Mandag d. 16. juli 2012.                                                    RETUR

Inde i centret blev vi straks mødt af den entusiastiske Natinal Park betjent MED hat, som udspurgte os om vores lyst til at vandre. Vi sagde tilfældigt "5 miles", og han lyste op og førte os hen til et kort, hvor han beskrev en tur på 4 miles, der på 3 timer ville føre os rundt om og ned igennem et størknet krater, som stammede fra et stort udbrud i 1959 ... altså et helt ungt krater på alder med mig. Betjenten fortalte også om Nene-gåsen, som man skal passe på, når man kører bil Den rigtige parkbog blev købt til samlingen, og så gik turen til parkeringen ved krateret, hvor vi iførte os vandresko.

Turen rundt om krateret gik gennem tæt regnskov, hvor det store krater dukkede op på venstre side, hvis der var lavet udsigtsposter. Bemærk at skyerne ved den røde pil IKKE er skyer - det er damp fra en aktiv vulkan, der driver mod venstre.

Halvvejs rundt om krateret kan man se over på en del af vulkanen, som i 1980'erne spyede en kort serie af lava-skud af mod denne del af stien - heldigvis var der ingen på stien. Hanne læser højt fra vandre-guiden, så alle kan følge med i landskabets detaljer.

Dybt nede i det helt flade krater, der lignede størknet, revnet cement, gik en del vandrere hen over den markerede sti, der var slidt en anelse lysere af mange fødder. Her er ikke bare regnskovsagtig bevoksning, her er også masser af farverige blomster.

Vi er specielt begejstrede for den gule "káhili ginger", som viser sig at være ukrudt, som er ulovligt indført til Hawaii, og som man kæmper for at slippe af med igen.

Nu gik stien stejlt ned mod krateret, men der er selvfølgelig trin og gelænder - vi er jo i en national park.


Første del af krateret er grov-knudret lava med få farverige blomsterbuske, og det er flot. Midtvejs i krateret skifter det karakter, og her er det tydeligt, at den øverste skorpe er knækket, da det underliggende lava kølede af og sank sammen. De knækkede lavaplader ligner billeder fra en storbys kaotiske veje, efter et jordskælv har kastet asfalten rundt og brudt kørebanen om til et puslespil i tre dimensioner.

Det begynder at regne, men det er mere som en våd tåge end dansk sile-regn, og det er så varmt, at man næsten tørrer lige så hurtigt, som man bliver våd.

Den sidste del af krateret er helt fladt, men her er små revner, hvor meget varm luft strømmer op. Man brænder hænderne, hvis man holder dem for længe over ventilen. Lavaen, vi går på, er selvfølgelig helt størknet, men dybt nede er den stadig varm efter 50 år. Der er masser af næring i den vame lava, og farverige buske skyder op gennem den hårde overflade. På vej tilbage til bilen kommer vi forbi et sted, hvor man kan gå ned i nogle lavatunneller, der er dannet ved at flydende lava løber gennem jorden og efterlader et tomt rør.

Vi var ved at blive sultne, men vi måtte ud af parken for at finde mad i byen ved siden af, der meget passende hed "Volcano". Her serverede en stout kvinde 4 fiskeburgere med kartoffelsalat, som vi indtog i meget spartanske stole-borde arrangementer, men det var helt fint, og vi var mætte, da vi kørte tilbage i parken, hvor vi tog rundturen om parkens store rygende krater. Cirka halvvejs på rundturen bliver man stoppet, da vejen er spærret pga. de giftige dampe, så ved Jagger Museum holdt vi ind og betragtede den rygende kæmpe. Vi har efterhånden set en del vulkaner i verden, men aldrig én, der røg så meget. (Pigerne har nok set en del røg på deres vulkaner i mellemamerika.)


Om natten skulle røgen være orange fra den glødende lava, som man altså ikke kan komme hen og se pga. forgiftningsfaren. Kort efter ser vi de berømte Nene-gæs, som vi skal passe på ikke at køre over, da de åbenbart trasker rundt på vejen og forventer, at man tager hensyn til dem.

Nu gik turen ned mod havet, og "The Road of Craters" førte os hen over endeløse størknede floder af lava, hvor skilte fortalte os, hvornår vejen var blevet overstrømmet af flydende lava. Ud mod havet kunne man tydeligt se disse lavatunger - jo mørkere desto nyere. Det regnede som altid på disse vestvendte skråninger, og den flotteste regnbue fulgte os hele vejen ned til det sted helt ude ved vandet, hvor vejen endte i en vendeplads, så man måtte køre tilbage langs en endeløs række af parkerede biler for at finde en plads til sit køretøj. Vi fandt et hul, men skulle nu gå ca. en kilometer tilbage for at nå til det sted, hvor vejen blev overstømmet af lava i 2010.
Se denne ret imponerende private video på YouTube fra 2010: Video1
Det er fascinerende at se de bløde former af størknet lave hen over vejen - det må have været et fantastisk syn at opleve dette for to år siden. Signe og Marie er nået dertil, hvor de har fået lava nok, så de begynder at optræde for hinanden ... og kameraet.


Man kører absolut ikke længere, og hvis nogen skulle være i tvivl, så har man med amerikansk grundighed at et skilt op. Går man til gengæld 5-10 kilometer længere frem over denne lavatunge, så kommer man frem til rød lave, men det skulle vi ikke nyde noget af uden en erfaren guide. Lavaen er ved at trække sig lidt i øjeblikket, så den når heller ikke ud til vandet lige nu, hvilket ellers ville have givet anledning til en oplagt udflugt i båd.
Helt ude ved vandet, har lavaen lavet fantastiske formationer, og de glatte lavaflader kan få én til at miste orienteringen med hensyn til, hvad der er op og ned. Mon ikke fotografen her har vendt kameraet forkert?

Vi nød synet for sidste gang, og så startede den over tre timer lange tur tilbage til den modsatte side af øen og vores hotel.

Turen gik aldeles fint, bortset fra at benzinstanden blev mistænkeligt lav, det blev helt mørkt, og der var langt imellem byerne. Det lykkedes dog til sidst at få fyldt bilen op, og vi rundede Walmart og købte pizzaer, der bare skulle i ovnen. Ved 22.15-tiden kunne vi sætte os til bordet - vores vanlige feriestil var ved at indfinde sig! Efter en øl på terrassen var det sengetid - alle var udmattede efter en flot dag.