Vi vågnede tidligt af os selv, hvilket var fint, da en MEGET lang køretur venter i dag. Planen var egentlig, at vi skulle se den berømte "outlaw" Billy the Kid's grav på vejen.
Billy The Kid og hans mange gravsten William McCarty, William Bonney, "Smukke Billy", Billy the Kid |
William McCarty blev født i 1859, og var en nydelig lille fyr på
173 cm. Han var høflig, veltalende og charmerende ifølge
rygterne. Men han var også hidsig og dræbte i sin karriere som "outlaw"
mellem 5 og 9 mænd - tallet vides ikke med sikkerhed. Han begyndte
at kalde sig William Bonney, men da han blev efterlyst med en
dusør på 500$, var det under det mere folkelige navn "Billy the
Kid". Under jagten på ham undslap han flere gange, men to af
han kumpaner blev dræbt. Det lykkedes i 1880 Sherif Pat Garret at fange Billy, og han blev ved en rettergang dømt til døden for drabet på en sherif. På mystisk vis lykkedes det Billy at dræbe sine to fanevogtere og slippe væk, og det gjorde ikke hans berømmelse mindre. Men i 1881 opsporede Pat Garret igen The Kid og dræbte ham. Dagen efter blev William McCarty / William Bonney / Billy the Kid begravet på kirkegården i Fort Sumner, og han fik et gammelt bræt plantet på sin grav som gravsten. |
  |
| Nu begynder en næsten endeløs historie med denne gravsten. Først
skydes det originale bræt i stykker, så der sættes et nyt og
flottere kors op. En politiker fra øst tager det med sig til et
museum, men det forsvinder for evigt. To gange flyder
Pecos-floden over sine bredder og ødelægger kirkegården, så
ingen gravsten står tilbage, og i mere end 20 år ligger den hen,
uden at man præcis ved, hvor Billy ligger begravet. Først i 1932
får den lokale turguide opsat en hvid gravsten, som markerer
Billy og hans to kumpaner, der allerede lå her, da Billy blev
begravet. Denne sten får en makker på kirkegården i 1940, da en
grå sten bliver opsat med navnet Billy the Kid på sig. Den bliver
stjålet indtil flere gange, men i 1981 er den på plads igen, og
nu bliver begge sten forsvarligt buret inde, så de ikke kan
stjæles igen ... men man ved stadig ikke helt, hvor Billy the
Kid ligger begravet. Som et interessant kuriosum skal det nævnes, at billedet ovenfor er det eneste kendte billede af Billy the Kid, og det originale blev solgt for 2,3 millioner $ på en auktion i 2011. Det er hermed verden sjette-dyreste fotografi. |
||
Da vi havde læst om roderiet med Billy the Kid's grav på på den direkte rute, så besluttede vi at droppe det og lægge mindst en halv gang oveni turen ved at vælge klitterne i White Sands som dagens hovedattraktion. White Sands er en kæmpe vandre-klit midt ude i ørkenen. Vi undrede os lidt over dette: En vandre-klit ude i ørkenen? Er det ikke som at sige sand ude i sandet? Absolut ikke. Der er ørken, og så er der sand! Så dagens første overskrift "Kid eller Klit" faldt ud til fordel for klitten.
Vi forlod tankstationen lige udenfor hotellet lidt over ni og
passerede kort efter byen Artesia, som er opkaldt efter dens "artisans",
som betyder kunstnere.
Byens hovedgade er et orgie af full-size
bronze-statuer med cowboys til hest i infight med store tyre, og
højdepunktet var et boretårns-sjag i gang med at finde olie.
Dagens anden overskrift kunne have været "Landsskabs-kontraster". Fra
Carlsbads ørkenlignende flade og tørre landskab (med bjerge i
horisonten) skiftede billedet nu til prærie med knaldgult tørt græs og
en stor mængde sorte køer (og bjerge i horisonten), så snart efter blev
det mere bakket , og vi kørte op i tæt fyrreskov i Lincoln National
Forest, hvor det så ud til at man næsten kunne leve uden at få hedeslag.
Visse steder var det helt svensk ... specielt da vi fik øje med "Hold
øje med sneploven"-skiltet. Her var også advarsler om "elk" på vejen, og
vi så to af disse kronhjorte-store dyr ligge døde i vejkanten. En bil af
vores "lille" størrelse ville få meget store skader, hvis vi ramte et
sådan dyr, så vi spejdede til alle sider og var tilfredse med
hastighedsbegrænsningen på 50 miles i timen, selv om vi kom langsomt
frem. Ved udkanten af skoven var der en holdeplads, hvor vi havde en
fantastisk udsigt til sletten foran os.
Et skilt forklarede os, at bjergene her
indeholder gypsum, som er en væsentlig del af gips - og vandopløselig.
Derfor bliver disse hvide klipper langsomt bliver opløst og
skyllet ned på sletten. Spejdede vi ud, kunne man se den røde
ørkenjord, men bagved lå et hvidt tæppe i horisonten ... White Sands.
En time efter var vi på sletten og drejede ind til National Park
Centret, hvor vi startede med at se en film om skabelsen af dette
National Monument. Vi lærte også, at forskellen på en National Park og
et National Monument er, at en præsident kan erklære et område for
National Monument, men kongressen skal udnævne en National Park. De
sidste modtager også flere penge til driften.
 |
GYPSUM SAND Dette er Gypsum sandkorn, der er dannet af det tilstrømmende materiale fra bjergene med det officielle navn "hydreret calcium sulfat" og den kemiske betegnelse CaSO4·2H2O. Det anvendes til at fremstille gips, cement og puds. I modsætning til dansk kvarts-strandsand, så bliver gypsum-sand ikke varmt i solen, så selv på den varmeste sommerdag, kan man gå i bare fødder i dette pulveragtige sand uden at brænde sig. |
Vi hastede videre ind i "monumentet" i bilen til den lille 8-miles
rundtur, som i kridhvidt sand og sort asfalt førte os ud til en 1 mil
lang gåtur rundt i klitterne. Ved en parkering kunne vi smide bilen og
gå de sidste 100 meter ud til klitten, der på truende vis "æder"
landskabet.
Det var næsten som ved Vesterhavet - bare
uden vand. Den store forskel var grønne træer og buske, som ligesom ikke
hørte hjemme her, men informations-filmen havde afsløret, at der er
store mængder vand under overfladen. De store klitter bevæger sig
konstant og "oversvømmer" træer og kaktusser, men kaktusserne gror
hurtigere end sandet stiger, og hvis træerne har nogle blade, der
stikker op over sandet, så overlevet de "oversvømmelsen". Kaktussen får
dog et problem og knækker, når sandet flyder videre, med mindre de
formår at holde på en klump sand som fundament, så de kan vokse videre
på deres piedestal. Naturen stopper aldrig med at fascinere!
Det var også morsomt at se snerydningskøretøjer her, som holdt vejen fri for
... sand.
Her var en del mennesker, som tydeligvis var taget til stranden, for på
mange bakker lå folk og slappede under parasoller. De unge mennesker
hoppede ud over klitterne og nogen havde endda kælke med, så de kunne
kure ned ad de stejle sider
En
lille pige havde fanget en lille hvidt firben, som hun stolt kom hen til
os og viste frem..
Sikken en legeplads!
Nu fulgte en meget lang køretur, som kun blev afbrudt af en sen
McDonald's burgerfrokost kl. 16.30 og benzin en time senere. Landskabet
fortsatte med at underholde, og med musik på iPod'en via bilen
højttalere nød vi turen og havde næsten lys endnu, da vi landede i Santa
Fe kl. 20. Det var et lavt lejlighedshotel i pueblo-stil ... vildt
hyggeligt. Vi tog straks bilen til Walmart, men de havde besynderligt
nok ikke mad, så det blev i stedet den luksuriøse Smith's på vejen
tilbage, hvor vi fik vin, brød, ost og pølse.
Efter 841 kilometer fik
bilen fred og vi sank sammen i sofaen med et glas vin og planlagde vores to dage
i hyggelige Santa Fe.