Torsdag d. 12. juli 2012.                                                   RETUR

Langsom tilvænning til ferien i Honolulu

Jeg er oppe før de andre og kaster mig ned på hovedgaden, hvor vi spiste aftensmad i går. Her leder jeg efter et supermarked, så vi kan få noget morgenmad. Det lykkes hurtigt, men det viser sig at være en chokerende oplevelse. En pakke toast, som koster 15 kroner i Netto, ligger her til 36 kroner, så min sædvanlige "vi skal bare have det hele" bliver stærkt begrænset af min nærighed. Jeg bærer posen med maden hjem og frygter for mit liv, da posens indhold er en formue værd. Heldigis er gaden fyldt med mætte turister i Hawaiishorts på vej til stranden, så de er revnende ligeglade med min mad.
Vi rigger den helt store morgenmad til på altanen. Selv om vi er midt inde i en storby, så er man ikke i tvivl om, at man er på en tropisk ø - der er palmer over alt. Pigerne rister brød, og Hanne kæmper med kasserollen for at frembringe kaffe til alle. De små duer flokkes omkring os, og de napper alle krummer, der helt tilfældigt finder vej ned til gulvet. Specielt én due med klumpfod vinder sympati og får ekstra meget brød. Det er ikke kun på grund af den dårlige fod, at den vralter væk. Vi nyder vores første fridag og tager os god tid.


Nu ifører vi os korte bukser for at gå en tur ned til stranden, og ganske kort tid efter står vi på Waikiki Beach, der anses for at være en af de største turistmål på Oahu og Honolulu, og stranden regnes for at være én af verdens flotteste ved en storby. Vi er i surfer-land, og det første syn, der møder os, er rækkevis af surfboarrds, der står linet op og er klar til udlejning til turisterne. Der er ikke særligt høje bølger i dag, så det trækker nok ikke rigtigt.


Her er ikke grotesk mange mennesker endnu, så vi kan snildt slendre ned ad stranden i vandkanten og soppe i det varme vand, som skyller op på stranden over vores ben. I det fjerne kan man se "Diamond Head"-bjerget, som vi planlægger at besøge i morgen.

Vi finder et sted at købe noget at drikke, og så slår vi os ned og betragter surferne og mylderet af mennesker. Tokyo må være mennesketom på dette tidspunkt, for alle japanere er vist her. Men Hawaii er jo også midt mellem det amerikanske fastland og de japanske øer, så det er lige oplagt for begge parter at tage herud midt i Stillehavet for at holde ferie. Der er mange forskellig fartøjer langs stranden, men vandcykler med gigantiske gule padle-hjul tager prisen som de mest besynderlige.


Her er også et væld af blomster, og ikke overraskende ... Hawaii-blomster i adskillige farver.

Pigerne vil shoppe lidt, og Hanne har lovet en kollega at tage et fotografi af det sted, hvor Elvis Presley holdt sin berømte come-back koncert ”Aloha from Hawaii” i 1973. Vi stiler derfor mod ”The Neal Blaisdell Center”, som ligger et godt stykke væk. På vejen passerer vi lystbådehavnen, hvor store fisk tager for sig af retterne fra bådene, og vi får et kig på dele af Honolulu, som ikke er højhuse. Vi krydser igennem en stor ”mall” med masser af butikker, og jeg får formedes 26 dollar udskiftet batteriet i mit ur – det er vildt dyrt – jeg kunne få et nyt ur for de 150 kr! Til gengæld falder vi over et par meget flotte badeshorts til mig, mens vi venter på uret, så jeg bliver den første der shopper på denne tur.

Koncertsalen er et flot stor østersskal, der er omkranset af et område med vand som sender bølgende refleksioner op mod taget. Inde i selve centeret er der en fødevare-konference, og en dame spørger os, om vi har fundet den spændende. Hanne fortæller hende, at vi skam kun er her for at tage et billede af bygningen, og den rare dame peger os tilbage i retning mod en statue af selveste Elvis udenfor bygningen. Kort efter står vi ved ham, og vi bliver på skift foreviget sammen med "The King".


En plade foran statuen fortæller, at netop denne koncert var den første TV-koncert i verden, der blev transmitteret direkte via satellit. Utroligt så langt man er nået siden 1973. I dag kan intet ske uden at det øjeblikkeligt kan ses over alt på jorden.

Vi trasker nu tilbage mod hotellet. Her er flotte fugle i græsrabatten midt i byen, og vi passerer en del store, flotte bygninger, inden vi krydser floden, som er en afvandingskanal fra bjergene. Langs floden er der en flot allé, hvor en del folk søger ly i skyggen.


50 meter fra hotellet får vi en sms fra pigerne, der nu også er på vej tilbage, så kort tid efter mødes vi til væskeindtag på altanen. De viser deres shopping frem, og jeg praler med mine flotte nye badeshorts.
Signe mangler at afsende den sidste rapport fra Roskilde Festivalen, så hun bliver på værelset for at skrive, mens Marie, Hanne og jeg ifører os badetøj og opsamler badehåndklæder i receptionen på vej ud. Kort efter ligger vi og sopper i det varme vand, mens vi kigger tilbage mod stranden og de flotte strandhoteller. Man går kun op af vandet, fordi man er ved at gå i opløsningen – vandet er vel lige under de 30 grader. Det er meget salt, og det er så ”mælket” af sandpartikler, at man ikke kan se mere end 10 cm ned i det. Det er nok disse partikler, der giver den nærmest fluorescerende lyseblå farve, der er så smuk.

Vi går direkte tilbage til hotellet, hvor vi bruser saltet af, og så er det øltid på altanen. Det er ved at blive mørkt, og vi er sultne og lidt trætte. Vi har absolut stadig jet-lag efter at have forskudt døgnet 12 timer. Pigerne har spottet en masse små restauranter i det center, hvor de shoppede, så der går vi over og kigger efter aftensmad. Nogle steder er vildt dyre, men en japansk sushi-fiskerestaurant ser lovende ud. Marie er for træt til at vente en halv time på bord, så vi går videre, men efter et kvarters forgæves søgen, vender vi alligevel tilbage, og det fortryder vi ikke. Mens vi venter i baren med en drink, kan vi se, hvad bartenderen anbefaler af mad til bar-gæsterne, der spiser, så da vi kommer over til bordet, ved jeg præcis, hvad jeg vil have.

Rå tun-skiver på salat og en ”Red Dragon”, som er en sushi-rulle med rejer, tun og rød rogn på toppen. Det er ufatteligt lækkert, og pigerne er også meget begejstrede for deres valg. Og så må man sige, at det er den rene kunst, vi indtager.

Proppede og mætte vakler vi over gaden og ind i vores supermarked for at købe en liter mælk og et brød, og her støder vi på en anden dansk familie, der er ved at få et hjerteslag over priserne. ”36 kroner for en pakke toast-brød”, lyder det indigneret gennem butikken. Vi nøjes med at smile og tager mælken.
Tilbage på altanen får vi lige en øl, inden vi styrter om. Vi glemmer at lukke døren ud til altanen, men selv de støjende airconditionerings ventilatorer på taget overfor kan ikke holde os vågne.

Retur til toppen.