Vi sover længe og nyder den kølige morgen på terrassen. Marie dukker først op ved 11-tiden, så den bliver næsten 12, før vi forlader udlejningscentrets Service desk, hvor venlige Tracy har kæmper for at få os ud til Molokaki-krateret og dykke eller snorkle. Det var dette krater, som vi fotograferede fra luften i går kort før landingen. Det lykkedes ikke at ordne en dykning, men i stedet fik vi 4*snorkling på en tur, der vil bringe os til fem forskellige snorkelsteder - med skildpadder ... og måske delfiner. Det må vi vente med at se til på tirsdag. Venlige Tracy har også bestilt et surf-lektion til pigerne i morgen på den nærliggende strand.
Efter dette er det temmeligt sent at starte på en
"The Road to Hana"-tur, som skulle bestå af 600 sving og 54 smalle
en-vejs-broer - men også skulle være utrolig flot. Vi starter alligevel
på turen som planlagt. Jeg fanger pigerne med kameraet på vej fra vores hus hen til
parkeringen. Med min smarte nøgle, kan jeg få skydedøren i bilen til at
åbne på 50 meters afstand, så man lige når at få lidt kølig luft ind i
den, inden vi når frem. Blæret!
Selv om det er en lang tur, giver vi os tid til at standse og kigge på wind- og board-surfere
ved en strand, hvor bølgerne ikke er enorme, så alle kan vist være med.
Pigerne studerer teknikken, så de er lidt forberedt til lektionen i
morgen.
"The Road to Hana" er ganske rigtigt en vildt snørklet vej, hvor
vi skal ind i bunden af hver eneste kølft, og helt inde i bunden skal vi
over en smal bro, som der ofte er vand under.
Det hele er indrammet af
grønne mure af frodighed. Kortet er ikke meget detaljeret, så vi holder
ikke ind, hvor vi tror, der er seværdigheder, men hvor der holder andre
biler. Det er derfor lidt af et tilfælde, at vi holder ind og træder ti
meter ned ad en glat skråning, hvorefter vi allerede er dybt inde i en
bambusskov. De tykke bambusrør har en størrelse som mande-ankler -
kraftige sager!
Det hele er et virvar af grønne og brune rør, og det er
helt anderledes en noget andet bevoksning, vi har oplevet. Vi
føler os som små insekter i en græsmark. Biologen
konstaterer tørt: "Sikken mængde biomasse!"
Vi forsøger at holde ind ved et par broer, men her
er for få pladser eller for mange biler. Vi kører nu helt igennem til
Hana, og det ER en lang tur, som kræver stor koncentration af føreren.
Helt fremme stiller vi os i kø ved en grill-snask nede i Hana Havn - og
det var en fejl.
Vi ventede i næsten tre kvarter på fire slatne burgere,
da den stakkels ældre dame bag disken var ramt af personale-sygdom, så
hun var helt alene. Imens havde jeg studeret "Hawaii Bogen" og den
afslørede alle hemmelighederne på ruten i forhold til afstandsmarkører
langs vejen - vi gættede på at de andre bilister holdt ind baseret på
oplysningerne i bogen. Man er omringet af grøn mur hele vejen - det er
imponerende frodigt. Bemærk bilen nedenfor til højre - det er ikke nemt
at se, at der er en vej.
Humøret steg betragteligt, da vi kørte op til selve
Hana By og fandt den enlige købmand, hvor vi købte alt hans chokolade.
Vejen tilbage blev derfor taget "pr. mile" i forhold til bogen, og vi så
tre flotte vandfald-steder på under fem miles.
Vi holdt ind et sted, hvor et andet par ivrigt
fotograferede vejen, og her stod tre vildsvin. Vi nåede kun lige at se
dem forude, da vi stod ud af bilen, men det er nok øens største
vildtlevende dyr - tamgrise, der er sluppet fri og blevet til vildsvin
efter mange generationer. Turen tilbage er meget bedre end turen ud, da
vi nu har vandet på vores side af vejen, og derfor har en meget bedre
udsigt fra bilen. Vi holdt stadig ind en del steder, men alligevel kom
vi igennem på ca. to timer, så ved 19-tiden holdt vi ind ved byen Kahului hos
Walmart, hvor pigerne spendered en times tid, mens jeg skrev dagbog i
bilen. Der var indkøbt microovns-wok til alle, så pigerne fik sofamad
foran fjernsynet, mens Hanne og jeg igen indtog terrassen og spiste
middag med stjerneklar udsigt til månen over Stillehavet.
En meget flot dag - men noget af en svingtur!