Mandag d. 18. april 2011.                      RETUR

Socialt boligbyggeri anno 1550 og en super-hemmelig by

Morgenmaden var total idyl med meget få mennesker i restauranten. Vi kunne høre personalet omtale i går som "nightmare" ... meget forståeligt. Vi havde fået SMS fra Signe om valg af armbånd, så vi gik ind og hentede det på vej til "Bandelier National Monument", hvor vi skulle se ruiner fra pueblo-indianerne, som var mere end 600 år gamle.

Det tog ca. 45 minutter at køre nordøst for byen og få en National Park-folder til samlingen.  Her var så mange besøgende på parkeringen, at vi måtte køre ind i picnic-området for at parkere, så dette må være et populært besøgsmål. Den venlige ranger i indgangen anbefalede varmt, at vi gik Main Trail-turen, så vi købte en lille brochure i Visitors Center med detaljer om de ting, som vi ville passere på turen - fint markeret med små skilte med numre. Vi fik totalt Mesa Verde-flashback fra turen med pigerne til det sydlige Colorado, hvor vi så det fantastiske klippepalads bygget under er gigantisk klippeudhæng. Området lignede fuldstændigt med samme røde hullede klipper og en lav bevoksning. Vores folder afslørede da også, at der var kontakt og mange fælles træk mellem disse New Mexico- og Colorado pueblo-indianere.
Der var også sort af mennesker på rundturen, der førte os ud på et åbent område med resterne af et stort socialt pueblo-byggeri anno 1550.



Det hele var mega-flot beskrevet i vores folder, og maleriet gjorde det meget levende. De tre kiwaer i midten fungerede som forsamlingshuse, og man kunne kun komme ned i dem via stiger. Her var 400 rum med 100 beboere i dette store kompleks. Havde hver indianer fire rum? Nej, da! Her var også masser af rum til forråd, levende kalkuner, værksteder osv.
Lige overfor boede "de rige" i deres penthouse-lejligheder, som var bygget uden på den hule, som man havde lavet ind i klippen. Der var meget få spor af det oprindelige byggeri, der var lavet i træ og ler, men få huse var genopbygget, og et par steder kunne man kravle op i hulerne via stiger - noget som var vildt populært blandt de mange besøgenes børn.

En ranger udpegede en "petroglyph" klippeinskription af en sol højt oppe på klippen, som efter hendes mening var brugt af indianerne til at bestemme solhverv. Smart! Flotte rækker af af huller i klippen afslørede hvor etageadskillelsen havde været, og de har ikke været ret høje dengang - folderen kunne dog afsløre, at mange af disse lave rum blev brugt som lager for deres fødevarer mm.
Klippen lignede hullet ost, og specielt et enkelt sted var ligheden med et kranie slående. Vi skulle selvfølgelig også op og se de små huler.


Vi gik nu ca. en kilometer ud til en mini-udgave af Mesa Verde, hvor et etagebyggeri kombineret med en religiøs hule lå 50 meter oppe under en stor klippehylde. Det krævede adskillige stiger at komme derop, og nogle af amerikanerne opgav eller stønnede fælt. Check de små mennesker på stigerne nedenfor til venstre. Hanne og jeg havde heldigvis ingen problemer med at komme op.

Der var en flot udsigt fra toppen, og vi faldt som sædvanligt i snak med mange amerikanerne, der ikke overraskende mente, at vi havde rejst langt mere i USA, end de selv havde.

ALCOVE HOUSE

Ved foden af hulen stod et flot maleri, der viste hvordan hulen oprindeligt så ud med sine 23 boliger i to etager. Her har boet publo-indianere fra ca. 1250 til år 1600. Den runde kiwa i midten af hulen er et rum, som blev brugt til ceremonielle samlinger, undervisning og møder.
Indianerne dyrkede grøntsager i bunden af dalen, og alt blev båret herop, hvor de har været beskyttede mod dyr og fjender.
Ifølge skiltet er stedet stadig beboet ... af de gamle forfædres ånder, så man skal opføre sig ordentligt, når man er her. Det gjorde vi så!

Nu gik det hastigt ned og videre mod den nærmeste by Los Alamos, som blev skabt ud af ingenting i 1942 med ét eneste formål. Hanne shoppede på hovedgaden, mens jeg så to korte film og kiggede lidt rundt i "Bradbury Science Museum", der hovedsagligt fokuserede på Los Alamos og "The Manhattan Project".

Los Alamos

Da nybyggerne dukkede op fortrak alle indianerne i området, og her var længe meget øde. Kun få nybyggere slog sig ned, og i 1917 var her faktisk kun "Los Alamos Ranch School", som efter 25 års virke blev opkøbt og ryddet af den amerikanske regering i 1942.
Regeringen havde brug for et øde sted, som havde en jernbaneforbindelse i rimelig nærhed. Nu begyndte man at bygge byen Los Alamos, og denne by forblev en hemmelighed indtil efter 2. Verdenskrig, hvor "The Manhattan Project" var gennemført. Alle forsyninger til og fra byen blev mærket som "almindelige varer" af militæret, og al post til og fra byen blev censureret.


Post til byen blev sendt til én Postboks i Santa Fe med adressen:
                Post Box 1663, Santa Fe, New Mexico.

Børn, der blev født i Los Alamos under projektet, fik indført denne postboks som deres fødested.

Men hvad var det, der var så hemmeligt?

The Manhattan Project

Dette projekt startede så småt i 1939 og have kun ét formål: "Saml så mange videnskabsmænd som muligt og fremstil en atombombe før nazisterne og russerne." Det lykkedes jo heldigvis - verden havde nok set anderledes ud, hvis de andre var kommet først. Blandt de mange videnskabsmænd var Niels Bohr.
Projektet blev ledet af General Leslie Groves, som stod for den militære og praktiske del af opgaven, samt Robert Oppenheimer, der ledede den videnskabelige del.
Der arbejdede over 130.000 mennesker på projektet, men langt fra alle var placeret i Los Alamos. Mange andre arbejdede på at berige uran og plutonium og fremstille den elektronik, som skulle bruges til at fremstille verdens første atombomber.


     Groves   og      Oppenheimer på Bradbury Museum
LITTLE BOY

Der blev bygget to typer atombomber i Los Alamos. Den første var en "simpel" uran-bombe, der skød to uran-kugler sammen med en sådan kraft, at der opstod en kernereaktion, som ville udløse en voldsom varmefrigivelse ... altså en eksplosion. Denne bombe blev anset for at være så sikker, at man ikke afprøvede den, før den blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945, hvor den ryddede 12 kvadratkilometer af byen og dræbte 80.000 japanere på få sekunder. En tilsvarende mængde mennesker blev såret ved angrebet, men det fik ikke Japan til at overgive sig.

FAT MAN

Denne plutonium bombe var langt mere kompliceret end sin uran-bror. Den komprimerede sin plutonium-kerne med en kompliceret række synkroniserede eksplosioner inde i bomben. Man overvejede længe, om systemet skulle testes, da man ikke havde ret meget plutonium, men forsøgsmodellen "The Gadget" blev afprøvet med succes i juli 1945. Braget blev hørt 160 kilometer væk, og der skabtes en 12 kilometer høj paddehat. Militæret forklarede offentligheden, at der var sket en eksplosion i et ammunitionsdepot.

Den 9. august skulle denne bombe kastes over byen Kokura, men da her var overskyet, fløj man videre til Nagasaki, hvor den dobbelt så kraftige bombe i forhold til Little Boy blev droppet. 35.000 mennesker blev dræbt, og det dobbelte antal blev såret.
Nu overgav Japan sig og Anden Verdenskrig var slut.

Los Alamos National Laboratory er i dag et stort videnskabeligt område, hvor vi ser en del af de 49 "områder", mens vi kører rundt. Alt er indhegnet bag høje hegn, og det hele er stadig meget hemmeligt, hvor videnskabsmænd arbejder for at "sikre nationens sikkerhed". Her arbejder over 10.000 mennesker, og det årlige budget er over 10 milliarder kroner.

Jeg så med stor fornøjelse udstillingen og de lærerige plancher om dette fantastiske projekt. Det hele havde kostet, hvad der i dag svarer til 150 milliarder kroner ... men det var hvad TI dages krig kostede for USA.
Kun ca. 15% af dette beløb blev brugt her i Los Alamos på at samle de 4 bomber, som blev lavet. Langt den største omkostning gik til at fremskaffe og forædle uran og plutonium, og dette skete 4-5 forskellige steder i USA.

Hanne og jeg mødtes igen 16.15, og nu havde vi lidt travlt (som sædvanligt), hvis vi skulle nå at købe et armbånd til Marie, som hun også havde ønsket sig efter at have hørt om Signes. Jeg kørte derfor durk igennem en vejkontrol ind til Los Alamos-området, som skam stadig er videnskabeligt område og beskyttet af militæret. På vej ind havde der ikke været nogen kontrol, men nu sad her en bevæbnet vagt. Jeg klampede bremsen i og bakkede et par meter tilbage til vagthuset, hvor jeg modtog en velfortjent skideballe, inden jeg kunne køre videre. Uha!

Vi hastede gennem hovedgaden i Santa Fe, som er næsten én stor smykkeforretning, og efter 1½ time og mindst 10 butikker (også der hvor vi havde købt Signes), fandt vi et flot Navajo-smykke i moderne stil med sorte bjørneklør i børstet stål. Herefter slentrede vi tilbage til hotellet, hvor vi for sidste gang i dag tog bilen - denne gang hen til Wallgreens for at indkøbe livsvigtig Nivea creme til Hanne. Da de havde alt lige fra hukommelseskort til vores kamera til sokker, vand, øl og vin, så blev Walmart droppet, og vi smed bilen ved hotellet, inden vi igen traskede de 150 meter ind til byen og fik en lækker pizza fra en ovn med åben ild. 
Hjemme igen planlagde vi turen i morgen, der til en afveksling ser presset ud: 2 nationalparker og 6 timers kørsel.

Retur til toppen.