| Sengene var himmelske på hotel "La Quinta Inn" i Baton Rouge, så vi skulle trække os selv ud af fjerene. Morgenmaden var ikke så overdådig som i New Orleans men stadig langt over middel, så på trods af at dette var vores billigste hotel på turen, så var det super. Uden at forlade matriklen fik vi benzin på hos naboen til hotellet, og så var der ca. 100 meter hen til I-10, som skulle føre os videre vest mod Lafayette. Stik imod traditionen droppede vi at se State Capitol i Baton Rouge, der jo er hovedstaden i Louisiana. Vi missede den dog ikke helt, da det med sine 34 etager er byens absolut højeste hus, så den er nem at se fra broen over Mississippi ... i en by, der ser temmelig ucharmerende ud, |  |
Vejen var en vildt imponerende lige strækning efter devisen: Den
korteste strækning mellem to punkter er den lige linje. Desværre for
vejbyggerne gik den lige linje mellem Baton Rouge og Lafayette direkte
gennem sump, så vi kørte 70 kilometer på en lavbro a la Storebæltsbroen
med sump og græsbevoksning på begge sider og vand mellem de to
to-sporede broafsnit. Læg mærke til den violette linje fra vores
GPS-logger ... der var INGEN sving på de 70 kilometer!
Vi holdt kun pause en enkelt gang ved en McDonalds for at købe deres
gode cappuccino. Man kan undre sig over, at der ligger MacDonalds
butikker her, men der ligger faktisk over 13.000 af disse restauranter i
USA, så de må ligge over alt.
Vi fløj videre til Lafayette og fandt på trods af manglende skiltning
uden problemer National Park Service's Acaidian Cultural Center, der som
sædvanlig i suveræn stil præsenterede de facts, der var vigtige om "La
Arcadians", som de franske udvandrere til Nova Scotia blev kaldt.
Det startede godt, da de franske udvandrere kom til det land, som de
kaldte for L'Arcadie, som er den franske oversættelse fra det græske ord
paradis. De slog sig ned i Novo Scotia i det nuværende Canada, og kaldte
landet for L'Acadie. Det var fint i ca. 80 år, indtil englænderne
invaderede landet og overtog magten i 1710. De næste ca. 50 år plagede
englænderne det franske mindretal, som de kaldte for Acadiens, og da
disse til sidst ikke ville skrive under på, at de ville støtte
englænderne (og dermed gå i krig med Frankrig), besluttede en Løjtnant
Lawrence, at de franske indbyggere skulle væk. Han indfangede derfor tre
fjerdele af dem, og på den måde blev næsten 12.000 mennesker sejlet
tilbage til Frankrig eller til andre steder i USA. Ingen steder ville
man dog have dem, så mange døde ombord på skibene eller gik til af
sygdomme undervejs. Således overlevede kun lidt over halvdelen, og med tiden
samledes mange af dem i det katolske og fransktalende
Louisiana, hvor de var velkomne. Her blev de nu kaldt for "Le Cadien",
og da Louisiana med tiden begyndte at tale engelsk, blev dette til sidst
til "Cajun". Således blev et græsk paradis til det, som mange i dag
opfatter som betegnelsen for en slags mad ... Cajun Food.
Der er mange kort og plancher i udstillingen. Hanne er fælt knotten over
verdenskortet til venstre. Det er muligt, at englænderne udryddede 8.000
franske efterkommere i USA, men de amerikanere, som har lavet
udstillingen, har udryddet Danmark ... der mangler i hvert fald noget
væsentligt på kortet. Den meget lille tekst under billedet af skibet
forklarer, hvordan mange skibe blev afvist i amerikanske byer, så de
ombordværende enten sprang i vandet og druknede eller simpelthen døde på
skibene.
Vi så også en meget følelsesladet film om deportationen, der trods alt
medgav, at nogle af englænderne var imod deportationerne, og at
franskmændene havde overvejet at deportere englænderne, da de havde
magten i Nova Scotia. (Magten skiftede 11 gange i denne periode!)
Vi talte en del med damen i centret, der var meget ked af at centret
var lukningstruet på grund af besparelser, men vi så reelt kun fem
besøgende, mens vi var der.
Næste punkt på dagsordenen var en "Arcadienne Village", som vi havde
fundet på kortet - et slags frilandsmuseum med gamle huse midt i en
sump. Vi spurgte damen hos NPS om vejen til "The Arcadian Village", og
hun pegede ud ad vinduet og sagde: "Lige derovre, men I er nødt til at
tage bilen, for at køre uden om de 5 meter vand, der er imellem os." Det
gjorde vi så, og det var dumt. Den by, som vi havde fundet på nettet lå
længere væk, og efter at have sluppet 20$ kunne vi konstatere, at
Vermilionville var en fin men ordinær samling af huse fra ca. 1850 ...
og den var helt uden
sump-omgivelser.
 |
Det absolutte lavpunkt på turen var den lokale skole,
som blev bestyret af en manisk kreoler iført folkedragt og violin, som talte fuldstændigt
usammenhængende og skiftede emne (og mening), hvis man påtalte hans
manglende viden om Tyskland, Danmark, Sverige eller Norge, som han
ellers besøgte næsten hvert år ... manden var bindegal. På tavlen står der gentaget MANGE gange, at man under ingen omstændighed taler fransk i skoleklassen. Flaget under tavlen er en blanding af det franske flag med en enkelt amerikansk stjerne ... Acadias flag. |
Noget skuffede tog vi bilen og fortsatte mod Galveston. I stedet for
at tage motorvejen hele vejen, drejede vi fra, lige da vi var kommet ind
i Texas og tog "the scenic route"
syd om Houston langs kysten. Det var en morsom oplevelse! Her var
tætpakket med sommerhuse, men de var alle meget specielle, da de var
løftet 4-5 meter op over jordoverfladen på lange pæle.
Vi gættede på, at
det var en form for stormflodssikring - men specielt så det ud. Der var
ikke bro fra fastlandet ud til øen Galveston fra denne side, men til
gengæld cirkulerede tre små færger i pendulfart.
Turen over tog kun ca.
15 minutter, og den lille færge måtte zig-zagge lidt for at komme uden
om adskillige tankskibe, som passerede strædet ind mod Houston med fuld
fart.
Ude på Galveston-øen fulgte vi stranden og fandt let vores hotel, der lå ud til vandet. Blot ved at spørge blev Hanne flyttet fra 1. til 4. sal med balkon og udsigt over den Mexikanske Golf, så vi var mere end begejstrede for udsigten på trods af det overskyede vejr og udsigten til en tankstation og McDonalds, hvis vi kiggede lige ned.
Nu kørte vi de 800 meter hen til Wall-Mart, hvor vi de næste to timer
købte polo-trøjer, T-shirts og bukser for i alt 350$, så vi havde tøj til resten af
ferien og hele næste år. Det er helt grotesk billigt. Vi
købte også plasticbestik og tallerkener, så den indkøbte kartoffelmos,
frisk grønt og oksegryderet kunne varmes i mikroovnen og indtages på
altanen. Vi brugte dog først to timer på at planlægge morgendagen, og
helt uventet ser et olieboreplatforms-museum ud til at blive
højdepunktet. Derfor var klokken over 22, før vi endelig kunne sætte os
til rette på balkonen og indtage vores mad.
Det var derfor langt over
midnat, før vi kom i seng, men vi kan jo også bare sove længe i morgen
... nu er det vist ved at blive ferie.