Det havde regnet meget i løbet af natten, og det var stadig gråt, da
vi vågnede. Vi manglede morgenmad, men i stedet for at jeg tog alene ind
efter brød som planlagt, så badede Hanne først ... Ha ... rindende varmt
vand! Herefter tog vi sammen ind til Geiranger, så vi kunne kombinere
indkøb og turen på Turist Informationen. Både Turist Information og
supermarkedet lå lige ved havnen i den smukke fjord, hvor skyerne stadig
lå tungt ned over bjergene.
På Informationen fortalte en venlig herre
os, at hvis vi skulle vandre, så skulle det være i dag, da det ville
blive regn både søndag og mandag. Vi købte et vandre-kort med påtrykte
ruter på et luftfoto af området - så bliver det ikke nemmere. Så købte
vi mad til både lørdag og søndag i byens eneste supermarked. Det blev
derfor efter middag, før vi kunne indtage en overdådig brunch i form af
"bacon & egg" med førsteparket til fjorden i vores spisekrog.
Vi tog bilen og begyndte at kravle op ad bjergvejen, som vi var
ankommet af i går. Ved en smal grusvej drejede vi af og kørte hen til en
lille café-restaurant med fantastisk udsigt over dalen med Geiranger
Fjord i det fjerne. Det virkede underligt bekendt, men vandreturen op
til vores første mål, som var et vandfald, kunne vi ikke genkende. Under
os dukkede landskabet ud af skyerne, da det lettede lidt, så vi kunne se
både Geiranger og den vej, som havde ført os op til parkeringen.
Vejen var flere steder meget glat og smattet efter nattens regn, så vi gik
langsomt, men alligevel var vi gennemblødte i det dampende tunge
vejr. Vi havde ikke behøvet at slæbe vand med på turen, da vi stødte på
en vandhane, som nogen havde glemt at slukke for. Det var simpelthen en
hul gren, der leverede vand direkte ud af bjerget ... herligt koldt og
helt friskt.
Skyerne var så småt ved at forsvinde, og det blev hele tiden
lysere. Efter en times kravletur kom vi til vandfaldet, hvor en ung pige i rød T-shirt gik alene rundt og studerede faldet.
Da vi gik ud
på et grønt område foran selve fossen, udbrød vi begge: "Her har vi
været før!". Vi kunne endda udpege en stor sten, hvor vi med sikkerhed
var blevet fotograferet sammen med pigerne af et par venlige turister i
2002. Alt virkede mere gråt i dag ... selv håret!
Da vi kom hen til faldet var enhver tvivl derfor væk. Den karakteristiske
stentrappe, som gik ned til - og ikke mindst BAG ved faldet - er helt
enestående. Vi holdt godt fast i de kæder, der var sat op, men man skal
helt ned på knæ, for at undgå at rygsækken skraber mod det overliggende
udhæng af klippe. Først bagefter opdagede jeg, at min fleezetrøje, som
hang udenpå rygsækken, havde tværet fugtigt grønt mos ud over sig - her
var meget lavt. Det var fantastisk at stå under det buldrende tæppe af
vand, der væltede ud over os. Vi kunne se dalen på begge sider af vandet
og den modsatte side af dalen, hvor folk ligesom os selv for lidt siden,
stopper op for at få det bedste foto af vandfaldet.
Kig godt efter! Der er 4 turister på vej ind bag vandet på billedet til
venstre, og Hanne er ved at kravle op på billedet til højre.
En ældre enlig dame kommer
klatrende ned til os bag vandtæppet, og her begyndte at komme mange andre turister,
så vi klatrede op igen. Et lille stykke fra faldet, lige hvor man havde den
gode udsigt, stoppede Hanne op og begyndte at plukke blåbær i sin tomme
halv-liter vandflaske.
En stor behåret larve kravlede rundt på stien, og
jeg sikrede dens passage over vejen, så ingen af vandrerne kom til at
træde på den. Den første vandrer, der ankom, var den ældre dame, der
straks tog sit kamera frem og fotograferede kræet. Da hun åbnede munden,
var der ingen tvivl om, at hun var amerikaner - og fra West Virginia,
hvor vi var i 2008 med pigerne på vores Østkyst-tur. Vi talte længe
sammen, mens Hanne deltog i snakken fra sin bærplukning. Da flasken var fyldt,
fortsatte vi ned til bilen. Dog valgte vi en anden sti nedad, der var
væsentlig mindre stejl og glat. Fremme ved restauranten lod vi os lokke
af en ledig plads på terrassen og tilbuddet om sorbetis på tallerken, så
kort efter nød vi både udsigt, is og at solen nu var kommet frem.
| En anden vandrerute startede også herfra, og vi var ikke trætte af at gå, så vi tog en kort tur ud til et udsigtspunkt, hvor vi var nødt til at nusse med et par kælesyge geder på vejen. |
 |
 |
| Lige til højre for birketræet ved siden af Hanne, kunne vi på den modsatte side af fjorden se vores dejlige hytte ... nr. to fra venstre. Her var en fantastisk udsigt over selve Geiranger, som lå lodret under udsigtspunktet. Færgerne tegnede flotte mønstre i vandet, og når små både sejlede på tværs, dannede de mest imponerende interferensmønstre sig, når kølvandet fra de to mødtes. Ternet vand - imponerende! |
 |
 |
Da vi havde stået lidt, opdagede vi vores amerikanske
dame på en bænk højere oppe på skråningen. Hun havde (igen)
taget den lange gåtur, og var på vej tilbage. Vi fik hende til
at tage et billede af os, hvor vores lækre hytte var med på den
anden side af fjorden ned i dybet. Nu traskede vi tilbage til bilen, trillede ned ad bjerget og tilbage mod hytten, hvor de små heste igen kun modvilligt slap os forbi til både vores og de bagved ventende menneskers store morskab. Meget stædige og bestemte små bæster! |
Ude på terrassen studerede jeg vores udsigtspunkt i kikkerten, og det er meget højt oppe over byen. En rød T-shirt afslørede, at den unge pige havde overtaget vores bænk nu, og hun sad længe og nød udsigten, mens jeg læste på terrassen. Dette er virkelig et sted, hvor man ikke får stress, men bare sidder længe hvert sted og nyder stilheden og de smukke udsigter.
Efter et bad og lidt læsning lavede vi rødvinsmarineret fåremørbrad - det var HELT enestående lækkert - noget af det bedste kød, vi nogensinde har smagt. Resten af aftenen gik med at ordne alle vores nye og flotte billeder, læse og nyde kaffen - og ikke mindst den medbragte cognac og den mageløse udsigt.