Nu sætter vi os i bussen
og kører op til det sted, hvorfra vi skal gå tilbage til hotellet på
selve muren.
Vil du se et luftfoto af området, så tryk
HER!
Fra parkeringspladsen betragter vi en stolt general, der vogter denne
indgang til muren. Herfra går vi et kort stykke op ad en stejl trappe og
vupti - står vi på den berømte mur, som er meget flot renoveret på dette
stykke.
Bag os fortsætter
muren kun et par hundrede meter lige ind i en bjergvæg, der er så stejl,
at mongolerne ikke har kunne kommet over bjerget. Til den anden side er
muren bred og flot ... og tydeligvis genopbygget i mørkegrå sten. LU
forklarer, at man så småt begyndte genopbygningen i halvfjerdserne, men
at det tog fart i slutningen af firserne med det økonomiske opsving for
Kina. Vi begynder at gå, og vi efterlader en håndfuld ved vores
kinesiske guide, da de ikke vil eller kan gå den trods alt meget
krævende rute.
Det er reelt heller ikke en gåtur men en bestigning, da
nogen i tidernes morgen må have misforstået det kinesiske tegn for
"mur". Den burde rettelig hedde "Den Kinesiske Trappe". Det meste er
nemlig trin, og nogle af dem - faktisk de fleste - er meget høje og nok
op mod 30 cm.
Muren bugter sig flot foran os, og med et par hundrede
meters mellemrum ligger der et firkantet tårn, hvorfra man har kunnet
holde øje med fjenderne. Det er ufatteligt, at man har kunnet bygge en
sådan mur omkring år 1400, og de fleste forskere er da også stadig i tvivl om,
hvordan det praktisk er foregået.
Visse steder står den oprindelig mur og dens tårne tilbage, og her er
der ikke maskinfremstillede sten, men naturlige sten i lysere farver,
der er passet ind i hinanden. Trinnene er også meget forskellige og
ujævne her, så man skal hele tiden kigge ned, når man går. Derfor
holder vi også mange pauser for at se op og ud, og vi tager et hav af
billeder af hinanden med muren i baggrunden, der slynger sig over de
grønklædte bakketoppe.
Nu går det stejlt nedad. Vores hotel-kompleks dukker op nede i dalen. På vej ned mod dalen,
køber Hanne og jeg to T-shirts med påskriften "I Climbed The Great
Wall" i den eneste bod,
som vi så på hele turen. Herligt fri for turister og boder! Efter godt
1½ time, er vi ved at være tilbage i dalen, hvor vores hotel ligger i
det oprindelige fort, der var en del af bygningsværket på denne
strækning. Det er et imponerende kompleks og en stor samling af bygninger,
som ligner en labyrint oppefra, og i hjørnet af enheden ligger der
faktisk en labyrint - det må vist være for at underholde hotellets
gæster - næppe for at mongolerne skal fare vild. Det allersidste stykke er en
meget stejl
trappe, hvor vi heldigvis kan støtte os til et
rustent gelænder, og ca. ved 13-tiden går vi over broen ved den
udtørrede flod ved hotellet, og hermed er vi tilbage på fortet.
På vej ud af mur-afdelingen lokker en buddhistisk munk mig ind i et
lille tempel, hvor jeg tænder en røgelsespind, bukker tre gange med
samlede flade hænder foran Buddha, mens munken slår på en gong-gong.
Herefter skal jeg skrive mit navn i en bog, nedfælde et ønske - og så
skal der betales ved Kasse 1. Jeg dropper 50 yuan i en trækasse, og
således åndeligt beriget og økonomisk berøvet ender turen, og jeg kan slutte mig til
Hanne, der let hovedrystende venter nedenfor templet i skyggen. Ved
frokosten senere på dagen fortæller en af de andre gæster, at hun så en
lokal, der havde lagt 15.000 yuan, hvilket svarer til 14.000 kroner. Han
må have fået RIGTIGT mange slag på gong-gongen.
Vi når lige at smide vandreskoene og komme over i sandaler, og
så sidder vi igen i bussen for at køre til en lokal landsby, hvor vi
skal spise frokost hos den lokale borgmester Mr. Lee. Bussen parkerer
ved den udtørrede flod, og vi går kort ind i den lille landsby, som er
en blanding af faldefærdige huse og rimeligt solide nyere
murstensbygninger med pæne glasvinduer.
Fælles for det hele er, at det
er mega-rodet og her flyder med affald, gamle og nye byggematerialer,
tørt brænde og tom emballage. Nogle af vores jyske holddeltagere er
vildt forargede over, at kineserne ikke gider rydde op, men man har nok
et helt andet forhold til rod og affald. Da vi kommer ind i byens eneste
gade, som er smal og støvet mellem de små huse, bliver vi mødt af et
farverigt optog af dansende kvinder, som er sminket helt hvide i
ansigterne. En mere farverig klovn i form af en tandløs ældre herre
danser også rundt foran os. Det hele er selvfølgelig arrangeret til ære
for os, og det bedste er faktisk at studere de lokale, som også
betragter optoget.
Vi går ind på en gårdsplads, hvor vi møder
Mr. Lee, der ser lidt træt ud. LU introducerer ham kort og forklarer,
at huset her koster ca. 150.000 kroner at bygge. Det er pænt og solidt i
mursten. Bygningen overfor boligen er et rum, der kan bruges til
repræsentation, og LU forklarer, at Albatros Rejsebureauet benytter
arbejdskraft fra denne landsby til at arrangere "The Great Wall
Marathon", som løbes her på muren hvert år. Mr. Lee laver mange aftaler
her i bygningen, og det kræver altid alkohol, og han var da også stadig
pæn vissen efter gårsdagens forhandlinger, som tilsyneladende må have
krævet en del alko ... alvorlige diskussioner!
Det var derfor Mrs. Lee, der stod for hele kokkereringen og
frokosten, og "sådan er det altid" ifølge LU. Maden var lidt mere
"lokal" og nok tættere på rigtig lokal kinesermad, men det var fint og
aldeles udmærket. Og der var igen rigeligt med læskende øl. Lars Ulrik
havde som traditionen foreskriver det en gave med til værtinden i form
af en dåse danske småkager, og Mrs. Lee svarer igen ved at servere
brændevin, som meget få dog rører, da turen over muren stadig sidder i
benene. Udenfor lokalet på gårdspladsen er der dækket op med alverdens
turist-bras, men LU opfordrer os til at støtte foretagenet, så vi køber
den bog om Muren, som vi refuserede på ved gåturen, da vi købte T-shirts.
Nu får vi en guidet tur gennem landsbyen af af Mrs. Lee. Der er en
lidt anderledes trafik i byen, som vi også sniger os til at fotografere
med kameraet hængende på hoften.
Vi stopper og ser nogen honningavlere, og vi ser et meget traditionelt hus, som der ikke er mange
tilbage af. Her får vi også lov til at gå ind i huset som en del af
turen. Huset er spartansk indrettet, og et stort portræt af Formand Mao
pryder endevæggen.
Her er en farverig stue med en helt hård seng, hvor sengetøjet er
stablet på et hjørne af briksen, så man kan sidde på den i løbet af
dagen. Køkkenet har et lille lavt ildsted. LU forklarer, at det hele har ændret sig vildt meget i de 15
år, som han er kommet her, så dette er ved at være et sjældent hus, da
mange huse nu er langt mere moderne indrettet.
Vi når frem til
byens skole, som er en stor
moderne bygning, og netop da vi ankommer, ringer det ud med en fanfare. Små børn
stimler ud på pladsen, og der er ingen tvivl om, at de ved, at vi
kommer.
De fleste er nysgerrige men generte. Lille Sofus, som er det
eneste barn på vores hold, får mest opmærksomhed, og han putter sig lidt
skræmt ind til sin far - det er alligevel lidt overvældende, når så
mange kinesiske børn stirrer på én. Da vi har talt lidt med inspektøren
på skolen, har vi bla. fået at vide, at hvert barn køber for 100 kroner
bøger hvert år. Nu starter musikken igen op i højttaleren, og de fleste
børn stiller sig på rad og række i skolegården. De mindste unger
fortsætter med at løbe rundt, men bliver til sidst kaldt ind til fløjen
for de mindste, og så er der ro, så inspektøren kan holde en formanende
tale om at uddanne sig og blive til gavn for samfundet. Vi forstår
selvfølgelig ikke talen, men LU oversætter løbende. Herefter uddeles der
indsamlede materialer til børnene fra en større by, og inspektøren
opfordrer alle til at betale tilbage i form af koncentration og læring.
Denne højtidelighed er selvfølgelig placeret i dag af hensyn til os, men
det er ret langt, så vi trækker os tilbage og går til bussen, hvor vi
kører tilbage til hotellet.
På vejen tilbage oplever vi to lokale
fiskere, der meget idyllisk sidder og fisker ved floden ... lige foran
et stort vejbyggeri.
Modsætningerne mellem land og by mødes her.
Tilbage på hotellet tager vi igen vandrestøvlerne på og går tilbage
til det lille buddhistiske tempel, men nu drejer vi væk fra broen og
fortsætter op mod det sidste stykke mur, som vi ikke har været på. Når
vi kigger tilbage, ligger den del af muren, som vi gik på i formiddags,
badet i eftermiddagssolen på toppen af bjerget - det er fantastisk
smukt.
Trinnene på denne del af muren er om muligt endnu højere end de
tilsvarende fra i formiddags, og der er reelt tale om trappe HELE vejen
op ad bjerget. Cirka en kilometer fremme går vi over på den gamle
(originale) del af muren igen, og trinnene bliver nu meget ureelle.
Signe og Petteri følges med os, men Marie startede 10 minutter før os
for med dødsforagt at LØBE op ... det er vanvid!
Vi får øje på hende
langt fremme, hvor hun sidder og venter ved indgangen til et tårn. Efter dette tårn
bliver muren så gammel, at trinnene bliver så store og uformelige, at man
ikke kan løbe på dem længere. Vi mødes med Marie og strider os sammen videre på
den gamle mur. Trinne er nu så høje, at hvert enkelt skridt må
siges at være en bestigning. OK! Billedet nedenfor til højre er måske nok
lidt for sjov - men trinnenes højde ses tydeligt i midten - dette
krævede gode ben!
Da vi når hen til den lodrette klippevæg, hvor
muren holder op, bliver pigerne stående, så Petteri, Hanne og jeg
udfordrer skæbnen og fortsætter op ad en vanvittig høj og stejl
trappe lavet i natursten, hvor vi IKKE kan se enden af den ellers helt
lige trappe på grund af bevoksningen over vores hoveder.
Vi stopper
flere gange for at puste, men kommer til sidst op til en lille platform,
hvor man kan se ned i dalen på den anden side af bjerget. (Hanne mangler
stadig et stykke af trappen på billedet til venstre ... den var
ufattelig lang!) Stien går
videre, men den ser så ufremkommelig og farlig ud, at vi stopper, da
solen så småt er ved at gå ned. Petteri går ned til pigerne, men Hanne og jeg puster ud og nyder
udsigten tilbage over dalen og muren, som vi gik på i formiddags. Solen
er ved at gå ned, og det laver flotte farver på maleriet. Vi går
langsomt ned, og benene begynder at værke under de høje trin.
Alligevel
klatrer vi op i et tårn ad en meget smal, beskidt og stejl trappe og ser det hele fra oven.
Sikkert nede igen på hotellet går jeg i bad, og det er stadig lunkent
fra i morges. Vi kan lige nå at skrive lidt dagbog og spille Wordfeud,
inden vi igen samles og går til aftensmad ved siden af stedet fra i går.
Maden var "kanin med gebis" og "æsel i sovs", og det var trods indholdet
super-godt. Vi købte nogle øl hos restauratøren, så vi var dækket ind
til en lang aften, men da vi var totalt møre efter en heftig dag på
muren, tørnede vi straks ind, da vi skal tidligt op i morgen og
tilbage til Beijing.
Retur til toppen.