Jeg vågner allerede ved 6-tiden, og det er helt fint, for der er en
masse mails og et referat fra i igår, der skal skrives. Inden jeg går
ned for at spise, skal jeg også lige ordne min lille LEJLIGHED! Hallo!
Dette er ikke et hotelværelse, men en lejlighed med to soveværelser, to
badeværelser, en stue, et stort køkken med alt samt TRE TV og en PEJS.
Jeg forsøger flere gange at finde den dør, der fører mig ud, og til
sidst lykkes det at komme ned og spise morgenmad med Krestian.
Klokken 8.30 kommer Gary, og vi kører direkte til Chrysler, som skal
have demonstreret det nye vidunder. Gary og Krestian skal lige forberede
sig, så de er sikre på, at alt spiller, inden de viser det frem.
De er meget begejstrede, og igen må
der køres flere gange i Gary's bil for at alle kan prøve at trykke selv.
Vi taler en smule om andre emner, og vi får tilbudt at komme ud og se
deres Pass-By testbaner torsdag morgen, hvilket vi selvfølgelig siger ja
tak til. Da vi selv kører med på én af turene, kommer vi rundt på deres
store testbane, hvor alle slags underlag kan bruges "mod" en bil.
Frokosten bliver meget hurtigt indtaget i en tvivlsom friture-bar, da vi har lidt travlt. Det havde nok været sundere at springe det over.
Vi ankommer en anelse sent til Ford, hvor vi skal tale med en fyr fra den afdeling, der lokaliserer mærkelige lyde i nye biler! Det er skam en kunstart. Han starter med at brokke sig over det gamle udstyr, som han har fra os, der ikke længere kan understøttes, men de skyldes at vi ikke kan producere den tran-olie, som den forbrænder - eller var det noget med en nyere version af Windows, der driller? Han får selvfølgelig også forevist vores nye vidunder, men han har tilsyneladende alt muligt andet i hovedet. Til sidst viser det sig dog, at han er super-bruger, når det gælder tacho-signaler i biler, så vi krydsforhører ham så længe, at vi kommer for sent videre til DenStoreKanon, som vi nu skal besøge.
Gary har adgangskort til fabrikken, så han lukker sig selv ind ad en
bagdør og går om til hoveddøren for at lukke os ind. Det er vist ikke
helt efter sikkerheds-bogen. Kort efter står vi hos Chefen-for-indkøb, og han ser
vores vidunder og den indledende diskussion er højest besynderlig:
"Jeg kan ikke fordrage Apple".
"Jamen du kan hente App'en på ITunes," forsøger Gary.
"Jeg hader
iTunes!"
Uha! Det her bliver vist et meget kort besøg.
"Vores firma har besluttet sig for at bruge løsninger fra andre
firmaer!"
Jeg er så småt ved at pakke sammen igen.
Efter et kvarter sænker han stemmen, og det hele tager en vanvittig drejning.
"Jeg kan godt lide jeres ting", men I må lave et tilbud, hvor ingen ting
koster mere end 5.000$, så det er under investeringsgrænsen."
Hvad?
"Lad mig bare få én af de der nye ting," så skal vi nok selv prøve den
af!
"Min kone har for resten en iPad, og jeg hører kun musik via min iPod. Og
jeg samler på gamle B&K-ting derhjemme, som jeg har i de originale
trækasser."
Nu er vi nået dertil, hvor vi ikke tror på vores egne ører længere.
Det hele ender med en længere teknisk diskussion om, hvad han gerne vil
have i fremtiden, og vi forlader fabrikken med et smil på læben - det
var en pudsig oplevelse.
Ude på parkeringspadsen ser vi en stor ""Portable NVH Dynamometer" truck
... hold da op, den er stor, Jeg vil ikke fotografere på stedet, og den
må man da kunne finde på nettet ... ja, men kun i en meget lille
størrelse, som ikke yder den retfærdighed.
Nu er det fyraften, og da klokken er 16.30 kan vi lige nå en halv
time i Ford Museet, der ligger 500 meter væk. Det er en enorm bygning
med et helt fantastisk indhold af "americana", som Gary kalder det, der
udstiller alle amerikanernes ting lige fra køkkener til biler, fra
flyvemaskiner til traktorer og en masse andet.
Blandt højdepunkterne på en meget kort halv time er blandt andet
Brødrene Wright første flyvemaskine - en kopi som faktisk har fløjet
længere end originalen og den berømte præsidentbil i hvilken President Kennedy
blev skudt i Dallas i 1963.
Her er også den bil, som havde verdensrekorden i 25 år som verden
hurtigste, og et enormt tog med sneplov, som i over 70 år flyttede sne i
Canada.
Til sidst når vi lige at se den stol som præsident Lincoln sad i, da
han blev skudt i teatret. Der er tydelige blodpletter på den endnu! I
sandhed historiske objekter, så vi skal nok tilbage hertil, hvis vi
kommer til Detroit igen og har lidt bedre tid.
Nu går det ind mod Detroit Downtown. På vejen kommer vi forbi det, der
ifølge Gary er verdens største dæk - og det er bare lavet som en reklame.
Vi kører igen igennem det smadrede boligkvarter, som vi så i går, og selv om solen skinner i dag, så er det stadig lige trøstesløst. Her er faktisk en del mennesker på gaderne, så her bor helt klart nogen, og vi ser endda én, der slår græs. Ja - nogen forsøger at få det til at fungere.
Inde i centrum smider Gary igen bilen i det store GM Hovedkvarter, og
vi går en hurtig tur langs Detroit River.
Foran de enorme bygninger står et kraftigt våben - nemlig en skulptur af
bokseren Joe Lewis' højre arm - en sand søn af byen.
Nu slæber Gary os med op til den absolutte top af General Motors, og
vi er spændte på, hvem vi skal møde. Krestian nyder turen i den
udvendige glaselevator, men Gary er ikke selv så begejstret for det -
indrømmer han blankt.
Helt oppe i toppen af GM møder vi Den Store Boss, der viser sig at være
en meget lille mand, så ham gider vi alligevel ikke snakke med i dag.
I stedet tager vi en snak med bartenderen og får en drink, mens vi
nyder den storslåede udsigt fra 72. etage.
Vi har lidt travlt nu, da vi skal mødes med to andre fra B&K-kontoret på Slows, der ifølge bartenderen skulle være det helt rigtige sted at spise ... og vi er omringet af borde i en fornem restaurant her på toppen af bygningen ... så MÅ det være godt.
Vi smider bilen lige over for den gamle totalt smadrede Central
Station, der i sin storhedstid fungerede som et transit-punkt for flod-
og tog-trafikken i området. Der er ikke et helt vindue tilbage i
bygningen, og i dag bruges den kun, hvis Hollywood skal bruges den som
kulisse, hvilket de f.eks. lige har gjort i den nyeste Transformers-film
- forklarer Gary - jeg kender ikke disse film - sikkert lidt pinligt.
Maden er da også helt i top på Slows. Både Krestian og jeg bestiller Spare
Ribs, og vi finder nogle meget fine papreklamer i vindueskarmen, som vi
pynter maden med.
Det er fra venstre Scott Hunt, Dave Bogema, Gary Newton og Den Lille
Chef - Lille Krestian.
Lige ved siden af Slows ligger en meget berømt pantelåner, og det er
ikke tekst, der mangler på facaden. Specielt teksten "Highest prices
paid to buy or loan on rifles and shotguns" er i særklasse.
Og sådan kom vi IGEN igennem en dag med 120 kilometer i timen ... vi
er ved at være godt slidte, selv om det har været en super-spændende
tur.