Vi forsøger efter bedste evne at sove på flyet, og det lykkes da også
en smule. Vi er begge temmelig friske, da vi stiger ud i Chicago kl.
04.30 lokaltid. Vi venter kun kort, da vi har trasket os igennem
lufthavnen, og er kommet hen til den gate, hvor flyet venter på at flyve
os videre til Detroit kl. 06.05. Da vi står ud i Detroit, er vi til
gengæld smadrede, da det var et lille fly med dårlige gamle sæder. Vi
tager nu en taxi til B&K-kontoret, og her møder en oplagt Gary Newton
os. Vi får frisket os op og skiftet tøj, og så er det afsted til første
kunde, som vi skal møde kl. 10.30 - morgenmaden må vi udskyde til
bagefter. På vej ud til kunden leger Gary og Krestian med
Sonoscout-målemaskinen på iPad'en - herovre tager man det ikke så tungt
med at håndtere mobiltelefoner OG iPADs, mens man kører bil. Bemærk
måle-hardwaren, som ligger i lommen bag Gary's sæde og styres trådløst
fra iPad'en.
Gary demonstrerer som det første vidunderet for TRW, som laver
komponenter til biler. De er vildt begejstrede, og Gary må køre flere
ture med folk fra stedet, for at alle kan se det. Vi får en god snak med
dem om deres ønsker og behov, så det var et vellykket besøg.
Nu har vi tid til morgenmad, som på bedste amerikanske vis kan bestå
af lige det, som du har lyst til. Bacon, pølser og æg med Cola ... så
kører det! Men OK! På det tidspunkt havde min mave også rumlet så meget,
at Krestian havde bemærket det!
Nu kører Gary os igennem nogle forstæder til Detroit som er
no-mans-land. Her bor stadig mennesker, men mange af husene er efterladt
af flygtende arbejdsløse, som har opgivet tilværelsen her. Husene bliver
rippet for værdier, nogle bliver ifølge Gary indtaget af kriminelle, der
laver narkotika-laboratorier, og nogle af husene er helt overgroede. Som
et desperat forsøg på at holde kriminelle og narkomaner væk, bliver
nogle af ruinerne brændt ned af de få desperate, der stadig forsøger at
få en tilværelse til at hænge sammen her. Tal lige om depression! Dette
har nok ikke været et meget velstående kvarter, men almindelig mennesker
har boet her. I dag må de tilbageboende købe æg og mælk til overpriser i
den eneste overlevende type butik i området: The Liquer Store!
Gary kører ud af området, og vi ender på Telegraph Road, som er
grænsen for der rigtigt "slemme". Her tilbyder han os at bo på "Victory
Inn", hvor der er masser af "in-room entertainment"! Da regnen silede
ned på dette tidspunkt, er nedenstående billede fundet på Google Maps,
og sikkert af ældre dato. I hvert fald er adskillige af dørene og
vinduerne manglende i det fashionable etablissement. "Det er politiet,
der sparker dørene ind, når de anholder narkotikasælgere og
prostituerede", forklarer han. Aha! Det var det, han mente, med "in-room
entertainment" ... hvis man er til den slags underholdning. Vi refuserer
på overnatningstilbudet og kører videre.
Klokken 13 kører vi op foran Meritors domæcil. I den meget imponerende forhal bag receptionen er der udstillet affjedringer til køretøjer, der kunne passe i en kampvogn. Der er da også en grund til, at vi skal godkendes, inden vi kommer ind i denne virksomhed, som leverer gods til den amrikanske forsvarsbranche. På flotte videoer i forhallen kan man se Meritors historie, og hvordan de blev udskilt fra gigantiske Rockwell, som en selvstændig "automotive" enhed.
Også her demonstrerer Gary de nye herligheder, og vi taler længe med om
om de erfaringer, som de har med vores udstyr, og hvad de kunne ønske
sig i fremtiden.
Krestian og jeg er ved at være godt trætte, efter en dag i
forlængelse af en hård nat. Vi vågner dog lidt op igen, da Gary kører os
ind til Downtown Detroit, og vi på vejen ser den ene enorme efterladte
tomme bygning efter den anden. Vi stopper ud for én af dem, og det viser
sig at det er et nationalt mindesmærke.
I disse faldefærdige bygninger startede Henry Ford sin produktion af den
berømte Ford T i 1913. Bemærk teksten: "I 1925 lykkedes det at producere
over 9.000 biler på ÉN enkelt dag" - det kan man da kalde
masseproduktion. Det er sørgeligt, at man ikke har omdannet dette sted
til et museum og mindesmærke over denne storhedstid for den moderne
industri og den tekniske revolution, som den medførte.
Med sin entusiasme for biler skal Krestian selvfølgelig foreviges her.
Gary fortsætter ind i "den rige afdeling" af Detroit, som ligger få
gader væk. Her er enorme huse faldet til lattterlige priser, så hvis man
kan leve med naboerne, så er her muligheder for er "røverkøb". "Man skal
nok have et par skydevåben, hvis man bor her", konstaterer Gary ... det
er vist ikke kun røverkøb, man risikerer i området.
Til gengæld man erhverve disse paladser for omkring 100.000$, mener
Gary. Og de mennesker, som bor her, holder dem i fin stand.
Hele vejen ind mod centrum fortsætter forfaldet. Den ene gigantiske
tomme fabriksbygning følger den anden. Knuste eller barrikaderede
vinduer og store tomme parkeringspladser. Det er uhyggeligt men
fascinerende at se bagsiden af medaljen over den amerikanske drøm, og
den silende regn gør det ikke mindre deprimerende.
Gary forklarer, hvordan Detroit havde sin storhedstid fra 1930 og frem
til 1950'erne. I slutning af 60'erne begyndte alt at gå galt i Detroit
pga. raceoptøjer og ikke mindst korruktion. Raceoptøjerne er ophørt, men
korruktionen lever stadig i bedste velgående. Så sent som i marts 2013
blev en tidligere borgmester i Detroit sendt i fængsel for korruption!
Vi diskuterer muligheden for, at Silicon Valley ser ud på samme måde om
30 år, når Kina har overtaget al produktion i verden. En skræmmende
tanke!
Vi er nu helt inde i centrum, og her troner to majestætiske
bygninger: Det gamle hovedkvarter for GM General Motors, og det store
"Henry Ford Hospital".
Lige overfor ligger nogle lige så ikoniske bygninger. Jeg bliver
belært om, at Detroit var "The Motor Town" ... eller forkortet til
Motown. Derfor er det selvfølgelig her, at man finder de berømte Motown
studier fra 1959 i to små almindeligt udseende huse, der nu er omdannet
til museum. Jeg spejder til højre og venstre, men hverken Diana Ross &
the Supremes, Jackson Five, Stevie Wonder eller Marvin Gaye er lige i
nærheden.
Og med min entusiasme for musik, er det selvfølgelig min tur til at
blive foreviget her. (Klik på billedet for at
se det i fuld størrelse, så man kan læse teksten) Og så var det holdt op
med at regne, og det hele lysnede lidt.
Gary fortæller med stor entusiame om Detroit, som han er født og
opvokset i, og hans holdning til Detroit kommer meget godt til udtryk i
to skilte, som vi ser helt inde i Downtown i henholdsvis et butiksvindue
og foran en byggeplads.
Regnen vælter igen ned, da Gary kører ind og parkerer i det enorme
nye GM Hovedkvarter, der ligger helt ned til Detroit floden. I den store
forhal, kan man gennem glasfacaden skimte bygningerne i Canada på den
anden side af floden.
"Vi skal lige se den nye Corvette", griner Gary. Og det gør vi så sammen
med alle de andre nye modeller fra General Motors.
Det er et meget imponerende hovedkvarter, som bilgiganten har her.
Nu kører vi et godt stykke ud af byen til forstaden Livonia, hvor
Gary også bor. Her checker vi ind på vores hotel - desværre kun for to
dage, så vi skal skifte sidste aften for én nat - surt. Krestian og jeg
er ved at være godt bombede efter en lang dag efter en hård nat, så vi
går allerede klokken 18 over til den nærliggende italienske
familie-restaurant "Buca di Beppo". Her forklarer den kvindelige tjener,
at familie restaurant betyder, at en lille portion er til to, mens en
stor portion er til 3-4 personer. Vi bestiller en æble-gorgonzola salat
og pasta med kylling i SMÅ portioner.
Da vi er stop-mætte og det meste af maden er tilbage, forstår vi,
hvorfor nogle italienere bliver meget store. Vi kravler tilbage til
hotellet, så vi har muligheden for at få sovet ud inden morgendagens tre
kunde-møder.