Vi møder pigerne i lufthavnen
og finder et sted, hvor vi kan spise morgenmad. Flyet til London letter
7.50, dvs. det er en halv time forsinket, men heldigvis har vi god tid
til næste fly, så der er ingen stress. I gaten i London er personalet
meget hjælpsomt, og vi får dem til at printe vores boardingkort ud til
flyet fra Los Angeles til Hawaii. Dem kunne vi ikke printe ud hjemme, og
det er rart at have dem, hvis vi pludselig står og mangler tid i LA.
Flyet videre mod Los Angeles afgår dog til tiden, og det er en tur på 11
timer. Det er lang tid at sidde stille, men heldigvis har British
Airways installeret små skærme i sædet foran, så man enten kan se film
eller følge med på et kort, hvor man er på ruten og hvor langt tid, der
er tilbage af turen.
Vi sidder midt i flyet, så vi har ikke vinduer. Til gengæld er der et
lille vindue bagerst i flyet ved toilettet, så her står vi en del og
nyder udsigten ned på isen over det nordlige Canada, da vi flyver over
den store Hudson Bay. Her er ufatteligt stort og øde, ingen byer og
ingen veje, så det er nok ikke lige et sted, man holder ferie.
| Den lille skærm viser også hele jordkloden oplyst af solen, dvs. kun
et lille udsnit er oplyst, da der er nat resten af stederne. Da vi
flyver mod vest, følger vi solen, og således har vi sollys på hele
turen. Flyet kan næsten nå at følge med solen. Således tager flyveturen til London ikke 1 time og 40 minutter, men kun 40 minutter, og solen har kun flyttet sig 3 timer, da vi efter 11 timers flyvning har flyttet os 8 tidszoner fra London til Los Angeles. Det er ikke underligt, at kroppen bliver kulret af dette. Derfor er klokken kun 15, da vi sætter fødderne på amerikansk jord og skal igennem immigrationen, som ofte kan være et helvede. |
 |
Vi slipper dog nemt igennem denne gang, og vi finder uden problemer
vores kufferter, som vi skal bære ca. 100 meter igennem tolden, inden vi
sætter dem op på et nyt transportbånd, så de kan fortsætte deres tur til
Honolulu på Hawaii.
Vi køber et par sandwichs og lidt vand til en horribel pris, men vi
er sultne, og der er ikke nogen servering på den 5½ time lange tur ud
over Stillehavet. Vi er nu dødtrætte, så vi falder alle i søvn i de
meget umagelige stole på Hawaiian Airlines. Vi flytter os endnu tre
tidszoner, så klokken er 20.55 lokal Hawaii-tid, da vi lander, og nu er
solen løbet fra os, og det er mørkt. Vores maver og søvnbehov siger, at
klokken er 9 om morgenen, så forvirringen er total.
Da vi er fløjet "lokalt" i USA mellem to stater, er der ingen
problemer med at komme videre, og vores kufferter kommer til alles store
glæde hurtigt ud på rullebåndet. Vi griber dem og finder en taxi, som på
20 minutter kører os midt ind i Honolulu, hvor Hotel Ilima venter
på os for de næste tre nætter.
Det er ufatteligt fristende at kaste os på sengene, men det går ikke at
sove nu.
Vi er nødt til at have noget at spise,
men klokken er 22.30 lokal tid, og ikke mange restauranter har åbent på
denne tid. De venlige folk i receptionen kan dog udpege Denny's på Kuhio
Avenue nr. 2345, som har åbent 24 timer i døgnet, hvis man kan leve med,
at maden ikke er overdådig.
Vi kan leve med hvad-som-helst nu, og
Denny's viser sig at være den typiske amerikanske "diner", som serverer
rimelig og meget billig mad. Eneste ulempe er, at de ikke må servere øl,
men det ser vi stort på nu. Deres fisk og pommes frites er fantastiske
på dette tidspunkt, og min mexikanske tallerken er også fin, så alle bliver mere end mætte.
| Vi runder en kiosk på vej hjem og køber et par øl, så vi kan afslutte
dagen på vores altan, hvor det nu er bælgmørkt, så vi kan nyde
stjernerne på den klare himmel. Det blæser og suser i palmerne, men det
er stadig meget lunt, så det er ikke noget problem at sidde her. Det er efter midnat, før vi kravler ind i vores senge ... det er nu 32 timer siden, vi stod op i Birkerød. Der er MEGET langt til Honolulu. |
 |