Morgenmaden var om muligt endnu bedre i dag, og vi havde begge sovet i 8 timer, så vi var helt på toppen, da vi forlod hotellet lidt over 9. New Orleans var dårligt nok vågnet, så vi havde god plads, da vi gik gennem byen, som var meget køligere end i går efter det voldsomme uvejr i nat. Vi var glade for at have både lange ærmer og lange bukser på - det var faktisk koldt i skyggen.
Vi gik hurtigt gennem det franske kvarter for at nå hen i nærheden af
det franske marked, hvor vores venner fra National Park Service havde et
lille kontor og udleverede foldere fra "nationalparken" Jazz New
Orleans. Denne folder tæller nok ikke rigtigt i samlingen over USA's
nationalparker, men vi skulle jo have den. Hanne ville shoppe, så jeg
studerede husene, floden og de flotte skibe - specielt den flotte floddamper
med broen "Greater New Orleans Bridge" i baggrunden, som fører
motorvej 90 over
den store Mississippi-flod.
Hanne kom tomhændet tilbage efter en halv times tid, så vi fortsatte over
til
markedet fra i går, hvor vi valgte et flot indtørret alligatorhoved til Signe's samling af udstoppede dyr. Vi havde checket på danske Told &
Skats hjemmeside, at det var i orden at hjembringe dette trofæ -
alligatoren er absolut ikke en truet dyreart.
| Vi lærer flere ting på vores vandren gennem byen. Går din
Apple iPhone mobiltelefon i stykker, så skal der højere magter til at
reparere den. Disse magter er til stede her i form af iJesus-værkstedet, der tilbyder "Miracle iPhone Repair" og
underbygger dette med "Let our repair Apostles perform a Miracle
on your iPhone!!!". I den mere seriøse ende ser vi nogle kakler i muren på et gammelt hus, der fortæller at denne vej hed "Camino De Bayona" tilbage i slutningen af 1700-tallet, da New Orleans var hovedstaden i den spanske provins Louisiana. Dette skilt dækker over en utrolig historie, hvor Frankrig ejer et Louisiana, der omfatter staterne Louisiana, Mississippi, Arkansas, Oklahoma, Missouri, Kansas, Nebraska, Iowa, Illinois, Indiana, Michigan, Wisconsin, Minnesota, North Dakota og South Dakota ... med andre ord hele bæltet fra den Mexicanske Golf og op til Canada. Som skiltet antyder, tabte Frankrig området omkring New Orleans til Spanien i 1762 efter "7-års Krigen", men i år 1800 køber Napoleon det tilbage. Dette blev holdt hemmeligt i to år, men da det blev opdaget, passede det absolut ikke det spirende USA, hvor Præsident Jefferson kunne se, at Napoleon kunne forhindre al transport af varer på Mississippi-floden til den Mexicanske Golf. |
 |
 |
Jefferson overvejede derfor krig mod Napoleon, men i stedet
beordrer han forhandling med Frankrig omkring mulighederne for
at købe området omkring New Orleans for 10 millioner dollar.
Totalt overraskende tilbyder franskmændene at sælge HELE
Louisina-området for 15 millioner. Forhandlerne kunne ikke nå at
spørge præsidenten, så de slog straks til. Præsidenten var
begejstret, men oppositionen var rasende, som den |
| åbenbart skal være i et demokrati, og de spurgte, hvad man skulle bruge dette store værdiløse område til. Købet blev dog hurtigt ratificeret af Senatet. Dette blev hermed den største enkelte udvidelse af USA i deres historie, da USA med et slag blev 2,1 million kvadratkilometer større ... faktisk præcist dobbelt så stort. Overdragelsen af New Orleans til USA var nødt til at foregå over to dage, da området jo officielt var spansk, så på den første dag blev det franske flag hejst over byen, og dagen efter hele området overdraget til USA, som nu skulle sy rigtigt mange stjerner på deres flag. | |
Vi gik nu op til den lille "Park Louis Armstrong", men underligt nok var den lukket med tunge kæder på portene her midt på dagen. Hvad tænker de på? Var det pga. stormskader fra i går? Øv! Jeg skulle have været fotograferet ved siden af statuen af den gamle jazz-mester.
 |
Vores næste mål var nu "The Voodoo Museum". Lige meget hvor
man kigger i New Orleans, så er der tegn på voodoo. Butikker med
uhyggelige skabninger florerer over alt, og en musikbutik er ikke
bare en musikbutik ... her er det f.eks. "Voodoo Blues"-butikken,
som velsigner sine kunder med "May the curse be with you" ... må
forbandelsen være med dig. Jamen ... tak for det! Vi gik kun 100 meter tilbage fra Louis Armstrong Parken i det franske kvarter for at finde det meget lille Voodoo Museum, hvor en trivelig og smilende sort kvinde bød os velkommen. 10$ fattigere så vi den lille men utroligt lærerige udstilling om Voodoo ... specielt Voodoo i New Orleans. Voodoo er slet ikke gyserfilm ... det er en hel kultur og religion! |
| Vi sneg os rundt i de smalle og mørke gange i det lille museum, der var indrettet i en lille lejlighed i et gammelt hus. Det var sparsomt belyst, men til gengæld stoppet med informationer og de mest besynderlige rekvisitter, som blev (bliver?) brugt i denne besynderlige men farverige religion. |
 |
 |
 |
| VODOO | Voodoo Dukker: |
| Der er flere slags Vodoo i verden, og Haiti
Voodoo og New Orleans
Voodoo er de to mest kendte. Voodoo-religionen i New Orleans er et
sammenkog af de oprindelige afrikanske traditioner, som slaverne
bragte med sig, men spanske, franske og kreolske indslag samt
tilflyttede folk fra Haiti har skabt denne lokale variant. En væsentlig del af voodoo-religionen omfatter brugen af amuletter og dukker, som kan beskytte én selv mod onde ånder, helbrede sygdomme eller ligefrem skade andre (hvilket også kan være at hjælpe én selv!) Disse amuletter og dukker kaldes "gris-gris". Louisiana Voodoo ser ingen problemer i at inddrage elementer fra kristendommen, islam eller katolicismen, hvis de passer ind i den større sammenhæng. Derfor fik religionen lov til at leve side om side med de mere anerkendte trossamfund. En anden væsentlig del af voodoo-religionen er respekten for de ældre og de afdøde. Ånderne blev taget med på råd i alle væsentlige sager lige fra kærlighed til lov og orden, og med tiden blev de afrikanske åndenavne skiftet til franske navne for til sidst at blive forenet i de katolske helgener. Det kan man da kalde vellykket integration. |
 Her en meget anvendelig opskrift på en voodoo-dukke. God at have, hvis man har problemer med en kæreste eller en bankrådgiver. Det er vigtigt at der kommer et billede eller et navn på dukken, ellers virker den ikke |
 |
Krokodille-fyren til højre
er Rougarou. Han er en blanding af en fransk varulv, en
afrikansk vampyr og en voodoo zombie. Han kommer frem om natten
for at suge dit blod, men du kan heldigvis skræmme ham med med
frøer!! Og endnu bedre ... kaster du salt på ham, så går han op i
flammer. Men pas alligevel på! Hvis han kigger dig direkte i
øjnene, så er din sjæl fortabt. Fyren til venstre repræsenterer alle vodoo-ånderne, og han bærer mange navne som Baron Samedi, Baron LaCroix, Maitré du Cimetiére (Kirkegårdens Herre) eller The Divine Trickster. |
| For en sikkerheds skyld
kaldes han også Saint Expedité i den katolske religion, så man
kan have ham med her. Han bærer altid sort hat, meget ofte en
cigar, og han har et par solbriller, som mangler det ene glas, så
han kan se ind i livet og døden på én gang. Forfædrene kunne tale gennem et levende medie eller orakel. Dem var der nok mange af, men den mest kendte er Voodoo Dronningen Marie Laveau. Maleriet af hende til højre blev lavet i 1977 af grundlæggeren af dette museum. Marie Laveau levede fra 1801 til 1881 i New Orleans, hvor hun udførte ritualer for folk og solgte gris-gris-amuletter, dukker og magiske mixturer. Hendes "gennembrud" som Voodoo Queen kom i 1850'erne, hvor hun helbredte folk for den gule feber. Folk brugte hende dog mest omkring rådgivning i kærlighedsaffærer, og i dag bruges hendes navn stadig af spillere, der ønsker held i spil. Man må så formode, at disse spillere har fravalgt kærligheden! Marie Laveau er begravet på den gamle kirkegård i New Orleans, hvor hendes grav til sammenligning hvert år besøges af flere end f.eks. Elvis Presley, så hun er stadig en meget populær dame. |
 |
| Sidst men ikke mindst er Zombier en væsentlig del af denne farverige religion. Voodoo-præsterne udvalgte en person til at tale med ånderne, og dette "offer" fik en gift, som lammende ham, mens han stadig var ved bevidsthed, og så blev han begravet. Efter et par timer i jorden blev han gravet op, og nu troede man, at han havde kommunikeret med de døde. Efter at have givet staklen en modgift, kunne man forhøre ham om de budskaber, som han forventedes at kunne bringe tilbage. |
 |
| En lille bivirkning ved denne proces var, at offeret blev halv-sindssyg og resten af sit liv ikke havde nogen egen vilje, og dette er selvfølgelig baggrunden for at viljeløse omvandrende personer kaldes zombier ... de levende døde. | |
Voodoo ritualer gennemføres stadig, men de foregår bag lukkede døre af
respekt for ånderne. Så hvis VI ser noget voodoo, så er det udelukkende
til ære for turisterne.
Vi rundede lige hotellet og dumpede bøger og døde dyr af, inden vi i
bragende solskin gik
ned på "Canal" og tog den grønne sporvognslinie ud mod "The Garden Area",
som vi havde snuset lidt til på turen i går. Turen kostede kun 1,5$ pr.
næse, så det offentlige er billigt her.
"Garden Area" må svare lidt til
Gammel Holte, for her boede de rige i gamle dage i disse enorme kasser
med deres smukke haver. Nu er mange af husene lidt forfaldne, men nogle
er også flot restaureret, så de er flottere end oprindeligt. Et kig på
nettet afslørede efterfølgende, at disse huse sælges for mellem 1 og 5
millioner dollar. Ét af de huse, som vi betragtede er siden april blevet
sat til salg. Det første billede til venstre har Hanne taget i april
2011 ... de tre næste er taget fra salgsopstillingen i november 2011:
Salgspris .... 12.500.000 $. Der forlyder ikke noget om, at
inventaret er med i prisen. Salgsopstillingen kan muligvis stadig
findes
her.
Områdets
mange træer langs vejene har vokset sig så store, at de fleste fliser på
fortovene er løftet en meter op - det ser helt vildt ud. Læg mærke til
Hanne på billedet til højre.
Vi snoede os
igennem kvartererne for at se så meget som muligt, og i yderkanten af
området er husene mindre men ikke mindre hyggelige. På vej tilbage zig-zaggede vi gennem First,
Second og Third Street for at se alle de største huse. Små skilte
afslørede, om der boede eller havde boet berømte personer i husene.
Således stødte vi på forfatteren Anne Rice's store hus, der nok er bedst
kendt for sine vampyr-historier.
Vi stødte også på det hus, hvor
sydstaternes eneste præsident Andrew Jackson havde boet. Han sad i
fængsel i to år efter at have tabt borgerkrigen, men han fik lov til at
leve her i 22 år, indtil han døde 81 år gammel i 1889.
På "Garden Areas" sydside ligger gaden Magazine, som 15 karreer længere inde lægger asfalt til vores hotel. Det er også en meget fin shoppegade med masser af pudsige og specielle butikker. Vi gik et godt stykke ind mod centrum, inden vi satte os og holdt pause med vand og salt-stangs-kringler. Resten af Magazine så lidt trist ud, så vi krydsede over på "Camp", som havde grønne alléer. Det var sjovt at se den langsomme forandring fra 1800-tallets luksustræhuse i forstæderne til helt moderne skyskrabere inde i centrum, mens vi nærmede os hotellet igen.
I stedet for at gå til hotellet rundede vi lige New Orleans' World Trade Center, hvor "Turen går til"-bogen lokkede med en fantastisk udsigt fra 23. etage. En meget ensom udseende receptionist i en total øde reception kunne fortælle os, at man ikke har kunnet besøge tårnet de sidste to år. Surt! Vi skal nok snart have købt en ny og opdateret USA-bog. Vi gik derfor tilbage til hotellet og smækkede benene op i en halv time, mens jeg konstaterede på GPS-loggeren, at vi havde gået 15 km - en fin tur.
Nu traskede vi igen over "Canal" og gik direkte ind i det franske
kvarter til Bourbon Street - gaden hvor vi flere gange havde set en
lille gårdsplads foran en bar, hvor der var proppet med folk, som sad og
lyttede til live Jazz. Nu var her dog rimelig god plads, da klokken kun
var 16, så vi slog os ned og investerede i to velfortjente øl. Nedenfor
sidder Hanne lige over den grønne plante!
En
bassist med stor klassisk bas, en trommeslager og en syngende trompetist
underholdt med totalt traditionelle jazz-melodier som "What a wonderful
world", "When the Saints" og "Route 66", så det var en ren fornøjelse.
Bandet stoppede først ved 18-tiden, hvor deres spand gik rundt og vi
donerede 10$ for aldeles fremragende underholdning. På vej ud blev
jeg foreviget sammen med Fats Domino ... det var da et lille plaster på
såret ... selv om jeg havde foretrukket Louis Armstrong.
Nu var vi faktisk lidt kolde, så vi skyndte os hen til "The Coffee
Pot", hvor der nærmest var mennesketomt. INGEN spiser aftensmad kl. 18
... bortset fra os. Vi bestilte Grill Ribs i sort creole sovs, og det
var helt fantastisk mørt og lækkert. Til gengæld var majsmel-tilbehøret
det rene sandkage, men det ødelagde ikke fornøjelsen, og lidt kaffe med
chokoladekage til dessert sørgede for, at de kalorier, som vi
havde brændt af på gåturen i dag, mere en rigeligt blev fyldt på kroppen igen.
Nu var her mange mennesker i restauranten, og udenfor var der stoppet
med folk, der alle steder stod i kø for at komme ind på spise- og
spillesteder. Det var en smuk aften, men vi var trætte efter 8 timer på
fødderne, så vi gik tilbage til hotellet og planlagde morgendagens tur
til bomuldsplantagerne, mens vi fik en øl, som vi havde købt på vej hjem
... selvfølgelig en "Dixie Blackened Voodoo Lager" købt i det lokale
"VooDoo Mart" supermarked ... man er vel i Voodoo-territorie.
Ovenfor en kunsthandel i New Orleans med billeder af lokale kunstnere. Bemærk øl-maleriet
på døren øverst til venstre!