Søndag d. 28. april 2013                        RETUR
                                                              
Loppemarked, død og undergang ... og maraton i Madrid.

Efter endnu en overdådig morgenmad drager vi af mod det nærliggende loppemarked, som holder til her hver søndag. Her er virkelig mange mennesker, så vi nøjes med at kigge lidt og kæmper os igennem den lange gade, som er fyldt med boder.

 

Vi fortsætter mod Hovedbanegården, der skulle være flot og speciel. Den er i hvert fald helt ny-restaureret, og indeni er den nærmest en botanisk have. Meget anderledes og flot.

Udenfor løber vi igen ind i de mange løbere, som allerede har gjort det svært at komme rundt i byen. Der er maraton i dag i Madrid, og de løber i stjerne fra centrum, så næsten ligemeget hvordan vi bevæger os gennem byen, skal vi krydse deres rute adskillige gange. På vej mod den botaniske have falder vi over et bogmarked. Bøgerne er billige, men vores manglende spansk-kundskaber afholder os fra at købe noget.

Det regner lidt, da vi kommer til botanisk have. Det er en smuk gammel have, og mange steder står blomsterne i fuldt flor. Vi krydser frem og tilbage på de mange stier og ser en stor del af haven.

Lige udenfor Botanisk Have ligger Prado Museet, som også er et "must" ifølge guide-bogen. Billederne på museet er flotte, og specielt Goya's fotografisk præcise portrætter er fascinerende. Det meste er dog død, sygdom, ødelæggelse og undergang, og det absolutte højdepunkt er maleriet "Dødens Triumf" af Bruegel, hvor døden hærger hen over lærredet ... dette er heldigvis kun en lille kopi fra nettet, så man slipper for de fleste detaljer. Forfatteren af "Turen går til" mener, at dette er verdens mest uhyggelige maleri, men resten af billederne på museet følger meget godt med, så man er en anelse nedtrykt, når man forlader stedet. (Tryk på billeder for at se de rædsomme detaljer)

Udenfor hjælper vejret ikke meget på vores humør. Det små-regner, men dog ikke værre end at vi kan gå videre. En enkelt gang kommer paraplyen frem. Vi går nu over i Retiro Parken, hvor nogle af træerne er meget specielle. De er vist klippet i den form. Vi søger hen mod "Palacio de Cristal", som er et glas-palads. Det er helt tomt, og indeholder kun nogle få svævende farvede tallerkener, der svæver rundt i lokalet. Lige nu er vi glade for vejret, for havde solen skinnet, så havde her været ulideligt varmt.

Vi fortsætter gennem parken og kommer forbi den store sø i parken, der normalt er fyldt med både. Søen er tom i dag, og vi nøjes med at kaste et blik over på den aldeles rædsomme opstilling omkring statuen af Alfonso d. 12. Vi går ud ad parken og går hen mod National Biblioteket. Det skulle være meget flot, men det er desværre lukket. Vi beslutter derfor at gå tilbage mod hotellet. På vejen kommer vi forbi den berømte Cibeles Fontæne, der bruges af Real Madrids fodboldfans, når de samles her for at fejre deres sejre.


Vi kommer også forbi den kendte Metropolis-bygning, der vist mest er kendt for at være kendt ... fordi den er ret karakteristisk og dækket af guld på toppen, hvilket desværre er lidt svært at se i dagens grå vejr.

Vi falder nu ind på en restaurant og spiser en god frokost, og herefter går turen hjem til hotellet, hvor vi helt undtagelsesvis slapper af i et par timer, indtil vi går hen til vores café fra første aften for at gentage succesen med den gode tapas. Desværre er der lukket om søndagen, så vi går videre og finder et andet sted, som også har tapas. Her er mange lokale folk, og det er udmærkeet - men ikke helt så godt som første aften. På vej tilbage skal man lige foreviges sammen med den flotte rustning i receptionen på hotellet. Det er nok Carlos d. 5 ... altså ham til venstre.

OK! I dag viste vejret sig ikke fra sin bedste side, men mandag morgen øsede det ned, så der skulle vi heldigvis bare kort hen til metroen, og så var vi kort efter i lufthavnen og hurtigt hjemme i Danmark igen.
Madrid kan absolut anbefales, og skal vi have tapas igen, så er det da værd at overveje lige at smutte ned og få noget.

Retur til toppen