Uret ringede forbandet tidligt, så vi kunne have badet, spist, pakket
og checket ud lidt over 8 inden dagens mindst otte timer lange køretur.
Godt tilfredse med os selv fløj vi ud af San Antonio i lav højde ved
halv-ni-tiden helt uden at møde nogen "rush hour" trafik, som Alain
havde forudsagt. Kort efter var vi på vej 90, som vi skulle følge lige
indtil "Big Bend National Park", som var vores mål for de næste par dage.
Landskabet var endeløst, som det så tit er, når man kører i USA.
Adskillige gange kørte vi forbi porte, som førte ind til en ranch, der
lå så langt væk fra vejen, at man ikke kunne se den.
Efter en times kørsel fik vi tanket kaffe og benzin, og landskabet skiftede
langsomt karakter og blev mere tørt og ørkenagtigt med gråbrune bakker
og små tørre buske. Selv om det ikke var motorvej, kunne vi køre 70 mph
(110 km/t), så vi følte, at vi kom hurtigt fremad.
Ved middagstid nåede vi byen Del Rio meget tæt ved Rio Grande, hvor
Hanne udnyttede mobil-dækningen og ringede til Kulhuse. Jeg må have
mistet koncentrationen, og i mangel af min trofaste navigatørs
opmærksomhed passerede vi en "Border Shop" og så et skilt med
påskriften "LAST CHANCE TO TURN BEFORE MEXICO" ... så det kan nok være,
at bilen blev drejet rundt. Det tog kun 5 minutter at komme på ret vej
igen. Kort efter nåede vi til en fantastisk flot kløft, hvor vi var nødt
til at stå ud og betragte "Pecos River High Bridge", hvor den passerer
The Pecos River's smaragdgrønne vand, inden den løber sammen med Rio
Grande et par kilometer længere fremme.
Nu var vi "West of The Pecos" ... under jurisdiktion af Dommeren Roy
Bean.
En time senere nåede vi til den lille flække Langly, hvor Judge Roy
Bean residerede i sin selvbestaltede retssal og saloon og udstedte bøder
til alle, som ikke overholdt loven "The Law West of the Pecos" ... altså Roy Bean's lov
tilbage i slutningen af 1800-tallet. Her lå hans
oprindelige saloon, som var meget velbevaret. Et skilt i saloonen
proklamerede, at man ikke måtte "Skyde, skære, slås eller være højlydt
her - og ABSOLUT ingen måtte spytte på gulvet". Sådan!
Vi gør et kort holdt i Dommer Beans saloon, og det føles næsten som om,
at han er hos os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den Lucky Luke
tegneserie, hvor Dommeren er hovedperson.
Ved siden af saloonen ligger et lille museum, som er fyldt med
morsomme historier om denne original. Én af de mange historier går på at
Roy Bean havde visiteret en død mand og fundet en meget fin seksløber på
ham. Judge Bean erklærede det straks ulovligt at bære våben, så pistolen blev
konfiskeret, og manden fik samtidigt en bøde på 41$, hvilket helt
tilfældigt svarede til det beløb, som den døde mand havde i sine lommer.
| Judge Roy Bean : The Law West of the Pecos |
 Roy Bean ca. år 1900. |
| "Phantly Roy Bean" blev født ca. 1825 ... han var ikke selv helt sikker på datoen. Han var gennem en stor del af sit liv på flugt for sine egne ulykker. Som 23-årig åbnede han en handelsstation i Mexico med sin bror Sam, men en mexicansk "desperado" overfaldt ham, så Roy måtte slå ham ihjel og flygte til San Diego i Californien til sin anden bror Joshua. Unge Roy var en flot fyr, så pigerne faldt for ham. Det bragte ham så i slagsmål med en anden ung bejler, og det endte med en pistol-duel, hvor Roy sårede sin udfordrer, så de begge røg i fængsel. Én af hans kvindelige beundrere smuglede en kniv ind til ham, så det lykkedes ham at grave sig ud i bedste western-stil. I 1853 blev Roy forlovet med en smuk pige, som desværre blev bortført af en mexicansk officer. Roy Bean indhentede ham og dræbte ham, hvilket fik seks af den dræbtes venner til at putte Roy op på en hest med et reb om halsen hvorefter de forlod ham og forsvandt. Kæresten pillede ham ned, men det efterlod ham med et brændemærke på halsen fra tovet - det var billigt sluppet. | |
 Roy Bean sidder foran Jersey Lilly med stor hvid mexicaner hat. |
Herefter vendte han tilbage til sin brors saloon, men efter borgerkrigen måtte han ernære sig ved at sælge brænde, som han stjal fra sin nabos grund. I 1866 giftede han sig med Virginia Chavez, som han fik to sønner og to døtre med. Han mishandlede hende, og en barmhjertig kvinde i byen gav ham 900$ for at forsvinde. Med denne formue åbnede han en saloon, og en ny periode i hans liv startede. Han startede i et telt med 10 styk 200 liters whiskytønder tæt på Pecos-floden og lige ved siden af 8.000 jernbane-arbejdere, så markedet var godt. |
| I mangel af lokal lov og orden udnævnte en Texas Ranger ham til Fredsdommer, men Roy Bean ophøjede straks sig selv til "The Law West of the Pecos" ... en legende var født. Judge Bean blev hurtigt kendt for sine kontroversielle domme. En jernbane-arbejder af irsk afstamning slog en kineser ihjel, og da Roy Bean skulle dømme ireren, mødte 200 hidsige venner op. Roy Bean studerede længe sin juridiske bog "Revised Statutes of Texas", og da han kun kunne finde noget om "man slaughter" men intet om "china man slaugter", blev den irske arbejder frikendt. Da jernbanen flyttede vest på, flyttede Bean med, og han endte op i en lille flække, som han døbte Langtry efter sit store idol: Den engelske skuespillerinde Lilli Langtry. (Faktisk mener man, at byen var opkaldt efter Mr. Langtry, som ledede arbejdet med jernbanen, men det ødelægger lidt historien.) Her i Langtry huserede Roy Bean fra 1882 og indtil sin død i værtshuset og retsalen, som han havde opkaldt "The Jersey Lilly". I mangel af et fængsel fik næsten alle dømte en bøde, som han selv beholdt. Han tog 5$ for at gifte folk og afsluttede handlingen med "og må Gud være jeres sjæle nådige" ... det samme som man sagde til dødsdømte. Meget rimeligt tog han så 10$ for at skille ægtefolk igen. |
  |
| Ud over at dømme folk og konfiskere deres penge, så solgte han
selvfølgelig masser af whisky, og han underholdt sine gæster med
bjørnen Bruno! Roy Bean var absolut ikke en ærlig mand. Han
opfordrede sin søn til at skyde en nabo i ryggen, og han holdt
hånden over sønnen, da myndighederne undersøgte mordet. Men i
sine gamle dage gjorde han dog mange gode gerninger i Langtry,
og han skrev ofte til Lilly Langtry, og opfordrede hende til at
besøge byen. Judge Roy Bean døde fredeligt i 1903, og selv om han var en slyngel, kunne man godt have ondt ham, at han havde levet ét år til, for i januar 1904 besøgte Lillie Langtry byen, der ifølge Roy Bean var opkaldt efter hende. |
|
Det var med et stort smil på læben, at vi forlod Judge Roy Bean's
domstol og billard-saloon og spiste vores frugt og brød på en skyggefuld
rasteplads lige udenfor museet.
Vi kørte videre mod vores mål og landskabet blev langsomt flottere
efterhånden som bakkerne tiltog i højde og begyndte at ligne
bjerge.
Ved 16-tiden drejede vi fra vej 90 og kørte stik syd ind i Big Bend National Park, som har fået sit navn pga. af det
V-formede drej, som
Rio Grande laver her over ca. 150 kilometer.
Ved indgangen til gik vi ind i Visitors Centre og købte et årskort til
National Parkerne, en Big Bend NP bog (den vi altid køber i alle
parkerne) samt en vandreguide til området. Jeg faldt også for fristelsen
og købte en bog om Judge Roy Bean, som indeholdt en masse fotografier og
historier.
Man skulle snegle sig gennem parken, men ved 17-tiden var vi fremme
ved Chisos Mountain Lodge, hvor vi havde én aften på "det store" lodge
og to aftener på mindre motelværelser, da Hanne ikke kunne tre aftener
på samme værelse via Internettet, da hun planlagde rejsen for flere måneder
siden. Der var derfor uhørt begejstring, da damen i receptionen
forklarede, at hun havde flyttet rundt på folk, så vi havde TRE aftener
på "The Lodge" med egen terrasse og udsigt til solnedgangen over Chisos
Mountains.
Der var åndeløs jubel, da vi kom ud på terrassen! Vi satte os straks
og nød udsigten efter at have tømt bilen og fyldt maden ind i køleskabet.
Vi
forlod dog alligevel stolene ved 18-tiden og gik den korte vej hen til
en platform 200 meter væk, hvor alle vandreturene startede, og på
besynderlig vis kom vi "lige" til at gå "The Basin Loop", som er tre
kilometer lang og bringer folk rundt i området med fine udsigter over
"The Lodge" og "The Window", som er et stort V-formet "hak" i de bjerge,
der danner en cirkel om "The Basin".
 |
På turen ser vi nogle flotte kaktuslignende vækster, som vi
mener er Aloe-planter. Det viser sig at være Havard Agaver, som
udmærker sig ved at kunne blive MEGET gamle ... med mindre de
vælger at gå i blomst, hvilket oftest sker efter 30-50 år. Så
skyder planten en lang "asparges" ud som kan vokse over
én fod
om dagen, og i toppen kommer en masse blomster, som spreder
plantens frø, inden den dør. Agaven til venstre må have skudt for få dage siden, og den til højre er helt afblomstret og er ved at tørre ind og dø. Al væsken fra de tykke blade bliver ført ud i den lange stængel, når den skyder i vejret. En imponerende teknik for at sikre sit afkom. |
 |
Tilbage på værelset kunne vi konstatere, at strømmen var væk, så vi satte os med et glas rødvin og nød solnedgangen. Desværre kom strømmen ikke tilbage, så vi kunne ikke lave maden i vores mikroovn. I stedet tog vi brødet, som var planlagt til morgenmaden, og indtog det med pølse og ost. Netop som vi var færdige, kom lyset tilbage. Vi læste og skrev dagbog på vores senge og sov ved 22.30-tiden. En 18 kilometer lang vandretur venter i morgen ... helt frivilligt!