Vi sov rimeligt længe, og jeg hentede franskbrød, juice, yoghurt og mælk i parkens eneste "General Store", der til gengæld er enorm og med et tilsvarende udvalg. Med 5 millioner besøgende om året har den sikkert heller ikke problemer med omsætningen. Vi besluttede ved morgenmaden, der blev indtaget i et let omrokeret værelse, så vi begge kunne sidde ved skrivebordet, at vi ikke ville gå ned i canyon'en i dag men i stedet tage den 12 kilometer lange tur til Hermit's Rest, som giver mulighed for at gå langs kanten hele vejen uden at blive forstyrret af biler. Parken har lukket denne del af for kørsel, så det nu betjenes af gasdrevne busser, der kører i pendulfart. Det er et genialt tiltag, da her ellers er bil- og specielt Harley Davidson-støj hele tiden. Parkering ved udsigtspunkterne er også et problem, da der max er plads til 10-15 biler ved hvert punkt, og der er tusindvis af biler i parken på en dag som i dag.
Vi tog bilen ned til starten af stien og konstaterede, at vi måtte
holde meget langt væk - alle andre gjorde det samme. Da vi gik tilbage
til "The Rim", som kanten kaldes, kom det store Grand Canyon-tog,
som oprindeligt startede tilbage i 1901 og førte alle turister de 100
km. fra Williams og frem til denne seværdighed. Det sluttede i 1968,
hvor den sidste tur kun medbragte tre turister, da alle nu kunne køre
hertil i bil.
Ruten blev alligevel oprettet igen i 1988, og i dag ejes den af firmaet Xanterra,
som også stod for vores vandretur i Yellowstone. Desværre bruger de ikke
længere damplokomotiver af hensyn til miljøet.
Vi startede ud på turen, som blev taget i nærmest kravletempo, da vi
hele tiden stod stille og enten fotograferede eller bare nød synet. Det
blæste kraftigt, så det var om at holde på kasketten og gelænderet, når
man var helt ude på nogle af udsigtspunkterne, men solen skinnede, så
temperaturen var meget behagelig.
De næste 6 timer traskede, stoppede, fotograferede vi og blev ikke
trætte af at sige: "Orv, hvor er det flot!" Det er ikke så underligt, at
Grand Canyon regnes som et af verdens 7 naturvidundere.
Vi spiste frokost, som var lavet ved morgenbordet, på en bænk med
denne vidunder-udsigt. Så kan det ikke blive bedre.
Strækningen mellem de sidste tre udsigtspunkter foregår på asfalteret
vej et stykke fra "The Rim" i en lav skov. Derfor gik det noget
hurtigere, og vi nåede frem til bygningen Hermit's Rest, hvor vi fik bus
nummer to tilbage, da den første blev fyldt op af de allerede ventende
gæster.
Køreturen tilbage tog næsten en halv time, men nu kunne vi sidde
ned og nyde udsigten igen. Vi købte ind til aftensmaden, dvs. lidt
ekstra pålæg til brødet, og vi besluttede at droppe dagens solnedgang,
så resten af aftenen gik med at bade, spise og se foto på værelsets
store fladskærms-TV.
Jeg hentede også dagens gåtur ud af den lille GPS-logger, som kan
lægge vandreturen ovenpå et satellit-kort. Det er tydeligt, at se den
flade slette, der bliver brudt af den 12 kilometer brede kløft, hvor den
grønne Colorado-flod løber som en blodåre i midten.
-----------------------
Fredag d. 22. april.
Efter at have hentet frisk morgenbrød, spist morgenmad og lavet frokost var der ingen vej tilbage - vi skulle ned i Grand Canyon. Der er to ruter ned for "almindelige" turister, så vi valgte den korteste.
| Ved 11.30-tiden var de fleste andre for længst taget afsted, så vi måtte holde et stykke væk fra rutens startspunkt og gå hen til det - vi kunne også have taget en bus. Med 7 flasker vand, kameraer, ekstra objektiver og en kikkert vejede rygsækken godt til, men vi vi havde både korte bukser og trøjer på, og luften var stadig kølig, så det var perfekt. Stien ned ad de nogen steder lodrette bjergsider er imponerende. Stierne zig-zagger sig stejlt ned, og vi var noget bekymrede for at se de folk, der stønnende og røde i hovederne, kom prustende imod os. Der var i det hele taget vildt mange mennesker på stien, og da Hanne går langsomt, når man skal ned på glat underlag, blev vi hele tiden overhalet. Derfor standsede vi for at lade folk komme forbi, og dette giver så lejlighed til at nye udsigten i stedet for at stirre på den glatte smalle sti. Udsigten skifter hele tiden, og det ændrer billedernes komposition, at man kommer ned under "The Rim", og nu får bjerge foran sig, der stikker op over horisonten. Allerede ved første udsigtspunkt efter en time falder mange turister fra, så stien blev mindre befærdet. Det var på dette sted, at vi selv vendte om i 2009, da vi gik turen med Signe, og Marie lå tilbage på værelset med feber. |
 |
Vi frygtede lidt for opturen, så ved holdt nr. to lovede vi hinanden,
at vi senest ville starte opturen herfra ved 16.30-tiden. Alle siger nemlig, at
for hver time man går ned, skal man regne med to timer til opstigningen.
Vi blev dog lidt længere på udsigtspunkt nr. to, da her var toilet, små
frække egern, en herlig udsigt samt et lidt ældre dansk ægtepar, som vi
lige skulle ordne verdenssituationen med. De havde selv været ved punkt
nr. tre og anbefalede det varmt.
Denne del af turen var mindre stejl, og vi nåede uden problemer til "Skeleton
Point", som skulle have udsyn over Colorado-floden. Vi kunne ikke se
noget af floden, men en temmelig kraftig amerikaner forsikrede os om, at
vi kunne se floden tre sving længere fremme. Det kunne vi, men vi kunne
også se, at Skeleton Point er en stor platform på klippen, som vi havde passeret. Vi gik tilbage og de 50 meter frem på afsatsen, og
HER var udsigten og et par andre vandrere. Vi var egentlig ikke sultne,
så vi drak rigeligt med vand og nød det flotte panorama og den
grøn-brune Colorado-flod.
Lige inden vi skulle til at gå, fik Hanne øje på "Phantom Ranch"
på den modsatte side af flodbredden, der er den eneste mulighed for at
overnatte hernede. Vi kunne ikke se broen over floden, som man skal passere,
hvis man vil til ranchen. Lige i midten af billedet nedenfor til venstre
kan man se en lille grøn dal, og på billedet til højre, kan man skimte
husene.
Hanne havde allerede, da hun planlagde turen,
forsøgt at få overnatning her, men det bliver solgt et år frem i tiden,
så det er næsten umuligt at få plads. Det blev derfor ikke i dag, at
vi tog turen videre, så ved 15-tiden startede vi opstigningen, der var
langt mindre slem end frygtet. Nu da det gik opad, satte Hanne et
dræbende tempo på, og så var det vores tur til at overhale de andre.
Selv om vi stadig stoppede lidt, var vi hurtigt tilbage ved punkt nr.
to og havde spist lidt frokost i skyggen, så vi startede på sidste
stykke ved 16-tiden ... altså for én gangs skyld foran tidsplanen.
Resten af turen var en fornøjelse. Det var sent på dagen, og mange steder lå i skygge. Den lave sol gav de smukkeste skygger i landskabet. Vi var helt oppe præcist 6 timer efter starten, og guiden foreskriver 4-6 timer. Vi var kolossalt støvede, så vi bankede os af, så godt vi kunne, inden vi satte os ind i bilen og kørte hjem til et velfortjent bad.
Mindre en en halv time efter sad vi igen i bilen, og kort efter sad
vi på samme sted som i forgårs og så solnedgang - og vi hundefrøs. Der var langt
færre folk end i forgårs, men parkeringen var stadig overfyldt, så hvor
var alle de andre?
| Vi frøs så meget, at det meste af showet blev droppet - solen forsvandt alligevel igen ned i store skyer. I stedet ræsede vi til caféen ved siden af General Store, hvor de havde pizza, og her var også næsten tomt. Det tog syv minutter at bage vores pizza, og så var her proppet af folk - her i Grand Canyon kan man forudsige myldretiden efter solen. Hanne blandede også en "to go"-salat, og kort efter sad vi igen ved skrivebordet og nød den lækre og enorme pizza, som vi måtte opgive at komme igennem, men til gengæld blev salaten spist. Vi så billeder på TV'et, og til min rædsel måtte jeg konstatere, at en knap på det store kamera havde stået forkert, så halvdelen af dagens billeder var blålige. Heldigvis havde Hanne taget en masse perler, så det var ingen katastrofe. Hanne kollapsede efter dagens 12 kilometer, og jeg ordnede foto og nød en velfortjent Samuel Adams øl ... min nye favorit. |
 |