Morgenen bliver taget stille og roligt, da gårsdagens tur stadig sidder i benene, og jeg er nødt til at checke ud, inden jeg kan gå ud i byen. Klokken er derfor 11, inden jeg checker ud og dropper min bagage i lobbyen på hotellet.
Jeg går direkte ned ad Van Ness og begynder opstigningen af Lombard,
som vi tidligere har gjort i bilen, der vånnede sig fælt. I dag er det
bare mine ben, der knager. Udsigten på toppen er som et postkort fra San
Francisco med kabelsporvogne og stejle gader med Alcatraz i baggrunden.
Nu går det lige så stejlt ned på den anden side, hvor verdens officielt
mest snoede vej bare skal køres af alle turisterne.
Lombard fører direkte videre til Coit Tower, der er et 64 meter højt
tårn på toppen af Telegraph Hill. Hermed har man én af de bedste
udsigter i San Francisco fra dette tårn.
Jeg stiller mig i køen til elevatoren og kommer op til toppen efter ca.
10 minutter. Herfra er der faktisk en god udsigt, men der er glas for
vinduerne, og de er lidt grumsede. På den anden side, så er det vist
godt, at der er vinduer, for vinden hyler i dem, så her havde nok været
temmeligt blæsende, hvis ikke åbningerne havde haft vinduer.
Fishermans Wharf og resten af byen er lidt grå idag, da det er skyet.
Til gengæld står både træer og Alctraz flot i dag, så skyer er
åbenbart ikke ensbetydende med tåge.
Jeg vil ud til "Maritime Museum", og det bringer mig igen forbi
Fishermans Wharf, som er en ren turistfælde og totalt ucharmerende. Ikke
desto mindre er her sort af mennesker. Hvad er det, de ser, i dette
støjende område med junk-food og souvenir-boder?
Til gengæld er "Information Center" på "San Francisco Maritime
National Park" i den sædvanlige høje klasse, som NPS altid sikrer. Det
er tilmed gratis! Jeg får min folder til samlingen, og jeg får en masse
information og San Francisco, som ikke havde været uden havnen - og
omvendt. Flotte panoramaer fortæller historien om spaniernes ankomst til
området, og der er selvfølgelig fokus på søfarten. Store mængder af
skibe ligger sunket i bugten, da folk under guldfeberen sejlede til byen
og efterlod deres skibe. Over 150 skibe er også strandet på kysterne nær
Golden Gate siden 1850, da strømmen og tågen er lumsk her.
En meget flot film fortæller også historien, og gamle billeder gøres
levende ved hjælp af computer-snyd - det er fremragende.
Udenfor ligger en lang række skibe ved Hyde Street Pier, som er et
levende værksted. Her er skibsbyggere i gang med at renovere skibene, så
man kan se, hvordan de tilpasser store planker, når en stævn lige skal
skiftes. Den gamle færge nedenfor til højre avr en del ag Highway 101,
indtil Golden Gate slog den ud af drift i 1937.
Til børnenes store underholdning er der hængt tre tunge tønder op, hvor
den første er umulig at løfte for dem, da den bare er hængt op ever en
trisse. De to andre er hængt op i taljer, der henholdsvis halverer og
dobbelt-halverer tøndernes vægt, og så er det pludseligt intet problem
at få tønderne helt op. Stor jubel hos de små. Jeg forlader nu denne
National Park for at søge over mod den næste, som er den store "Presidio
Park", der i tidernes morgen tilhørte militæret.
Jeg fortsætter langs vandet, og første udsigt er over det store Fort
Mason, hvor man kan skimte Golden Gate i baggrunden.
Jeg går videre, og nærmer mig Golden Gate. Her bliver en sandwich
indtaget med direkte udsigt til den flotte bro.
Næste højdepunkt er "Palace of Fine Arts", der ligger lige ved siden
af Presidio.
Nu er jeg inde i Presidio Parken, men det lykkes mig at dreje forkert
en enkelt gang, da skiltningen er temmelig ringe. Jeg når derfor aldrig
frem til Information Center, men går i stedet igennem en meget flot skov
og kommer derfor ud af parken igen.
Park-folderen må blive næste gang, når vi har lidt bedre tid og vejr.
Jeg opdager til min store begejstring, at bus-linie 3 kører herfra og
direkte tilage til hotellet, så jeg slukker min GPS-logger og venter 10
minutter på, at den dukker op. I løbet af 10 minutter er jeg tilbage på
hotellet, hvor jeg sorterer billeder og drikker kaffe, mens jeg venter
på den shuttle-bus, der henter mig kl. 19 for at køre mig til lufthaven,
hvor jeg skal møde Krestian igen.
Jamen ... der kom lige 12 kilometer til oven i regnskabet. Jeg har
med andre ord gået omkring 50 kilometer på de tre dage i San Francisco!
Og så det til lufthavnen, hvor vi skal forsøge at sove på TO fly, der via Chicago tager os til Detroit. Det bliver en MEGET lang dag i morgen - uden at sove i en seng i mellemtiden!
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg mødes uden problemer med Krestian i lufthavnen, hvor vi spiser
sushi og diskuterer forløbet af week-enden. Hefter stiger vi på flyet
til Chicago, der giver os mulighed for at sove i fire timer - det må vi
hellere se at få udnyttet.