Søndag d. 17. april 2011.                        RETUR

Det var jo søndag, så vi mødte op til morgenmad i hotellets restaurant kl. 9 ... ligesom alle andre. Der var pakket af folk, men både logistikken og servicen var imponerende. Vi bestilte omeletter i køkkenet og satte os ved den brændende kamin i dybe lænestole og betragtede postyret.

(Billederne er taget om tirsdagen, hvor vi næsten var alene. Til venstre er køkkenet bag lænestolene, hvor vi bestiller vores omeletter, og til højre den store spiseafdeling med et indbygget træ ... det stod her nok før hotellet byggede spiseområdet ud!)
Efter 15 minutter fandt vi et ledigt bord, og efter at have taget juice, kaffe og brød ankom vores lækre omeletter med skinke og ost - samt en STOR undskyldning for forsinkelsen. Der var et imponerende snakke-støj-niveau i lokalerne, der inkluderede muligheden for at spise udendørs. Vi nød vores mad, og både støj- og menneske-niveauet faldt betragteligt i løbet af måltidet.

Vi tog nu bilen og kørte nordpå for at se Santa Fe's meget omtalte loppemarked med det officielle navn "Tesuque Pueblo Flea Market". Markedet bestyres hovedsagelig af indianere, og de havde forbudt at fotografere på området, da man nok kan mistænke turisterne for oftere at fotografere sælgerne end deres varer. Billederne nedenfor er derfor hentet på Internettet, hvor folk selv har lagt deres butiksbilleder ud ... så er der forhåbentlig ikke nogen, der er blevet trådt over tæerne.

Loppemarkedet viste sig at være en større samling boder med alle tænkelige former for kunsthåndværk, men der var en overvægt af sølvsmykker og halskæder af polerede farverige halvædelsten. Temperaturen var meget behagelig selv om solen brølede ned over os, og i det fjerne kunne vi se sne på toppen af de bjerge, der omkranser Santa Fe. Vi nøjedes med at købe lidt smykkesten til pigerne.

Nu kørte vi tilbage gennem byen og for at ende på de to museer, som vi gerne ville se i det store område med museer i byens udkant. Det hele var igen i brun lerklinet pueblo-stil, himlen var blå og klar og træene blomstrede. Næsten synd at gå på museum en dag som i dag.



"Museum of Indian Arts and Culture" beskrev livet for områdets indianere med deres egne ord. Man måtte heller ikke fotografer her, men der gjorde nu intet, da det meste foregik på TV-skærme eller i meget mørke udstillingsmontrer. I montrerne var nedskrevne beretninger fra ældre indianere, der kunne huske de oprindelige skikke omkring dagligdag og fest hos deres bedsteforældre.

Her var også video-interviews, hvor ældre indianere fortale om, hvordan mange af dem som børn var blevet tvangsfjernet fra deres forældre, så de kunne lære at tale engelsk og vælge en "rigtig/hvid" religion. Heldigvis fik de mulighed for at konvertere én gang om året, hvis de valgte forkert, og de fleste af dem var i dag faldet tilbage til "The Native American Church", som nu er indianernes officielle kirke. Det havde selvfølgelig været meget traumatisk for børnene, ligesom det havde været for de grønlandske børn, der blev udsat for det samme. Det mest morsomme (dvs. groteske) interview, var en kvinde, der fortalte, at de skam også legede "cowboys og indianere" som børn, og at alle børnene helst ville være cowboys. "Det bedste var, når min bror var indianer, for så måtte vi banke ham!" Alle de ældre indianere, vi så på videoerne, virkede som om, at de hvilede i sig selv i dag, og de gjorde sig mange tanker om at være "the elderly" (de ældre), dvs. dem som andre kom til for at få råd om livet.

Vi gik ud i solen igen og traskede de 100 meter over den åbne plads med de blomstrende træer for at komme hen til næste museum, som var verdens største samling af figurer, dukker og dukkehuse fra hele verden samlet i "Museum of International Folk Art". De farvestrålende udstillinger viste ved hjælp af tusindvis af store og små dukker de forskellige nationaliteters hverdag - en helt fantastisk samling samlet af ét ægtepar ... Susan og Alexander Girard.

Her kunne man for 5 dollar købe sig lov til at fotografere, og det gjorde vi, hvilket vi absolut ikke fortrød. Farverige markeder, byer, tyrefægtninger, dagligdag og fest fra hele verden kunne nu komme med hjem i kameraet.


Vi kunne godt unde Hanne Lund-H at se denne udstilling, da hun jo elsker at lave sådanne optrin med sine kreationer, så vi sendte hende venlige tanker.
Mætte af indtryk forlod vi museerne og tog tilbage til byen.

På vej tilbage til hotellet stoppede vi lige for at beundre den enorme "Santa Fe Trail" skulptur, som er en hyldest til de vogntog, der forsynede Santa Fe med varer. Den er rigtig flot og meget stor - hvis man kigger rigtig godt efter, kan man lige ane Hanne over hunden på billedet til venstre.

Denne karavane to turen fra Missouri til Santa Fe gennem Commanche-område, og det var tilsyneladende en bedre forretning at handle med indianerne end folkene i Santa Fe. Disse vogntog kørte helt frem til 1880, hvor jernbanen nåede Santa Fe.

Nu var der dømt gåtur i byen. Vi forelskede os straks i byens mange lave brune "lerklinede" bygninger. Selv det store parkeringshus var bygget i denne stil.


For enden af hovedgaden lå "The Cathedral Basilica of St. Francis of Assisi", og foran den står den smukke statue af indianeren Kateri Tekakwitha, som var datter af en Mohawk-høwding og en katolsk kvinde. Kateri blev forældreløs som 4-årig, da hendes forældre døde af kopper, og hun blev kristent døbt som 20-årig ... kun 4 år før hun døde. Tæt på finder vi "Capitol of New Mexico", som står smukt bag ved de blomstrende træer.