| Enten er vi ved at blive gamle, eller også har vi jetlag, for vi
vågnede allerede kl. 4. Ved 7-tiden gav vi op, så vi var rimeligt
tidligt til morgenmad, som var meget lækker med scrambled egg og frisk
melon. Vi vaskede op i opvaskemaskinen på værelset fra aftenens mad, og resterne fra køleskabet blev pakket ned som frokost. Det var vild luksus. Hvordan kommer vi af med resterne i gryden? I USA smider man ALT i kloakken, men først bliver det lige kørt igennem kværnen, som sidder i vasken og med en voldsom lyd pulveriserer det mad, som forsvinder ned i det store afløb. |
 Gryden til venstre og det alt-ædende afløb! |
Inden vi forlod Tallahassee, skulle vi lige hen og se
Florida-hovedstadens Capitol, men selv om Tallahassee er en millionby, så er den ikke særlig kompakt,
og der var masser af plads og parkeringsmuligheder en søndag morgen.
Vi
fik hurtigt taget et par billeder af den gamle Capitol, der er godt gemt
bag store træer, som er helt overgroet med det karakteristiske hængende
"Spanish Moss". Lige bag den gamle capitol-bygning ligger den nye
skyskraber-version, der ikke er spor charmerende.
Så gik det straks videre mod Florida's nordvestlige sukker-sandstrande med turkis vand på endnu en
dag uden en sky på himlen. Det var en 3 timer lang køretur, og
højdepunktet på turen var kl. 11.22, hvor vi så en cyklist!
Ved middagstid ramte vi den Mexikanske Golf ved byen Panama City (det hedder den),
og den var det rene gedemarked. Her var ikke andet end folk i badetøj, minigolf
med drager og sfinkser, og papmache-huse, der
lignede ølgrotten i Tivoli. Her står vores fine røde bil parkeret foran
et shopping-center af noget tvivlsom karakter.
Strandene i det nordlige Florida er til gengæld helt vildt flotte. Vi gik
straks ned og stak fødderne i Den Mexikanske
Golf, og både sand og vand var ubeskriveligt lækkert. Her var
naturligvis sort af mennesker på en dejlig søndag.
Vi fortsatte nu vestover langs kysten for at nå frem til Seaside, som er en helt ny badeby grundlagt i 1981 - altså kun 30 år gammel. Husene er arkitektoniske kunstværker i besynderligt pastelfarver, vejene er lyserøde sten, og det hele ligner en kulisse fra en film. Det er derfor ikke så underligt, at Hollywood-film "THE TRUMAN SHOW" er optaget her, da den jo netop handler om at leve et liv i kulisser.
 |
 |
 |
Altså ... vi gik rundt i en
rigtig by, der lignede kulisser, og var blevet brugt som kulisser i en
film, hvor de skulle ligne en kulisser i en rigtig by ... hmm ... jo, det hænger
vist meget godt sammen! Vi gik en kort tur rundt på
de små veje og nød den anderledes arkitektur, hvor mange af husene
forsøgte at skille sig så meget ud fra mængden som muligt. Billedet til venstre er IKKE mig med min nye hat, men Jim Carrey taget fra en scene i filmen, hvor han som den eneste i byen ikke ved, at han lever i en kulisse og er hovedpersonen i et TV-show. Det er faktisk en ret god film! |
Så tog vi maden fra bilen og satte os ned til en halv million unge mennesker på stranden og spiste frokosten, som altså var kold sammenkogt gryde - hvilket var herligt i varmen. Vi var godt syltet ind i solcreme, for solen mildest talt bagte ned over vores meget dansker-hvide vinter-hud.
| Klokken var ved at være 14, og vi havde en meget lang køretur
foran os til New Orleans, så modstræbende forlod vi disse pragtfulde
strande og søgte op til motorvej I-10 igen, hvilket var en langsommelig
affære gennem uendelige områder med badebyer og golfbaner. Her var dog også
områder med palme-alléer, arkitekt-tegnede huse helt ned til vandet, hvor græsset så
ud til at blive passet med neglesakse, og det var vildt overdådigt og
luksuriøst - specielt i byen Seacrest. Det er måske her, man skal gå på pension? |
 |
Vi nåede op til motorvejen, og her passerede vi et ur, som gik
en time forkert ... eller? Ved at nærstudere kortet, kunne Hanne
konstatere, at vi var kørt fra "Eastern" til "Central Time Zone", og derfor
havde vi vundet en time, og den kunne vi sandelig godt bruge i dag. Vi
hældte benzin på bilen og kaffe på os selv, og så var det ellers derud
af. Staterne Alabama og Mississippi vil gerne have en lille fod ned til den Mexikanske Golf, så de er ikke ret brede hernede sydpå. Derfor passerer vi de
næste timer Florida, Alabama, Mississippi og kører ind i Louisiana ...
sådan! Fire stater på et par timer - det har vi vist aldrig bedrevet
før. Byen Mobile i Alabama var en overraskende stor havneby, hvor vildt
mange enorme kraner står som vartegn over havnen, og Hanne når da også
lige at fange den "skyline" som udgør Mobile Downtown, da vi suser forbi
byen på Highway I-10.
Trafikken
fra Mobile til Biloxi i Mississippi var overraskende heftig for en
søndag eftermiddag, så koncentrationen skulle være i top hele vejen med
70 miles i timen. Meget af vejen gik på lave broer hen over sumpede
områder, så det var absolut en meget anderledes motorvej.
Langt
om længe tårnede New Orleans sig op i forruden, og Hanne guidede os med sædvanlig sikker hånd
direkte gennem de smalle og utroligt spraglede gader i det
franske kvarter, hvor farvede lys, let berusede mennesker og masser af
musik vælter én i møde - sikken en kontrast til Floridas mennesketomme
sumpe.
Ved hotellet overtog en ansat vores bil og kørte den væk til
parkering, mens vi stablede alt vores bagage op på en vogn og fik anvist
et værelse på "second floor" - altså første sal i i bygningen, da
stueetagen i USA meget logisk er "first floor". Hoteller var et
imponerende restaureret pakhus med rå vægge og synlige bærende bjælker.
Vores værelse ikke havde nogen
vinduer ud til dagslys, men der var dog et lille vindue ud til svalegangen,
som lå inden i bygningen og var overdækket af ovenlysvinduer. Værelset havde arktisk temperatur takket være airconditioningen, så den blev straks slukket.
Da vi havde pakket lidt
ud, tog vi mere tøj på (altså lange bukser) og kastede os ud i det
farverige og støjende aftenliv i det franske kvarter, hvor vi i
gik rundt og snusede til miljøet, inden vi fandt ind på en restaurant og
fik store bøffer med øl - dog med to frugt/rom-drinks til at starte med
- så det var da lidt eksotisk. Kødet var også meget krydret i sand New
Orleans-stil. Efter maden gik vi direkte tilbage til hotellet, hvor
Hanne besvimede, mens jeg tømte GPS-loggeren, ordnede dagens foto og
skrev dagbog.
Hold da op ... vi har kørt 740 km. i dag fra Tallahassee til New Orleans!
