Fredag d. 13. juli 2012.                                                    RETUR

Morgenmaden er noget hurtigere end i går, så præcis kl. 8 tropper vi op i biludlejningen lige overfor hotellet og får udleveret en hvid Toyota Corolla. Den unge mand, som fører os op i garagen, forsøger at opgradere os til en ordentlig bil, da vi jo er 4 personer. For kun 15$ ekstra, kan vi får en stor benzin-sluger, men vi har rigeligt i den almindelige Corolla, som vi kort efter suser af sted i mod Pearl Harbour. Det er et kort stykke ud af Honolulu på motorvej H1 mod vest, og der er stadig parkeringspladser, da vi ankommer, så det tager vi som et godt tegn. En kollega havde advaret mig om, at der kunne være ventetid, men der er kun ganske få i køen til sikkerhedschecket. Pigerne søger straks mod toiletterne, og jeg stiller mig i den korte kø for at købe billet til ”The Arizona Memorial”, som er et aflangt hvidt kapel, der ligger ude midt i bugten over de 2000 døde, der stadig ligger nede i det sunkne krigsskib efter angrebet d. 7. december 1941.
Til venstre for mindesmærket ligger ”Mighty Mo”, som er kælenavnet for slagskibet Missouri, der har deltaget i adskillige krige og nu ligger her som museumsskib.

Her kommer det så: ”Der er billetter på færgen over til mindesmærket kl. 13!”. Det var ikke en del af planen, så jeg køber ikke billetter, men trasker i stedet tilbage til pigerne, og overbringer nyheden om, at det ikke bliver i dag, at vi skal se dette. Hanne foreslår, at vi bestiller billetter til sidst på dagen, men det vil ødelægge vores køretur, hvis vi skal planlægge ind med det, så vi beslutter at bruge en hel dag på dette sted, ”næste gang vi er på Hawaii” … vi skal herover en gang om vinteren og se de mange store hvaler, der migrerer forbi mellem november og februar. Vi slår et kort slag ned forbi vandet og kigger på ubåden, som ligger tæt på. Og "Arizona" nøjes vi med at kigge på senere, hvor vi ser satellitfotoet fra Google Earth, der tydeligt viser det sunkne skib lige under overfladen. En mere fysisk jordklode er malet på asfalten udenfor billetsalget, og her kan man se, hvor meget af jorden, der rent faktisk er dækket af vand. Pigerne står her på Hawaii ... midt mellem USA og Japan.

Vi runder også lige boghandleren for at købe lidt litteratur, men de har ikke den sædvanlige ”nationalpark bog”, så vi nøjes med at få en håndfuld af de små National Park-foldere, som vi samler på fra alle de mange parker i USA. Pigerne mener, at det er snyd, når vi ikke har været inde, men vi har jo set stedet, så DET tæller.

Nu suser vi så videre mod udsigtspunktet over Honolulu og Waikiki Beach, som er et gammelt vulkankrater, der kaldes ”Diamond Head”. Her er vi lige ved at blive afvist på parkeringen, da her er fyldt, men vi indvilliger i at vente, og holder i kø i kun ti minutter, da en ung mand fra en udsigtspost dirigerer os over til en ny tom plads. Så er det på med vandreskoene og op ad stien til toppen af krateret, hvor US Army har efterladt observationspunkter, så de kunne spejde ud over Stillehavet. Det glemte de vist 7. december i 1941!

Det er absolut umagen værd, for udsigten over Waikiki Beach med Honolulu's højhuse i baggrunden og det brusende lyseblå ocean foran er et fantastisk syn gennem det smalle hul i betonbunkeren.

På vej ud af bunkeren stødte jeg kameraet på betonvæggen, og det bekymrer mig, at jeg nu ikke kan lukke objektivet helt sammen … kan det tage billeder? Tilsyneladende, så vi skyder helt vildt fra toppen, og forsøger at få hinanden med i forgrunden.

Signe og Marie får øje på en kasket med en tvivlsom påskrift, som ligger på den forkerte side af afspærringen bekymrende nær på afgrunden, så uden at jeg opdager det, bliver hegnet forceret på trods af alverdens forbuds-skilte, og kasketten bliver indfanget. Åndssvage unger! Det billede kommer næppe på 2013-kalenderen.

Turen ned er nemmere, og pigerne glæder sig vildt til at få en frugt-smootie med mango, som blev spottet i en kiosk, inden vi gik op. Pigerne nyder den lækre og forfriskende drik, mens vi sidder i skyggen og køler af. Herligt at her var plads på parkeringen, for dette ville vi nødigt have undværet.

Næste mål var øens bedste snorkel-område, men ifølge Hawaii-bogen, så ville her næppe være plads på parkeringen midt på dagen, og klokken var lidt over middag, da vi ankom. Helt uden problemer kom vi ind på parkeringen, og jubelen var endeløs, da vi så udsigten fra toppen af klipperne ned over den smukke skærmede bugt, hvor kun lave bølger nåede frem til det koralrev, der skulle være fyldt med fisk og gøre det ideelt for snorkling.

Vi skulle lige igennem en biograf, hvor vi blev instrueret om alle de ting, som vi IKKE måtte gøre, når vi kom ned til revet. Man skal ikke røre noget, og man må specielt ikke træde på det skrøbelige rev, hvor fiskene spiser fra. Her var fine skifteforhold, så vi var hurtigt i badetøjet, og mens pigerne solede, tog Hanne og jeg den første tur med snorkel og maske hen over revet, hvor man kun lige kan flyde uden at strejfe de skarpe sten. Det gør det så endnu mere spændende, når en lille muræne kommer ud af sit hul og stirrer ondt på os, med sine små øjne ... og uhyggeligt mange skarpe tænder. Selv om den ikke var så stor, så har man ikke lyst til at komme helt tæt på den - altså mindre end en halv meter. Her er også en masse små og større fisk i mange flotte farver, så her er rigeligt at se på, selv om selve revet er næsten farveløst.

Vi holder skiftedag med pigerne, som forsvinder ud med deres udstyr og Signe’s dykkerkamera, så de kan forevige deres tur. De er ikke ude så længe og kommer ind igen med en bemærkning om, at vandet er grumset i forhold til f.eks. Ægypten. De er for godt vant! Alligevel må noget have fanget deres interesse, for de fotograferer længe noget i sandet - det viser sig at være små krabber. Hanne og jeg tager en tur til, og jeg får kameraet med i håb om at lokalisere murænen igen, men det lykkes ikke. I stedet skyder jeg en masse andre fisk, men det er lidt svært, når man ikke har briller på, og masken langsomt fyldet med meget koncentreret saltvand, da mit overskæg gør masken lidt utæt. Ved 15.30-tiden forlader vi denne fantastiske strand og køber lidt mad på vej ud, som bliver indtaget i bilen, inden vi fortætter på vores rundtur.

Vi havde forestillet og at tage hele øen rundt, men pga. både vandre- og badetur, må dette erstattes af en mindre rundtur i nærheden af Honolulu, som bringer os ud til lidt barskere kyst, hvor vi kan se højere bølger og skummende hvide brus, der rammer klipperne.

Et sted er der et lille ”blow hole”, der som på en hval skyder et damp-sprøjt op, hver gang en bølge rammer kysten. Selv om Marie nok overdriver lidt, så er blæsten meget voldsom her, så man klamrer sig til kameraet og rækværket.

Vi forlader dog skyndsomt stedet, da en bus fuld af identiske violette japanske børn overtager stedet under stort ståhej. Tokyo MÅ være mennesketom lige nu. Vi kommer nu ind i mørkere skyer, da vi kommer op i højderne, og bevoksningen minder totalt om jungle. Fugtigheden er nærmest klistrende, da vi står ud af bilen for at nyde udsigten, men på trods af, at det er Hawaii, så er her faktisk bidende koldt, så pigerne skutter sig og fryser.

Men flot er her, og her er så grønt over alt, at det næsten er selvlysende.

Vi skynder os ind i bilen og varmen, og mens vi suser ned ad bjerget, er det en ren grøn mur, der omkranser vejen omkring og over bilen. Hanne skyder ud gennem ruderne, og Marie tager et par billeder ud af sideruden for at fange dette fascinerende landskab.

Nu går vejen stejlt ned, og på under 200 meter skifter landskabet fra grøn jungle til beton-jungle, og vi er tilbage i Honolulu. Hanne guider os med sædvanlig sikkerhed gennem byen, og et kvarter før lukketid kl. 18 lander vi bilen og afleverer den lige foran hotellet, så vi er fri for at leje en plads på hotellets parkering natten over for at kunne aflevere den i morgen.

Det er øltid på terrassen, og pigerne smider sig herefter på sengen og studerer dagens billeder med høje grin og morsomme kommentarer.

Vi tager mere tøj på og trasker ganske kort ned mod vores dyre supermarked, hvor der ligger en "Chilis Restaurant" overfor. Her får vi laks og pigerne får pasta, og det bliver langt dyrere end i går, på trods af at det ikke var specielt lækkert … slet ikke i forhold til i går, hvor sushien var i særklasse. Vi runder lige supermarkedet for at købe en liter mælk til morgenmaden. Det er stadig rystende priser. Vi må håbe på, at vi finder billigere steder at købe ind senere på rejsen … ellers bliver det en meget dyr tur. Tilbage på hotellet styrter Signe og Marie direkte i seng, men Hanne og jeg tager de sidste to øl fra køleskabet. Det gælder om at tømme køleskabet. Vi nyder den i læ på altanen, til trods for at det blæser voldsomt udenfor.