| Det var IGEN en helt usædvanlig morgen! Hannes mobil-telefon ringede
som vækkeur kl. 06.30 - vi skulle jo være sikre på at komme forrest i
køen til dagens udsalg af hulerundvisninger i Carlsbad Caverns, der af
mange opfattes som verdens smukkeste drypstenshule. De åbnede kl. 8, og vi stod rimeligt imponerede over os selv i køen til billetter ved 8.30-tiden efter både morgenbadning, stor morgenmad og en ½ times kørsel fra hotellet. Vi kunne dog se på skærm-reklamerne over de tre kasser, at der var masser af plads, så vi valgte den første rundtur i "King's Palace" kl. 10 og fik at vide, at vi lige kunne nå ned til turen via "natural cave entrance", hvis vi gik rask til i stedet for at tage elevatoren de 750 feet ned. Vi løb derfor over til bilen og skiftede til rigtige sko og TRE lag trøjer, da vi jo skal ned i kulden. |
 |
| Indgangen til hulen er imponerende - både pga. størrelsen af åbningen i klipperne, men også den flotte snoede nedgang, som Park Service havde skabt, så man kunne komme ned i hulerne i rullestol!!! En stor flok svaler hvirvlede rundt i indgangen og fangede insekter, og det gibbede lidt i os for at se de enorme sværme af flagermus, der flyver ud af hulen fra starten af maj - men vi er lige en måned for tidligt på den. |
Ikke ret langt inde i hulen begyndte vi det sædvanlige "naaaj",
"iiih" og "åååh" over alle de flotte indtryk. Denne hule er klart større
end de andre, vi har set, og her er ikke bare glatte klippesider men et
overflødighedshorn af former og farver, stalagmitter, stalaktitter,
søjler og hvad de ellers hedder på huleforsker-sprog.
Vi fotograferede
en del, men vi skulle skynde os, hvis vi skulle være klar ved start-punktet
nede i hulen 9.45. Vi var der i god tid, men det var slet ikke så
køligt som forventet, så vi dampede i vores tre lag tøj. Jeg endte med
at gennemføre hele turen kun iført polo-tshirt ... uden at fryse. Mens
vi ventede, studerede vi plancher om hulens tilblivelse.
| DRYPSTEN: Hvordan dannes disse imponerende drypstens-formationer? Er der kalk i jorden, så vil regndråber, der trænger ned i revner i bjerget tage tage lidt kulsyre fra rådnende materiale med sig, og denne svage syre vil opløse lidt kalk og tage det med sig. Når vandet når til hulens luft, forsvinder kulsyren, og kalken har nu flere muligheder:  Flyder dråberne langsomt, så afsætter kalken sig under loftet og danner stalaktitter. Flyder dråberne så hurtigt, at de falder ned, så dannes stalagmitter, hvor de lander. Hvis en stalagmit vokser op og rammer en stalaktit, der vokser nedad, så dannes en søjle. Flyder vandet ned over en væg, så dannes "flydende sten" eller flowstone. Hvis væggen skråner let, så bugter den "flydende sten" sig, og der dannes draperier, som ligner gardiner. Og så er der selvfølgelig en masse andre fascinerende varianter, som alle har videnskabelige navne. Fint nok ... men hvordan opstod hulerne? |
Venteområdet i hulen var et kapitel for sig selv. Det er et enormt
rum, hvor alt andet end loftet ligner en helt almindelig indgang til et
museum. Men gangen til toiletterne afslører, at vi er dybt under jorden.
Vores unge ranger Mike tog os nu på 1½ time gennem fascinerende huler og
gangsystemer - det ene mere imponerende end det andet. Vi fik masser af
informationer, og han slukkede også alt lyset og fortalte om, hvordan en
16-årig cowboy-knægt, der fandt hulerne, én gang var ved at komme galt
af sted i mørket, da han blev væk fra sin olielampe og stod med tre
tændstikker i mørket. Skræmmende tanke!
Vi kom selvfølgelig sikkert ud
på trods af, at vi kun overholdt ét af de tre krav til en huleforsker: Gå
altid mindst tre (det klarede vi), hav altid tre lygter med og sig altid
til tre mennesker hvor I er, og hvornår I er tilbage. Ifølge Mike var det
bedst at sige det til tre mennesker, som man skyldte penge!
Vi tog elevatoren op - en tur på kun ét minut - og spiste en
sandwich i cafeteriaet. Vi manglede stadig at se den tur, som man kunne
gå selv i "The Big Room", men i stedet for at tage elevatoren ned,
besluttede vi at tage "Natural Entrance" endnu en gang - og denne gang i
ro og mag. Indgangen er ikke mindre imponerende anden gang ... og slet
ikke, når man har god tid til at beundre den. Se hvor lillle Hanne er
til venstre i billedet.
Vi tog os god tid og var 3½ time om at gennemføre turen -
godt underholdt af to audio-guides, som vi havde lejet i boghandelen.
Ved hvert skilt i hulen var der et nummer, og trykkede man dette nummer
ind på den overdimensionerede "tv-fjernbetjening", så fik man
informationer om netop dette sted i hulen. Enkelt og genialt!
Her er et utal af gange og huler, og de er belyst uden kunstige farver,
så de naturlige kalkstens-formationer fremstår på den smukkeste og mest
naturlige måde. Det er enestående smukt. Flere gange kommer vi forbi
dybe gange, som almindelige turister ikke kan gå ned i, så vi må nøjes
med at kigge ned i det oplyste dyb og gyse lidt. Man undrer sig over,
hvordan disse huler blev skabt?
| HULERNE I
CARLSBAD Dette store område i New Mexico og Texas var oprindelig havbund fra det tropiske koralrev Delaware Sea. De flydende plader på jordoverfladen flytter sig jo, og over millioner af år har bevægelserne presser landet højt op her, og vind og vejr har slidt de blødere dele af de nye bjerge væk, så de hårdere kalksten kommer til syne. De mest karakteristiske af disse synlige formationer er Apache Mountains og Guadelope Mountains med El Capitan-toppen, som vi passerede i går. Andre steder ligger det gamle koralrev stadig begravet under overfladen, som nedenstående diagram viser.  Dybt nede i disse bjerge lå store stykker kalksten fra koralrevet. Meget dybere nede er der forekomster af olie og naturgas. Sammen med dette lå store mængder svovlbrinte, der som bekendt lugter som rådne æg. Efterhånden som bjergene blev presset op, så blev denne svovlbrinte frigivet, og den steg langsomt op inde i bjerget. Samtidigt faldt der regn ovenpå bjerget, som sank ned i revner i bjergene, og da regnen havde optaget kulsyre, dannede dette svovlsyre, da regn og svovlbrinte mødtes. Svovlsyren ætsede de store kalksten, som lå begravet herinde, så de gik i opløsning og efterlod store huler i bjerget. Det var så opskriften på huler. |
Vi tog en stor bunke foto, som sikkert ikke blev gode, men man kan bare
ikke vælge fra i dette vildt fantastiske sceneri. Nedenfor til
højre ses en flot blanding af "flowstone", draperi og små
stalaktitter,
der danner "Hvalens Mund", hvilket måske ikke er så tydeligt på et
billede med blitz.
Tager man til gengæld billedet uden blitz, så er hvalen pludselig
skræmmende. Men det reelle faktum er, at intet fotografi kan gengive
denne oplevelse, som er enestående i verden, selv om nogle få andre
huler har lige så smukke formationer.
Vi endte i cafeteriet
igen ved 16-tiden, men der var de løbet tør for kaffe, så det blev bare
til kage og vand. Vi forlod stedet et kvarter senere - mere end ovenud
begejstrede over denne dag. På vejen hjem rundede vi lige hotel-naboen
Walmart, da vi manglede regntøj, men deres "Outdoor Life Center" var
udelukkende blomster, så det var hurtigt overstået.
Tilbage på hotellet slappede vi af, ordnede foto og sov lidt, og jeg gik på nettet for at løse et mysterium: Hvordan kunne der være et tropisk koralrev så nordligt i USA? Det havde selvfølgelig en naturlig forklaring.
| Hvordan kom koralrevet til Nord
Amerika? For 225 millioner år siden så jordkloden absolut ikke ud som i dag. Der var ét stort kontinent, som blev kaldt Pangaea. Der, hvor New Mexico ligger i dag, lå Delaware Sea, som var et 600 meter dybt hav. Her var alger, snegle, muslinger og fisk. Langs kysten skabtes et rev af disse kalk-dyr, og med tiden blev revet forstenet til klipper af kalksten. Bølgerne fik store blokke til at rive sig løs og skride ud i den store indsø. Bag disse klippestykker dannedes laguner, hvor endnu mere kalksten kunne samle sig i det stille vand. På et tidspunkt fik ændringerne i kontinentet tilløbet af havvand til at stoppe, og hermed begyndte indtørringen af dette hav, og aflejringer af vækster fra den nye regnskov begyndte at lægge sig ovenpå den gamle havbund.   
På denne måde kunne et tropisk koralrev ende højt oppe i USA. Nu
skulle man bare vente på, at det hele blev presset op til
bjerge, at klippeblokkene blev ætset væk, og at milliarder af
små vanddråber skabte de smukke drypsten i hulerne. |
Nu manglede vi kun én ting for at gøre dagen perfekt ... en god
opskrift på mad. Den lokale Chilis kunne tilbyde det mest amerikanske,
man kan tænke sig:
En ristet bolle, ristet bacon, tomat skiver, salat og en stegt hakkebøf
tilsat friterede kartofler. De burde sælge den som flowstone med
stalagmitter, men de bruger betegnelsen "burger med chips".
Hanne venter pænt under STOP-skiltet efter maden, mens jeg lige
foreviger Chilis med vores hotel i baggrunden.
Endnu en super-dag i USA's urimeligt spændende natur. Som Alain siger: "Hvorfor skal USA have det hele?" Jamen ... det er jo netop derfor, at vi er her så tit.
Og så skal vi lige have kortet over den del af hulen, som publikum
kan komme rundt i. Det er imponerende. Bemærk den lodrette elevator i
midten (hvid streg), der suser de 250 meter på 57 sekunder.
