Fredag d. 21. september 2012               RETUR 

Vi satte kursen mod Maos Mausoleum på Tian'anmin Pladsen. Smoggen var rigtig fæl i dag, så vi var glade for, at vi ikke skulle på Kulhøjen og se ud i tågen over Den Forbudte By.

Vi havde tid til at studere de lokale, der morgenhyggede på fortovet med diverse spil. Selvfølgelig kun mænd! Den lange Qianmen strøggade med de mange dyre butikker fører os op til Qianmen Porten (eller retteligt Zhengyangmen Porten), som var byport i den oprindelige bymur omkring det gamle Beijing og nu ligger lige syd for Den Himmelske Freds Plads.

Nu startede et større cirkus! Vi kom gennem sikkerhedschecket for at komme ind på Den Himmelske Freds Plads, og da vi så så mausoleet, væltede folk UD - altså måtte indgangen være på den anden side, af den store bygning. Vi gik tilfældigt til venstre, hvilket ikke bare førte os rundt om mausoleet, men tog os halvvejs op til Den Forbudte By, da en stor del af pladsen var afspærret. Endnu bedre blev det ikke af, at køen ind til Formand Mao gik halvvejs rundt om bygningen, så vi havde sparet en kilometers vandring ved at vælge turen højre om. Vi var næsten inde i køen, da en officielt udseende kinesisk herre flår Hanne ud af køen og råber "No-bag, No-camera ... follow-me!" Der dæmrede noget om, at man hverken måtte have tasker eller kamera med ind til den afdøde store leder, så der var næppe grund til panik pga. denne bortførelse, da jeg i "Turen går til" havde læst, at man kunne deponere sine ting i en garderobe lige overfor mausoleet.

Til gengæld var det svært ikke at grine over synet af Hanne, der fysisk blev trukket hen over pladsen og en fodgængerovergang, som førte over til en bygning mærket "Locker Room". Vi løb efter så godt vi kunne. Fremme ved lugen i "The Locker Room" sprang han helt over køen og kastede pigernes tre tasker på disken. Jeg slap 30 juan ud af en 50'er, og han overtog med et grin resten og sagde "Where You From?". Det fik han at vide, og så satte han i løb igen for at "redde" en ny turist.

Vi gik hurtigt tilbage til køen til Formand Mao, der i konstant bevægelse førte os gennem et sikkerhedscheck og frem til bygningen, hvor en soldat førte en finger op til munden for at signallere stilhed. I én lang kolonne gik vi to og to ind i en stor sal, hvor der var 10 * 11 lamper i loftet ... hvad blev der lige af kejser-tallet 9, som dominerede i Den Forbudte By? Midt i rummet tronede Formand Mao på en stor stol foran os - udført i hvid marmor. Nogle kinesere gik ud af rækken, hvis de havde blomster, og så gik de frem til en enorm bunke ens hvide blomster, som de lige havde købt udenfor, de bukkede for statuen, lagde blomsterne og løb tilbage i køen. (Billederne er hugget fra nettet!)

Vi defilerede videre og køen spredtes ud i to kolonner, der nu blev ført frem, så vi gik hver sin side forbi glaskisten. To og to gik vi med små skridt forbi den lille mand, der lå til skue for hans folk ... mod sin egen vilje. Stille og alvorlige gik kineserne forbi deres afdøde store leder, og det var lidt svært ikke at blive berørt af sceneriet. Og så var vi ude i lyset igen, og vi stod straks efter ved "The Locker Room", hvor en kineser var ved at aflevere tasker for to udlændinge. Han lyste op i et kæmpesmil og råbte "Denmark", da han så os, vi trykkede hænder, og så var han væk igen.

Nu skiltes vi. Pigerne ville tage en taxi til gågaden, hvor Lars Ulrik havde sin butik med gamle fotografier fra Kina og andre relaterede ting, men vi ville hellere gå gennem byen, hvilket skulle vise sig at være en fornuftig disposition. Det var en fin tur, hvor vi meget af vejen passerede igennem snævre hutonger, hvor man virkelig kommer tæt på kinesernes dagligdag. Folk tilberedte mad på gaden, enten til dem selv eller som en levevej. Gennem porte kunne vi kigge ind i de snævre gyder i hutongerne, som er en gammel og speciel form for byområder med snævre gyder og små gårdspladser, som er specielt kendt fra Beijing. Mange af disse områder bliver revet ned nu, for at give plads til moderne byggeri, men visse områder er fredet.


Vi nåede aldrig at kravle op i klokketårnet syd for Tian'anmin Pladsen. men havde vi gjort det, havde vi set denne udsigt over hutongen, som vi gik i.


Ude i gågaden lykkedes det aldrig for Hanne og mig at lokalisere LU's butik, men Hanne faldt over et sjovt panda-net, som hun købte.

Lige overfor butikken med nettet lå en lille restaurant, og ud af denne sprang Signe! De var først lige ankommet, da de aldrig havde fået prajet en taxi, men endte med at tage metroen. Vi spiste derfor frokost sammen med pigerne og Petteri, som IKKE var kinesisk mad.

Det var nok lige i overkanten, hvis vi skulle spise stort igen i aften, men fint og hyggeligt var det, og man havde ingen bekymringer med at indtage maden her ... der VAR nemlig en kinesisk Smiley på væggen her, så ordningen findes skam ikke kun i Danmark.

Nu skiltes vi igen, og Hanne og jeg kiggede lidt mere i de sjove butikker og byens årvågne politistyrke, der højlydt snorkede i deres lille elektriske bil. Vi satte kursen tilbage mod hotellet, hvor vi gerne ville se Byudviklings Museet på vejen.


Vi undervurderede klart afstanden, for vi burde have taget metroen. Til gengæld fik vi en fin tur gennem flere hutonger og et kig i Beihai Parken med den store hvide tempel-klokke, som kan ses fra store dele af byen. Vi gik langs den store sø i parken, hvor der var folk, som badede i vandet.

Selv om nogle vejskilte står på både kinesisk og engelsk, kan det være temmeligt svært at tyde, hvor man er. Vi så adskillige cyklister, som værnede sig mod den forurende luft med mundbind - her en gadefejer, som i stor fart kunne cykle og samle et cigaretskod op med sin mekaniske "arm" - ret imponerende.

Vi måtte zig-zagge lidt, og specielt ved Den Himmelske Freds Plads er det svært at komme frem over de brede boulevarder, hvor man kun kan komme igennem via fodgængertunneller, så klokken var 16.30, da vi endelig nåede museet. Her var lukket, så vi travede kort tilbage til hovedstrøget med de mange butikker, som ligger mellem vores hotel og Den Himmelske Freds Plads. Her fandt vi ind til Starbucks og købte en stor iskold Icy Lemon. Mens vi nød den, kom Petteri traskende forbi på torvet. Beijing er ikke så stor ... det er anden gang i dag, at vi render på hinanden i dag. Vi gættede (rigtigt) på, at han var blevet træt af at shoppe med pigerne. Vi slendrede videre mod hotellet, og nu kom Petteri op på siden af os og sagde hej! Beijing er ikke så stor! Vi fulgtes til hotellet, hvor Petteri og Hanne fik conciergen til at bestille bord til 5 på den japanske restaurant, som LU havde rost til skyerne. Vi sms'ede detaljerede beskrivelser af tid & sted til Signe og Marie, der ville tage direkte derhen kl. 20.30 efter en dags-maraton-shopping.

Nu badede vi, jeg hentede øl i det lokale supermarked, og ekspedienten kom med en længere udredning på kinesisk til mig, fordi jeg sagde "nihau" (goddag) til hende, og endelig fik Hanne vekslet flere kontanter. Vi mødtes med Petteri og tog en taxi til restauranten, og det var en nær-død-oplevelse at flyve i lav højde gennem Beijing i en fuldstændig vildfaren taxi, der skiftede baner, som en tre-bande-karambole kugle skifter retning. På firesporede veje skal alle baner tilsyneladende prøves på et strækning over 100 meter, og så kan man jo kun køre 25 meter i hver bane! Vi nåede dog frem i sikkerhed, og inden vi fik set os om efter restauranten, fik Petteri øje på Signe og Marie, der havde slæbt sig 1½ kilometer fra den nærmeste metrostation med deres indkøb. Vi mødtes med Anne & Jørgen fra holdet, og nu startede ti minutters vild søgen efter indgangen til restauranten. Vi kunne se lyskiltet med det rigtige navn på bygningen (ét skilt blandt et par hundrede), men hver gang, vi gik ind ad en dør, fik vi at vide, at det ikke var der. Endelilg fik Petteri overtalt en portier til at lukke os ind, så vi kunne tage elevatoren op til tredje sal ... hvor vi igen strandede, da alt stod på kinesisk. Først efter et par hjørner og TO METER fra restauranten, fik vi øje på et mikroskopisk skilt, der afslørede, at vi var gået rigtigt. Det må gå RIGTIGT godt for denne bix, siden den kan overleve uden væsentlig skiltning. Det var dog også helt fantastisk! Vi blev bænket langs en halvmåneformet disk, hvor den flade side af månen var en stålplade, der var rygende varm.

En ung kinesisk mand med kokkehue fik nu vores endeløse mad-ønsker båret ud fra køkkenet, så han kunne lyn-stege dem, mens vi så beundrende til. Således fik vi sushi og salat direkte fra køkkenet, mens oksekød med løg, rejer, lam, kød på spid, muslinger, kylling, og sikkert lidt mere blev tilberedt foran os. Desuden fik vi øl ad-libitum og frugt, og det løb op i 178 yuan pr. næse. Vildt godt! Vildt billigt! Nu forstod vi, hvorfor de ikke behøver skilte. Stop-mætte stavrede vi ned for at få to taxier, men det var sværere end først antaget. Her er sort af taxier, men de var alle optaget. Til sidst gik vi hen til et hotel, hvor Petteri gik ind og fik bestilt to taxier - der vist aldrig kom. Det lykkedes dog alligevel, og Petteri & Pigerne blev sendt afsted. Vores taxi havde MEGET svært ved at decifrere visitkortet med adressen på hotellet, men til sidst kørte han af sted - i den rigtige retning. Da han stoppede, var det absolut ikke foran hotellet, men efter lidt forvirring, opdagede vi, at vi holdt på den store vej ved siden af hotellet. Han fik sine 31 kroner - igen vildt billigt, og det er sikkert derfor, at det er så svært at opdrive en taxi.

Hanne og jeg fik en øl på hotellet, mens jeg skrev dagbog, og Hanne spillede Wordfeud. Derigennem kom nyheden om, at Farmor har solgt huset på Irlandsvej - herligt!
Ellers lavede vi vist ikke noget i dag!!!!! Godt at vi har "fri" igen i morgen!
(Og vores GPS-logger afslørede, at vi har gået over 20 kilometer i dag!!!)