Vi rigger den helt store morgenmad til på altanen. Selv om vi er midt inde i en storby, så er man ikke i tvivl om, at man er på en tropisk ø - der er palmer over alt. Pigerne rister brød, og Hanne kæmper med kasserollen for at frembringe kaffe til alle. De små duer flokkes omkring os, og de napper alle krummer, der helt tilfældigt finder vej ned til gulvet. Specielt én due med klumpfod vinder sympati og får ekstra meget brød. Det er ikke kun på grund af den dårlige fod, at den vralter væk. Vi nyder vores første fridag og tager os god tid.
Nu ifører vi os korte bukser for at gå en tur ned til stranden, og ganske kort tid efter står vi på Waikiki Beach, der anses for at være en af de største turistmål på Oahu og Honolulu, og stranden regnes for at være én af verdens flotteste ved en storby. Vi er i surfer-land, og det første syn, der møder os, er rækkevis af surfboarrds, der står linet op og er klar til udlejning til turisterne. Der er ikke særligt høje bølger i dag, så det trækker nok ikke rigtigt.
Her er ikke grotesk mange mennesker endnu, så vi kan snildt slendre ned ad stranden i vandkanten og soppe i det varme vand, som skyller op på stranden over vores ben. I det fjerne kan man se "Diamond Head"-bjerget, som vi planlægger at besøge i morgen.
Vi finder et sted at købe noget at drikke, og så slår vi os ned og
betragter surferne og mylderet af mennesker. Tokyo må være mennesketom
på dette tidspunkt, for alle japanere er vist her. Men Hawaii er jo også
midt mellem det amerikanske fastland og de japanske øer, så det er lige
oplagt for begge parter at tage herud midt i Stillehavet for at holde
ferie. Der er mange forskellig fartøjer langs stranden, men vandcykler
med gigantiske gule padle-hjul tager prisen som de mest besynderlige.
Her er også et væld af blomster, og ikke overraskende ...
Hawaii-blomster i adskillige farver.
Pigerne vil shoppe lidt, og Hanne har lovet en kollega at tage et
fotografi af det sted, hvor Elvis Presley holdt sin berømte come-back
koncert ”Aloha from Hawaii” i 1973. Vi stiler derfor mod ”The Neal
Blaisdell Center”, som ligger et godt stykke væk. På vejen passerer vi
lystbådehavnen, hvor store fisk tager for sig af retterne fra bådene, og
vi får et kig på dele af Honolulu, som ikke er højhuse. Vi krydser
igennem en stor ”mall” med masser af butikker, og jeg får formedes 26
dollar udskiftet batteriet i mit ur – det er vildt dyrt – jeg kunne få
et nyt ur for de 150 kr! Til gengæld falder vi over et par meget flotte
badeshorts til mig, mens vi venter på uret, så jeg bliver den første der
shopper på denne tur.
Koncertsalen er et flot stor østersskal, der er omkranset af et område
med vand som sender bølgende refleksioner op mod taget. Inde i selve
centeret er der en fødevare-konference, og en dame spørger os, om vi har
fundet den spændende. Hanne fortæller hende, at vi skam kun er her for
at tage et billede af bygningen, og den rare dame peger os tilbage i
retning mod en statue af selveste Elvis udenfor bygningen. Kort efter
står vi ved ham, og vi bliver på skift foreviget sammen med "The King".
En plade foran statuen fortæller, at netop denne koncert var den første
TV-koncert i verden, der blev transmitteret direkte via satellit.
Utroligt så langt man er nået siden 1973. I dag kan intet ske uden at
det øjeblikkeligt kan ses over alt på jorden.
Vi trasker nu tilbage mod hotellet. Her er flotte fugle i
græsrabatten midt i byen, og vi passerer en del store, flotte
bygninger, inden vi krydser floden, som er en afvandingskanal fra
bjergene. Langs floden er der en flot allé, hvor en del folk søger ly i
skyggen.
50 meter fra hotellet får vi en sms fra pigerne, der nu også
er på vej tilbage, så kort tid efter mødes vi til væskeindtag på
altanen. De viser deres shopping frem, og jeg praler med mine flotte nye
badeshorts.
Signe mangler at afsende den sidste rapport fra Roskilde Festivalen, så
hun bliver på værelset for at skrive, mens Marie, Hanne og jeg ifører os
badetøj og opsamler badehåndklæder i receptionen på vej ud. Kort efter
ligger vi og sopper i det varme vand, mens vi kigger tilbage mod
stranden og de flotte strandhoteller. Man går kun op af vandet, fordi man er ved
at gå i opløsningen – vandet er vel lige under de 30 grader. Det er
meget salt, og det er så ”mælket” af sandpartikler, at man ikke kan se
mere end 10 cm ned i det. Det er nok disse partikler, der giver den
nærmest fluorescerende lyseblå farve, der er så smuk.
Vi går direkte tilbage til hotellet, hvor vi bruser saltet af, og så er
det øltid på altanen. Det er ved at blive mørkt, og vi er sultne og lidt
trætte. Vi har absolut stadig jet-lag efter at have forskudt døgnet 12
timer. Pigerne har spottet en masse små restauranter i det center, hvor
de shoppede, så der går vi over og kigger efter aftensmad. Nogle steder
er vildt dyre, men en japansk sushi-fiskerestaurant ser lovende ud.
Marie er for træt til at vente en halv time på bord, så vi går videre,
men efter et kvarters forgæves søgen, vender vi alligevel tilbage, og
det fortryder vi ikke. Mens vi venter i baren med en drink, kan vi se,
hvad bartenderen anbefaler af mad til bar-gæsterne, der spiser, så da vi
kommer over til bordet, ved jeg præcis, hvad jeg vil have.
Rå tun-skiver
på salat og en ”Red Dragon”, som er en sushi-rulle med rejer, tun og rød
rogn på toppen. Det er ufatteligt lækkert, og pigerne er også meget
begejstrede for deres valg. Og så må man sige, at det er den rene kunst,
vi indtager.
Proppede og mætte vakler vi over gaden og ind i vores supermarked for at
købe en liter mælk og et brød, og her støder vi på en anden dansk
familie, der er ved at få et hjerteslag over priserne. ”36 kroner for en
pakke toast-brød”, lyder det indigneret gennem butikken. Vi nøjes med at
smile og tager mælken.
Tilbage på altanen får vi lige en øl, inden vi styrter om. Vi glemmer at
lukke døren ud til altanen, men selv de støjende airconditionerings
ventilatorer på taget overfor kan ikke holde os vågne.