Den nordlige side af Kauai ... grønt og mange huler
Marie ville helst shoppe, så hun blev sad af i den store
Mall i Lihue. Vi fortsatte rundt om øen mod uret,
for at komme op til den barske og flotte nordkyst, hvor man slet ikke
kan køre til de mest barske dele.
Her skal man enten flyve eller sejle. Men bjergene er også flotte fra
landsiden.
Der holder en masse biler i vejkanten ... det må betyde,
at der er noget spændende. Det viser sig at
være en strand, hvor det må være aldeles livsfarligt at være: Bølgerne
er farlige på stranden, bølgerne
er farlige i vandet, bølgerne er farlige på klipperne, klipperne er
glatte, strømmen kan tage dig, og
sidst men ikke mindst ... selv om skiltet er det mindste: Sælerne kan
overfalde din hund!
Vi tog alligevel chancen og bevægede os ud i dette helvede. Stakkels
mennesker! Tænk at holde ferie
her. Vi forlod dem vel vidende, at det var sidste gang, vi så dem.
Frodigheden er enorm på vej tilbage til bilen. Herefter
kørte vi helt ud til enden af vejen. hvor der var tre
huler. Den første hed "Dry Cave" og lå tørt og godt skjult under en
fuldstændig overgroet klippeside.
Her kunne man godt holde fest. Sandet på gulvet tager
faktisk al ekko. Hanne er den lyse trøje til højre,
og Signe er den lille hvide prik i midten af billedet ... hun skulle
helt ind i bunden af hulen.
Næste hule hed "Wet Cave", og her var flot og vådt. Dog
var parkeringen endnu mere våd og
kaotisk, så vi måtte opgive at finde den anden halvdel af hulen, som man
skulle vandre lidt til, da vi ikke
kunne komme af med bilen.
I stedet købte vi frokost og kørte tilbage til et
udsigtspunkt, vi havde spottet. Super grønt og frodigt.
Fyrtårnet var lukket i denne uge på grund af
restaurering, men vi nød i stedet udsigten og spiste frokost.
Så blev Marie samlet op efter 4-5 timer, og det var ikke
nok tid, mente hun!
Vi havde opdaget et hul, hvor man kan parkere ved "Tree Tunnel", så vi
holdt lige ind og fik et flot billede
... noget mere frodigt end alléen på Irlandsvej!
