Vi stod ikke specielt tidligt op, men vi begyndte straks at pakke sammen og losse så meget som muligt ud på dækket for at tømme huset. Så spiste vi hurtigt morgenmad, og mens Hanne fixede baderummet - som man altså ikke kunne bade i, så støvsugede jeg. Herefter pakkede jeg bilen, mens Hanne svingede en guldklud, og med +/- 5 minutters præcision - alt efter om vi så på vores mobiltelefoner eller bilens ur - kørte vi for sidste gang ned ad den stejle indkørsel kl. 12, hvor vi ifølge forskrifterne skulle forlade hytten.
 |
Vi kørte nu direkte til den lille kirke i byen Loen, som vi havde passeret på vej til Loenvattnet og Bødalsbræen, hvor vi vandrede for to dage siden. Formålet med at tage hertil var at se mindestenene for de to naturkatastrofer i hhv. 1905 og 1936. De to store stensøjler ved kirken var en endeløs liste af navne og aldre på de omkomne. Størstedelen hed Bødal eller Nesdal efter de gårde, som blev ryddet af flodbølgen i 1905. De samme efternavne var også repræsenteret på sten nr. 2, men her var der også andre familier, og gennemsnitsalderen var påfaldende lavere end på den første sten fra 1905, hvor en stor del af familierne måtte begynde forfra med opbygningen af et levende stamtræ. Turen omkring den smukke kirke afslørede, at langt de fleste her er døbt Loen. Først da vi nåede rundt om kirken, var der en sten, som direkte havde påskriften: "Ofre for naturkatastrofen i 1905". Selve kirken var lille og fin, og i kirkeskibet hang en masse oplysninger og avisreproduktioner fra ulykkestidspunktet. |
 Nesdal i 1904 |
 |
| Søndag d. 15. januar 1905 var alt fred og idyl som sædvanligt i de små bygder Nesdal og Bødal, som lå for foden af det stejle Ramnefjell i Loendalen. Simon Raudi og hans 5 år aldre hustru Oleanna havde været i kirke, og ved aftenstid gik de som sædvanligt i seng. Ramnefjell havde igennem længere tid knirket og knaget voldsomt, så det var ikke usædvanligt, da det efter mærkets frembrud begyndte at buldre fra fjeldet. Lige før midnat lød et voldsomt bulder og jorden rystede familien senge. Simon sprang ud af sengen og blev mødt af et voldsomt lufttryk efterfulgt af et |
 Simon og Oleanna's gård ved den røde prik |
| inferno af brusende vand, bulder og skrig i mørket. Naboen Anders Bødal kom straks til, og sammen løb de to mænd ned i resterne af de huse, som lå på odden ud til vandet. Alt var udslettet, men det lykkedes alligevel de to mænd at redde to skrigende mennesker ud af de få ruiner, som endnu var tilbage. "Det værste var ikke skrigende", udtalte Simon bagefter. "Det værste var, at der blev helt stille." Herefter reddede Simon og Anders alligevel to kvinder mere. På den modsatte bred blev 34 mennesker skyllet over i det flade Nesdal, og man fandt kun én af de dræbte bagefter. Et stykke klippe på 350.000 kubikmeter havde løsnet sig og styrtet 500 meter ned. 61 mennesker blev dræbt af den 40 meter høje flodbølge, som skyllede bådene over 200 op på land. | |
 |
Dette slog ikke Simon, Anders og de andre overlevende ud. De fleste flyttede lidt højere op ad bjerget og begyndte på en ny tilværelse, hvor de ifølge geologerne ville være i sikkerhed. Ramnefjeldet fortsatte med at knage, og i september 1936 buldrede det som aldrig før, men folk flyttede sig ikke af den grund. Den 14. september kl. 5 om morgenen løsnede 1.000.000 kubikmeter sig på én gang fra 800 meters højde, og denne gang skabte det en flodbølge på 74 meters højde. Simon og Oleanna, deres sønner og børnebørn nåede formodentlig aldrig at opdage, hvad der skete, og de blev aldrig fundet. |
 |
|
| Noget trykkede af denne voldsomme historie
trængte vi til lidt opmuntring, og det kom på trappen til kirken
i form af en SMS til Hanne. Det var Marie, der havde fået brev fra Universitet, at hun var blevet optaget på Medicinstudiet, men da hun var én af de yngste, skulle hun først starte til næste februar. Hun var kun LIGE kommet ind med et gennemsnit på 10.8, så det var mere end heldigt. Havde hun startet med det samme i stedet for at holde et sabbatår, så havde hun slet ikke haft problemer, så hun havde været meget heldig. Py-Ha! |
 |
Nu gik turen videre til Stryn, inden det gik opad mod
Strynsfjeldet, som er en stor top, man skal over, og som regnes for en
seværdighed og en stor vejteknisk bedrift i Norge. Det blev usædvanligt
tåget på toppen, da vi kørte ind i skyerne, så udsigterne var
overskuelige på de meget stejle veje.
Vi stoppede et par gange for at se en fos eller lidt søudsigt og lade bilen køle af. Den lille Hyundai er absolut ikke
begejstret for seriøs bjergkørsel.
På vej ned ad bjerget mod selve Geiranger By, holdt vi ind og så ud over fjorden, hvor et enkelt stort
skib "Westendam" med ca. 1500 passagerer lå og fyldte en del i fjorden.
Ifølge vores liste skulle "Queen Mari II" også være her, og den havde
næppe forputtet sig, da den kan klare over 3000 gæster - det er grotesk!
En endeløs række af turistbusser mødte os på skråningen på vej op til
fjeldet med glade cruise-turister. Vi søgte med det samme hen til
Homlong, hvor Fjorden Camping lå på den modsatte side af fjorden og
Geiranger By. Vejkanten mod campingpladsen var tæt besat af store
campere, der åbenbart ikke ville betale for at holde på pladsen, og
selve vejen blev bevogtet af to små heste, der absolut ikke havde lyst
til at flytte sig, da vi kom.
Da de små kræ alligevel besindede sig og slap os forbi, udleverede Ole Kjell Homlong selv nøglen til
Højstandard Hytte A. Det var SUPER! Bad, toilet, tre trin ned til en
stor stue med spiseplads, lille køkken, hjørnesofa og panormavinduer ud
til fjorden og det store Westendam Cruiseskib. Og ikke mindst ... vand i
hanerne! Genialt!
Hanne kastede sig straks i sofaen og læste, og jeg
indtog en lille overdækket terrasse og studerede fiskene, færgerne og
alt det andet liv på fjorden foran de lodrette klipper, der tårner sig
op på hver side af vandet og gør Geiranger til et af de mest
eftertragtede mål i TuristNorge.
Vi havde mad nok, så vi rykkede os ikke en tomme resten af
dagen, mens vi læste, spiste, hyggede og nød tilværelsen - dog afbrudt
af Westendams afskedstrut i tågehornet, der fik den trange dal til at
vibrere så meget, at de stressede fisk i fjorden begyndte at springe ud
af vandet, og de mange måger under højlydt skrigekoncert forsøgte at
fange dem - så vidt vi kunne se uden held. Skibet satte i gang, og selv
den langsomme fart skabte store bølger i den smalle fjord, så bådene ved
vores bådebro gyngede voldsomt. Der skal ikke meget fantasi til at
forestille sig, hvad der vil ske her, hvis klippen overfor lige
pludselig styrter ned. Hvilket vi heldigvis ikke skænkede en tanke før
vi kom hjem til Danmark.
Den fine GPS-logger i bilen fangede også turen i dag, og det var ikke så
underligt, at den lille Hyundai blev lidt varm indimellem ... fra 50 til
1100 meters højde og ned igen på 40 km ... det er noget af en tur hen
over bjergene.
Det meste af historien fra Loenvatnet om Simon & Oleanna er hugget fra
hjemmesiden
http://www.geoportalen.no/nyheter/loenulykkene/