Mandag d. 17. september 2012            RETUR
                                                              
Den Forbudte By, silkeorme og vanvittig akrobatik

Nu gik bussen til Tian'anmen Pladsen, som nok er bedre kendt som Den Himmelske Freds Plads, hvor vi via store underjordiske tunneller og sikkerhedschecks nåede over på den berømte/berygtede plads, hvor turisterne flokkes, og de lokale holder sig væk - specielt om aftenen, hvor der ifølge LU er fuldstændigt lukket og øde - myndighederne vil gøre alt for at undgå balladen fra 1989 igen. Pigerne kan heller ikke komme på Facebook, så de kan chatte med vennerne - altså kan kineserne heller ikke planlægge demonstrationer sammen.

LU forklarer med store armbevægelser, at dem, som besidder Tian'anmen Pladsen, har den reelle magt i Beijing og Kina. Lige nu er det kommunistpartiet, hvis enorme bygninger residerer omkring pladsen som store betonklodser med søjler - selv tyskernes bunkere langs Vestkysten er mere charmerende.

Vi går selv rundt og fotograferer de klassiske monumenter, hvor heroiske arbejdere stiller sig op i fælles front for fællesskabet i arbejdet og mod kapitalismen. Fascinerende at være her!

Vi mødes med resten af gruppen og marcherer mod Maos portræt, som hænger over den store port ind til Den Forbudte By.

En fuldstændig anden verden åbner sig op herinde, hvor den ene enorme gårdplads efterfølger den forrige i dette næsten én kvadratkilometer store kompleks.


Arkitekturen er helt ens med svungne tage af karrygule tegl i den klassiske kinesiske stil. Enorme mængder af besøgende - langt de fleste kinesere - strømmer fra de enorme gårdspladser gennem porte til lidt mindre og tættere gårde flankeret af samme type bygninger.


Jo længere frem, vi kommer, desto tættere kommer man på Kejserens enemærker. Og nej ... gården nedenfor er IKKE den samme, som den ovenfor ... de ligger i forlængelse af hinanden.


Vi passerer konkubinernes og eunukkernes kvarterer, og hører om den barbariske skik hvor fattige bønder kastrerer deres sønner i håb om, at de kan få et job på paladset med udsigt til magt og rigdom - men altså ingen børn. Ikke egne børn i hvert fald. LU fortæller, at de vigtigste eunukker skam giftede sig og adopterede børn. Detaljerne i byen og farverne er overvældende.


Vi kan få steder kigge ind i bygningerne, men for det første kan man kun se langt under halvdelen af de to gange en halv kilometer store palads, og vi går også lidt hurtigt igennem. Man kunne snildt bruge flere dage, hvis man vil se det hele - ikke mindst fordi mange af bygningerne er omdannet til museer. Som det sidste ser vi kejserens have, som har den sidste kejser på cykel indlagt i stenene på jorden.



Hen over den sidste mur i Den Forbudte By kan vi nu se templet på Kulhøjen, som på engelsk hedder Prospect Hill. Med korrekt oversættelse burde den på dansk hedde "Det Smukke Sceneris Bjerg!" og det skal vise sig at være rigtigt. Vi går ud af paladset og fortsætter ud forbi voldgraven. Da man gravede voldgraven, lagde man al jorden op på et bjerg nord for kejserens palads for at skærme kejseren for den kolde nordenvind og onde ånder fra nord ... sædvanligvis mongolerne. Vi klavrer op ad trappen til toppen af Kulhøjen, hvor en aldeles enestående udsigt venter tilbage over Den Forbudte By, hvor det bliver tydeligt, hvilken labyrint vi har været igennem af helt ens tage og et væld af små gårde. Bemærk "boblen" lidt til højre for midten ... det er den nye opera.


Fantastisk! Og ifølge guiden skal vi være taknemmelige for, at luften er så klar, som den er. Man kan faktisk skimte bjergene i det fjerne, hvilket er usædvanligt i det ellers meget forurenede og smog-plagede Beijing. Vi kigger også til de andre sider, hvor Beijings enorme omfang afsløres. Her er høje huse så langt, som øjet rækker.

Vi går ned til den nordlige port, hvor vi mødes med bussen og kører rundt om hele komplekset af høje mure og ender i en lille restaurant, hvor frokosten ligner aftensmaden fra i går: Ris og masser af tallerkener med mad, som vi spiser med pinde og skyller ned med kinesisk øl. Herligt! Efter kaffen, som vi noget overraskende skal betale 30 kr. pr. kop for, kører vi videre i bussen.

Vejen gennem byen er vildt trafikeret, men vi kommer alligevel frem til silkespinder-udstillingen efter at have misset en cyklist med en hårsbredde i et højresving. Vanvittigt! På silkeudstillingen ser vi levende silkeorme, der mæsker sig på morbærblade, inden de forpupper sig i en kokon af silketråd.

Der er to slags pupper: Små pupper med én larve, og større pupper med to larver inden i. De små pupper koges, inden man trevler pupperne op 7-8 ad gangen, mens trådene spindes til én 1,2 kilometer lang lidt stærkere tråd, som kan farves og bruges til at væve stoffer med.
De store kokoner med de to larver indeni er sammenfiltrede pga. de to larvers ukoordinerede arbejde. Når trådende filtres sammen, bliver de ufatteligt stærke. Den lille kineser, der fortæller os om silken, udfordrer Petteri til at rive trådene over. Det ender med at Petteri trækker til og nærmest løfter kineseren ud over disken til alles morskab. Man tager disse filtrede, kogte "silkeklatter", og fire personer strækker nu en én koordineret bevægelse disse klumper ud til et kæmpestort spindelvæv, som lag-på-lag lægges ovenpå hinanden, indtil man har en silkedyne: Allergi-fri og lækker.

Adskillige i vores gruppe køber disse lækre dyner, som kun koster 7-800 kr. pr. styk - det er faktisk rimeligt. Vi har temmelig god tid inden næste punkt på dagens program, men i stedet for at kigge på spraglet silketøj og vævede silkebilleder, sætter vi os op i caféen og kigger på et kort over Beijing, og LU giver gode råd om shopping til pigerne.

Ved 16-tiden kører vi igen i bussen igennem den nærmest sindssyge trafik. Vi kommer forbi resterne af den gamle bymur, og vi ser en mængde gigantiske bygninger i denne mega-økonomi, hvor TV-bygningen for det officielle CCTV tager prisen som det mest bemærkelsesværdige monument.

Kort efter hopper vi af ud for et teater, som har specialiseret sig i akrobatik. Efter lidt forvirring kommer vi til at sidde i rimelig nærhed af hinanden, og kl. 17.15 er der proppet med kinesere og et par udenlandske turister i teatret. Vi får nu et imponerende show af akrobatik, halsbrækkende balancekunst i højderne og overmenneskelig  muskelkraft kombineret med en smidighed, som ikke synes at kunne kombineres med den menneskelige anatomi - i hvert fald ikke med det menneskelige skelet, som vi kender det. Vi er overraskede over, hvor lidt publikum klapper under disse fantastiske numre - det er nærmest pinligt!

Det hele slutter af med total dødsforagt, da 7 unge mænd på motorcykler én efter én presser sig ind i et kuglerundt stålbur og med sindssyg hastighed suser vildt rundt i kloden. Rystende! (Tryk på billedet af kuglen for at se en kort video!) Vovehalsene krydser ind mellem hinanden i cirkler og har hovedet nedad halvdelen af tiden, men teatret fyldes med en smog, der er næsten lige så tyk som udenfor på en normal dag. I slutnummeret kommer alle akrobaterne frem, men her er halvdelen af publikum allerede på vej ud ... uforskammet. Ifølge LU bliver de pisket ud af deres guider, da de har et langt strammere program end vores.

Turen ud af teatret og over til bussen er endnu en oplevelse i dødsforagt, men denne gang er det os selv, der optræder, da vi skal krydse en stor vej. Til sidst strømmer hundredvis af tilskuere som en flok lemminger over vejen, og alle kommer tilsyneladende levende over floden - i modsætning til en flok gnuer, der krydser en flod i Afrika fyldt med krokodiller. Turen tilbage i bussen går i skridtgang. At køre til højre for rødt er i modsætning til USA ikke en ret ... her synes det at være en pligt. Alle maser sig frem, og taktikken for at komme igennem et kryds er uigennemskuelig. Vi forstår det i hvert fald ikke. Vi kører forbi indgangen til Den Forbudte By, hvor der er flot oplyst.


Vi kommer endelig frem til hotellet, hvor vi kaster et par lange bukser på, inden vi løber ned i vestibulen, mødes med resten af flokken og går ca. 100 meter til en restaurant, hvor menuen er ... helt som den plejer, og det er stadig lækkert! Vi snakker om dagens oplevelser, spiser og får en masse øl, som er koldt og  læskende. Nu er det i seng. Vi skal op 6.30 for at forlade Beijing og køre mod øst.