Onsdag d. 11. juli 2012.                                                    RETUR

Der er MEGET langt til Honolulu

Som så ofte før når vi skal rejse langt, skal vi meget tidligt op. Vækkeuret ringer klokken 04.00, og vi er temmelig bombede, da vi ikke har sovet meget, og dagene op til afrejsen har været stressede for at få alt på plads til 4 ugers fravær. Kufferterne står pakkede og klar i gangen, så det er bare at tage dem og gå ned på vejen ... hvor nabo-Mikael ved et mirakel står og venter på os. Ved et totalt tilfælde skal han i lufthaven netop nu for at flyve til Portugal, men vi fik det heldigvis at vide for et par dage siden, så vi vidste at vi slap for at gå til stationen og tage det første S-tog. Det ville også have givet os en lidt stram tidsplan - nu havde vi i stedet god tid, og vi ville endda have tid til at sidde og få lidt morgenmad i lufthavnen.

Vi møder pigerne i lufthavnen og finder et sted, hvor vi kan spise morgenmad. Flyet til London letter 7.50, dvs. det er en halv time forsinket, men heldigvis har vi god tid til næste fly, så der er ingen stress. I gaten i London er personalet meget hjælpsomt, og vi får dem til at printe vores boardingkort ud til flyet fra Los Angeles til Hawaii. Dem kunne vi ikke printe ud hjemme, og det er rart at have dem, hvis vi pludselig står og mangler tid i LA. Flyet videre mod Los Angeles afgår dog til tiden, og det er en tur på 11 timer. Det er lang tid at sidde stille, men heldigvis har British Airways installeret små skærme i sædet foran, så man enten kan se film eller følge med på et kort, hvor man er på ruten og hvor langt tid, der er tilbage af turen.

Vi sidder midt i flyet, så vi har ikke vinduer. Til gengæld er der et lille vindue bagerst i flyet ved toilettet, så her står vi en del og nyder udsigten ned på isen over det nordlige Canada, da vi flyver over den store Hudson Bay. Her er ufatteligt stort og øde, ingen byer og ingen veje, så det er nok ikke lige et sted, man holder ferie.

Den lille skærm viser også hele jordkloden oplyst af solen, dvs. kun et lille udsnit er oplyst, da der er nat resten af stederne. Da vi flyver mod vest, følger vi solen, og således har vi sollys på hele turen.

Flyet kan næsten nå at følge med solen. Således tager flyveturen til London ikke 1 time og 40 minutter, men kun 40 minutter, og solen har kun flyttet sig 3 timer, da vi efter 11 timers flyvning har flyttet os 8 tidszoner fra London til Los Angeles. Det er ikke underligt, at kroppen bliver kulret af dette. Derfor er klokken kun 15, da vi sætter fødderne på amerikansk jord og skal igennem immigrationen, som ofte kan være et helvede.

Current Sunlit Earth

Vi slipper dog nemt igennem denne gang, og vi finder uden problemer vores kufferter, som vi skal bære ca. 100 meter igennem tolden, inden vi sætter dem op på et nyt transportbånd, så de kan fortsætte deres tur til Honolulu på Hawaii.

Vi køber et par sandwichs og lidt vand til en horribel pris, men vi er sultne, og der er ikke nogen servering på den 5½ time lange tur ud over Stillehavet. Vi er nu dødtrætte, så vi falder alle i søvn i de meget umagelige stole på Hawaiian Airlines. Vi flytter os endnu tre tidszoner, så klokken er 20.55 lokal Hawaii-tid, da vi lander, og nu er solen løbet fra os, og det er mørkt. Vores maver og søvnbehov siger, at klokken er 9 om morgenen, så forvirringen er total.

Da vi er fløjet "lokalt" i USA mellem to stater, er der ingen problemer med at komme videre, og vores kufferter kommer til alles store glæde hurtigt ud på rullebåndet. Vi griber dem og finder en taxi, som på 20 minutter kører os midt ind i Honolulu, hvor Hotel Ilima venter på os for de næste tre nætter.
Det er ufatteligt fristende at kaste os på sengene, men det går ikke at sove nu.

Vi er nødt til at have noget at spise, men klokken er 22.30 lokal tid, og ikke mange restauranter har åbent på denne tid. De venlige folk i receptionen kan dog udpege Denny's på Kuhio Avenue nr. 2345, som har åbent 24 timer i døgnet, hvis man kan leve med, at maden ikke er overdådig.

Vi kan leve med hvad-som-helst nu, og Denny's viser sig at være den typiske amerikanske "diner", som serverer rimelig og meget billig mad. Eneste ulempe er, at de ikke må servere øl, men det ser vi stort på nu. Deres fisk og pommes frites er fantastiske på dette tidspunkt, og min mexikanske tallerken er også fin, så alle bliver mere end mætte.

Vi runder en kiosk på vej hjem og køber et par øl, så vi kan afslutte dagen på vores altan, hvor det nu er bælgmørkt, så vi kan nyde stjernerne på den klare himmel. Det blæser og suser i palmerne, men det er stadig meget lunt, så det er ikke noget problem at sidde her.

Det er efter midnat, før vi kravler ind i vores senge ... det er nu 32 timer siden, vi stod op i Birkerød. Der er MEGET langt til Honolulu.

Retur til toppen.