Signe skulle møde op i havnen til dykning kl. 8.45, så Marie sov længe, mens Hanne og jeg kørte Signe derhen. Vores velkendte besætning sagde godmorgen, og vi aftalte opsampling kl. 13.30.
Vi kunne nu være gået over til Kaloko-Honokohau
National Historic Park lige ved siden af, med det havde vi ikke
gennemskuet, så vi kørte ét hop op ad motorvejen og holdt ind ved
Visitors Centre. Højdepunktet her var vist nok et par hellige
fiskedamme, men vi kom i håb om at se havskildpadder på tæt hold på
klippestranden.
En kort gåtur førte os gennem det lavadækkede område, og vi så et par
figurer i stenene, men de krogede træer var nok det mest interessante. Ikke ophidsende!
Nede ved vandet mødte vi en
herre, der spurgte, om vi ville se "sea turtles"? Om vi ville! Han
udpegede os en retning, og kort efter stod vi og spejdede ... de var der
nok ikke længere?
Jo da! Der lå en stor én lige foran os, og Hanne spottede den. Den
eneste forskel på en vandskuret lavasten og en solende skildpadde, er et
hoved - form og farve er helt identisk. Da vi kom tættere på, så vi, at
der lå to skildpadder til halvt nedsænket i vandet - de er godt nok
svære at få øje på, hvis man ikke kigger grundigt efter dem.
Nu
lokaliserede vi hurtigt et par stykker til. Der er faktisk rigtigt
mange, når man kigger efter ... her har vi hjulpet lidt, så de er
nemmere at spotte.
På vandet lIge ud for os lå en gul båd, og den
virkede meget bekendt. Med kamera-zoom'en kunne vi tydeligt se Signes
lyse hår, inden hun tog dykkermasken på og forsvandt i bølgerne. Her
tror man endelig, at man kan holde fri uden sine forældre!
Vi fik efterfølgende lokket er par fine billeder ud af Signe. Min
favorit er den skaldede mand, der får besøg af en lille blæksprutte!
Vi kørte tilbage til altanen, hvor vi fik morgenmad og læste, indtil det blev hente-tid. Marie ville ikke se skildpadder, så jeg hentede Signe alene. Hun havde haft en fin tur og set rigeligt med skildpadder under vandet, så vi kørte direkte tilbage uden at gå på stranden igen. Vi rundede dog Target supermarkedet for at købe brød til turen i aften.
Hjemme checkede Signe vejrforholdene på Mauna Kea
bjerget, da vi ville op og se stjerner i aften, og de lovede flot og
klart, så ved 16.30-tiden kørte vi alle mod toppen af Mauna Kea, som er
en køretur på næsten to timer. Det gik selvfølgelig opad det meste af
tiden på den overraskende brede og hurtige vej. Det er let at få øje på
observatoriet, der ligger på toppen af bjerget.
På et tidspunkt bliver det meget tåget, og det er svært at se bilerne
foran os. Vi ankommer til Onizuka
Center, som ligger i 9.800 fods højde af bjergets totale 13.800 fod.
(Ca. 4.200 meter) Almindelige lejebiler må nu ikke køre længere, da forsikringen ikke
dækker at få kranbiler højere op, hvis man strander. På et skilt læser
vi om nogle helt specielle dyr, som huserer her i bjergene ...
USYNLIGE KØER. Det giver sikkert en stor bule i bilen, at ramme sådan et
usynligt kræ!
Her er koldt, så vi tager straks lange bukser på,
og Signe arver hurtigt min fleezetrøje. En ranger peger os op ad
bjerget, hvor der i forvejen er en lang karavane af folk på vej. Vi går
med op for at se solen gå ned. Det er skuffende diset med dårlig
udsigt. Vi er højt oppe, så vi tager nogle billeder tilbage over landet
ind over skyerne, som er farvede af solen, men selve solskiven er gemt i
tågen bag os. Som ved et trylleslag bliver det helt klart på få
sekunder, og nu kan vi se 360 grader rundt. Fantastisk! Her starter en
længere foto-seance, hvor alle bliver taget på skift med den flotte
udsigt i baggrunden.
Maries silhuet kunne vi gpdt få alene, men da vi skal fotografere Signe
lykkes det Marie at snige sig ind bag ved og forsøge at ødelægge
billedet til kæresten derhjemme ... møgunge!
Disen over Visitor Center er også væk, og da vi
kommer ned er adskillige stjerne-nørder i gang med at rulle enorme
teleskoper ud til aftenes stjernekig. Herren med den bå hue er Cliff.
Vi sætter os ved et bord-bænke
arrangement og spiser vores medbragte sandwiches indtil kl. 20, hvor det
nu er næsten mørkt. Vi hundefryser - det er virkelig hurtigt blevet
meget koldt. Marie tager et håndklæde over skuldrene som en ekstra
tæppe.
Himlen er allerede fantastisk. Ubeskrivelige mængder
af stjerner er kommet til syne, og flere steder er himlen helt lys pga.
stjernetågerne.
Lidt over otte bliver vi kaldt sammen i mørket, og her
er vel et par hundrede mennesker. Nu begynder Cliff, der beskriver sig
selv som "The Old Man on the Mountain" at fortælle om stjernerne
og
observatoriet på toppen af bjerget, og han udpeger stjerner og
stjernebilleder med en meget kraftig laser-pointer, så alle kan følge
den smalle grønne lysstråle og se den rigtige stjerne.
Karlsvognen er
meget tydelig ... men hvad er det? Nogle af stjernerne bevæger sig! Den
største af disse bliver udpeget som "Den Internationale Rumstation", som
jeg jo har set modeller af hos Nasa i Florida. Den er meget tydelig at
se, men dette skulle ifølge Cliff også være det bedste sted i verden at
se stjerner med øjnene. Det er der fem gode grunde til: 1) Vi er nær
Ækvator, 2) Her er ingen forurening midt i Stillehavet, 3) Her er intet
lys - der er strenge love på Hawaii om ikke at lys-forurene, 4) Lufttryk
og iltindhold er optimalt for vores øjne ... og så selvfølgelig 5) Vi er
meget højt oppe.
Efter foredraget kigger vi lidt i de store linser,
som skal skal stå i kø, for at nå frem til. Saturn står helt klart med
sin flotte ring - selv om billedet i linsen er overraskende lille på
trods af teleskopets enorme størrelse. Det er faktisk bedst bare selv at
stå og kigge op. Signe tager en masse foto på stativ, som bliver rigtig
gode og giver et fint indtryk af det imponerende syn.
Hanne overvejer at købe en lækker fleeze-trøje i butikken ved centret, men de koster 80$, og da alt lys i butikken er dæmpet rødt for ikke at blænde folk, så er det umuligt at bestemme trøjernes farve. Nu er vi kolde, og vi starter et frit fald ned ad bjerget, hvor motorbremsen arbejder på overtid, og vi kaster bilen rundt i mange sving - dog uden at nogen bliver køresyge. Den sidste del af strækningen er den kendte flade strækning, som er temmelig søvndyssende efter turen ned ad bjerget.
Vi nyder en velfortjent øl tilbage på altanen, og det er sent, inden vi kommer i seng - og Hanne og jeg skal tidligt op i morgen til endnu en lang dag.