Vi gjorde den store fejl i går aftes, at vi IKKE fik en klar melding fra pigerne, om de ville med i Haleakala National Park i dag. Klokken 9.30 spurgte Hanne første gang til en melding, og et kvarter senere forsøgte hun igen. Signe havde ondt i hovedet, og Marie sov tungt igen, så det afgjorde sagen. Vi lavede hurtigt morgenmad og sandwiches til dagen, og så sad Hanne og jeg alene i bilen på vej til parken.
Vi satsede ikke på at hoste os igennem uden benin, så der blev
fyldt lidt på bilen og ekstra drikkevare på os, da store skilte advarede
om "Ingen benzin, ingen mad og ingen drikkevarer" i parken. Der er helt
sikkert gæster nok i parken til at drive en benzintank, men vejen op til
parken er en endeløs samling af hårnålesving, hvor man næppe vil køre
med store biler. Vi ser dog mange store lastbiler, men det skyldes nok,
at der er vejarbejde. Vi ser også en stor bil med "drinking water" og
satser på, at det er til vandhanerne i Information Center, hvilket en
parkbetjent senere bekræfter. Vi ser også endeløs mængder af cykler, der
suser ned ad bjerget i de skarpe sving, så det gælder om at være på
udkig, da mange ikke virker som erfarne cyklister. Vi har set mange
reklamer på biler for "Bike down the Volcano Crater", og det er altså
disse biler, der kører folk op, så de kan suse ned igen - lidt snyd, men
ganske smart.
Fra toppen af vejen kan vi se flere sukkerrørs-marker, der
bliver brændt af inden høsten.
På vej ind til parken ser vi det sædvanlige "National Park" skilt, og på
dette er et billede af halvguden Maui, der fanger solen i sit net og
tvinger den til at gå langsomt over himlen, så dagene blive længere og
man kan nå alle de ting, som man skal gøre for at overleve. Maui må
altså være grunden til, at vi endte med at arbejde 8 timer om dagen i
stedet for to-tre timer på en dag, der kun var 8 timer lang.
Hvad? Ved indgangen til parken er der ikke flere
National Park brochurer! Hvad så med vores samling? I Information Center
er de også løbet tør. Suk! Jeg køber den sædvanlige National Park bog
med alle billederne, og Parkbetjenten bag skranken er behørigt imponeret
over vores VISA-kort med billedet af Yellowstone og os selv. Hanne
forklarer ham, at vi ser ALLE parker, som vi kører forbi, og at vi
samler på alle NP-brochurerne i fotomapper hjemme. "Måske har jeg en
brochure på japansk", siger han, men i stedet tryller han en lidt
krøllet engelsk udgave frem til Hanne, og vi takker ham mange gange, og
får så lige en instruktion om, hvor man bedst kan vandre.
Vi kører op gennem skyerne i ca. 6.000 fods højde,
og på toppen er vi nu i kua mauna, dvs. landet over skyerne, så man har et fantastisk vue ned på skyerne
og dalene - og vandet, der hvor der ikke er skyer. Det er som om, at vi
flyver op ad bjerget i vores bil.
Ved toppen er der
endnu et Information Center, og her kan man i læ for den kolde blæst
kigge ned i det fantastisk smukke og farverige krater, som egentlig slet
ikke er et krater ifølge den geologiske definition. Her har nemlig ikke
været en lava-sø som på Big Island-krateret, som vi besøgte. I stedet
har her været flere vulkaner med porøse toppe, som med tiden er eroderet væk
og har efterladt dette smukke hul. Vi skifter til lange bukser, trøjer
og vandresko, og så bevæger vi os ned i "krateret".
| Vi er oppe i 3 kilometers højde, dvs. over 10.000 fod, så luften er temmelig tynd. Vi blev advaret af den rare parkbetjent om, at det ville tage dobbelt så lang tid at gå op, som det tager at gå ned, så vi strander efter ca. en time, hvor vi egentlig ikke er nået særligt langt ned. Læser man om højdens påvirkning af mennesket på Wikipedia, så kan man læse, at allerede i 7.000 fods højde begynder manglen på ilt at påvirke én. Benytter man en Barometrisk Beregner, så kan man se, at der kun er ca. 70% luft (og hermed ilt) tilbage i 10.000 fods højde. Man skal altså trække vejret tre gange i stedet for to, for at få den samme mængde ilt, som man får ved havoverfladen. Ikke underligt, at vi hiver lidt efter vejret. |  |
Vi har holdt mange
fotos-stop som altid - ikke kun på grund af den tynde luft. Nu spiser vi frokost og nyder de meget specielle
omgivelser.
Her er røde, brune, hvide, orange og grønne nuancer over
alt, og på de helt glatte skråninger, der visse steder ligner gigantiske
sandklitter, er det som om, at nogen har hældt maling ud fra toppen og
trukket det ned i dybet med en stor hånd eller rive - der er farvede
striber hele vejen fra top til bund her. Nogle af striberne er dækket
med små klipper, som birkes på et rundstykke, så det er ikke underligt,
at NASA har brugt stedet til at træne astronauter før månelandingen.
Vi vender nu om, mens vi ærgrer os over, at vi ikke
kunne komme helt ned til det krater, som er stiens slutpunkt. Man kan
også gå gennem hele krateret, men det kræver at nogen samler én op og
kører én tilbage til parkeringen - hvis man altså ikke vil gå hele turen
op igen. Turen op tages i 200-skridts etaper, hvor vi vender os om og
nyder udsigten ved hvert pust. Næsten
helt oppe bliver vi "indhentet" af en lille karavane af heste, hvis
efterladenskaber vi og fluerne har haft glæde af hele dagen.
Vi venter
på den sidste top for at få et godt foto-skud af disse dyr, inden vi
igen er oppe på parkeringspladsen. Vi kører et smut til et
observatorie-udsigtspunkt, hvor der er udsigt over de andre øer, hvis
der ikke er skyer. Her er det helt tydeligt at se, at der kun er skyer
på den ene side af bjergene.
Obervatoriet ligger så optimalt, at man kan se en baseball 30.000 km
væk med det store objektiv. Vi kan tydeligt se Big Island uden et teleskop, men resten forsvinder
i tågerne. Vi kigger på de specielle Silversword-planter, som er
unikke for området. De ligner simpelthen en kaktus, der har fået en gang
sølv-spraymaling. På vej ned tager vi et enkelt view-punkt og siger farvel til
krateret. Solen står nu lavt, så skyggerne er længere, og farverne er
mere disede. Stadig et ufatteligt unikt og smukt syn.
Nu går turen ned i meget lavt gear på de stejle og
snørklede veje. Hanne sms'er pigerne om ønsker til aftensmad, så vi
runder Walmart og køber suppe og mikro-thai-wok-mad.
Dette indtages som
sædvanligt i månelyset på terrassen, men selv om jeg får alle dagens mange foto
over i PC'en, så er vi for trætte til at se dem, så vi siger godnat til
pigerne og tørner ind ved 22-tiden. Pigerne er ikke trætte, men de har
jo også slappet, sovet og set TV hele dagen. Nu er det rigtig ferie!
I morgen skal vi videre til den sidste ø på turen, Kauai.