| Turen til Island tog tre timer, og placeret over en vinge kunne vi intet se. Først da vi landede, kunne vi se en brun og gold sten-steppe som lagde grund til lufthavnen i Keflavik. Vejret var OK, så vi kunne se bjerge med is på toppen et stykke fra lufthavnen. Nu ventede 1½ time i lufthavnen. Vi fandt en lille slikbutik med islandsk slik, og 1.306 kroner fattigere havde vi købt en plade Marabou, lakridssnørebånd og islandske lakrids-mos-pastiller ... uden nogen-som-helst idé om, hvor meget dette var i danske kroner. (Det viste sig at være 60 danske kroner!) |  |
 |
Efter 3 timer på flyet og en stor øl i Kastrup kunne vi godt trænge til et toiletbesøg. Nu er vores islandske ikke så fremragende, så det er godt, at pictogrammerne er opfundet. Et tydeligt Kvinde/Mans-skilt med den engelske undertekst "toilets" siger "snyrtingar" på islandsk. Så lærte vi det.
|
Der var kun ganske få folk i venteområdet, så overraskende nok
blev flyet videre til Orlando helt fyldt op. Der var betænkeligt mange
unger på mindre end 2 år i nærheden af os - vi talte hurtigt 5. Det
tegnede ikke godt. Vi var da også kun lige lettet, da hylekoncerten
satte ind, og selv om vi tog øretelefoner i ørerne og lyden fra filmen
på skærmen foran os HELT skruet op, var vi nødt til at holde hænderne
over ørerne, for at kunne høre filmen. Vi købte rødvin til maden på
flyet, men det gik op for os, at der IKKE var mad med i prisen, så vi
bestilte mere vin og denne gang også med mad. Forhåbentlig ville det
bedøve os fra hylekoret mellem række 17 og række 23, hvor vi sad
uheldigt på 21. række. Efter maden kom vi godt i gang med filmen, som
man meget elegant kunne sætte på pause under maden. Lydniveauet var nu
anstændigt. Hanne opdagede, at vi fløj over Grønlands sydspids, og da
det var skyfrit, var der mulighed for at tage nogle fantastiske billeder
ind over indlandsisen gennem den frost-plettede rude.
Efter filmen falder Hanne i søvn, så hun er rimelig frisk, da
vi stiller os i kø i Sanford International Airport i Orlando for at
komme ind i USA. Vi slipper igennem uden problemer, og begge vores
kufferter dukker op efter ca. 10 minutters ængstelig venten. Herligt! Nu
kan intet gå galt.
Og så alligevel!
Da vi er kommet igennem både immigration og told, går vi direkte hen til
biludlejningen "National". Den venlige dame har ikke nogen bil til os,
men efter lidt søgen siger hun: "Dette er Sanford International Airport,
men jeres "compact" bil står og venter i Orlando International
Airport." Vi kigger betænkeligt på den rare dame - det er IKKE en
aprilsnar. Begge lufthavne er i Orlando, men det vil koste ca. 500
kroner at tage en taxi til den anden lufthavn, så den rare dame
fortæller os, at hun ikke har nogen "Compact Car" til os, men at vi da
sagtens kan opgradere til en større bil. Intet problem er større i USA,
end at det kan klares med et vrid i håndleddet, hvis man holder et
kreditkort i hånden, så vi blev 2000 kroner fattigere på få sekunder,
men til gengæld fik jeg benplads, elektriske ruder og cruise-control,
som vores økonomi-bil ikke havde ... måske ikke så ringe, når vi skal
leve i bilen i 30 dage. (Det viste sig at være fantastisk ... vi havde
ikke overlevet den lange tur i en lille bil.) Vi siger farvel til damen,
og få hundrede meter væk finder vi en flot bordeauxrød Chrysler, som
står og venter på os. Man synker ned i sæderne, og det føles RIGTIG
godt. Vi studerede bykortet for at finde vores hotel, der som forventet
ligger ganske tæt på Orlando International ... altså ikke vores
lufthavn. Sanford International ligger 30 miles nord for Orlando, så der
er ikke andet at gøre, end at starte ud på en lille times køretur mod
syd for at finde vores hotel. Det forløber helt uden problemer, men det
er godt, at vi har lidt dollarsedler og mønter med fra sidst, da vi
glemte at hæve penge i Kastrup, og vi skal slippe er par dollar for at
komme igennem Flordas store motorvej "The Turn Pike", som hurtigt fører
os gennem Orlando's overvældende mængder af forlystelsesparker. Med
sikker hånd navigerer Hanne os hen til hotellet, og vi checker ind en
time efter, at vi forlod lufthavnen.
Der ligger en tankstation lige overfor hotellet, så vi løber over den 6-sporede "lille" vej, som hotellet ligger ved og modtager adskillige blink med det lange lys fra amerikanere, der finder det stærkt adfærds-afvigende, at folk bevæger sig rundt til fods. Seks Samuel Adams-øl (og lidt vand) rigere, bevæger vi os tilbage til hotellet, hvor vi ved midnat lokal tid (06.00 DK-tid) falder om i vores senge ... det værste er overstået ... NU STARTER FERIEN.