Vi mødtes i restauranten kl. 10, og vi var alle pænt trætte i
ansigterne. Inden Alain checkede ud af sit værelse, skulle vi lige nyde
hans udsigt én gang til ... men denne gang i solskin. Det hele var noget
mere klart end i nat ... men vores øjne var nok ikke så slørede nu!
Herefter forlod vi hotellet og gik ud i
heden for at se San Antonios anden stolthed: "The Alamo".
Set udefra ligner The Alamo en gammel kirke. Den karakteristiske
front, som stedet er kendt for, er slet ikke den originale kirke, men er
tilføjet af den amerikanske hær efter generobringen af San Antonio fra
spanierne, hvor stedet blev genrejst som et mindesmærke for den kamp,
der skulle kæmpes for at gøre Texas til
en uafhængig stat.
Ordet helligdom er nok det mest passende, man kan oversætte "The Shrine
of Texas Liberty" med, og det er netop det ord, som de stolte texanere
bruger om stedet. Jeg er kun lige kommet indenfor, da vi får øje på
noget velkendt. Et dansk flag? Ja da! Løjtnant Charles Zanco faldt i slaget, men var født i Randers i 1808. Her var også mange
engelske, irske og tyske navne, men de fleste af de ca. 200 dræbte var
amerikanere. Netop da jeg havde taget dette foto, gjorde en høflig
opsynsmand mig opmærksom på, at man ikke måtte fotografere og have
kasket på i denne helligdom. Så ikke flere billeder fra kirken. I alle
tilfælde var det også langt mere interessant at læse om slaget og The
Alamo Mission i de andre bygninger, hvor det var OK at fotografere.
Udenfor bygningen stod en stige med et skilt, som bar påskriften "Keep Off".
Hvis texanerne havde husket at sætte skiltet på stigen i 1836, så var
mexicanerne nok aldrig kommet in i fortet ... eller måske kunne de
mexicanske soldater ikke læse engelsk?
|
Slaget om The Alamo The Alamo var slet ikke bygget som et fort, men som en katolsk mission, der skulle oplære de fredelige lokale indianere i den rette tro og holde "de vilde" Commanche- og Apache-indianere på afstand. Det oprindelige navn var "Mission San Antonio de Valero", men Alamo-navnet kom til efter at den spanske hær overtog bygningerne omkring år 1800. |
|
 |
De texanske indbyggere fik nok af overherredømmet fra den spanske leder Antonio López de Santa Anna og lavede oprør mod hans mexikanske hær i 1835. Den amerikanske general Sam Houston troede ikke på, at man kunne holde stand på Alamo, så han beordrede det ødelagt, men Oberst James Bowie besluttede i stedet at forstærke fortet og forsøge at holde stand, da Santa Anna d. 23. februar 1836 førte 5000 soldater mod San Antonio for at generobre byen. |
 |
 Hanne og Alain studerer brønden på gårdspladsen i The Alamo |
| De 200 amerikanere og texanere sendte kurerer ud efter hjælp, men kun ganske få kom dem til undsætning. På dette tidspunkt var den berømte politiker Davy Crockett allerede på Alamo. De første dages kampe var ret harmløse, men da mexikanerne for alvor angreb d. 6. marts, varede kampen kun få timer. Den heroiske død som John Wayne døde i Alamo-filmen er langt fra sand. Mexicanerne kunne let komme over de lave mure, og de få overlevende blev straks henrettet - inklusive Davy Crockett. Og hvorfor siger jeg texanere og amerikanere? Det er fordi, at Texas først blev en del af USA i 1845, men det er en helt anden historie. |
 Davy Crockett kæmper med sin riffel som kølle. |
Efter at have set The Alamo sagde Alain og jeg farvel til Hanne, der
ikke orkede varmen, så hun ville tilbage til hotellets pool. Alain og
jeg gik videre til "The Market Place", som ifølge "Turen går til" skulle
være det tætteste, man kommer på et mexicansk marked. Vi havde
forestillet os en marked med grøntsager, frugt og krydderier, men det
viste sig at være et gigantisk gedemarked af turist-bras og farvede
T-shirts, krus og keramik, der i bedste fald var fremstillet i Taiwan.
For at gøre plagen total, var her adskillige rock-bands, der spillede så
højt, at vi måtte holde os for ørerne, da vi gik forbi. Sidst men ikke
mindst var her sort af mennesker - hvad pokker så de i dette
rædselsfulde sted? Vi flygtede skyndsomst og gik så hurtigt, som varmen
tillod det, tilbage til hotellet - det meste af turen i brændende sol.
Kort før hotellet passerede vi en sten indmuret i væggen på fortovet,
der proklamerede, at ligene fra Alamo-massakren inkl. Davy Crockett blev
brændt på dette sted.
 |
 |
På vores fodtur i heden passerede vi dette skilt, som
er en mindeplade over den gamle landevej, som startede i San Augustine i
Florida og førte mod vest igennem byerne Mobile, New Orleans,
Houston, San Antonio og videre til San Diego i Californien. Bortset fra at vi startede i Miami i Florida, så er det stort set vores rute på tværs af USA. Det må så være navnet på årets tur: The Old Spanish Trail. |
Vi købte en six-pack med kolde colaer, og dette vakte stor jubel hos Hanne, da vi stak den igennem gitteret ind til pool'en, hvor hun lå i solen og slangede sig. Alain hvilede sig nu i en halv time på vores værelse, da han jo havde checket ud af sit eget værelse i morges. Jeg badede og soltørrede på pool-kanten med direkte udsigt til motorvej I-10. Ikke vildt charmerende - men til gengæld meget behageligt og centralt.
Kl. 15 forlod Alain og jeg igen Hanne og tog bilen mod "The San Antonio Missions", som var omtalt i vores kort og bøger, men som ikke klart beskrev, hvad der ventede os. Her var virkelig tale om en positiv overraskelse. Det viste sig, at de katolske missionærer i San Antonio byggede hele fem missioner langs floden, og at "The Alamo" var én af dem. Da Alamo ligger i centrum af San Antonio, er der kun kirken og lidt af den ene række bygninger tilbage, men i San José står HELE missionen intakt kun 10 km. fra centrum.
 |
|
 |
 |
 |
Vi kunne se, hvordan missionen havde fungeret som værn mod Apacher og Commanchees, og kirken var her helt intakt, men desværre under rekonstruktion, så vi ikke kunne komme ind i den. I det hele taget var stedet vanvittig godt vedligeholdt, men det blev også varetaget af vores Park Ranger-venner fra NPS. Alain var ved at smelte ned i varmen, og han var efterhånden lige så bordeaux-rød i hovedet som sin T-shirt. Arbejdende værksteder med stenhuggere og meget andet var her også, så vi var meget begejstrede, da vi vendte snuden hjem mod hotellet. Man burde se dette INDEN "The Alamo", så man bedre kunne forstå de fysiske rammer for slaget. |
| Specielt den gamle port var fascinerende. Man kan næsten se vagterne stå ved palisaderne og spejde efter fjenden. Disse missioner var tydeligvis ikke opført for at forsvare sig mod "moderne" hære men som beskyttelse mod de "indfødte vilde". Det giver ikke mening at have en så lang og lav mur omkring stedet, der skal forsvares mod en angribende hær, men det fandt de 200 forsvarere på The Alamo jo hurtigt ud af i 1836. | |
Tilbage på hotellet var Hanne klar til at gå ud at spise, men varmen
var stadig helt vild - 36 grader i skyggen, men heldigvis fandt vi
hurtigt en skyggeplads lige ved kanten af Riverwalken, så vi var fint
underholdt med at kigge på de mange turistbåde, mens vi drak VAND!
og spiste meget lækker mexikansk mad. Det var pandekager med grillstegte
oksestrimler, revet ost, grøntsager, salsa samt guacamole og creme
fraiche. Super lækkert! Et mexicansk 4-mands band cirkulerede rundt, men
de holdt sig heldigvis langt væk fra vores bord. Man kan lige ane dem
mellem Alain og Hanne med en meget stor guitar. På afstand var det dog
mægtig hyggeligt at høre på.
Alain forlod os ved 19-tiden for at køre tilbage til Austin. Vi sagde
også farvel til den charmerende River Walk, og så
fandt vi en Walmart syd for centrum, hvor vi købte ind til de kommende
dage.
Nu er by-ferien slut ... nu venter vildmarken i det sydligste Texas ved Rio Grande.