Hanne var allerede i bad, da jeg vågnede ... DET er usædvanligt! Vi
fik hurtigt pakket og spist morgenmad, og så var det exit Big Bend. Vi
havde besluttet at køre en omvej vestover ud gennem parken, og det var
både godt og skidt. Skidt fordi det tog lang tid, og godt fordi det var
et vanvittigt flot western-landskab. Vi kørte endda igennem en meget
lille landsby som var kulisserne til en berømt gammel westernfilm - helt
ned til Rio Grande.
Vi besluttede IKKE at studere cowboy-kulisserne, da vi have en meget
lang vej at køre i dag. Derfor standsede vi desværre heller ikke, da vi
kørte forbi nogle skrigende lyserøde mobilehomes i den lille flække
Terlingua. Det viste sig senere (ved at studere nettet) at være "Kathy's
Kosmic Kowgirl Kafe"!
Det maleriske El Dorado Hotel lignede også noget, der var taget direkte
ud af en film.
Vej her gik vildt op og ned, så det kildede i maven,
og når når bilen nåede bunden af af et "dip", som det hed på
advarselsskiltene, så gik det så brat op igen, at man var bange for at
snuden af bilen skulle skrabe mod vejen.
Der var stadig ikke meget vand i den Store Flod, men her må være
vand indimellem, for i bunden af dip'et stod en
vandmåler, så man kunne bedømme hvor dybt vand, man skulle forcere i
bilen, hvis der er oversvømmet. Der skal en del mod til at køre ud i en rivende strøm her.
I dag var alt knastørt, men det giver en smule mening, at folk
her kører rundt i store 4-hjulstrækkere, hvor skroget er hævet højt op
over vejen.
Efter at være kommet helt ud af Big Bend drejede vi skarpt mod nord, og
så var det ellers ligeud - helt uden kaffe. Vi SKULLE være standset i "Kathy's
Kosmic Kowgirl Kafe", som vi passerede i for høj fart til at standse.
Landskabet var stadig enorm flot, og vejen snoede sig gennem de farverige
og meget tørre bjerge.
Vi var specielt begejstrede for den rasteplads, som var bygget til de
lokale indianere. Nogen med humor har fået deres vilje her.
Ved 13-tiden nåede vi til byen Marfa, men heller ikke her flagede de med
benzin eller kaffe, så vi svingede til venstre ad vores gamle ven vej
90, og så var det ellers ligeud igen resten af dagen. Vi skulle passere
en grænsepost, hvor man checker, om vi er illegale indvandrere fra
Mexico. Vi havde heldigvis allerede lært at have passet liggende i døren, så vi hurtigt
kunne tage det frem.
De næste 120 kilometer førte os igennem en kraftig støvstorm. De tørre
vindhekse-buske piskede hen over vejen foran os i bedste film-stil, og
bjergene i horisonten forsvandt til tider i skyer af rødt støv. Det var
en fascinerende oplevelse, og det er overraskende at se hvor mange
mennesker, der har dette som deres hverdag - vi er forkælede i Birkerød
på trods af den tvivlsomme snerydning på cykelstierne!
|
ROADSIDE MEMORIALS: Når man kører lange ensomme strækninger i USA, så kan man ikke undgå at se kors langs vejkanten, hvor der som regel står et navn og en dato. Vi undrede os over, om folk sætter disse kors op for at advare andre eller for at mindes den afdøde. Og hvad siger vejmyndighederne til denne praksis? Som sædvanligt kan man finde svarene på nettet, f.eks. hvis man søger på "Roadside Memorial" på Wikipedia, som jo er Internettets svar på Encyclopedia Britannica ... bare opdateret og med uanede mængder af oplysninger. 
 Skikken med at opsætte kors langs transportveje stammer både fra nybyggerne og spanierne. Når man i Spanien bærer kisten til kirkegården, så er det ofte langt fra landsbyen, så de steder, hvor man sætter kisten ned for at hvile sig, bliver der opsat et kors for at markere et stop på den sidste rejse. Omvendt var dette ofte det allersidste stop for nybyggere, der døde på rejsen, og som af mangel på andre muligheder blev begravet på et sted langs vejen. I USA er der mange traditioner for at opsætte kors, hvor specielt unge mennesker er blevet dræbt i bilulykker. Man kan godt mistænke, at de enten har været berusede eller er faldet i søvn på de lange stræk, for det er tit på helt lige strækninger, at man ser disse mindesmærker. Ofte ser man friske blomster ved disse små kors, så de bliver passet af de efterladte. De forskellige stater i USA behandler disse private mindesmærker meget forskelligt. I New Mexico bevarer vejarbejderne så vidt muligt det lille mindesmærke, hvis det er muligt, i Arizona startede politiet selv på at opsætte hvide kors i 1940'erne for at advare folk om farlige steder, men i Colorado, Massachusetts og Wisconsin har man forbudt dem for ikke at forstyrre trafikken. I Californien er man meget smartere ... her skal man betale 1000$ for at få lov til at sætte en vejkors op. |
Da vej 90 krydsede vores endnu bedre ven I-10 i byen Van Horn,
lykkedes det at få benzin på en Excon-tank på trods af at ekspedienten
ikke var meget for at tale andet end spansk, men den stærke kaffe turde
vi ikke give os i lag med, så det blev i stedet iste på dåse. De sidste
53 miles mod Guadelupe Mountains National Park var lidt mere udfordrende
med indtil flere sving, og i horisonten voksede bjergene hele tiden op,
indtil parkens højdepunkt El Capitain knejsede og fyldte hele forruden - men stadig noget
skjult af disen på grund af støvstormen.
Kort efter svingede vi ind i Visitors Centre og fik vores park-brochure til samlingen.
Det er imponerende at tænke på, at store dele af Texas og New Mexico
oprindeligt var havbund for millioner af år siden, så disse enorme
bjerge er aflejringer fra havet, som langsomt er blevet presset i vejret
af undergrunden.
Den venlige
ranger viste os indtil flere vandreture på et kort, men de fleste af dem
kræver oppakning til flere dage for at overleve i disse meget vilde
bjerge, der slet ikke har nogen veje. Vi nøjedes med at gå en lille rundtur på en mil, der førte os
til en gammel Stagecoach Station, i noget der mindede om en orkan. Der
var kun meget lidt tilbage af denne historiske Pinery Stagecoach Station, som kun
var aktiv i ét år mellem 1858-59
| The Butterfield Overland Mail |
 |
 |
|
| I 1857
fik Paul Butterfield rettighederne til at drive postruten mellem
St. Louis og San Francisco. Hidtil havde man sendt post mellem
de to byer ved at sejle den syd om Sydamerika!Post-ruten var en
forløber for ponyexpressen og den efterfølgende togbane.
Den 4320 kilometer lange rute blev altid gennemført på mindre
end 25 dage, og ordren fra Butterfield til sine kuske var: "Husk
drenge, at intet på Guds jord må stoppe De Forenede Staters
post!" Ruten blev med vilje lagt så sydligt som muligt, så den
ville være fri for sne hele året. Det betød til gengæld at
indianere og mexicanske banditter kunne finde på at overfalde
diligencen. Der blev gennemført to ture om ugen, og det har ikke været den rene fornøjelse. Én af passagererne skulle have udtalt: "Nu ved jeg, hvordan der er i Helvede. Jeg har lige prøvet det i 24 dage!" Butterfield's 6-årige kontrakt blev annulleret allerede i 1861 på grund af borgerkrigen, men allerede i august 1859 blev denne station, The Pinery Station, nedlagt, da den lå i 5.700 fods højde og hermed var den højeste og mest utilgængelige på vejen, som herefter blev lagt om til en sydligere rute. |
 |
| Disse røde og grønne Celerity-vogne var indrettet til at transportere 9 personer, bagage og 12.000 breve, og de blev trukket af 6 heste eller muldyr. Der var 30 km mellem hver station, hvor man kunne skifte heste og kusk. Man red dag og nat, og på denne måde kunne man flytte sig op til 180 km hver dag. Intet mindre end imponerende! | |
Nu skyndte vi os videre til Carlsbad Caverns og kørte dermed ind i
New Mexico. Samtidigt vandt vi lige en time, da "Central Time" blev til
"Mountain Time", og vi er nu 8 timer bagud i forhold til Danmark. Selv med
denne tidsgevinst i bagagen kunne vi ikke købe ture til hulerne i morgen
i Visitors Centre, da salget lukkede allerede kl. 14. Der var i alle
tilfælde kun én mulig tur tilbage, så den må vi forsøge at book'e i
morgen efter kl. 8. Heldigvis er der to lange ture, som man selv kan gå
i hulerne, så det skal nok lykkes at se dem i alle tilfælde. Carlsbad
hulerne
skulle være helt ufatteligt smukke under jorden, men udsigten over jorden var
heller ikke så ringe.
| De sidste 13 miles in til Carlsbad centrum foregik i ro og mag. Vi
passerede en stor Walmart, og helt inde i centrum, hvor der var et
kryds på vores udprintede bykort fra Hotels.com, var der ikke skyggen af
hotel - men masser af kaos pga. vejarbejde. En venlig sjæl på den
nærliggende Shell-tank kunne fortælle os, at "Hampton In & Suites" lå 4
mil tilbage ad vejen - lige imellem Chilis Restauranten og ...
Walmart. Vi fandt det derfor let, og kort efter sad vi i den proppede
Chilis Restaurant i baren med to store øl og ventede på et bord. To gigantiske bøffer på 330g fulgte snart, så vi måtte slæbe os de 50 meter tilbage til hotellet, hvor vi kunne gå på nettet, checke mail og bank-status og skrive dagbog, mens vi nød endnu en kold øl. |
 |