Lørdag d. 22. september 2012              RETUR

Hanne og jeg drager nu til fods mod Byplanlægningsmuseet, mens Petteri og Pigerne tager direkte til Zoo. På vej til museet ser vi aftenens mad på vej ind i en restaurant ... vi skal have Beijing Duck bedre kendt som Peking and i aften - dog ikke i denne noget farverige og over-dekorerede restaurant.


Det tager ca. ½ time at gå de tre kilometer til museet, der viser sig at være en kæmpe-positiv overraskelse. Her er næsten mennsketomt, stille, køligt, moderne, og med masser af modeller af det gamle og nye Beijing. Modellerne varierer mellem at være store og gigantiske. Modellen af det centrale Beijing fra Tian'anmen Pladsen til OL Byen på anden sal er dyster og mørklagt i lokalet, så den er lidt svær at se, så her er vi lidt skuffede, da vi har hørt om store og flotte modeller.

Vi går op på tredje sal, og her står igen en smuk und kineserpige ved den rullende trappe, og hun træder ud på trappen lige foran os, så trappen starter og vi kan rulle op. Aha! Pigerne er ansat til at starte de automatiske rullende trapper for de besøgende. Hvad skal man mene om det? De har da et job! Oven for trappen kan vi se ud på en væg, der rummer en enorm bronzemodel i skala 1:1000 af det gamle Beijing, hvor hvert enkelt hus er på størrelse med en negl ... vildt imponerende. Den Forbudte By er pudset op, så den står blank og fin.

 I næste lokale mister man totalt pusten. Som Guliver i miniputternes rige træder man ud i det frie fald, da man vandrer ud på et luftfotografi af Beijing på gulvet - elegant lavet af sort/hvide foto-firkanter.

Vi svæver hen over Beijings forstæder, mens vores blik allerede er rettet mod den by, der rejser sig i 3D-miniformat i midten af det enorme lokale. En perfekt overgang fra sort/hvide motorveje fører videre i en 3D-model, hvor detaljerede veje, huse, parker og træer tager over. En snor afholder os fra at vandre videre ind over byen, så i stedet beundrer vi den fantastiske nøjagtighed, som hver enkelt detalje er gengivet med, såvel i form som i farver.

Vi udsætter en grundigere gennemgang af byen og i stedet går vi op på fjerde sal, da vores ur viser, at den engelske udgave af "Beijing Future in 4D"-filmen vil blive vist nu. Endnu en køn und kineserpige sørger for, at vi ikke selv skal starte den rullende trappe, og vi overvejer kortvarigt, om det er dette vi skal indføre i Danmark, for at undgå at folk mister retten til deres dagpenge! Vi smider 10 yuan hver og får en 4D-billet, og henne ved 4D-biografen ligner endnu en køn ung pige et stort spørgsmålstegn, da vi træder ind i den tomme biograf og fremviser vores billetter. Hun forsøger genert at forklare os noget på engelsk, men standser inden første stavelse er afsluttet. Derefter går hun ud til endnu en guide, og sammen gennemgår de vha. en mobilradio nogle papirer, som må være dagens program. Hanne og jeg havde allerede vist hende dagens fortrykte program på væggen udenfor biografen, der tydeligt viste, at den engelske version starte om to minutter. Vores lille veninde kommer tilbage og siger "OK", og vi bliver som de eneste spændt fast i to store stole foran en bredt lærred.

Vi køber med det samme en billet til 3D-filmen om Beijings Historie (dvs. ingen rystende stole), og her er biografen også næsten tom efter at et stort hold unge danskere, har forladt den. Vi sætter os som de eneste midt på tredje række, da to lokale mænd kommer ind. Vi undrer os over, at de sætter os lige bag os, og de begynder straks at spørge os på engelsk, om hvor vi er fra. Det viser sig, at de begge læser til bygningsingeniører. Vi fortæller dem om, hvad vi har set i Beijing og omegn, og de er synligt glade for vores begejstring for deres by. Filmen på det store lærred er igen computeranimeret og flot. Den viser, hvordan Den Forbudte By blev bygget fra grunden, og fortæller, hvordan den fik sin nuværende form omkring centrum, og ligesom vores simulerede flyvetur viser den også, hvordan det hele skal udvikle sig. Det er meget pompøst, men stadig OK. Da filmen er slut, ønsker vi de to kommende bygherrer held og lykke med at gennemføre den ambitiøse vision, og de ser faktisk lidt bekymrede ud over de store forventninger, som man har til dem.

Nu får den store model på tredje sal en ekstra grundig gennemgang. Den Forbudte By er nem at få øje på med de karakteriske karrygule tage, og både Tiananmin Pladsen og Operaen stikker også ud.


Det er tydeligt, at Den Olympiske By er bygget på den centrale akse i Beijing, der fører direkte ind på Tiananmin Pladsen og Den Forbudte By. Det er også flot at studere de specielle højhuse, hvor TV-huset stikker helt vildt ud ... det er virkelig flot. Lyset skifter i salen, da man lukker for persiennerne, og der kommer lyd i alle vinduerne på modellerne. Det er vildt godt lavet, og her burde være sort af mennesker, men museet er næsten øde.

Nu tager vi direkte ned i metroen. På vej ned i undergrunden støder vi på en musikant, der unægteligt optræder anderledes, end den vante gademusikant på Strøget. Nede på stationen køber vi to billetter á 2 yuan, som kan fragte os over alt i metroen. Altså ... en billet til TO KRONER, der gælder i hele byen. Hallo København! Hørte i det? Ingen zonepjat Én tur = Én billet. Billetten er et plastickort med en radiochip i sig, så vi fører den bare hen over en føler, så springer dørene ind til perronen op.


Toget ankommer, og her er moderat med mennesker - slet ikke det helvede, som vi har fået beskrevet. Men OK ... klokken er 12.30 om lørdagen! Vi ser reklamer på væggene udenfor toget i undergrunden. De må være projiceres over på væggen fra toget ... smart! Vi skifter let tog, og kommer på en bane, som fører os direkte til Beijing Zoo. Det er let at finde rundt, da navnene på stationerne både står på kinesisk og engelsk.

Ved Zoo kommer vi direkte op til indgangen. Nogle meget korte køer fører hen til kasserne. En lokal kvinde forsøger alligevel at springe køen over ved at gå forbi den og stikke 100 yuan ind ad lugen. Ekspedienten ignorerer hende totalt! En pudsig oplevelse af køkultur, som man aldrig ville se i Danmark. Til gengæld ville man i Danmark ikke stille sig i kø i en linie foran busstoppestederne, som man gør både her og i England. Det er altid sjovt at studere nuancerne i de lokale køkulturer.

Beijing Zoo er ifølge "Turen går til" ikke noget usædvanligt, og det viser sig at holde stik. Vi er her dog alle sammen for at se pandaer, som både pigerne og Petteri gerne ville se. Hanne og jeg har allerede set disse prototyper på plysdyr i San Diego's suveræne Zoo, som ikke tåler sammenligning med noget andet (næsten), så 4-5 sovende pandaer kan ikke rigtigt hidse os op.


Vi sms'er med pigerne og fanger dem foran næsehornene, hvor de sidder i skyggen og slapper. Næste stop er frokost på den "australske bistro", hvor øllet er koldt og spaghettien ligger "down under" noget uspecificeres rødt stads, der nok forestillede kødsovs. Ikke meget australsk! Den største oplevelse under maden var Signe og en lille kinesisk dreng, der lavede grimasser til hinanden. Her er en del underlige væsener udstillet. F.eks. de rødhudede med fjerdragt, som fik stor opmærksomhed fra de besøgende.

Marie besluttede sig for at tage alene tilbage til hotellet for at læse til eksamen, men vi gik videre til parkens højdepunkt, hvor man særskilt betaler 120 yuan pr. næse for at komme ind i det gigantiske akvarium.

Det er ikke bare et akvarium, men også en regnskov, en afdeling for delfiner og et område for søløver ud over de meget flotte og farverige akvarier med små og meget store fisk. Nogle fisk cirkler rundt bag de enorme glasruder, og det er vildt fascinerende at stå tæt på disse store dyr, der med ét enkelt slag med halen skifter retning i mylderet af andre fisk.

Problemet med dette akvaruim er dog, at det sætter sig mellem to stole. Dem, der har indrettet bygningen, har ikke kunnet beslutte sig, om det er en forlystelsespark med små babyhelikoptere, karruseller og blinkende små biler eller et enormt akvarium med gigantiske bassiner, hvor der er lidt for mange 2-3 meter store fisk pr. kubikmeter vand. Over alt er der billeder af hvaler, spækhuggere, hajer og andre levende væsener, som vi aldrig så - hallo - det er falsk reklame. Hos delfinerne er vinduerne helt tilkalkede i det alt for lille bassin, hvor to delfiner nærmest panisk formår at svømme i firkanter, og afdelingen med sæler er afspærret, da her kun er to shows om lørdagen.

Hvis man ved, hvad man går ind til, så er det helt sikkert en fin oplevelse at være her, da rigtigt mange af de store akvarier er flotte og lækre, men helheden - specielt horderne af skrigende og forkælede unger kan nok tage fornøjelsen fra én. Mere end én gang er vi fristet til at give en irriterende unge, der balancerer på kanten af et bassin og generer dyrene, et lille puf. Desværre er her ingen deciderede haj-bassiner på trods af de mange illustrationer af dette prægtige dyr - det kunne nok have lagt en dæmper på et barn eller to med en lille svømmetur her.

Vi går lidt skuffede ud i solen, som nu er kommet bedre gennem dagens smog. Signe og Petteri vil tilbage til hotellet, mens Hanne og jeg gerne vil se dinosauer-skeletterne på Paleozoologisk Museum, som ligger lige overfor Zoo. Der er totalt kaos overfor zoo, da her ligger et stort discount varehus, og her er sort af unge, checkede mennesker i smart tøj - mest unge piger. Vi får slidt os forbi menneskehavet, der trods alt er tættere pakket end bassinerne på den anden side af gaden. Lidt efter 16 er vi ved indgangen til museet, hvor to fuldskala modeller af dinosaurer vogter udenfor.

Desværre lukkede de for indgangen for 5 minutter siden - øv, for vi ville egentlig bare lige se det store skelet i forhallen, men det lykkedes altså ikke. Dagens officielle program er slut, og vi følger dino-fodaftrykkene i cementfortover rundt om bygningen og finder en betonkant, som vi kan sætte os og puste ud på.

Tilbage på hotellet har vi lige tid til at bade og puste ud, inden vi står nypudsede og med ømme fødder i receptionen kl. 19, hvor "den sidste fælles spisning" løber af stablen. Lars Ulrik dukker op med vores obligatoriske kinesiske guide Wang Ling May, og samlet kører vi i bussen til et lokalt hotel, hvor vi skal have Peking And, der omtales som "Beijing Duck" på alle restauranter her. Først får vi dog "det sædvanlige" ind på den roterende glasskivepå det store bord, og det er lige en tand mere luksuriøst og lækkert end tidligere. LU er helt oppe i gear på denne sidste aften, og han har svært ved at sidde stille. Han pisker rundt og sørger for øl, almindelige oplysninger om maden, og han sikrer, at alle får en top-oplevelse, som han har gjort på hele turen. Det absolutte højdepunkt fra hans side er et one-man show, hvor han opfører en skrøne/historie, hvor en dansk minister besøgte Formand Mao i 1974. Indledningen går på, om det var K.B. Andersen eller Poul Hartling, og det kræver en meget lang udredning, som går via DR journalister i gamle Horisont-udsendelser på DR-arkivet, hans mors hukommelse, og sikkert en del mere inden han efter fem minutter konkluderer: "Det var alså Poul Hartling, og nu er vi fremme ved selve historien." Dette fremkalder endeløs jubel fra hele holdet, da vi alle troede, at vi netop havde hørt historien, som blev foretaget i åben kamp med adskillige støjende kinesere, der var ved at dække op til bryllup i det store lokale, hvor vi ellers var de eneste gæster. Da en lille kinesisk pige stiller sig op på scenen og giver sig til at synge for os gennem lokalets højttalersystem, bliver det for meget for LU, og hun får en balle på flydende kinesisk. Dette afføder endnu et bifald fra os.

Anden bliver nu skåret ud med stor kunstfærdighed af kokke ved bordene, og en tjener forklarer os, hvordan hvert stykke and skal dyppes i sovs og pakkes ind i en lille pandekage med et stykke løg eller agurk. Det smager himmelsk. Kort efter sidder vi igen i bussen, og alle er påfaldende stille - en lang uge og et overflødighedshorn af oplevelser er først så småt ved at snige sig ind på lystavlen. Det vil tage endnu længere tid at fordøje det, end den netop indtagne and.

Tilbage på hotellet kaster vi ting i kufferten, mens vi drikker en øl. Hanne hæver lidt ekstra yuan, så vi har drikkepenge til chaufføren og vores kinesiske guide. Hold da op! Vi er slidte! Vi havde nok ikke klaret en hel dag til ... det er næsten godt, at vi kun har en halv dag på programmet i morgen.