Tirsdag d. 4. juni 2013                          RETUR
                                                              
Enorme gravemaskiner

Vi bliver hentet allerede kl. 7, men vi mødes først i restauranten kl. 06.30, og der er lidt kaos, da noget af personalet ikke er dukket op. Kokken går derfor rundt og modtager ordrer, og køen af sure kunder vokser hurtigt. Vi får først vores mad lidt i 7, og Krestian har bestilt "beef & eggs" ... USAs svar på bacon & eggs.

Krestian er lykkelig! Mine bacon & eggs buritos er enorme - her er igen nok til at brødføde en mindre afrikansk landsby en uges tid, så jeg levner halvdelen, og 7.20 iler vi ud til Jason og Jack, der har bilen klar, så vi kan køre de 200 km. til Caterpillar syd for Chicago.
 

Vejene i dag er temmelig meget ligeud ... vi drejer højest et par gange i løbet af dagens meget lange køretur.

Når man ser turen på GPS-loggeren, så er det tydeligt, at sving ikke er højt prioriteret i det amerikanske vejsystem. Men hvorfor svinge, når den korteste vej mellem to punkter er ligeud?

Dagens første holdt er Preoria, hvor Caterpillar's Test-områder ligger. Caterpillar laver ALT i store maskiner til at grave og flytte jord. Her er en del maskiner, som kunne gøre havearbejdet nemmere ... faktisk kunne de flytte alt ukrudt (inkl. jorden i 3 meters dybde) i løbet af et par sekunder. På deres store område ser vi en del spændende maskiner, som efterfølgende er blevet fundet på nettet, da vi igen ikke har kameraet fremme i løbet af dagen.

Ser man på området fra Google Earth, så kan man nok få et indtryk af, at dette er en stor virksomhed. Dette er KUN test-området. Udvikling, produktion mm. ligger en masse andre steder.

Inde i deres enorne halv-lyddøde rum står en D10 maskine, som ser lille ud i rummet ... men går man tæt på den, så er den grotesk stor i forhold til de bulldozere, som man ser i lille Danmark. (Alle billeder af CAT-maskiner er hentet fra nettet - vi tog ingen billeder on location!) Prøv at lokalisere førersædet ... det giver et indtryk af størrelsen. Storebror D11, som er deres største maskine, den vejer det samme som en Boeing 747!!!!!

Kigger man i Caterpillar's katalog, så er variationen i udvalget enormt - og ingen af mulighederne er små tingester.


Caterpillar-drengene er meget B&K-positive, og vi skal klart arbejde sammen med dem om at udvikle nye løsninger. Til sidst ser vi deres store område, hvor de graver og afprøver maskinerne i praksis. Som de siger: "Hvis vi vil af med nogen, så er det her - vi har ikke problemer med at få gravet hullet!"

Herefter kører vi til en lokal mexikansk diner og spiser med tre af fyrene, og de er mega-positive at tale med. Nu fortsætter vi til Caterpillars "Research Enhed", hvor vi møder David, der er mere grøn end en frø. Der er B&K-udstyr over det hele og vi får en masse input om mulige forbedringer. Her har de også lyd-hårde og halv-lyddøde rum til deres målinger, men de er mindre, da de måler på "komponenter" her - ikke samlede maskiner.

<indsæt billeder fra nettet og udleverede magasiner>

På vej til bage fra Caterpillar til Chicago er der tradition for at købe is i den lokale is-shop, så her ser jeg mit snit til at forevige Krestian, Jason Kunio i midten og Jack Grazia til højre. Meget flinke og dygtige fyre.

Så er det ligeud 200 km. tilbage til hotellet, hvor vi er tilbage efter en 11-timers dag. Det giver os lige en time til at puste, inden vi igen mødes med Jack på sports-baren lige overfor hotellet, hvor der vises ishockey på gigantiske skærme. Chicago versus LA, så der råbes en del, og støjniveauet er helt enormt i det store rum.

Den står på grillmad med stærk sovs ... i alle afskygninger. Nyd lige sovsemenuen. Den stærkeste hedder Blazin', og beskrivelsen siger: "Keep away from eyes, pets and children!"

Det lyder ikke sundt.

Og så er det i seng. Uret stilles til 04.45 ... Jason henter os allerede kl. 05.30, og så skal vi igen køre langt ... og flyve.  
 

Retur til toppen.