Mandag d. 25. april 2011.                      RETUR

Klokken var 8.30, da vi vågnede, så vi var lidt under pres, da morgenmaden sluttede kl. 9. Heldigvis kunne vi bare tage et par joggebukser på, åbne terrassedøren og traske de 20 skridt over den lukkede gårdsplads med sten og kunstgræs. Vi stablede kaffe, ristet brød, kogte æg, cornflakes og juice på bakker og endte tilbage på terrassen, så vi kunne nyde den fornemme fødselsdagsmorgenmad i solskinnet. Jeg fik læst de "tillykke-SMS'er", der var ankommet, og Hanne ringede til sin mor for at gratulere hende på vores fælles fødselsdag.

Så satte vi os i bilen og kørte de 15 minutter til Visitors Center for Joshua Tree National Parken. Her købte Hanne et flot tekrus og en krukke, men de havde ikke nogen fotobog til samlingen - lidt underligt. Vi fik vores kort og park-folder til samlingen og kunne 5 kilometer længere nede ad vejen fremvise vores årskort til rangeren i indgangen, så vi kom gratis ind. Rangeren konstaterede, at der nok ville være væsentlig mere fredeligt i parken i dag efter at påsken og gratis-dagene var overstået.

Der var alligevel en hel del besøgende, og ligesom os stoppede de op for at forevige de besynderlige krogede og kringlede kaktustræer med få eller rigtigt mange små strit-buske for enden af grenene. Væksten har næsten lige så mange navne, som den har former, for den kaldes også for en Yucca Palme, et Yucca Træ og en kombination af alle ordene. Navnet "Joshua Træ" skyldes de mormoner, der rejste gennem Mohave-ørkenen i midten af 1800-tallet. De mente at træet lignede en bibelsk figur, der strakte sine arme mod himlen. Det virker som om, at alle træerne forsøget at være forskellige. Nogle har få arme, nogle ligner store træer, og andre er slanke med to-tre lodrette stammer.

På trods af forskelligheden får man en fornemmelse af at skue ud over den afrikanske savanne, hvor tusindvis af besynderlige dyr græsser. Baggrunden i denne vestlige del af parken er kolossale, lyse klippesten, der ser ud som om, at de er formet i en blød mase af store hænder, hvorefter de er klasket ovenpå hinanden - nogle besynderlige kontraster med Joshua-træerne i forgrunden.

Vi nåede frem til Hidden Valley, som er en lille klippe-omkranset dal, der ifølge legenden har været brugt af kvægtyve til at gemme deres bytte. Hvis det var sandt, så var stedet perfekt, for en smal sti ind mellem de store klippeblokke afslørede et lille stykke ørken-paradis omsluttet af klipper. Her var spækket med kaktus og lav bevoksning, og meget blomstrede i næsten selvlysende farver, så rundturen var et sandt orgie af indtryk.



Her var også små egern og en del store firben, der villigt poserede i solen, mens vi fotograferede.

Her var også en del bjergklatrere, der var ved at gøre sig klar til dagens klatretur.

To var allerede ved at nå toppen et sted, og det gav et godt indtryk af størrelsen på klipperne - de er noget højere, end man først tror.

Mange af kaktusserne blomstrede, og de bogstaveligt talt summede af liv. Dyrene skal nok være på stikkerne i den korte periode, hvor noget blomstrer her i ørkenen.

Vi kørte nu ud til det højeste punkt i parken, hvor der er udsigt til bjerge med sne, men dalen under os var noget diset - nok mest pga. forurening fra Los Angeles, hvis man skulle tro på skiltene ved rækværket.

Vi forsøgte at ringe hjem, men måtte nøjes med at SMS'e pga. den ringe mobil-dækning, da Farmor havde forsøgt at ringe for at sige tillykke.

Næste stop var ½ mils rundtur ved en naturlig klippebue. Hanne skulle lige have skiftet sine nye sandaler ud med vandresko, og så var vi klar til at klatre over de store sten for at komme hen til natur-kunstværket. Da vi ankom, var en far ved at dirigere rundt med sine to børn på stenbuen, så han kunne få de bedste billeder. Drengen blev bedt om at gå hen over buen - noget der lignede en lidt halsbrækkende manøvre.

Derfor måtte jeg selvfølgelig også prøve det samme, da ungerne var væk, men stenen var ru som sandpapir korn-10, så det kostede et skrabet knæ, og jeg var mindre dumdristig end drengen, så jeg opgav at balancere hele vejen hen over den.

Vi ville gerne hjem og sole lidt ved pølen, men ét punkt til i parken skulle være et "must". "Cholla Cactus Garden" ligger på grænsen mellem det bakkede område med Joshua træer og den østlige del af parken, og vores folder havde "advaret" os om, at to økosystemer mødes her. Alligevel bliver man vildt imponeret, når man kører mod øst, og ser hvordan Mohave-ørkenen falder brat mod den totalt flade Colorado-ørken mod sydvest.

På skråningen mellem disse to vidt forskellige verdener holdt vi ind ved Cholla Cactus Garden, der må være noget af det mest fascinerende bevoksning vi har set. Mandshøje tynde kaktusser, der er helt brune, indtørrede og behårede for neden, men som i toppen er fine grønne og tilmed med gule blomster. De grønne toppe har millioner af hårtynde nåle strittende ud til alle sider, og disse nåle oplyses som strålende glorier af solen.

Kaktusserne står tæt, og tilsammen danner de et fantastisk syn. Hanne og jeg vandrede længe rundt i denne labyrint af selvlysende, mandshøje, frosne edderkopper uden at det på nogen måde var skræmmende - tværtimod. Tilbage i bilen spiste jeg den indkøbte sandwich fra i går, mens Hanne ryddede blandingen af frisk frugt med melon, jordbær, ananas, blåbær og meget andet under højlydt jublen.

Klokken var næsten 16, så nu gik det direkte ud af parken og tilbage til poolen. Det blæste kraftigt, og tykke skyer af rødt støv fejede hen over den store vej, da vi var ude af parken - ville der være støvstorm ved poolen? Absolut ikke! Vandet var 23 grader, og solen tørrede os hurtigt. Alligevel var det lige koldt nok 17.30, så vi blev fristet til at gå i det udendørs boblebad, der er varmet op til 100 Fahrenheit - altså menneske-temperaturen på 37 grader. Kogte som krebs slæbte vi os ind i gårdhaven og nød et glas koldt hvidvin, mens vi læste og skrev dagbog. Tilværelsen er ikke nem ... men hva' ... man har kun fødselsdag én gang om året.