|
Vi
vågnede allrede 5.30, men det var mørkt, og der var absolut ingen grund til
at stå op. Det lykkedes at overvinde jetlaggen og sove videre til lidt over
7, hvor jeg startede på årets dagbog, mens Hanne badede. Morgenmaden var
scramleæg, bagels med ost ristet i vores fine brødrister samt frisklavet
Starbucks Kaffe med syltet grapefrugt til efterret - kongeligt! Det er
ekstra godt at drikke Starbucks her, da firmaet er grundlagt lokalt i
Seattle.
Vi forlod allerede hytten kl. 9, hvor folk så småt var begyndt at
vandre mod de varme kilder iført badetøj og sandaler. Første mål for dagen
var den tempererede regnskov i ”Hoh Rain Forest”, hvor vi skulle gå to
korte rundture på 1-2 miles. Vi smed bilen ved Visitors Centre og så på et
kort, hvor vi besluttede, at det ikke var sanddaler, men vandrestøvler vi
skulle have på. Det var som at gå ind i en anden verden. Alt var overgroet
– selv telefonboksen, der nok kun stod tilbage som et morsomt minde.
Tropisk regnskov har man set
på TV så mange gange, men tempereret regnskov får ikke så megen
opmærksomhed. Her er næsten ingen lyde (bortset fra andre turister - flest
japanere!), kun ganske få fugle og ingen insekter - heller ikke myg,
hvilket overraskede os en del, da her netop er meget fugtigt.
Bevoksningen er unaturlig tæt, og på næsten alle de mindre træer, er der
fyldt med mos-lametta, der som på et juletræ danner en kåbe af filtret stof
omkring grenene og hænger mod jorden som trevlerne på en oldings tjavsede
skæg – grønt skæg.
 
De høje Douglas-graner er enorme ved foden, med de spidser til på en
uharmonisk måde i toppen, hvor de kun på de sidste få meter af de 100 snævrer
sig ind. Over alt ligger der "lig" efter disse kæmper, og de
fungerer som børnehave for den næste generation af træer, der spirer og
slår rødder på den rådnende stamme. Med tiden vokser rødderne på de unge
træer ned til jorden som fingre, der holder den enorme døde stamme fast til
jorden - som om den ville forsøge at stikke af. På denne måde kommer mange
nye træer til at danne en naturlig allé hen over den faldne kæmpe, og deres
rødder filtres sammen som et gigantisk netværk langs jorden. Dette fænomen
kaldes en "nurse log" ... altså en børnepasser-træstamme.
 
Her er få svampe på træerne, men de, som er her, er meget flotte. Midt
på ruten møder vi en hjortemor med to stor kid, der står fuldstændigt
upåvirkede af vores tilstedeværelse få meter væk. De må være meget vant til
turister - de er i hvert fald ikke bange.
 
Der er to ca. 1 mil lange rundture fra Visitors Centre, og ved starten
af rute 2 møder vi en ranger ved et vandhul, hvor vandet er så klart, at
det ser helt kunstigt ud med en fluorescerende grøn husfred under vandet.
Rangeren fortæller os, at hans bedstemor, frøken Eliassen, kom fra Danmark
til USA, da hun var 14 år for at bo hos sin onkel og tante. Han fortsætter
med at fortælle, at der her i dammen til december vil være sort af oddere
og ørne mm., der vil mæske sig i de døde laks, der finder vej helt herind
for at gyde. Her er ikke megen sne om vinteren ifølge rangeren, så det er
ikke noget problem at komme ind for at se dette fantastiske syn ... det røg
straks på "to-do"-listen.
Efter et par timer var de to ruter grundigt studeret og fotograferet,
så vi smed støvlerne og kørte tilbage mod Sol Duc for at holde ind ved én
af de strande, som rangeren fra i går havde anbefalet. Ved 15-tiden ankom
vi til stranden lige nord for floden Quillayute's udløb i havet. Stranden
lignede et katastrofeområde af strandede døde hvide hvaler. Over alt lå disse
enorme dyr, og enkelte steder var de halvt sunket ned i sandet, og deres
overflade var slebet glatte af sandet og bølgerne, så de lignede hvide
klipper - med årringe.
 
Det var selvfølgelig de enorme Douglas-graner, der lå kastet hid og did
på stranden, hvor de store, afslebne og forvredne rødder måtte fungere som splintrede
hval-haler. Vi satte os og spiste de medbragte sandwiches, mens vi
studerede en enkelt tapper surfer i brændingen og de pudsige klippeøer
langs store dele af horisonten. I det fjerne kunne vi se en klippe med et
hul, "Hole-in-the-Wall", som var målet for en 2½ kilometer
vandretur ned ad stranden efter frokosten. Efter at have taget støvlerne på
igen, marcherede vi afsted i de små strandsten, der var tunge at gå i.
Cirka halvvejs blev underlaget vådt sand, så med lidt opmærksomhed på
bølgerne, kunne man gå tørskoet på dette noget hårdere underlag. Flere
gange fotograferede vi hinanden uden den helt store fokus på bølgerne, og
højdepunktet var et stativ-billede af os begge, hvor vi står og smiler uden
at opdage, at vandet skyller op over vores støvler.
Et enkelt sted på stranden passerede vi et mindre vandløb, som løber
hen over sandet, men ved lidt krumspring og hoppen, lykkes det at komme
forbi uden at tage støvlerne af. Fremme ved "Hole-in-the-wall"
overvejer vi, om vi skal klatre ud langs vandkanten for at komme helt ud
til naturbroen, men da vi ser andre gøre det, så følger vi efter.
 
Dette belønnes med synet af nogle flotte, grønne søanemoner, som sidder
på de fineste lyserøde klipper under vandet - pudsigt og flot!. Vi får et
par dråber regn på vej tilbage langs stranden, men det er bare opfriskende
i den varme vind.
Nu går turen tilbage mod byen Forks, hvor vi tanker
op, inden vi i lav højde flyver tilbage til hytten i Sol Duc Hot Springs.
Vi er klar på terrassen med et glas vin ved 19-tiden - flot timing. Vi
varmer mad i mikroen, ser lidt billeder fra dagen, og så besvimer vi kl. 23
- forhåbentlig kan vi sove længe.
|
