Uret ringer kl. 7.30, og vi skal pakke og videre til næste ø ... Maui. Køleskabet bliver tømt til morgenmaden, og vi pakker hurtigt. Dagens sure overraskelse er, at vi skal betale 10$ per dag for de aviser og DVD'er, som vi IKKE havde gjort brug af i receptionen! Bortset fra det var stedet perfekt.
Vi kører bilen til
lufthaven på de sidste dampe, da den må afleveres tom, og så hopper vi
på den lille biludlejnings-shuttle, som kører os hen til lufthavnen.
Chaufføren spørger os TO gange, da vi siger at luftselskabet hedder
"Pacific Wings", og at de skal flyve os til Maui. Chaufføren kigger let
bekymret på os, og vi overvejer kortvarigt, om dette her er forkert.
Chaufføren kører os helt ud i yderkanten af lufthavnen, og instruerer os
om at gå ind i den lille hytte, hvor vi nok vil finde en tom skranke og
en telefon. Her er skam en skranke, og her står en dame, som ser endnu
mere bekymret på os, og hun er overbevist om, at noget er galt, så hun
spæner ud efter buschaufføren, der desværre allerede er kørt. Det viser
sig dog, at der ved siden af den hjælpsomme dame, ganske rigtigt er en
tom skranke med en telefon. Jeg tager telefonen, og en herrestemme
spørger om vores navne og antal kufferter. Det fortæller jeg ham.
Aha! Nu er vi checket ind.
Stemmen afslutter med "I will come over!".
Vi er her i god tid, så vi venter i den åbne
ventesal og læser om Maui i de blade, som Hanne samlede op i Honolulu
lufthavn. Det ser lovende ud. En suspekt midaldrende svindler, som vi
allerede har døbt ham, underholder den sidste halve time i afgangshallen
ved at ringe rundt og lave "forretninger", hvor han hver gang afslutter
samtalen med at fortælle, at han er på vej med en check. Christ! Vi
troede naivt kun, at disse typer eksisterede på film. Ca. på det tidspunkt, hvor vi skulle være
fløjet, lander et lille propelfly fra Pacific Wings foran Gate nr. 4,
der er en trådlåge med et påklistret blåt "nr. 4 skilt".
Nu forstår vi
pludselig, hvorfra "gate" betegnelsen kommer i moderne lufthavne.
10 passagerer kommer ud med deres bagage. En ung mand kommer fra flyet i
hvid skjorte og stiller sig ved telefon-skranken. Han præsenterer sig
som Tim og tager nu imod vores pas, mens han undskylder, at han skal
have oplyst vores vægt, så vi kan blive placeret med den korrekte
vægtfordeling i det lille fly. Vejning af bagagen bekymrer ham til
gengæld slet ikke. Scanning af sko, tasker og personer kan vi også godt
glemme alt om - det er befriende simpelt.
Ni personer inkl. en affarvet, middelaldrende,
halv-langhåret, fedtet mand med hvide sokker, tennissko og solbriller vandrer nu
mod flyet. Vi afleverer bagagen på siden
af flyet, og en bagagemand ved navn Tim læsser vores kufferter ind i
lugen under flyet. Pudsigt at alle hedder Tim på dette fly!
Vi vandrer om til stigen for at komme op i flyet, og
her giver stewarden Tim os ved navneopråb vores pladser. Pigerne sidder
tre-på-stribe på række 2 lige bag ved piloten, og svindleren og jeg får
de to sæder på hver side af gangen i række tre. Række 4+5 fyldes også,
og så stiger piloten Tim ind, og fra pilotsædet får vi den helt
sædvanlige smøre om sikkerhedsbælter, ingen rygning, slukkede mobiler og
nødudgangen, som er en standard instruktion for alle flyvninger ...
tilføjer Tim efter den lange smøre. Som en ny og morsom tilføjelse
fortsætter Kaptajn Tim, at der kommer en masse "buzz & beeps" fra
instrumenterne, og at det er helt normalt.
Vi spænder os fast, og Tim triller ud fra Gate 4.
Allrede langt før startbanen gasser han op, så en del af tilløbet tages,
inden han drejer ud på selve startbanen. Vi kommer derfor hurtigt i
luften og begynder at tage billeder ned over Big Island, som vi dog
hurtigt forlader, så vi kommer ud over åbent hav på vej mod Maui, som vi
allerede kan se i det fjerne. Det ser pudsigt ud - det er skyfrit, men
der hænger en stor sky lige hen over øen. Vi flyver hen over en ø, der
er formet som et halvt krater ... det viser sig, at vi senere skal dykke
her,
Turen over vandet er mere rolig end at
sidde i en sofa. Kaptajn Tim styrer på sine instrumenter, men men bruger
ellers det meste af tiden på at rode med sine store kort, som ligger i
forruden, og forsøge at lukke en taske, som tilsyneladende har en defekt
lynlås. Flyvning er ikke som at køre i bil, for man kan næsten ikke se
noget ud fortil gennem vinduet - i hvert fald ikke nedad. Vi flyver lavt
over øen, og vi tager en del billeder ned over både beboede områder og
dyrkede arealer. Da vi flyver
ind over Maui, bliver luften en anelse mere urolig, men det er først, da
Tim drejer for at lægge an til landing, at flyet krænger, så vi kan se
lige ned på jorden, og landingsbanen dukker op i forruden.
Landingen er
helt perfekt, og vi taxier hen til et tomt område. Vi er ude af flyet på
et minut, og Kaptajn Tim fortæller, at flyet kan klare 180 mph svarende
til 290 km/t. Turen tog 35 minutter, så det er vel ca. 170 km, så en
færge ville have taget sin tid. Vi har for øvrigt slet ikke set færger
mellem øerne, så det findes muligvis ikke. Vi får bagagen af
bagagemanden Tim og bliver
loset ind gennem endnu en trådlåge, og så må vi kigge os om efter
biludlejningen.
Vi sætter kurs mod noget, der kunne ligne en hovedbygning. Der stryger vi lige op i en shuttle til biludlejningen "Dollar", som ligger et stykke væk, men her venter en meget lang kø, så det tager længere tid at få bilen end at flyve til Maui. Forandringsparate, som vi er, er det ikke noget problem, at vores bil skifter farve fra sølvgrå til hvid - ellers er den helt magen til vores "Chrysler Town & Country" fra Big Island. Det er en ganske kort køretur til Wailea Village, hvor vi får udleveret nøgler til vores "condo" hos nogle meget venlig mennesker i udlejningsbureauet. Vi får et længere foredrag om mulighederne for udflugter og spisning hos en ældre herre, der formaner os til at passe på os selv, så vi ikke kommer til skade eller farer vild i bambus-skoven. Bambus-skoven? Det lyder sjovt!
To minutter efter er vi inde i et vildt checket
område, der ligner en golfbane med små to-etages rækkehuse. Vi er helt
sikkert i et privat hjem, der bliver udlejet, ,men det er fint, og
terrassen har en fin udsigt over vandet i det fjerne.
Herren i bureauet anbefalede Foodland Kihei i nærheden, så vi tager
indkøbet af livsnødvendigheder som vin, øl & chips med det samme. Vi
huskede dog også havregryn og morgenbrød.
Vi nyder terrassen en times tid eller to, inden vi rejser os
og går til det lokale shopping-center, hvor vi fik anbefalet gode
restauranter. Det tror pokker! En billig bøf koster 250-300 kroner UDEN
tilbehør. Vi ender med at bestille fisk - 3 af os barbecue-grillet, og
det er helt fantastisk, så til trods for at vi slipper over 1200 kroner,
så var det faktisk godt. Mætte og tilfredse går vi de ti minutter
tilbage til vores terrasse, hvor vi får en øl og kigger stjerner i
stilheden - det er en god måde at afslutte en dag på.
Og det er først et par dage senere, da vi lærer området at kende, at det
går op for mig, at vi har fotograferet vores lejede hus fra luften. Vi
er tydeligvis i et sommrhusområde midt på en goldbane. Centret ligger
lidt oppe i forhold til vores hus.
