Uret ringede 5.30 og så var det bare at komme op.
Heldigvis var alt inkluderet i dagens tur, så vi skulle bare samle vores
grej og sætte os i bilen. Det tog kun 5 minutter at komme til Kihei Boat
Ramp, hvor en enorm rød gummibåd allerede stod klar på kajen. Vi fik
meldt os til, fik kaffe og våddragter, som vi tog på, mens Chris & Kelly
fik bakset den store båd ned i vandet via rampen. Efter en kort briefing
om sikkerhed, som mest gik ud på at holde fast, satte vi kurs mod det
næsten nedsunkne Molokaki krater, som er en krater halv-cirkel, hvor man
kan snorkle i bugten. Vi er der tidligt, men får lige lidt morgenmad
bestående af kanelsnegle og lidt frugt.
Så er det i baljen, og revet
og korallerne er flotte helt inde ved klipperne. Signe fanger os med sit
undervandskamera, så Hanne vinker, inden vi begge dykker ned for at se
på sagerne. Desværre er solen ikke
nede i krateret, så det hele er lidt mørkt. Chris siger, at der vil være
flere hundrede snorklere om kort tid, så det er bedst at være her nu.
Vi
sejler nu få minutter om til bagsiden af krateret, som er en lodret
klippeflade fuld af uregelmæssige huller. Chris forklarer, at flåden og
flyvevåbenet i mangel af andre mål til søs øvede sig på at skyde mod
denne side af øen under 2. Verdenskrig, så det forklarer, hvorfor øen
ligner en hullet ost. Her er over 60 meter dybt, så det
suger i maven, da vi hopper overbord så tæt på den lodrette klippe, hvor
der er hvidt af bølgeskum. Jeg hoppper lidt tumpet i vandet, så det
lykkes mig at knække mine dyre svømmefødder. Jeg må tilbage på båden og
låne et par. Her går der lidt krise i svømningen med én defekt
svømmefod. Strømmen må være meget kraftig, for jeg kan simpelthen ikke
komme tilbage til båden, der langsomt fjerner sig fra mig. Det lykkes
efter et par minutters kraftig svømning, og jeg konstaterer, at Chris
flyttede båden, mens jeg forsøgte at at indhente ham, og han forsikrer
mig om, at her ikke er meget strøm, da jeg låner et par "flippers". Da
jeg er tilbage i vandet, skal vi prøve "elevatoren", som er den effekt
den lodrette klippe har på bølgerne her. Selv en lav bølge bliver
skubbet op i tre meters højde på ét sted ved klippen, så her kan man
ligge og blive gynget helt vildt. Morsomt! Her var også en del fisk at
kigge på, men pga. dybden intet rev.
Vi snorklede og dykkede i 10-15
minutter, inden vi kravlede tilbage med mere roligt dæk under fødderne.
Nu fulgte en forholdsvis lang og gyngende tur
tilbage til Maui's nordvestlige side, hvor vi kiggede på vulkanske
klipper og lyttede til Chris' foredrag om vulkanerne på Maui. Her skulle
også have været legende delfiner, men dem var der desværre ingen af i
dag. I stedet sejlede vi lidt tilbage langs kysten og passerede
adskillige luksuriøse villaer, hoteller og strande.
Vi passerede også
den eneste private strand på Maui, som tilhører en-eller-anden Jimmy
Carter. Vi nåede til en bugt, hvor der var sort af kajakker og både med
snorklere. Har var ganske rigtigt også noget at se på i form af store
havskildpadder. Et par gange var vi lige over de store dyr, da de skulle
op til overfladen for at trække luft, så vi kunne næsten have rørt dem,
hvis vi ville. Vi var dog blevet strengt instrueret om IKKE at bevæge
os, hvis vi kom tæt på skildpadderne. De ville normalt ignorere os, hvis
vi lå helt stille - i bedste fald ville de komme hen for at undersøge os.
Dagens sidste snorkeltur var tæt på
skildpadde-stedet, og hvis der var sort af snorklere det første sted, så
var der til gengæld sort af skildpadder her og næsten ingen snorklere.
Vi så op til fire store skildpadder samtidigt, og den bedste oplevelse
var at se en lille stime "surgeon fish", der omhyggeligt rensede
skjoldet på en skildpadde, inden de ved en usynlig kommando alle
skiftede padde på ét sekund.
Herligt! Her kunne vi godt have brugt lidt
længere tid, men til sidst var kun Hanne, Signe og jeg i vandet - alle
andre var trætte, kolde eller bare ikke i vandet.
Nu gik det i
susende fart tilbage til havnen, og på vejen demonstrerede Chris, HVOR
skarpt båden kunne dreje - her gjalt det om at holde fast. "En
styretest", forklarede han med et stort grin. Vi sagde pænt farvel og
efterlod den store røde båd i havnen og mine knækkede "flippers" i en
stor skraldetønde.
Alle slappede nu af et par timer på altanen, og da stemningen var til at fortsætte med dette, besluttede jeg at forlade de søde piger til fordel for noget endnu sødere.
Det var vel omkring smeltepunktet udenfor, og turen
til "The Sugar Museum" tog kun kort tid, og på trods af at
airconditioningen kørte på top-hastighed, var der stadig livstruende
temperatur i kabinen, da jeg stod ud af smeltediglen foran Maui's
"skymaskiner", der døgnet rundt tørrer sukkerrør, så flyet fra Hawaiian
Airlines altid lander i skyet vejr her på øen.
Lige overfor fabrikken ligger det lille og i bøgerne
meget roste Sukker Museum, hvor enorme udstillede høstmaskiner troner
udenfor på parkeringspladsen. Suk! Jeg har kun 25 minutter, til de lukker i
indgangen kl. 16. Den rare dame i receptionen forsikrede mig dog om, at jeg
havde rigelig med tid - de lukkede først museet kl. 17.
| Alexander & Baldwin
De to unge mænd, Samuel Alexander og Henry Baldwin, var begge født omkring 1840. De blev bragt til Hawaii af deres forældre, så de kendte hinanden fra barndommen af. I 1869 slog de to herrer sig sammen og købte 12 acres på Maui for at starte en produktion af sukkerrør. Allerede året efter købte de ekstra 559 acres. I 1876 fik Baldwin sin højre arm i klemme i en sukkerrørs-knuser, og det tog næsten livet af ham. Han overlevede efter amputation af armen, og lærte i løbet af en måned at skrive med venstre hånd. Han red igen efter en måned, og han fortsatte med at spille orgel i kirken med én hånd. Alexander var manden med de store idéer, mens Baldwin var manden, der fik tingene til at ske. Det var fint at have så meget land til at dyrke sukkerrør året rundt, men de manglede vand. Derfor fik Alexander den idé, at man kunne hente vand i bjergene, hvis man konstruerede en 27 kilometer lang rørledning fra Haleakala-bjergene, hvor der var masser af væde i regnskoven. Det blev Baldwin, der gennemførte dette projekt. Firmaet fik rettighederne til at hente vand på bjerget fra kongen, men de skulle være klar inden 1878 - ellers overgik rettighederne til konkurrenterne på øen. Baldwin fik gravet lerklinede grøfter til at føre vandet frem, og han konstruerede rør, der kunne føre vandet ned fra bjergene. Under arbejdet nægtede arbejderne at fire sig ned i de dybe dale, så da Baldwin demonstrede, hvordan det kunne gøres med én arm, havde de stærke arbejdere ingen undskyldning for at blive oppe. "The Hamakua Ditch" var klar i 1877, og herfra gik det strygende for de to - på dette tidspunkt - forgældede herrer. Firmaet voksede, og de begyndte at sælge vand til andre sukkerplantager på øen. Med tiden opkøbte Alexander og Baldwin de fleste andre sukkerfirmaer på øerne, så de til sidst var alene tilbage. Alexander begyndte at rejse for sin egen fornøjelses skyld. Han cyklede igennem Europa, og han tog også på jagt i Afrika. Desværre fik han en sten ned over sin fod i 1904, da han poserede til et fotografi for foden af Victoria Falls, og han døde dagen efter, 67 år gammel. Baldwin blev politiker på Hawaii, da kongedømmet (og presset udefra) åbnede op for dette. Han forsøgte at afskaffe børnearbejde, og han var ikke tilhænger af at afskaffe monarkiet på Hawaii. Baldwin døde i 1911, 68 år gammel. Firmaet Alexander & Baldwin lever i bedste velgående i dag. Man kan læse historien om de to herrer på firmaets hjemmeside, og siden afslutter med ordene: "Hvad der startede som et partnerskab mellem to unge mænd med købet af 12 acres land for 110$, er i dag vokset til en omfattende virksomhed med værdier for 1,4 milliarder dollars - herunder 88.000 acres land." (356 kvadratkilometer) |
 Énarmede Baldwin kravler ned i slugten.  Nu er der en rørledning ned i slugten. |
| Arbejdskraften Det var ikke nok at have land, varme og vand. Man skulle også have masser af arbejdskraft for at drive sukkerrørsplantagerne. Derfor var sukkerrørsfabrikanterne nødt til at importere store mængder af udenlandsk arbejdskraft. I 1852 ankom de første kinesere til Hawaii, og snart fulgte japanere og portugisere fra Azorerne og Madeira, som var vant til klimaet. Immigrationen blev systematiseret, og folk blev lokket til Hawaii med løftet om fast arbejde - på betingelse af at de arbejdede i flere år på plantagerne til en fast lav løn. Senere fulgte folk fra Phillipinerne, Spanien og Rusland, og her kom endda folk fra Skandinavien - hovedsagligt nordmænd. Det er derfor ikke underligt, at Hawaii på et tidspunkt fik navnet "Stillehavets Smeltedigel", når man talte om nationaliteter. |
 |
| Sukkerrørs Produktion Sukkerrør tilhører græs-familien. Der er store mængder sukker i stænglen, som udvindes til brug i fødevarer eller til at fremstille ethanol/alkohol. 80% af verdens sukker kommer fra sukkerrør, og halvdelen af disse sukkerrør høstes stadig ved håndkraft. Før høsten sætter man ild til sukkerrørene, så de overskydende tørre blade forsvinder - og det samme gør eventuelle giftige slanger i plantagen, inden høstarbejderne går ind. En erfaren høstarbejder kan høste et halvt tons sukkerrør i timen pr. håndkraft, men da sukkerret begynder at forsvinde fra det øjeblik, hvor stænglen bliver skåret, så bruger man efterhånden mere maskiner til at høste, da disse kan høste op mod 100 tons i timen og langt hurtigere kan bringe rørene frem til de maskiner, som findeler og udvasker sukkeret, så det bliver til brunt rørsukker. Hvis sukkeret skal blive til det hvide sukker, som vi kommer i kaffen, så skal det yderligere raffineres. |
  |
Således belært om rørsukkerets hemmeligheder kørte
jeg tilbage til pigerne. Marie skulle lige løbe en tur, og det var
tydeligt, at hun ikke helt var klar over, hvor hun løb, for hun
passerede lige forbi vores terrase uden at kigge op, så vi nøjedes med
at fotografere hende, da hun havde musik i ørerne, så vi ikke kunne råbe
hende op.
Da Marie var tilbage, kørte vi samlet afsted, så vi kunne købe aftensmad i
Foodland. Signe bestemte menuen i form af "wraps", som er mexikanske
tortilla-pandekager fyldt med alverdens grønt og Signes hjemmelavede
guacamole. Hanne tilføjede så en hel stegt kylling.
Det hele blev
indtaget på terrassen, hvor der nu var mørkt igen, og himlen var dækket
af stjerner.
Herlige omgivelser og dejlig feriestemning.