|
Det
var lidt irriterende, at bilerne begyndte at forlade lejren tidligt, så de
vækkede os, men folk skulle nok tidligt tilbage for at kunne starte på en
arbejdsdag efter deres 3-dages weekend. Hmmm ...
de kørte måske ikke så tidligt alligevel ... klokken var 9.30, så vi må
have vænnet os tid tiden nu. Friske og tilfredse med tilværelsen spiste vi
morgenmad, inden vi traskede over til de varme pools, hvor der sad nogle få
ældre mennesker tilbage. Ét par fra eller til ... vi sænkede os ned i det
40 grader varme vand med blå himmel og klart solskin over de
omkringliggende træklædte bjerge. Det var superlækkert, selv om vandet
tydeligt lugtede af svovl fra de vulkanske varme kilder.
 
|
Hele
Olympic halvøen er formet af Stillehavspladen, der presser sig ind under
det amerikanske kontinent. Dette skabte en række vulkaner, hvor der opstod
revner mellem pladerne, da bjergene blev presset op. Der er derfor
vulkansk aktivitet ikke ret langt under overfladen mange steder i Olympic
National Park.
Billedet
til højre hang ved de varme kilder i Sol Doc Hot Springs, og det
fortæller, at der er revner i de underliggende klipper, som smeltevandet
siver ned i. Nede i dybden blander smeltevandet sig med gasser, som siver
op fra jordens indre, og det varme vand presses igen op til overfladen og
blander sig med floden ”Sol Doc River”, som løber lige forbi her.
Flere
gange dagligt leder man vand ind i de små bassiner, og både temperatur og
indhold af kemiske forbindelser checkes
grundigt, inden folk får lov til at bade. Bassinerne tømmes dagligt, og
de renses om natten, så intet overlades til tilfældighederne.
Har man
gode øjne, kan man se på skiltet til højre, at vandet indeholder op mod
60 ppm (dvs. part per million) af Silica, som er Silicium og Ilt – en slags kvarts. Der
er også en del svovlsyre i vandet, og lugten af svovl er kraftig. Det
skulle være sundt for huden og helbredet at sænke sit legeme ned i vandet
– om ikke andet er varmen i vandet i hvert fald meget behagelig for folk
med gigt … og livsnydere i almindelighed.
|
|
Tilbage i hytten skrev jeg dagbog, mens Hanne skyllede svovlet af, og
således var vi lyserøde, lækre og klar til at bese dagens to vandfald, da
klokken var 12.30, og med en duft af let rådne æg efter os forlod vi
hytten.
Det var en kort gåtur til Merrymere Falls
parkeringen, hvor vi gik en nem tur på ca. en mil gennem regnskoven for at
komme ud til et smukt, slankt vandfald midt i skoven.
 
Selve turen var lige så fascinerende som faldene, og vi tog et enkelt
billede, der ender på 2014-kalenderen.
Tilbage ved bilen besluttede vi at spise frokost ved
Lake Crescent, så vi kørte ned til den dybe,
smukke sø og satte os på en træstamme, netop som det begyndte at regne. Vi
ignorerede det - men spiste nok lidt hurtigere. Vi blev hurtigt enige om,
at kaffe nok ville være bedre hjemme i hytten. Solen overhalede os dog på
vej tilbage, så vi holdt ind igen ved lakse-vandfaldet, hvor vi kort havde
holdt ind to gange tidligere uden at se skyggen af en laks. Denne gang
kravlede vi ned til det strømmende vand og satte os på klipperne. Der var
faktisk en del laks i det klare vand, som samlede mod og kræfter til at
forcere det lille fald.
  
Vi sad koncentrerede i en stiv time og stirrede på vandfaldet, og ca. hvert
minut forsøgte en fisk med større eller mindre held at springe eller svømme
op gennem det strømmende vand. Blinkede man med øjnene, risikerede man at
misse fisken i luften - så hurtigt går det. BBC-optagelser i TV, hvor
fiskene flyder roligt gennem luften er rendyrket svindel - eller i hvert
fald kraftig slowmotion. Vi delte synet med en del andre tilskuere, og det
var lidt som at være til en sportskamp - der gik et suk gennem folk, når en
fisk ikke nåede op, og omvendt var der jubel, når én klarede det.
Begejstrede over denne oplevelse, manglede vi nu kun
ét vandfald på dagsplanen, men klokken var allerede 17.30. Alligevel kørte
vi forbi vores hytte og fortsatte kort videre til Sol Duc Falls
parkeringen, hvor ca. 1,3 km tur gennem regnskoven ventede. Vandfaldet var
uventet flot, og på nogle af vores kort var det slet ikke nævnt, selv om
det var langt flottere end Merrymere. Vandet kaster sig i tre fosser ned i
en klippeslugt midt i den frodige skov, så det minder lidt om Victoria
Falls ... i skala 1:100 altså.
 
Vi skød en masse foto af faldene og hinanden, så
måske har vi ligefrem taget TO kalenderbilleder i dag. Så gik vi tilbage
til hytten, hvor vi straks skiftede til badetøj og gik over til de varme
kilder. Her sad en del af de samme folk fra i morges - har de siddet her
hele dagen? Rød-kogte og lækre konstaterede vi, at der var morgenmad i
restauranten fra 7.30, så det gør vi i morgen, inden vi forlader stedet.
|
Både inden for og uden for bygningen var der foto
og historie om det oprindelige ”Sol Doc Hot Springs” og ”Olympic National
Park”.
Det var noget af en tur at komme til de helbredende
bade i ”Sol Duc Hot Springs” i 1912. Først tog man færgen 75 miles fra
Seattle til Port Crescent, så tog man turen
videre 20 miles i diligencer, og ved Lake Crescent
steg man ombord på en færge, der sejlede de rejsende over søen. Herfra
manglede man 14 miles, som blev taget i ”Stanley Steamers”,
der var damp-drevne biler.
Det syn, der mødte de rejsende, var Michael Earles originale hotel, som han byggede mellem 1910
og 1912. Han var overbevist om, at det varme, mineralske vand var
helbredende for reumatisme, lever sygdomme og ikke mindst … alkoholisme.
Vi vågnede op uden tømmermand under vores ophold her … men det er næppe et
bevis for vandets virkning!
Det både rustikke og elegante hotel indeholdt 165
værelser. På trods af den lange tur besøgte op mod 10.000 gæster hvert år
hotellet. Og skulle det varme vand ikke være nok, så kunne man også ride
på heste, spille kroket, bowling og endda danse, hvis man havde brug for
at fordrive tiden.
Desværre varede det hele meget kort tid. En defekt
skorsten antændte cedertræstaget, så i løbet af få timer brændte hele
hotellet ned til grunden, og det blev aldrig genopbygget.
Nederste billede viser den første vej ud i
vildnæsset under overskriften ”Se Washington først” … det er altså staten
Washington – ikke byen i det østlige USA. Man kører her i Stanley Steamers … damp-biler.
|
|
|
|
Resten af dagen - den smule der var tilbage, gik med
at spise, drikke vin og sortere dagens mange billeder. Der var faktisk ét
godt skud af en flyvende laks - blandt ca. 70 kiksede foto af strømmende
vand uden fisk.
I morgen står vi tidligt op og tager til Seattle.
|
