|
Vi
skal med SAS til Washington kl. 12.20, så vi har rimelig god tid til at komme
i orden og efterlade et slikket hus til fire ugers fuglepasning af naboen, da
alt er pakket og klar. Køleskabet og drivhuset er tømt, og indholdet skal afleveres
hos pigerne efter aftale, og Marie skal låne bilen i ferien.
Lidt i 10 forsøger Hanne flere gange at få fat i Signe, da vi nærmer os
hendes bopæl, men der er intet svar på mobilen. To minutter før ETA kommer en
søvndrukken stemme i røret, og det er en noget klatøjet ung dame, der får sin
pose med tomater og æbler samt hendes kødædende plante, der har holdt ferie i
Mors drivhus. Seancen gentager sig et kvarter senere, da der kommer et
"fuck-det-havde-jeg-glemt" ud af telefonen, der netop har vækket
Marie. Igen dukker en tømmermænds plaget ung dame op i gadedøren og modtager
indholdet af køleskabet samt diverse frugt & grønt. Marie er ikke i stand
til at køre bil som aftalt, så hvordan kommer vi videre med vores bagage?
Heldigvis kan en morgenfrisk Christoffer springe til og køre os til
Svanemøllen Station, hvor vi uden problemer kommer til Kastrup Lufthavn med
S-tog og Metro.
Vi får morgenmad i ro og mag, og SAS flyver som altid til tiden og ankommer
efter 8½ time til Washington.
I Washington starter balladen! Her er som sædvanligt en KÆMPE-kø ved
indrejse-checket, så det tager over en time at komme igennem. Nu har vi kun
tre kvarter til at nå næste fly til Seattle. Det lyder OK, men køen til
Security for at checke ind igen er lige så lang - altså køen for at komme ind
i de tre baner af kø frem til selve checket. Vi vælger midterbanen, men
konstaterer hurtigt, at inderbanen suser igennem. Da et hold højttalende
danskere overhaler os indenom i denne bane, flytter vi spærringen og hægter
os på denne gruppe - de skal også til Seattle. Vi nærmest løber igennem HELE
vejen gennem Terminal C og D for at komme ud til den sidste gate D32, hvor
boarding allerede er startet. Vi er svedte - men vi nåede frem, og Hanne kommer
uden problemer gennem indcheckningen og ind i
flyet, men pludselig er min billet ikke i orden, så jeg må vente fem minutter
ekstra på at tumpen giver mig adgang - til et for øvrigt halvtomt fly, der
venter en time længere på at få flere strandede passagerer med - hvilket
viser sig kun at være fem personer i alt, som alle steg på tre kvarter før at
kaptajnen opgav at vente længere og kastede fortøjningerne. Vi havde derfor
god plads i flyet og fik hermed pulsen ned i et normalt leje - VI HADER AT
REJSE IND I USA OG SKULLE SKIFTE FLY. Hvis man har mulighed for det, så skal
man altid overnatte det første sted, man lander, så der ikke er stress på i
Immigrationen.
Flyvningen på tværs af USA var som altid flot. Her ligger sne mange
steder, og vi tager en del billeder ud ad vinduerne af de mange floder, søer
og snedækkede bjerge.
 
Indflyvningen til Seattle var fantastisk i solnedgangslyset, hvor Mount
Rainier-bjerget tårnede sig op OVER flyet til venstre med sine 14.411 fod,
dvs. 4.392 meter. Det er lidt skræmmende at flyve UNDER bjergtops-højde i så
stor en flyvemaskine. Billedet er lidt snyd, da vi ikke nåede at tage et
selv, så det er fundet på nettet - derfor mangler de flotte røde
solnedgangsfarve også.
|
I
Seattle fik vi meget hurtigt vores bagage, og vi gik direkte op i en bus-shuttle, der kørte os til
"Budget"-biludlejningen. En lidt for smart ung mand opgraderede
vores normale bil til en "Jeep Cherokee"
SUV, som viste sig at være en kampvogn, som man skulle klatre op i. Hanne
sad så lavt, at hun ikke kunne se ud af forruden, og jeg havde hele højre
del af min forrude dækket af bakspejlet. Bilen var enorm, men den kørte
godt. Vi fandt uden problemer vores overnatning ved lufthavnen, som var
prototypen på et amerikansk motel med parkering lige foran døren til
værelset.
Efter at have hentet lidt frossen mikroonvsmad
på en tankstation, tog jeg en hurtig beslutning om, at vi IKKE kunne køre i
denne kampvogn i fire uger, så jeg kørte tilbage til lufthavnen og
afleverede bilen og kunne hurtigt få en anden her ... hvis jeg ikke var
stødt på søde Patricia, der var en ældre uerfaren afløser i den kombinerede
Avis-Budget servicebod i den store parkeringskælder. Jeg kunne sagtens få
en mindre "SUV", sagde Patricia. (Jeg fandt senere ud af, at SUV
betyder "Sport Utility Vehicle" og at
de er store 4-hjuls-trukne stationcars!) Jeg fortalte Patricia, at jeg
havde bestilt "A CAR" ... ikke en SUV. Patricia så
let undrende på mig og lignede én der tænkte: ”Ingen kører da rundt i biler
længere!”
|
|
Søde Patricia kæmpede i 25 minutter med at finde en bil til
mig, og da det lykkedes viste hun mig en kopi af kontrakten, hvor det gik op
for mig, at "den smarte unge mand" havde opgraderet os for 20$ om
dagen - hvilket løber op i 3.500 kroner på en måned. Patricia kunne godt se
problemet og kæmpede videre. På dette tidspunkt var jeg nødt til at forevige
Patricia og én af hendes chefer.
Hun gik ind til sin chef og fik lavet en ny kontrakt, og da den var klar
nævnte hun henkastet, at bilen skulle afleveres HER. "Nej,
Patricia. Den skal afleveres i Denver i Colorado." UHA! Den bil, som
Patricia havde valgt, måtte ikke forlade staten Washington. Hun fik igen
hjælp fra sin chef med at finde en fin blå Ford Fusion, men chefen gik
desværre. Nu startede kampen mellem mennesket og maskinerne for at få den
ikke-udlejede bil tilbage i systemet, så den blå Ford kunne forlade
lufthavnen. Efter 15 minutter SMS'ede jeg til
Hanne, at alt var vel, og jeg ikke var hverken slået ned eller faret vild.
Efter yderligere 15 minutter stod TRE personer foran computeren, og til sidst
lykkedes det. Jeg var lykkelig, for det var en super-lækker
bil, som vi ville elske. Jeg vidste jo heller ikke på dette tidspunkt, at jeg
ville blive berøvet de ekstra 3.500 kroner af henholdsvis Budget og Rentalcars.com
... det er faren ved at leje en bil gennem et web-firma.
Senere på vores tur parkerede vi tilfældigvis mellem to Jeep Cherokee"s, og her var jeg nødt til at have et
billede af de tre biler sammen - med vores "lille" bil i midten. Jeep'en er en halv gang højere end Ford'en
... og en del bredere, så jeg var lykkelig for, at vi skiftede den.
Efter en time var jeg tilbage på motellet, hvor endnu et drama havde
udspillet sig. Hanne's shampoo var eksploderet i
kufferten, og en plasticpose havde ikke holdt shampoen
inden, så her foregik den store afvaskning af tøj og kuffert, og det var
endnu ikke afsluttet, da den blå Ford landede. Nu måtte bil og shampoo passe
sig selv, og vi varmede vores frosne mikroovns-burgere. Vi var fra butikken
blevet udstyret med et overvældende udvalg af små sennep-, ketchup- og
dressing-poser, som en ung ekspedient med talegaver som en stand-up komiker
havde udleveret til os. Det fik maden langt op over McDonalds-niveau
- specielt fordi to store kolde øl nu fik en velfortjent tur gennem halsen.
Vi holdt den gående til over midnat - svarende til kl. 9 søndag morgen i
Danmark, og så var det godnat.
Til toppen
|