Onsdag d. 13. april 2011.                       RETUR

Alverdens former, farver og flod i den brændende ørken

Jeg havde sovet dårligt pga. ryggen. Til gengæld var Hanne bevidstløs 8.30, da rengøringen bankede voldsomt på døren, fordi vi havde glemt at hænge "Do Not Disturb"-skiltet ud. Vores fine morgenmad med frugt, brød, pølse, ost og yoghurt blev indtaget på terrassen, som lå i morgenskygge. Ved samme lejlighed blev dagens frokost smurt i form af sandwichs.

Ca. ved 11-tiden satte vi os i bilen, hvilket ikke var det mindste smertefuldt, da Hanne havde lokket et par kodymagnyler i mig. Vi kørte nu stille og roligt ud af The Chisos Basin og rullede mod parkens sydvestligste hjørne, hvor en af hovedattraktionerne ligger. Landskabet på vej dertil var et overflødighedshorn af udsigter og farverige klipper eller golde landskaber med lav tør bevoksning og blomstrende kaktus. Hanne forsager varmen og bruger en del tid på at skyde farverige blomster og kaktusser med fascinerende former og frugter.



Dette er netop det, som denne nationalpark praler af: Bjerge, ørken og stor flod samlet på ét sted.

Ved næste stop behøvede vi næsten ikke at forlade bilen. Fra vejen kunne vi betragte det enorme landskab, og hvis man kniber øjnene lidt sammen, kan man se Homer Wilson's Ranch.
 Homer Wilson anlagde sin ranch i denne ødemark af en ørken i 1929. Han overtog desuden en stor del af den tidligere G4 Ranch, som havde ligget her siden 1880. Ranchen var temmelig stor med sine 11.000 hektar eller 110 kvadratkilometer. (Amager er 98 kvadratkilometer til sammenligning.) Her holdt de får og geder frem til 1943,hvor gamle Homer døde. Allerede i 1942 havde den amerikanske stat købt hele området, for at lægge det ud til national park, og i 1944 flyttede familien fra stedet

 

Det ene fantastiske landskab afløste det andet. Vi standsede ved den smalle Tuff Canyon, som viste hvorledes vandet kunne grave sig ned i den ellers hårde undergrund, men allerede nu var det meget varmt, så vi forlod ikke bilen længere end højest nødvendigt i denne ørken, da vores arme lignede jordbærsnørebånd fra gårsdagens brændende nedstigning fra "South Rim".

Ved Castelon holdt vi ind ved Visitors Center og læste lidt om stedets historie i disse barske omgivelser, hvor hvide farmere for 200 år siden forsøgte at få en acceptabel tilværelse på trods af heden, tørken, apacher og oprørske mexicanske banditter. Det var nok nærmest de sidste, der endte med at drive de fleste stædige farmere væk, inden staten købte hele området og omdannede det til Big Bend National Park. Rangeren i centret fortalte, at de lukker om 14 dage, da her ikke kommer ret mange hen over sommeren pga. varmen. Det kunne vi meget let sætte os ind i. Vi købte en is i den tilstødende lille butik og nød den i skyggen.

Nu kørte vi ud til Santa Elena Canyon. En massiv bjergkam tårner sig op så langt øjet rækker på den modsatte side af Rio Grande i Mexico. Det ser besynderligt ud med den flade slette og de lodrette klippesider til begge sider gennemskåret af Santa Elena Canyon i midten.

"Grande" er måske nok en overdrivelse for floden på denne tid af året, for der er mere tale om en grå-brun å med masser af stenet grund indrammet af vegetation. Alligevel har floden formået at skære sig igennem klippemuren, så Santa Elena Canyon er blevet dannet. Geologerne mener faktisk, at det er sket i den omvendte rækkefølge. Floden har hele tiden været her, men efterhånden som bjergene er blevet presset i vejret, har floden simpelthen fortsat sit løb og hermed dannet den smalle dal.

Vi skal passere Terlugua Creek, som ikke er andet end et udtørret flodleje for at komme ud til stien, som fører os langs canyon-dalen på den amerikanske side af floden. Få meter vand adskiller os og den op til 500 meter lodrette mur på den modsatte side i denne fantastiske dal.

Det er stegende varmt, og Hanne er ved at vende om, da en modgående turist melder, at der er lidt skygge tilbage i dalen - og ganske rigtigt, længere fremme er der skygge mellem de lodrette klipper og et fremragende vue videre ned gennem den snævre canyon. Vi skiftes til at tage foto af et par andre turister, så vi forhåbentlig har et godt skud til 2012-kalenderen.

Jeg har kvajet mig og efterladt vandet i bilen, så vi haster nu tilbage. Hanne er dyb-lilla i ansigtet af varme, da vi når tilbage, og mens hun køler i skyggen med en iskold flaske vand, så køler bilens aircondition på højtryk for at sænke de 50 grader inde i kabinen. Jeg forsøger at vaske forruden for insekter, så vi kan fotografere "forrudebilleder" på vej tilbage, men jeg brænder mine hænder og vandet fordamper, inden jeg kan nå at tørre glasset rent. Vi kan stadig ikke røre ved plasticdelene i bilen, da vi sætter os ind for at køre væk.

Landskabet på vej tilbage minder meget om Death Valley med sine farvede røde, gule, grønne og hvide klipper - et smukt syn - men vi ser det meste fra bilen, da temperaturen viser næsten 100 grader Fahrenheit (38 grader). Varmen får en masse små hvirvelvinde til at fare hen over landskabet og sender støvsøjler i vejret.

I et anfald af vanvid tager vi en afstikker ad en grusvej for at se "The Window" i Chisos Krateret udefra, men det fortryder vi hurtigt, da vi ender med at køre i et slags flodleje med store sten - det er trods alt ikke en fire-hjuls-trækker vi kører i, og heldigvis lykkes det at vende bilen og komme tilbage til den asfalterede vej uden problemer.

Hjemme på terrassen er klokken netop blevet 17.30, og det er let overskyet, så man kan sidde og skrive dagbog for to dage og få en øl på terrassen uden at smelte. De små fugle kredser omkring os. Måske havde vi efterladt krummer i morges?  Det er for øvrigt ikke så underligt, at vi har set en masse forskellige fugle her. Vores nyindkøbte fugle-guide praler af, at der er over 450 arter i Big Bend. Vi har også set en speciel lille fugle-fyr, som med stor hastighed spænede rundt foran bilen. Så stor hastighed, at vi ikke nåede at fotografere den, men vi er ikke i tvivl om, hvad det var for én.

OK! Vi har snydt lidt! Road Runner'en er taget fra nettet, men Coyoten fotograferede vi selv for to år siden i Wind Cave National Park. Der er vist kun én ting at tilføje ... Meep meep!

De næste fugle har vi til gengæld alle selv "skudt" over de sidste to-tre dage. De er næsten lige så farverige som Hannes mange flotte kaktusblomster

Solnedgangen er i særklasse i aften, så den kan hverken fugle eller blomster konkurrere med. Hanne får os slæbt ned til udsigtspunktet, hvor der er en larm af "Ihh, Neeej, Oh My God" og hvad de ellers siger i USA, når de bliver udsat for noget meget smukt.

I morgen skal vi forlade Big Bend, men vi har stadig en meget lang køretur igennem ørkenen, før vi forlader Texas.

Retur til toppen.