Tirsdag d. 26. april 2011.                       RETUR

I dag skulle vi køre til vores endelige mål: San Diego ved Stillehavets kyst. Vi havde lagt en rute, der var lidt mere spændende en den direkte motorvej, for vi kunne ikke ankomme til vores hotel før klokken 16. Vi behøvede slet ikke at røre ved speederen på vej ud af Yucca Valley og videre vestpå, da det gik voldsomt ned ad bakke de første 60 kilometer. Lige udenfor byen dukkede en enorm vindmøllepark op - vi har aldrig set så mange - og forskellige - vindmøller på ét sted.

Vi kørte faktisk rund om hele Joshue Tree parken, og det første os igennem Palm Springs, byen som blev "opfundet" i 1920'erne af de rige Hollywood-stjerner, der nød klimaet her, når de flygtede fra Los Angeles. San Jacinto-bjergene giver skygge om eftermiddagen, så det dæmper den værste hede. Og varme kilder er her skam også. Hanne fører os sikkert gennem byen, og mens vi cruiser på "Bob Hope Drive" passerer vi gader med navne som "Frank Sinatra Drive".

Vi så de grønneste plæner og de smukkeste blomster i denne ørkenby - kors hvor må de bruge meget vand til kunstvandingen.

Syd for Palm Springs var der frugtplantager over alt. Appelsinerne hang allerede på træerne, der var oceaner af små og store palmer i snor-lige rækker, her var vinranker - her var i det hele taget meget grønt. Hvor hulen får de vandet fra i denne ørken?

Her var også en masse tykke, ældre mænd, som slendrer rundt med deres golfkøller på et tæppe af græs, men slår de meget skævt, så må de ud i ørkenen og finde bolden. Man er ikke i tvivl om, hvor kunstvandingen stopper. Dette lyskryds er tilsyneladende grænsen for byens vandforsyning.

Her ligger en enorm salt-sø, og som altid når vandet er salt, så er man under havets overflade ... faktisk præcis 50 meter nede. Da vi midt ud for denne sø drejede af mod Borrego Springs, kørte vi direkte ind i gold ørken, og de næste mange timer var én lang opstigning til 1300 meters højde. På satellitfotoet er det nemt at se, hvor det grønne Californien møder ørken-Californien og ørken-Arizona.

Kun de sædvanlige tørre græstoppe antydede, at der måtte komme regn en gang imellem i dette ørkenområde. Den første del af området var meget bakket, og det blev brugt af folk med benzin i blodet til at ræse rundt i ørkenen - der var tydelige sport efter små tre- og firehjulede motorcykler.

Midt ude i denne ørken ligger Borrego Springs, og her var også tydeligt mere grønt, selv om der var længere mellem husene end i en almindelig by. Igen må man undre sig over, hvordan de får vand, og ved at kigge på Internettet kan man da også konstatere, at det er et enormt problem. Vandet bliver hentet i jorden, men grundvandet falder to fod hvert år, så det er kun et spørgsmål om tid, før man ikke kan gøre det længere.

Efter to timer var vi ude på lidt større veje igen, og nu begyndte en timelang tur gennem meget snoede bjergveje i Anza-Borrego Desert State Park. Med højden blev det både køligere og mere grønt. Det var smukt at se, hvordan ørken blev afløst af kaktusser, og vi glædede os over bælter af Cholla-kaktusser, som havde begejstret os så meget i Joshua Tree-parken. Kaktusserne blev til buske, buskene blev til træer, og til sidst var vi inde i områder, som lignede noget fra Sverige eller Norge med farvede træhuse, små søer og masser af skov.

Det var alligevel noget skræmmende, for enorme områder af disse træer var brændt - tydeligvis for få år siden, og indimellem lå huse, der umuligt kunne have overlevet dette inferno omkring Lake Cuyamaca, hvor 25.000 hektar cederskov brændte i 2003.

Disse rystende billeder har jeg hugget fra en side på Internettet.

Til sidst kunne vi ikke "snørkle" os igennem flere områder men ramte motorvejen, som i flyvende fart og med temmelig meget trafik bragte os ind til San Diego. Vi boede i hotel-kvarteret, som er snedigt anbragt mellem tre motorveje tæt på de store forlystelsesparker. Det giver dog den udfordring, at drejer man forkert én gang, så er man ude på en motorvej i stedet for at komme ind til sit hotel. Det lykkedes at havne i en forkert bane kun 200 meter fra hotellet, så vi kom ud på en større rundtur i San Diego, inden vi i næste forsøg kom ind i den rigtige bane. Helt usædvanligt for os var vi allerede på hotellet 14.30, men det var intet problem at checke ind, så kort efter var bilen HELT tømt, og vi flød på kanten af en lækker pool og nød tilværelsen - på trods af den enorme støj fra motorvejene!

Efter en times tid besluttede vi os for at gå ind til San Diego Old Town, som ifølge kortet fra receptionen kun lå 1-2 kilometer væk på samme vej som hotellet. Vi begyndte at traske hen ad fortovet i det dejlige vejr. Efter 500 meter stoppede fortovet - nu var der kun en smal hvid streg på kørebanen mellem lodret buskads og bilerne på vejen. Vi fortsatte! 500 meter længere fremme blev buskadset erstattet af lodret klippe og vejarbejde, og nu turde vi ikke gå længere, da vi så skulle ud og gå på motorvejen. Vi vendte derfor om og spildte på denne måde næsten en time. I receptionen blev vores irritation ikke mindre, da receptionisten sagde, at man ikke kunne gå ind til Old Town, og at det var meget svært at finde parkering derinde. Hvor smart er det lige at placere hoteller, så man KUN kan køre til og fra dem og tilmed kun køre hen til en seværdighed, som er fyldt med restauranter og alkohol, og det så er et område, hvor der ikke må køre biler! Vi besluttede os for at tage chancen med bilen og så køre tilbage for at spise ved hotellet. I bilen kunne vi se, at vi blot skulle have forceret vejarbejdet, så havde vi været inde i byen, så under én kilometer fortov ville have gjort turen mulig til fods. Hvad tænker de på i USA?

Selve "Old Town" var en "State Park", som bestod af originale eller genopførte gamle huse, og det hele var arrangeret op til to motorveje og togstationen, så støjen var intet mindre end imponerende. Parken var da meget hyggelig, men det hele virkede lidt for kunstigt, og antallet af souvenir-butikker og barer fik interessen for at blive der længe til at forsvinde. Dog lokkede bolsjebutikken så meget, at vi fandt ind i den og købte lidt.

Vores bøger beskrev stedet som "sydende af liv" sidst på eftermiddagen, men det var ikke tilfældet, og derfor havde det også været let at finde en parkeringsplads.


Til gengæld var her proppet af unge mennesker og smarte biler i den tilstødende gade, og det var en farvestrålende og festlig oplevelse, hvor specielt blomsterne og palmerne imponerede.

Stop-mætte tog vi 15-skridts-turen tilbage, og da poolen var tom, satte vi os ned i den varme spa og "sizzlede" videre selv. Efter en halv time var vi kogte, mætte og klar til at gå i seng.