Vi har pakket færdig, da pigerne dukker op til morgenmad, og da opvasken er klaret, ringer de fra receptionen og siger, at taxien er ankommet. Få minutter efter er vi på vej til lufthavnen, og da det er lørdag, er der slet ikke den samme trafik, som i går. Vi har derfor 1½ time i lufthavnen, hvor vi kan ordne billeder på PC'en, skrive dagbog eller læse, inden det korte hop over til Big Island.
Jeg læser i et blad på flyet om surfere og deres
vanvittige leg med 30 meter høje bølger ... det må vi lige vende tilbage
til senere.
Det er en flot indflyvning over Big Island, og vi kan
se en vej langs en masse jungle og vandfald fra luften – den vej vi skal
køre på om kort tid.
Helt uden problemer får vi bagage og bil, så ved 13-tiden cruiser vi ud
i vores meget store van, hvor pigerne i vanlig stil ligger ned med
strakte ben og nyder livet. Det billede har vi set før.
Få miles fra Hilo Lufthavnen lokker et skilt med
”scenic route” os væk fra hovedvejen, og belønningen er lamslående. Vi
kører direkte ind i tæt junglebevoksning, hvor de grønne mure omkring
vejen næsten ikke tillader passage af to biler.
Med korte mellemrum skal vi over smalle broer, hvor kun én bil kan
passere, så vi lister os af sted men holder også ind, så vi kan gå
tilbage på broerne og nyde udsigten, der hver gang byder på små vandfald
og en endeløs frodighed.
Biologen iblandt os konstaterer, at disse planter må have alt, hvad de
skal bruge, ellers kunne her ikke være så overdådigt frodigt.
| Kortet, som vi fik udleveret i biludlejningen,
har markeret en State Park, som skulle have vandfald, så her
drejer vi ind i håb om også at kunne købe noget at drikke og
måske noget frokost. En lille butik får os til at dreje ind og
parkere den store bil, der lige kræver lidt tilvænning. En ældre
og meget fin japansk dame betjener os, og hun betragter med
begejstring vores piger og sammenligner ansigtstræk med moderen.
Hun roser dem også for ikke at bære make-up. Hun kæmper med sit
kasseapparat, og det hele må slås ind tre gange, før vi kan sige
pænt farvel og drage videre med et par sandwichs, chokolade og
noget drikkeligt. Øv! Den rare dame ansigt er desværrre skjult bag et skilt! |
 |
Kort efter dukker ”Akaka Falls State Park” op, og
vi slipper 5$ for at parkere og komme ind. Med vanlig amerikansk
grundighed er der støbt betonfortov med rustfrit stålgelænder hele
vejen rundt i parken, som er en rundtur på ca. 20 minutter. Pigerne er
helt vilde over bevoksningen, der også er imponerende og massiv. Her er
mange flotte og farverige blomster, og til vores overraskelse, ser vi
ikke et eneste insekt.
Vi kommer forbi et lille vandfald, inden vi når til højdepunktet, som er
det 135 meter høje Akaka Fall vandfald. Vi sætter os på rækværket og
spiser vores mad, mens vi betragter det flotte syn. På et skilt ved
vandfaldet læser vi om nogen fisk, som gyder i strømmen ovenfor
vandfaldet. Det betyder, at de svømmer ind fra havet og lige kravler de
442 fod op, inden de lægger æg. Det er ikke til at tro - men ikke desto
mindre sandt. Det er varmt nu, og vi har ikke solcreme på, så vi haster
tilbage til bilen.
Kort efter er vi tilbage på hovedvejen, og
landskabet ændrer sig nu dramatisk. Vi kommer ind i et område med svensk
fyrreskov, da vi kører opad, og snart efter ligner det bakkede grønne landskab et postkort
fra Bornholm. Da vi når den nordlige spids af øen er det som om, at
nogen har trukket en streg gennem øen og sagt: ”Her stopper det grønne”.
Landskabet er nu gold ørken, og mange skilte advare om den store
brandfare. Det kommer dog ikke som den store overraskelse for os, for vi
observerede den meget bratte overgang mellem grønt og gråt fra flyet ...
tydeligvis langs toppen af klippeøen.
Snart er der ikke mere brændbart men kun lava-klipper til alle sider, og
så langt, som vi kan se, er der flade strækninger, hvor man tydeligt
kan se, hvordan lavaen i sin tid har flydt.
Folk har dekoreret de sorte lavablokke med hvide sten, så over alt er
der små budskaber til levende og døde så som: ”We miss you Chris” eller
”S+H”. Alt sammen skrevet med de små hvide sten ... Lava Grafitti! Pudsigt!
Vi når frem til øens anden store by Kailua-Kona,
hvor vi skal bo. Helt uden problemer finder vi hotellet, som heldigvis
ligger et stykke væk fra det turist-gedemarked, som præger centrum af
byen ud mod vandet. Vi træder nu ind i en enorm lejlighed, hvor vi har
to store soveværelser, to badeværelser og en kombineret
køkken/spiseafdeling/stue, der hænger sammen via en bardisk.
Fra vores soveværelse og stuen kan man komme ud på altanen, som fra
anden sal skuer ud over pool-området, og har havet med brusende hvide
skumtoppe bagved. Larmen er voldsommere end Honolulu’s airconditiong,
men denne bølgemaskine-støj, kan man ligesom bedre leve med … det er
rent ud sagt fantastisk.
Efter at have pakket ud lokaliserer vi Walmart på
PC-kortet, og snart efter kører vi tilbage gennem turist-sumpen og
drejer ind mod Mekka. Signe udtaler efter få minutter i butikken, at
hendes liv har fået et boost, og Hanne får købt en stråhat, så hun kan
modstå solen!
Pigerne shopper vildt ind i det billige tøj, mens jeg sørger for øl, vin
og chips i den anden ende af butikken. Dette er kun ”en standard
Walmart-butik”, så de har ikke frisk frugt og kød. Det får vi efter 1½
times tøj-shopping i nabo-supermarkedet Safeway, hvor Hanne og jeg ofte
køber ind i, når vi kører på tværs af USA. Her er priserne lige ½ gang
højere end hos Walmart, men udvalget er også ekstremt lækkert.
Pigerne er lidt tid om at finde, hvad de vil have at spise, og da jeg nu
er meget air-conditioning-forkølet, fryser jeg og går ud i varmen, mens
pigerne betaler. Kort efter er vores enorme køleskab pænt fyldt op, og
vi kan nyde et glas vin, mens færdig-retterne blive varmet i
mikrobølgeovnen. Ingen har kræfter til at lave rigtig mad nu – klokken
er 21 før vi sætter os til bordet.
Nu er der kun tilbage at sætte sig ud på den mørke altan og nyde udsigten til den belyste pool og det hot-tub med bobler, som er meget populært – det er i hvert fald fyldt helt op med badende gæster indtil kl. 22.15, hvor pool-manden ankommer og lukker ned for denne dag. Vi lukker også ned, da vi er udmattede efter de mange indtryk, så alle kaster sig i seng … pigerne dog med fjernsynet tændt. Lejligheden har selvfølgelig tre store fladskærme. Intet er overladt til tilfældigheder her.