Torsdag d. 20. september 2012            RETUR
       

Vækkeuret klimtede allerede 5.45, og så var det bare op og bade og pakke kufferter i det kølige hotelværelse på dette gamle kinesiske fort. Et dyr med temmelig mange ben kom frem fra Hannes seng, mens hun badede, men jeg mistænkte, at den havde gemt sig under hendes kuffert, som nu lå på sengen - og så ikke et ondt ord om sengene. Morgenmaden blev hurtigt overstået, så Hanne og jeg smuttede ud for at se den labyrint, som ligger i det ene hjørne af fortet. Vi snørklede os gennem hotellets og fortets høje stenmure, som i sig selv er en labyrint, men guidet af et skilt nåede vi frem til det hjørne, som ifølge vores tvivlsomme fotografiske hukommelse set fra toppen af muren passede med vores position.

Desværre stødte vi på en lukket, gammel port, så vi kunne ikke komme ind. I stedet fortsatte vi rundt langs ringmuren, og på denne måde kom vi baglæns ud gennem Mur-museet ... vi havde altså fundet den gratis vej ind til muren - ikke at vi kunne bruge det til noget.

Bussen forlod hotellet præcis kl. 8, hvilket LU ikke undlod at kommentere med stor tilfredshed. Nu fulgte 1½ times køretur tilbage mod Beijing. LU brugte tiden til at fortælle kinesiske eventyr om Abekongen, der konkurrerede med Himlens Kejser om magten, og det er et af de mest berømte eventyr fra det gamle Kina.

Når vi kommer frem til Sommerpaladset i eftermiddag, ville vi se en masse illustrationer fra denne fortælling på kejserens lange overdækkede gang langs søen. LU forklarede også om det kinesiske økonomi-mirakel. Cloisonne-fabrikken, som vi skal se først, er én af mange statsligt ejede fabrikker, hvor man kan arbejde 40 timer på ugens fem dage, og selv om lønnen er lidt lavere end i det private, så er folk glade for de gode forhold. I samme åndedrag tog LU luften ud af myten om børnearbejde i Kina, men til gengæld forklarede han, at Kinas økonomiske fremgang i høj grad var mulig pga. de fattige landarbejderes slid på private fabrikker for at fremstille alt det, der eksporteres. Kinas hjemmemarked står for en meget lille del af fremgangen, så han forudså problemer for den kinesiske økonomi, når folk vil have mere i løn og exporten falder.

Første holdt var en cloisonne-fabrik. (Udtales kló-i-só-næ) Her fik vi vist, hvordan man laver disse fade, vaser og meget andet. Det er en temmelig kompliceret affære, som kræver en endeløs række trin, før processen er færdig og genstanden står klar.

Tingene er dog også ret kostbare. Vi går videre til fabrikkens butik, hvor vi bliver sluppet løs, så vi kan shoppe vildt.

En gigantisk vase i mandshøjde til 1.500.00 yuan (altså ca. 1,3 millioner DKkr.) lokkede ikke vildt, så først da vi nåede til pirat-julepynt til 55 yuan pr. styk, begyndte vi at overveje et køb, men vi endte med at droppe det på trods af de energiske sælgeres irriterende vimsen omkring os ... eller måske netop fordi, de vimsede omkring os.

Næste stop var OL Byen fra 2008. Den er enorm, og LU kommenterede med et grin Brian Mikkelsens forsøg på at få OL til København. Beijing med 20 millioner indbyggere har svært ved at finde brug for det store stadion, som rummer 80.000 siddepladser - og ALLE med godt udsyn - SKAM JER I PARKEN!

Men faktum er: Hva' hulen skulle København bruge alle de pladser til? Ydermere havde Beijing været blæst for turister under OL, da folk generelt undlader at holde ferie i en by, hvor der afholdes OL. Vi gik straks over til det store stadion, der hedder "reden" fordi betonsøjlerne er flettet sammen som en rede over det store stadion.

Flot og genialt, da det holder sig selv uden de tåbelige master i Parken, som tager udsynet fra alt for mange. Desværre kunne vi som lovet ikke komme ned og løbe på løbebanen, hvor Marie ellers havde lovet at løbe en 100-meter, da man var ved at stille op til en stor teaterforestilling. Vi satte os derfor bare ned og beundrede det storslåede bygningsværk og lyttede til de besynderlige lyde fra lydprøverne i de store højttalere under loftet.

I det fjerne kan vi se svømmehallen, som er lavet om til vandland, og vi kan se tenniscentret, der snart skal lægge baner til China Open, hvor Caroline Wosniaky optræder. Det er en diset (forurenet) dag, og vi er glade for, at det ikke er i dag, at vi skal kigge ud over Den Forbudte By.

Nu er det frokosttid, og vi bliver smidt ud af bussen og direkte ud i hovedet på nogle temmeligt overraskede gadesælgere, der sælger forsikringer. Ved siden af sælges frugt, ristede kastanier og kogte, søde kartofler. Trafikken er en blanding af moderne biler og busser, og så helt primitive og gammeldags ladcykler.


Maden er "helt som sædvanlig" og smager i dag super-godt, så vi æder igen vildt - os der ikke plejer at spise frokost. LU køber nu både grønne mandariner og ristede kastanier med tilbage til bussen, og så går turen til Sommerpaladset.

Der er virkelig mange mennesker ved Sommerpaladset, og vi er så småt ved at have dækket vores behov for kinesiske paladser, der har den udmærkede egenskab, at de er næsten ens. I hvert fald ligner de enkelte bygninger hinanden, og når man står på jorden, så er det svært at få det imponerende overblik. Vi køber et gammelt kort, som vi dog ikke får kigget på, før vi er hjemme igen ... det skulle vi måske have gjort. Området er som alt andet i Kina ... enormt!

Sommerpaladset ligger dog ved en sø, Kunming Søen, som er håndgravet, og det hele er igen slæbt op på et bjerg mod nord, for at beskytte kejseren mod onde ånder ... og den kolde vind? Næppe, da kejseren netop tog hertil for at slippe for heden i bjerggryden i det centrale Beijing.
Paladset dækker 290 hektar, men over 3/4 af parken er sø. Parken blev bygget af Kejser Qianlong in 1750 for at fejre hans moders fødselsdag. Her kunne danske sønner lære en del (!) Englænderne brændte det hele ned i 1860, men Kejserinde Cixi byggede det op igen i 1866 for penge, der var sat til side for at genrejse den kinesiske flåde efter krigen med englænderne. Parken fik en ordentlig tur til i år 1900, hvor De 8 Allierede vestlige nationer nedkæmpede boxer-oprøreret, men heldigvis blev parken bygget op igen i 1902, så den i 1924 kunne blive åbnet for offentligheden og i 1992 kunne komme på Unesco's "World Heritage List".

Vi kommer ind i parkens sydøstlige del, og vi følger søen rundt mod uret på det fine fortov, hvor de grønne skræppeblade langs kanten af søen er vildt flotte.


En kunstner tegner (eller skriver) kinesiske tegn på fortovet med vand, og han laver to tegn ad gangen. Det er imponerende og smukt.


Vi går langs søen i kejserens rigt dekorerede og overdækkede gang, hvor vi genkender Abekongen på billederne under loftet. Midtvejs når vi til en trappe, hvor LU udfordrer os til at gå op til det buddhistiske tempel på toppen, som vi kunne se fra den anden sideaf søen, da vi kom ind i parken. Han påstår faktisk, at han har fået opført disse trapper for at holde os i form efter turen på muren i går! Vi går dog frivilligt op, og anstrengelsen belønnes med et flot vue ud over de orange-karry-farvede glinsende (og nyrestaurerede?) tegl mod søen og de mange små både  i baggrunden. Flot flot! Ikke underligt, at det er på Unescos liste over steder, som skal bevares.

Vi stikker også hovedet ind i templet og ser den stor buddhastatue med MANGE arme.

Nede igen er den helt store foto-seance i gang. Pigerne og Petteri har slået sig ned på trappen ind til paladset, og adskillige kinesere benytter sig af lejligheden til at blive fotograferet sammen med de kønne udlændinge, og da Marie begynder at deltage i dette, er der ingen ende på begesjtringen.

Vi tager resten af kejserens vandre-billed-tur i et ruf og når frem til marmorbåden, som ifølge overleveringen er det eneste skib, som Kina fik for de penge, der var reserveret til at bygge en ny flåde. I stedet gik pengene til at forbedre sommerpaladset pga. dem korrupte og ekstravagante Kejserinde Cixi.

Nu går det HELT galt! Vi får 10 minutter til at se på marmor-vidunderet, men alle har allerede taget det ene foto, som det fortjener, hvilket åbenbart afspejler sig i vores ansigter, så LU ombestemmer sig lynhurtigt, og vi går ti skridt ned til søen og springer på den dragebåd, som straks lægger fra.

Vores to kinesiske guider ser lettere panikslagne ud, og de tæller os adskillige gange - til sidst må vi række hænderne op blandt de mange andre på båden. Det står dog klart, at vi har tabt to ved den hastige afgang, så da vi er ankommet til bussen, går vi med de kinesiske guider til bussen, og LU løber tilbage for at samle de to efterladte op. Vi får dog lige tid til at tage et par billeder, som kunne blive til et godt kalenderbillede, hvis ikke Marie og Signe fortsat skulle fjolle!

Ha piger! Man kan heldigvis snyde og tage det bedste fra hvert billede, så kalenderen er reddet!

Vi kører hen til et perleudsalg, hvor en udmærket engelsktalende ung pige hurtigt fortæller os om perleproduktionen i den kejserlige sø ved Sommerpaladset, hvor der holdes ferskvandsmuslinger. Disse kan i modsætning til saltsvandsmuslinger, som kun kan producere én perle ad gangen, producere flere perler samtidigt. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvor megen irritation/smerte, den stakkels musling kan udholde, og altså hvor mange sandkorn, man poder ind i den. Den unge pige får os til at gætte på, hvor mange perler, der er i den musling, som hun holder. Der gættes på alt mellem 1, 3, 5, 7 og til helt op til 100, men til de flestes overraskelse, er der 10-12 stykker på HVER side af denne 4 år gamle musling, der ifølge pigen er 8 år fra den optimale alder på 12 år, der giver de perfekte perler. Denne musling har ligesom et træ 4 "årringe", hvilket afslører dens alder. Vi går nu ind i butikken for at kigge på de mange smukke perler, der naturligt findes i fire nuancer: hvid, grå, rosa og sort.

Desværre venter også ca. 20 unge ekspeditricer, der kaster sig over os som hyæner i forsøg på at presse perler ned i halsen på os. Faktisk blev Kejserinde Cixi begravet med en kæmpe-perle i munden - måske handlede hun her den sidste dag i sit liv? Cixi lå begravet i det gravkompleks, som vi så for et par dage siden, men krigsherrer sprængte sig vej ind i gravkammeret og stjal perlen, og man ved ikke, hvor den er i dag. Kejserinde Cixi regerede reelt Kina de sidste mange år af sit liv, og da hun først døde i 1908, findes der en del fotografier af den gamle dame, der skulle have været et skrapt bekendtskab ... hvilket sikkert også var nødvendigt, hvis man ville regere Kina.

Ikke desto mindre betød de mange aggresive sælgere, at stort set hele gruppen i løbet af mindre end ét minut var ude på parkeringspladsen igen, hvor bussen nu var forsvundet for at køre tilbage for at hente de to efterladte. Pigerne og Petteri indtog dog en sofa ved indgangen, da de nægtede at stå mere op i dag. Flere af os legede med idéen om at gå ind i butikken igen med en elektrisk myggezapper og nappe de ekspedienter, der blev for nærgående.  Det bliver ved tanken, og kort efter vendte bussen tilbage med de efterladte, der havde holdt hovedet helt koldt og blev stående, så de kunne blive fundet igen.

Nu gik turen tilbage til hotellet, hvor vi hurtigt fik nøgler og alle blev indkvarteret på tredje sal. Efter et hurtigt bad, gik vi til en lokal restaurant, som ifølge LU skulle være meget populær. Maden var "det sædvanlige", men det var super-lækkert og perfekt krydret. Folk blev hængende rigtigt længe ved bordene, og vi blev som de sidste smidt ud sammen med et andet par og LU efter at have ordnet verdenssituationen omkring Kina ... der er bare SÅ mange spændende ting, som vi stadig har til gode at opleve her.

Nu må vi lave en liste over, hvad vi vil de to næste dage på egen hånd - så kan LU guide os omkring valgene i morgen efter morgenmaden.