Jeg havde sovet dårligt pga. ryggen. Til gengæld var Hanne bevidstløs 8.30, da rengøringen bankede voldsomt på døren, fordi vi havde glemt at hænge "Do Not Disturb"-skiltet ud. Vores fine morgenmad med frugt, brød, pølse, ost og yoghurt blev indtaget på terrassen, som lå i morgenskygge. Ved samme lejlighed blev dagens frokost smurt i form af sandwichs.
Ca. ved 11-tiden satte vi os i bilen, hvilket ikke var det
mindste smertefuldt, da Hanne havde lokket et par kodymagnyler i mig. Vi
kørte nu stille og roligt ud af The Chisos Basin og rullede mod parkens
sydvestligste hjørne, hvor en af hovedattraktionerne ligger. Landskabet
på vej dertil var et overflødighedshorn af udsigter og farverige klipper
eller golde landskaber med lav tør bevoksning og blomstrende kaktus.
Hanne forsager varmen og bruger en del tid på at skyde farverige
blomster og kaktusser med fascinerende former og frugter.
Dette er netop det, som denne nationalpark praler af: Bjerge, ørken og
stor flod samlet på ét sted.
| Ved næste stop behøvede vi næsten ikke at forlade bilen. Fra vejen kunne vi betragte det enorme landskab, og hvis man kniber øjnene lidt sammen, kan man se Homer Wilson's Ranch. | |
 |
|
 |
Homer Wilson anlagde sin ranch i denne ødemark af en ørken i 1929. Han overtog desuden en stor del af den tidligere G4 Ranch, som havde ligget her siden 1880. Ranchen var temmelig stor med sine 11.000 hektar eller 110 kvadratkilometer. (Amager er 98 kvadratkilometer til sammenligning.) Her holdt de får og geder frem til 1943,hvor gamle Homer døde. Allerede i 1942 havde den amerikanske stat købt hele området, for at lægge det ud til national park, og i 1944 flyttede familien fra stedet |
 |
|
| Det ene fantastiske landskab afløste det andet. Vi standsede ved den smalle Tuff Canyon, som viste hvorledes vandet kunne grave sig ned i den ellers hårde undergrund, men allerede nu var det meget varmt, så vi forlod ikke bilen længere end højest nødvendigt i denne ørken, da vores arme lignede jordbærsnørebånd fra gårsdagens brændende nedstigning fra "South Rim". |
 |
Ved Castelon holdt vi ind ved Visitors Center og læste lidt om stedets historie i disse barske omgivelser, hvor hvide farmere for 200 år siden forsøgte at få en acceptabel tilværelse på trods af heden, tørken, apacher og oprørske mexicanske banditter. Det var nok nærmest de sidste, der endte med at drive de fleste stædige farmere væk, inden staten købte hele området og omdannede det til Big Bend National Park. Rangeren i centret fortalte, at de lukker om 14 dage, da her ikke kommer ret mange hen over sommeren pga. varmen. Det kunne vi meget let sætte os ind i. Vi købte en is i den tilstødende lille butik og nød den i skyggen.
Nu kørte vi ud til Santa Elena Canyon. En massiv bjergkam tårner sig
op så langt øjet rækker på den modsatte side af Rio Grande i Mexico. Det
ser besynderligt ud med den flade slette og de lodrette klippesider til
begge sider gennemskåret af Santa Elena Canyon i midten.
"Grande" er måske nok en overdrivelse for floden på denne tid af året, for der er
mere tale om en grå-brun å med masser af stenet grund indrammet af
vegetation. Alligevel har floden formået at skære sig igennem
klippemuren, så Santa Elena Canyon er blevet dannet. Geologerne mener
faktisk, at det er sket i den omvendte rækkefølge. Floden har hele tiden
været her, men efterhånden som bjergene er blevet presset i vejret, har
floden simpelthen fortsat sit løb og hermed dannet den smalle dal.
Vi skal passere Terlugua Creek, som ikke er andet end et udtørret flodleje for at komme
ud til stien, som fører os langs canyon-dalen på den amerikanske side af
floden. Få meter vand adskiller os og den op til 500 meter lodrette mur på den
modsatte side i denne
fantastiske dal.
Det er stegende varmt, og Hanne er ved at vende om, da
en modgående turist melder, at der er lidt skygge tilbage i dalen - og
ganske rigtigt, længere fremme er der skygge mellem de lodrette klipper
og et fremragende vue videre ned gennem den snævre canyon. Vi skiftes
til at tage foto af et par andre turister, så vi forhåbentlig har et
godt skud til 2012-kalenderen.
Jeg har kvajet mig og efterladt vandet i
bilen, så vi haster nu tilbage. Hanne er dyb-lilla i ansigtet af varme,
da vi når tilbage, og mens hun køler i skyggen med en iskold flaske
vand, så køler bilens aircondition på højtryk for at sænke de 50 grader inde i
kabinen. Jeg forsøger at vaske forruden for insekter, så vi kan
fotografere "forrudebilleder" på vej tilbage, men jeg brænder mine
hænder og vandet fordamper, inden jeg kan nå at tørre glasset rent. Vi kan stadig ikke røre ved plasticdelene i bilen,
da vi sætter os ind for at køre væk.
Landskabet på vej tilbage minder meget om Death Valley med sine
farvede røde, gule, grønne og hvide klipper - et smukt syn - men vi
ser det meste fra bilen, da temperaturen viser næsten 100 grader
Fahrenheit (38 grader). Varmen får en masse små hvirvelvinde til at fare
hen over landskabet og sender støvsøjler i vejret.
I et anfald af vanvid tager vi en afstikker ad
en grusvej for at se "The Window" i Chisos Krateret udefra, men det
fortryder vi hurtigt, da vi ender med at køre i et slags flodleje med
store sten - det er trods alt ikke en fire-hjuls-trækker vi kører i, og
heldigvis lykkes det at vende bilen og komme tilbage til den asfalterede vej uden
problemer.
Hjemme på terrassen er klokken netop blevet 17.30, og det er let
overskyet, så man kan sidde og skrive dagbog for to dage og få en øl på
terrassen
uden at smelte. De små fugle kredser omkring os. Måske havde vi
efterladt krummer i morges? Det er for øvrigt ikke så underligt,
at vi har set en masse forskellige fugle her. Vores nyindkøbte
fugle-guide praler af, at der er over 450 arter i Big Bend. Vi har også
set en speciel lille fugle-fyr, som med stor hastighed spænede rundt
foran bilen. Så stor hastighed, at vi ikke nåede at fotografere den, men
vi er ikke i tvivl om, hvad det var for én.
OK! Vi har snydt lidt! Road Runner'en er taget fra nettet, men Coyoten
fotograferede vi selv for to år siden i Wind Cave National Park. Der er vist
kun én ting at tilføje ... Meep meep!
De næste fugle har vi til gengæld alle selv "skudt" over de sidste to-tre
dage. De er næsten lige så farverige som Hannes mange flotte
kaktusblomster
Solnedgangen er i særklasse i aften, så den kan hverken fugle eller
blomster konkurrere med.
Hanne får os slæbt ned til udsigtspunktet, hvor der er en larm af "Ihh,
Neeej, Oh My God" og hvad de ellers siger i USA, når de bliver udsat for
noget meget smukt.
I morgen skal vi forlade Big Bend, men vi har stadig en meget lang
køretur igennem ørkenen, før vi forlader Texas.