Efter en hurtig gang morgenmad på hotellet og et nærstudie af
mulighederne på nettet og i "Turen går til" er det ud i byen kl. 10.
Turen ned til havnen fører mig igennem finans-kvarteret, hvor de
tårnhøje pengetanke står side om side, og nøgne mennesker fremstiller
penge i en stor presse - sådan laver man penge her.
Jeg er igen snydeheldig, for jeg har har planlagt at sejle til Sausalito, og færgen afgår 10.45, som jeg ankommer til terminalen 10.38. Den er lidt forsinket, og en ufatteliig mængde mennesker skal ombord, så jeg når uden problemer at købe en billet i automaten og indtage en god udsigtsplads på forreste dæk. Det er mildest talt stormende - men sådan er det jo det meste af tiden i San Francisco, og det fremmer ikke situationen at komme ud på vandet.
Snart er San Francisco bag os, og vi har et fantastisk vue over byen,
der ligger i solen i bugten, mens både Alcatraz og Golden Gate er
fuldstændigt indhyllet i tåge og skyer.
En lille smule af den berømte bro kommer dog til syne, da vi nærmer
os Sausalito, som ligger en bakketop fra Golden Gate. Det er
fascinerende, at broen så ofte er fuldstændigt forsvundet i skyerne.
Sausalito kan nok bedst betegnes som San Francisco's Hellerup, hvor
man kan bo tæt på storbyen og have sin lille båd liggende. ("Lille" var
en vittighed!)
Her er egentlig ikke vildt spændende, og det havde adskilige anmeldelser
advaret om, men sejlturen og det fine vejr gør det alligevel til en
meget fin oplevelse.
En lille California Seal ligger på en sten og soler sig (den er af
bronze) med Alcatraz i tågen og San Francisco helt forsvundet. Jeg så
faktisk en sæl i vandet på vej over med færgen.
Sausalito er sort af turister, som ikke har ret meget andet at lave, end
at drikke øl. Det er lidt for tidligt efter min mening, så jeg tager som
planlagt første færge tilbage efter 1½ time i Hellerup. I køen til
færgen formaner en dyster sort herre os om alverdens ting, som vi enten
ikke må, eller som vi skal på færgen. Det er pænt underholde: "Lås ikke
jeres cykler - der er INGEN der napper dem og svømmer i land med dem.
Find jeres billetter INDEN I kommer hen til automaten - der er ingen
grund til at rode i tasken, mens alle bag her venter." Sådan bliver han
ved i 10 minutter - fremragende - ham kunne de godt bruge på Nørreport
om morgenen.
Hjemturen er en diset, blæsende og kølig affære. Godt at jeg havde
min fleeze med i en pose. Golden Gate er en anelse mere synlig, og
Alcatraz fremstår nu som et spøgelse i disen med San Francisco som en
dyster silhuet i baggrunden.
Færgen sejler tættere på Alcatraz og sætter farten ned, selv om det
er en færge for pendlere - de mange turister skal også have noget for
pengene.
Som ved et trylleslag er vi ude af tågerne omkring den gamle
uhyggelige fængselsø, og nu står San Francisco igen varm og indbydende
og venter på os.
På vej ind i havnen kan man få nogle gode skud af den enorme Bay
Bridge.
Klokken er nu 13, og jeg har planlagt at se solnedgang fra 41. etage fra et nærliggende højhus, så jeg har lige 7 timer, som jeg skal have slået ihjel. Jeg har derfor planlagt at se et Tegneseriemuseum og en meget stor legetøjsforretning. Jeg kommer forbi et togmuseum, men det er middags-lukket ... måske kan jeg komme tilbage senere.
Jeg trasker ned til Tegneseriemuseet først, og her er jeg ikke
overrasket over, at det udelukkende er amerikanske tegninger, som de har
udstillet. Det betyder Batman, Superman osv., som jeg absolut aldrig har
været fan af. Ikke desto mindre er det sjovt at se de originale
tegninger, der er udstillet, og i indgangen sidder et par unge håbefulde
tegnere og laver kopier af Superman.
Det er sjovt at se de miniature-oplæg, som Foster har lavet til Prins
Valiant - som min Far læste for mig som godnathistorie for 50 år siden.
Her er alle de kendte i original-tegninger: Busser & Blondie, Radiserne,
Steen & Stoffer, Basserne og en masse andre. Men selvfølgelig ikke en
eneste europæisk tegning, på trods af at alle butikker i nærheden har
udstillet Tintin. Det er lidt af et Superman-tempel ... men OK. Det var
sjovt at se for en nørd - og tro mig - de typer der gik rundt her var
VIRKELIG nørder - det var faktisk lidt skræmmende! Blege, bumsede og
underligt klædt. Jeg fandt et toilet og konstaterede, at jeg faktisk er
ved at blive lidt skoldet i nakken - og jeg har da heller ikke bumser.
Jeg går nu videre tilbage i retning mod hotellet for at finde en
meget stor legetøjsforretning omtalt i "Turen går til". Jeg går frem og
tilbage på Stockton-gaden uden at kunne lokalisere den. Der, hvor jeg
mener, den skal ligge, er der en Ferrari-butik med rødt tøj og en en
meget stor model af en racerbil. Jeg lister hen foran en Starbucks
kaffeshop og misbruger deres gratis netværk. Jeg kan konstatere på min
mobiltelefon, at legetøjsbutikken lukkede i 2002. Det er vel egentlig
meget forståeligt! Børnene er nu blevet voksne, og så vil drenge gerne
have Ferrarier - ikke legetøj!
Hvad nu? Jeg trasker tilbage mod havnen, hvor jeg havde set togmuseet.
Jeg bliver fanget af lyden af elektrisk violin til rockmusik, og det
lyder godt. Der er koncert i "Yerba Buena" parken. Det slutter desværre
et par minutter efter, at jeg ankommer, og det er lidt surt, for "Tom
Rigney & Flambeau" (som jeg aldrig har hørt om) er faktisk meget
underholdende. Turen tilbage til havnen fortsætter derfor, og jeg må
konstatere, at det ikke er et togmuseum, men en meget lille grratis
udstilling om sporvogne! Det er minimalt spændende - med den undtagelse,
at plancherne meget detaljeret beskriver, hvordan alle beslutninger
omkring udviklingen af den offentlige trafik i San Francisco i flere
dekader var styret af bestikkelse -ikke hvad folket ønskede. Ufatteligt
hvad penge kan gøre!
Nu trasker jeg over i Embarcadero Center, som ligger lige ved havnen.
Det er her, jeg vil se solnedgang i aften, og jeg vil godt lige
lokalisere den "Skyline", som "Turen går til" beskriver. Jeg går længe
rundt i dette aldelses ucharmerende beton-center, der består af fire
bygninger, som er forbundet med gang-broer i tredje sals højde.
Arkitekturen er egentlig spændende, men her er næsten mennesketomt, og
det fremmer ikke charmen.
Jeg forvilder mig ind i en butik, der sælger tasker, da jeg gerne vil
have en lille rygsæk - jeg er træt af at slæbe min pose med
fleeze-jakken. De små rygsække starter ved 110$ og er grimme, så jeg er
ude med lysets hastighed. Men hvor er den udsigtsplatform? Efter at have
strejfet rundt i alle fire bygninger og grundigt studeret alle
info-tavler, så støder jeg på en uniformsklædt person. Han kan informere
mig om, at "The Observatory" har været lukket siden år 2000! Hallo
"Turen går til"!!! Du er fra 2006, og nu har du lavet TO fejl indenfor
et kvarter.
Der er brug for hurtig re-planlægning. Jeg går sgu' tilbage gennem
hele byen og ser "The Painted Ladys". På vejen passerer jeg først lige
forbi Transamerica Pyramiden og så China Town igen. I China Town
springer en genial lille rygsæk på mig ... til 9.95$ Og så kan den
foldes sammen og fylde mindre en en paperback. Genialt!
Hov! Jeg glemte, at jeg gerne lige ville se "The Cable Car Museum"
igen. Det er en gratis oplevelse, som man ikke bør gå glip af. Her
drives de fire berømte kabel-sporvogne i San Francisco, og de kilometer
lange kabler, som løber i gaderne, løber alle her hen for at få nye
kræfter. Eneste problem var, at jeg var adskillige gader for langt, da
jeg kom i tanke om det, og gaderne her i området kræver planlægning -
man gider ikke gå for meget frem og tilbage!
Nå! Man har vel gode ben, så det er bare at gå OP igen for at komme
derhen.
Jeg ankommer tre kvarter før lukketid, men det er rigeligt tid til at
se de store motorer og hjul, der driver kablerne i gaderne omkring
stedet. Vi har været her før, men det er stadig et genkig værd.
De store eldrevne maskiner trækker de tykke kabler, og nede i kælderen
sender store hjul kablerne i fire retninger til banerne Hyde,
California, Mason og Powell. Jeg når også at genopfriske alle billederne
fra det store jordskælv med efterfølgende brand i 1906, som også gik
hårdt ud over kabelsporvognene.
Nu zig-zag'er jeg tilbage gennem byen. På denne måde er kun hver
anden gade en skråning, så man får tid til at puste ud mellem
stigningerne. Jeg passerer forbi mit hotel i 20 meters afstand, inden
jeg fortsætter over mod de gamle malede damer.
De ligner sig selv, bortset fra at adskillige huse på vejen er revet ned
- det var de vist ikke, da vi var her sidst. Ét af husene er også helt
pakket ind og under renovering. Man kan svagt skimte Pyramiden i det
fjerne, som jeg passerede for 1½ time siden. Af hensyn til turistbogen
tager jeg lige et billede, som kun indeholder de malede træhuse -
utroligt så et billede kan snyde, hvis det beskæres.
Faktisk er de huse som ligger lige til venstre for damerne langt
smukkere. De får lige et billede - helt uden snyd.
Nu er jeg træt! Man er ikke, hvad man har været. På vej tilbage til
hotellet ser jeg rådhuset, der ligner et helt Capitol. Bygningen til
højre er operaen. Det bliver IKKE i dag!
Maden i dag indtages på en thai-restaurant kun 50 meter fra hotellet.
Portionen er fornuftig, så der er ikke noget mad til hverken afrikanske
børn eller hjemløse i San Francisco i aften ... sorry. Mens jeg nyder et
glas vin, bliver dagen i morgen planlagt. Den skal nok ikke være helt så
lang.
Loggeren afslører, at dagens gåtur var på 21 kilometer. Sejlturen
tæller ikke med. Det ligner nærmest planløs omkring-futten ... men
"Turen går til" snød mig et par gange. Det er vist ikke sket før.
