kan varmt anbefales.
Mange,
der nåede frem til Dawson City var så udmattede, at de hurtigt solgte alt
deres grej, blot for at få til sejlturen tilbage til civilisationen.
Mange skabte sig dog også formuer i Dawson, og der er adskillige gode
historier på museet om både kvinder og mænd, der lagde grunden til deres
imperier og formuer i denne ødemark – blot ved hjælp af flid og dygtig
købmandskab.
|
Frokosten i dag blev en enorm is nede ved havnen, hvor der er masser af
liv til ære for turisterne. Mange af bygningerne er gamle og refererer til
guld-tiden.
 
Vi gik videre til ”Pike Street Market”, hvor vi så de flotte blomster,
frugter og fiskeudstillinger - og et enkelt fiske-kast til ære for
turisterne.
 
Sælges en fisk, så skal den kastes fra udstillingen og ca. 5 meter ind bag
disken, så alle får noget for pengene. Ud over dette så er Seattle en
rodebutik af alt for mange tidsperioder og stilarter til at man kan synes
om den - og her er uhyggeligt mange hjemløse, der ligger på gader og
stræder. Den to-etagers motorvej, som man har lagt lige hen over
havnepromenaden pynter heller ikke.
Vi tog monorailen tilbage igen, så vi lige kunne
slappe af ½ time og stryge en skjorte, inden vi igen gik de 300 meter over
til Space Needle, hvor vi for flere måneder siden havde reserveret bord til
19.30, så det passede med at se mørkningen og solnedgangen over Seattle i
den roterende restaurant i 500 fods højde. (Dvs. 152 meter) En elevator
susede os på 41 sekunder op til udsigtsdækket. Lige under os lå det
mystiske musik-museum med det besynderlige tag, som ifølge arkitekten
skulle ligne en smadret guitar. Der skal megen god vilje til at se denne
lighed.
 
Vi havde en "bipper" i brystlommen, så vi
kunne nyde udsigten og den milde brise, indtil bipperen meldte, at vores
bord var klar én etage nede.
Her ventede et bord ved vinduet, og vi nåede at
rotere mere end to omgange a 47 minutter i selskab først med to drinks, så
med en 6 ounce bøf garneret med en hummehale og en god flaske rødvin. Så
bliver et restaurant-besøg vist ikke meget bedre. Specielt fordi Farmor
havde betalt middagen som tak for hjælpen med at tømme deres hus.
 
 
Den eneste lille-bitte ærgrelse var, at et lidt yngre par på metrostationen
havde fortalt os, at der var Eagles-koncert 500 fod under os ... men nu kan
man altså kun være ét sted ad gangen, og vi sad ret godt her i
restauranten.
Vi tog lige en tur til på dækket for at se, om man
kunne være ”Søvnløs i Seattle” … det kunne vi ikke, så i stedet så vi
Seattle falde til ro og lysene blive tændt i de mange vinduer. Og så var
der kommet lys på den store roterende flyvende tallerken.
 
Vi nåede da en del i Seattle, selv
om vi kun havde én dag.
|
