Søndag d. 24. april 2011.                       RETUR

Uret ringede kl. 7, da vi havde en lang køredag foran os. Vi var derfor tidligt nede ved Yavapei Point for at sige farvel til Grand Canyon - stedet hvor vi havde forsøgt at se solnedgang to gange.


Udsigten er væsentlig anderledes i morgenlyset, og nu hvor der var lys nede på floden, kunne vi se Phantom Ranch og gangbroen over Colorado-floden.

Vi susede ud af parken til byen Tusayan, hvor vi spiste morgenmad hos McDonalds med udsigt til "Red Feather In"-motellet, som vi boede på med pigerne i 2006. Jeg forsøgte at ringe til Farmoderen for at sige tillykke med bryllupsdagen, men pga. manglende mobil-dækning blev det først en time senere i byen Williams, at jeg fik forbindelse og fik gratuleret.

Nu gik det derudaf på I-40, indtil vi drejede af på en mindre vej og kørte sydover langs Colorado-floden. Den er dæmmet op i "Lake Havasu City" , hvor der er lavet en badeby ved den kunstige sø. Byen startede som en "trailer-by", men den er nu vokset helt vildt, og den har en virkelig besynderlig attraktion, som vi måtte se ... igen ... selv om vi aldrig har været her før.

Nu fulgte lange stræk med kunstvandede golfbaner og dyre speedbåde ved oceaner af hvide sommerhuse i dette kunstige og totalt charmeforladte badeland med ørken på den ene side og golfbaner, både og sø til højre på flodsiden.

Så drejede vi til højre og passerede Colorado-floden, og hermed var vi i den sidste stat på vores lange tur ... Californien.

Vi ramte nu endnu et immigrations-checkpunkt, og der var en alenlang kø af biler. Betjenten forhørte sig om, hvor vi var fra, og om vi bragte planter , jord eller frugt ind i Californien, og det kunne vi jo kun melde nej til, på trods af at vi havde en grapefrugt i køletasken, som har rejst med os siden Florida. Vi slap igennem nåleøjet, og forhåbentlig styrter Californiens frugtproduktion ikke i grus på grund af vores forseelse.

Nu kom vi ud i rigtig ørken på en fuldstændig flad vej med små tørre buske på hver side så langt øjet rakte. Det usædvanlige ved dette var, at mange af buskene blomstrede med små gule blomster. Der var hastighedsbegrænsning på 65 miles i timen, men det bekymrede helt klart ikke de lokale, som hamrede forbi os på de endeløse lige, flade strækninger.


Efter 1½ time med to mindre sving og den samme udsigt i forruden og bakspejlet begyndte vi at forstå, hvorfor de lokale ikke "nød" turen med 100 km/t, fordi strækningen virkede endeløs. Vi var lykkelige for, at vi havde rigeligt med benzin til turen, for højdepunktet på turen var et enkelt stykke med bredere asfalt i den ene side af vejen, så man kunne holde ind, hvis man havde behov for det. Det havde jeg, så de få store campere, som jeg havde overhalet, passerede os nu. Det er vildt fascinerede at køre igennem så store områder, der er fuldstændigt golde og øde, og hvis der trods alt ikke havde været så relativt mange biler på vejen, så havde det nok været lidt skræmmende. Nu nåede vi frem til et punkt i ørkenen, som ifølge kortet var indianer-reservat, og der begyndte at dukke små skure op i vejkanten. Kort efter blev skurene til små huse, der dukkede parkerede biler op ved husene, og pludselig var der lygtepæle i vejkanten, så civilisationen nærmede sig.

Vi ankom til byen "29 Palms", der ikke var noget særligt, og kort efter var der en afviser til "Joshua Tree National Park", som var morgendagens mål. Ikke langt efter dukkede rigtige byer op, dvs. der var både Walmart og McDonalds igen, og i byen Yucca Valley kom vores Travel Lodge Hotel. Der var adskillige af de karakteristiske  Joshua-træer i vejkanten ved hotellet, så nu ved vi, hvad der venter i morgen. På hotellet fik vi en suite, som Hanne havde bestilt med jacuzzi og en lille terrasse - det var stort. Vi tømte hurtigt bilen, og fem minutter efter lå vi og flød i den store pool og nød den sidste smule varme i solen ved 17-tiden.

Der var også en lille "hot-tub" ved siden af poolen, og de få andre gæster i området synes at foretrække dette 37 grader varme boblebad. Ved 18-tiden blev det for koldt, så vi kørte de 2-3 miles tilbage mod byen og købte ind i Walmart, men de havde ikke så meget mad. Vi blev henvist til butikken "Stater Brothers", der var en mega-lækker fødevarebutik. Vi købte to flasker vin, og ved kassen fik vi at vide, at der var 25% rabat, hvis vi købte fire. Jeg hentede straks to til. Vi købte mikroovns-kartoffelmos, teriyaky-krydret gryderet og grøntsager.