| Den ekstra time, som vi vandt i går, forbedrede ikke vores
jetlag, så uret stod på 5, da vi vågnede. Vi tog den dog med ro, badede
og nussede lidt rundt, inden vi gik ned i det store område, hvor vi kunne indtage
vores morgenmad. Det var herligt, og vi havde fin plads. Vi inspicerede den lille pool i gården, der er klemt inde mellem de 5 pakhuse, som er slået sammen for at skabe dette rustikke hotel, hvor væggene mange steder står helt nøgne ind til murstenene, og hvor så mange af de kraftige bjælker som muligt er blotlagt. Vi gik over den store Canal Street med sporvognene og blev suget ind i Turist Informationen efter et kort over byen. Den hjælpsomme herre (og sælger) i butikken forsikrede os om, at vi sagtens kunne tage ud til "Ward 9"-området og bese skaderne fra oversvømmelserne efter stormen Katrina - uden at blive overfaldet - hvis vi holdt bilen låst og ikke standsede på noget tidspunkt. Det skulle vi ikke nyde noget af, så vi bestilte en officiel tur til området i bus i eftermiddag. Det var let overskyet, lummert og meget blæsende, men manden i Informationen mente, at regnen først ville komme ved 18-19-tiden i aften. |
 |
Vi begav os derfor roligt ud
på en 5 km. rundtur i det franske kvarter for at studere de fine
smedejerns-altaner og livet i almindelighed. Husene i dette område er
farverige på mere end én måde, så det er en herlig oplevelse at gå
her, selv om der selvfølgelig er mere liv i kludene om aftenen.
Vi gik
ned for enden af Canal Street og drejede ned mod det franske
kvarter. Vi fulgte den Store Mississippi Flod med hjuldampere og gamle
færger ned til Jackson Square, hvor der er en fin udsigt over netop
sydstats President Jackson-statuen, som troner foran Saint Louis-katedralen.
Et ældre ægtepar fra Tampa Florida bad
om at blive fotograferet - til gengæld tog de så et billede af os foran
kirken. Vi fortsatte videre hen til det franske marked, hvor folk før i
tiden handlede frugt, kød osv. Nu om dage er det en turistfælde med
alverdens junk og besynderlige tilbud. Her stod musikerne og lygtepælene
MEGET tæt!
Hanne havde næsten valgt et par
solbriller, da svindleren i boden betroede hende, at netop de valgte
solbriller kostede dobbelt så meget, som de andre på "frit valg" bordet,
så han fik sine briller i hovedet igen.
Vi gik langsomt tilbage til
hotellet, og der begyndte så småt at dukke musikere op i gaderne. Vi
kunne lige nå at gå tilbage til hotellet og friske os op, inden vi var
tilbage i Turistinformationen ved 12.30-tiden, så vi kunne blive
samlet op af bussen.
"VIP City Tours"-bussen var der dog først kl. 13, og den var helt
proppet bortset fra bagsædet, som Hanne og jeg indtog i hver side, så vi
begge sad ved et vindue. Den kraftige unge sorte mand, som bestyrede
rattet i bussen, talte som et vandfald, og han var vildt underholdende
og informativ. Den franske bydel med sine smalle gader blev forholdsvis
hurtigt overstået, og han viste os et par andre steder i centrum, inden
turen gik til Ward-9-området, hvor der tydeligvis stadig var spor efter
de voldsomme ødelæggelser fra oversvømmelsen tilbage i 2005. To
tredjedele af byen var oversvømmet, og flere har kaldt det den største
ingeniørmæssige katastrofe siden Tjernobyl, da et dige brød sammen på
trods af, at vandet kun nåede 80% af den højde, som digerne var
konstrueret til. Vores chauffør viste os, hvor digerne var brudt sammen, og der
var mange tegn på at folk havde været i voldsom knibe her. Nogle af
husene havde huller i tagene, hvor de heldige havde slået hul indefra
for at komme fri af vandet og op på taget i håb om at blive reddet.
Alle
husene, som ikke var blevet (sparsomt) repareret, havde stadig spraymalings-krydser
på dørene, hvor
der var dato i venstre del af krydset (datoen for redningsholdets check
af huset), et navn på holdet i højre side og så antallet af omkomne
fundet i huset forneden. Vi så mange "nuller" i bunden af krydserne, men
også en del mere tragiske tal. Ét sted kunne vores chauffør berette, at
hunden Ken var kommet af dage. Da vi kørte hen over digerne og
afvandingskanalerne, som konstant pumper vand ud til den store Lake Pontchartrain-sø nord
for New Oleans, så vi, HVOR galt det går, hvis digerne
springer læk. Vandet står tydeligt MEGET højere end omgivelserne. De
vandrette stivere i rækværket mere end antyder, at vandet i kanalen står
over husenes tag-højde. Orkanen Katrina
var kun en kategori-3 hurricane (af 5 mulige), så folk frygter stadig for, hvad
der vil ske, hvis en rigtig kraftig orkan kommer forbi.
Ser man på et tværsnit af den landtange, hvor New Orleans er bygget,
så må man ryste på hovedet. Hvorfor pokker har man bygget en by her?
Her er en del helt nybyggede huse i området, og chaufføren fortæller, at
skuespillerne Bratt Pitt og Angelina Jolie står bag en del
"fund-raising", som har skaffet midler til disse huse, men det er lidt
svært at forestille sig, at de nuværende fattige beboere i disse områder
pludselig kan få råd til få moderne huse. Læg mærke til to ting på
billedet herunder! I baggrunden løber en beton-mur. Det er ikke nogen
mur - det er diget. Vandet står nogle få decimeter under kanten af
denne væg. Læg også mærke til broen til venstre i billedet, og se så på det
næste billede nedenfor til venstre, der er taget fra den bog, som vi
købte senere på dagen. Det har ikke været sjovt at være her i 2005. Når
der først er så bredt et hul i et dige, så er det svært at stoppe
vandet.
Alle de nye huse var specielle på hver deres måde. Det røde hus til
højre var chaufføren særligt begejstret for, da det var udformet som en
båd. Hvis der bliver oversvømmelse igen, vil det simpelthen flyde ovenpå
vandet. Mange af husene var også bygget på pæle, så de kunne tåle mindre
oversvømmelser. Man stoler med andre ord ikke på, at digerne vil
holde, næste gang der kommer en kraftig orkan. Trøstesløsheden var stor
her. Her er næsten udelukkende sorte mennesker, og de var ikke rige. En
stor sort mand forsøgte at sælge frugt på et gadehjørne. Man kan ikke
andet end være imponeret over den overlevelses-styrke, som disse
mennesker udviser.
Således opmuntret kørte vi videre til New Orleans kirkegård,
som også var en speciel oplevelse. Arealet af kirkegården ligger ca. 1½ meter UNDER
vandoverfladen her, så det kan ikke lade sig gøre at begrave folk.
I
stedet køber familierne i byen et lille mausoleum, hvor de kan blive
stedt
til hvile.
Og der er virkelig tale om et familieforetagende! Et mausoleum koster
60-80.000 $, men da en begravelse i USA godt kan løbe op i 10-20.000$, er
det faktisk billigt med mausoleet, hvor der i princippet kan ligge lige
så mange, som man kan få plads til på navnepladen. Det eneste krav
er, at familiemedlemmerne skal begraves med mindst ét år og én dags mellemrum,
da dette er den officielle tid, der skal gå mellem to bisættelser i et
mausoleum. Varmen har så decimeret resterne af forrige bisættelse
til noget, der kan ligge i en lille pose i bunden af den lille bygning,
og så der er plads til en ny person. Og som chaufføren grinende tilføjer:
"Det er jo genialt, at have alle liggende på samme sted, så man kan
besøge dem på én gang i denne "one-stop-shop"! "
Herefter ser vi kort den enorme saltvands-sø lige nord for New Orleans, hvor The Lake Pontchartrain Causeway med sine 39 km. HELT lige bro kan prale af af være verdens næst-længste bro over vand. (Jiaozhou Bay Bridge i Kina er 42½ km lang og hermed den længste!)
Så går det eller
tilbage til centrum. Inden turen er slut, får vi fremvist en masse
overdådige huse og haver i "The Garden Area" lige vest for vores hotel.
Kontrasten til Ward-9 er rystende. Her bor de virkeligt rige, og dette
kvarter ligger så højt, at det ikke blev væsentlig påvirket af
oversvømmelserne. Skuespillerinden Sandra Bullock bor i huset til
venstre.
Vi
hopper af på Canal Street og takker mange gange for turen, som absolut
var 50$ værd pr. næse.
 |
Tilbage på hotellet indfinder vi os i baren - hvor der i morges blev serveret kaffe. Vi bestiller to drinks "Swamp Water" = "Sump Vand", som receptionisten anbefalede, og som bartenderen nu blander af grønne, gule og brune væsker, hvoraf alle heldigvis ikke er alkoholiske. Det smager aldeles fremragende, og mens vi suger drinken fri af det knuste is, studerer vi bykortet fra i går, hvor vores venlige hoteldame havde anbefalet og indrammet specielt gode restauranter. |
Selv om klokken kun var 18, skyndte vi os ud i byen i håb om at undgå den regn, som nogen havde truet med. Bourbon Street var allerede et støj-helvede, men her var få turister, da det stadig var lyst, så vi var lidt jaget vildt fra adskillige bar- og restaurations-hajer, der ville have os ind i deres huler. Den eneste haj, der havde heldet med sig, solgte os to kasketter!
Det viste sig desværre, at "The Old Coffea
Pot", som vi havde satset på, havde privat selskab, så vi indfandt os i
stedet på en østers-restaurant, hvor vi bestilte krebsekløer til forret
og en blanding af tre New Orleans-specialiteter til hovedret. Forretten
var i særklasse god. Vi sad ved en åben dør og nød maden, og det
dryppede svagt et par gange udenfor i løbet af måltidet. Vi slentrede
derfor roligt tilbage gennem de nu mørke gader, da et voldsomt "wush" kunne
høres bag os. Det var som om, at vi blev ramt af en trykbølge af regn,
og med ét var den fredelige gade forvandlet til et katastrofeområde af
væltede skilte på fortovet og smældende flag over os, og regnen begyndte
at fosse ned, som man ser det på amerikanske film. Vi dansede ikke
igennem regnen som Gene Kelly, men spænede alt hvad vi kunne, og vi holdt kun få pauser,
når vi fandt læ under et udhæng og ventede på grønt lys i
fodgængerovergangene. Lige før hotellet brød helvede løs med lyn og gigant-brag,
så vi var temmelig våde, da vi kastede os ind ad indgangen til
hotellet.
Oppe på værelset tændte vi straks for Weather Channel på TV, og
til vores skræk så vi, at der lige nu var tornado-varsler over New
Orleans. Hvem skulle have troet det i starten af april? Vi havde jo et
værelse uden vinduer, så Hanne gik ud af rummet og kiggede op på
loftsvinduerne i hallen, hvor hun meldte at lynene dansede over himlen.
Godt at vi var hjemme bag hotellets tykke mure. Vi så dagens mange (lidt
deprimerende) fotografier på PC'en og fulgte med på Weather Channel, og ved 23-tiden
var det godnat. Murene i disse gamle pakhuse er metertykke - man kunne
INTET høre til vejret udenfor. Det var nok temmelig heldigt, at vi havde
et værelse uden vinduer.
Sikken en dag og sikken en by: New Orleans har det hele. Solskin og tordenstorm, fest og farver, død og ødelæggelse.