Morgenmaden var total idyl med meget få mennesker i restauranten. Vi kunne høre personalet omtale i går som "nightmare" ... meget forståeligt. Vi havde fået SMS fra Signe om valg af armbånd, så vi gik ind og hentede det på vej til "Bandelier National Monument", hvor vi skulle se ruiner fra pueblo-indianerne, som var mere end 600 år gamle.
Det tog
ca. 45 minutter at køre nordøst for byen og få en National Park-folder til
samlingen. Her var så mange besøgende på parkeringen, at vi måtte
køre ind i picnic-området for at parkere, så
dette må være et populært besøgsmål. Den venlige ranger i indgangen anbefalede varmt, at vi gik
Main Trail-turen, så vi købte en lille brochure i Visitors Center med
detaljer om de ting, som vi ville passere på turen - fint markeret med
små skilte med numre. Vi fik totalt Mesa Verde-flashback fra turen med
pigerne til det sydlige Colorado, hvor vi så det fantastiske
klippepalads bygget under er gigantisk klippeudhæng. Området lignede
fuldstændigt med samme røde hullede klipper og en lav bevoksning. Vores folder
afslørede da også, at der var kontakt og mange fælles træk mellem disse
New Mexico- og Colorado pueblo-indianere.
Der var også sort af
mennesker på rundturen, der førte os ud på et åbent område med resterne af
et stort socialt pueblo-byggeri anno 1550.
Det hele var mega-flot
beskrevet i vores folder, og maleriet gjorde det meget levende. De tre
kiwaer i midten fungerede som forsamlingshuse, og man kunne kun komme
ned i dem via stiger. Her var 400 rum med 100 beboere i dette store
kompleks. Havde hver indianer fire rum? Nej, da! Her var også masser af
rum til forråd, levende kalkuner, værksteder osv.
Lige overfor boede "de rige" i deres penthouse-lejligheder, som var bygget uden på den hule, som man havde
lavet ind i klippen. Der var meget få spor af det oprindelige byggeri,
der var lavet i træ og ler, men få huse var genopbygget, og et par steder
kunne man kravle op i hulerne via stiger - noget som var vildt populært
blandt de mange besøgenes børn.
En ranger udpegede en "petroglyph"
klippeinskription af en sol højt oppe på klippen, som efter hendes
mening var brugt af indianerne til at bestemme solhverv. Smart! Flotte
rækker af af huller i klippen afslørede hvor etageadskillelsen havde
været, og de har ikke været ret høje dengang - folderen kunne dog afsløre,
at mange af disse lave rum blev brugt som lager for deres fødevarer mm.
Klippen lignede hullet ost, og specielt et enkelt sted var ligheden med
et kranie slående. Vi skulle selvfølgelig også op og se de små huler.
Vi gik nu ca. en kilometer ud til en mini-udgave af Mesa Verde, hvor
et etagebyggeri kombineret med en religiøs hule lå 50 meter oppe under en stor klippehylde. Det krævede
adskillige stiger at komme derop, og nogle af amerikanerne opgav eller
stønnede fælt. Check de små mennesker på stigerne nedenfor til venstre.
Hanne og jeg havde heldigvis ingen problemer med at komme op.
Der var en flot udsigt fra toppen, og vi faldt som
sædvanligt i snak med mange amerikanerne, der ikke overraskende mente, at vi
havde rejst langt mere i USA, end de selv havde.
 |
ALCOVE HOUSE Ved foden af hulen stod et flot
maleri, der viste hvordan hulen oprindeligt så ud med sine 23
boliger i to etager. Her har boet publo-indianere fra ca. 1250
til år 1600. Den runde kiwa i midten af hulen er et rum, som
blev brugt til ceremonielle samlinger, undervisning og møder. |
Nu gik det hastigt ned og videre mod den nærmeste by Los Alamos, som blev skabt ud af ingenting i 1942 med ét eneste formål. Hanne shoppede på hovedgaden, mens jeg så to korte film og kiggede lidt rundt i "Bradbury Science Museum", der hovedsagligt fokuserede på Los Alamos og "The Manhattan Project".
| Los Alamos Da nybyggerne dukkede op fortrak alle
indianerne i området, og her var længe meget øde. Kun få
nybyggere slog sig ned, og i 1917 var her faktisk kun "Los
Alamos Ranch School", som efter 25 års virke blev opkøbt og
ryddet af den amerikanske regering i 1942. |
 Post til byen blev sendt til én Postboks i Santa Fe med adressen: Post Box 1663, Santa Fe, New Mexico. Børn, der blev født i Los Alamos under projektet, fik indført denne postboks som deres fødested. |
Men hvad var det, der var så hemmeligt?
| The Manhattan Project Dette projekt
startede så småt i 1939 og have kun ét formål: "Saml så mange videnskabsmænd som muligt og fremstil
en atombombe før nazisterne og russerne." Det lykkedes jo heldigvis -
verden havde nok set anderledes ud, hvis de andre var kommet
først. Blandt de mange videnskabsmænd var Niels Bohr. |
 Groves og Oppenheimer på Bradbury Museum |
| LITTLE BOY Der blev bygget to typer atombomber i Los Alamos. Den første var en "simpel" uran-bombe, der skød to uran-kugler sammen med en sådan kraft, at der opstod en kernereaktion, som ville udløse en voldsom varmefrigivelse ... altså en eksplosion. Denne bombe blev anset for at være så sikker, at man ikke afprøvede den, før den blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945, hvor den ryddede 12 kvadratkilometer af byen og dræbte 80.000 japanere på få sekunder. En tilsvarende mængde mennesker blev såret ved angrebet, men det fik ikke Japan til at overgive sig. |
 |
| FAT MAN Denne plutonium bombe var langt mere kompliceret end sin uran-bror. Den komprimerede sin plutonium-kerne med en kompliceret række synkroniserede eksplosioner inde i bomben. Man overvejede længe, om systemet skulle testes, da man ikke havde ret meget plutonium, men forsøgsmodellen "The Gadget" blev afprøvet med succes i juli 1945. Braget blev hørt 160 kilometer væk, og der skabtes en 12 kilometer høj paddehat. Militæret forklarede offentligheden, at der var sket en eksplosion i et ammunitionsdepot. |
 |
| Den 9. august skulle denne bombe kastes over
byen Kokura, men da her var overskyet, fløj man videre til Nagasaki,
hvor den dobbelt så kraftige bombe i forhold til Little Boy blev
droppet. 35.000 mennesker blev dræbt, og det dobbelte antal
blev såret. Nu overgav Japan sig og Anden Verdenskrig var slut. |
|
Los Alamos National Laboratory er i dag et stort videnskabeligt område, hvor vi ser en del af de 49 "områder", mens vi kører rundt. Alt er indhegnet bag høje hegn, og det hele er stadig meget hemmeligt, hvor videnskabsmænd arbejder for at "sikre nationens sikkerhed". Her arbejder over 10.000 mennesker, og det årlige budget er over 10 milliarder kroner.
 |
Jeg så med stor fornøjelse udstillingen og de lærerige
plancher om dette fantastiske projekt. Det hele havde kostet,
hvad der i dag svarer til 150 milliarder kroner ... men det var
hvad TI dages krig kostede for USA. Kun ca. 15% af dette beløb blev brugt her i Los Alamos på at samle de 4 bomber, som blev lavet. Langt den største omkostning gik til at fremskaffe og forædle uran og plutonium, og dette skete 4-5 forskellige steder i USA. Hanne og jeg mødtes igen 16.15, og nu havde vi lidt travlt (som sædvanligt), hvis vi skulle nå at købe et armbånd til Marie, som hun også havde ønsket sig efter at have hørt om Signes. Jeg kørte derfor durk igennem en vejkontrol ind til Los Alamos-området, som skam stadig er videnskabeligt område og beskyttet af militæret. På vej ind havde der ikke været nogen kontrol, men nu sad her en bevæbnet vagt. Jeg klampede bremsen i og bakkede et par meter tilbage til vagthuset, hvor jeg modtog en velfortjent skideballe, inden jeg kunne køre videre. Uha! |
Vi hastede gennem
hovedgaden i Santa Fe, som er næsten én stor smykkeforretning, og efter
1½ time og mindst 10 butikker (også der hvor vi havde købt Signes),
fandt vi et flot Navajo-smykke i moderne stil med sorte bjørneklør i
børstet stål. Herefter slentrede vi tilbage til hotellet, hvor vi for
sidste gang i dag tog bilen - denne gang hen til Wallgreens for at indkøbe livsvigtig
Nivea creme til Hanne. Da de havde alt lige fra hukommelseskort til
vores kamera til sokker, vand, øl og vin, så blev Walmart
droppet, og vi smed bilen ved hotellet, inden vi igen traskede de 150
meter ind til byen og fik en lækker pizza fra en ovn med åben ild.
Hjemme igen planlagde vi turen i morgen, der til en afveksling ser
presset ud: 2 nationalparker og 6 timers kørsel.