Onsdag d. 28. juli 2010.                         RETUR

 For første (og forhåbentlig eneste) gang på ferien var vi nødt til at sætte uret for at komme op kl. 7, så vi kunne have spist morgenmad, lavet madpakker og være klar til at køre med mod Bødalsbræen kl. 8. Det var en køretur på 80 km ad snoede og smalle bjergveje klemt inde mellem lodret fjeld og fjorden få meter på den anden side.

 Vi havde undret os over, at man slet ikke så vilde dyr i Norge. Både i USA og i Danmark ser man desværre masser af døde dyr ved vejene, men dette er ikke tilfældet her. Det kompenserer køer, geder og får til gengæld så rigeligt for. Kort efter Skei kom vi til en parkeringsplads ved fossen i dalen, hvor en del camper-vogne havde holdt ind for natten. Bilerne må i løbet af natten være blevet omringet af mindst 20 køer, der nu græssede rundt om alle vognene. En ældre herre trådte netop ud af sin camping-bil og så mildest talt forbløffet ud over at være omringet på denne måde. Det var et pragtfuldt syn, og jeg ærgrer mig stadig over, at vi ikke standsede og forevigede dette på et foto.

 Kort efter havde ca. 100 geder invaderet vejen, og de lå i en stor bunke, så man måtte liste sig forbi på hovedvejen. Resten af turen var dyre-fri, og vi ankom til Sande Camping i Loendalen en halv time før afgang kl. 10.

 Fremme ved parkeringen skulle vi gå ti minutter videre til den hytte, hvor alt klatreudstyret var. Her fik vi udleveret hjelme, isøkser (som også kan bruges som vandrestokke), metalpigge til at spænde under støvlerne til isvandring samt en harnisk af seler og stropper, som skulle påføres kroppen, så man kunne blive bundet forsvarligt sammen, og i værste fald blive trukket op fra en isrevne, hvis man skulle være så uheldig at gå igennem gletsjeren. Det tog alt sammen sin tid, og endelig kunne vi i samlet flok bevæge os mod foden af bræen. På vejen passerede vi et sted, hvor sneen for et par år siden havde ryddet hele landskabet med en lavine ... der er store kræfter på spil her. I det fjerne kunne vi gennem tele-linsen på kameraet se små myrer, der bevægede sig rundt på isbræen ... eller var det mennesker? Det er let at se, hvor tyk isen oven på klipperne er på dette sted.

 Endelig var vi fremme ved bræen, og da alle havde fået deres ispigge på støvlerne og var blevet bundet sammen i tre 12-mands-grupper, stod vi endelig på gletsjeren efter 3½ time ... hold da op, hvor har der været meget spildtid. Nu vandrede vi op ... og det gik STEJLT opad. Hældningen var næsten 30 grader, så man klatrede bogstaveligt talt op ved at hamre ispiggene under støvlerne ned i den grove is og bruge benene - og det er hårdt. Tempoet var højt, og der var kun få stop til at fotografere. Der var overraskende mange små bække, der fint rislede hen over isen, som var det vand på klipper.

 Et par steder skulle vi springe over revner, som tydeligvis var dybe, og her er kunsten at holde tovet mellem folk stramt, så de både kan springe, men også blive grebet, hvis de skulle falde. Vi var heldigvis aldrig i i nærheden af uheld. Da vi nåede frem til nogle flotte isformationer i bræen, og det endeligt blev lidt spændende, besluttede de unge mænd sig for, at det var frokost-tid, så vi satte os ned på vores regnjakker og smækkede ispiggene ned i isen foran os, så vi ikke kurede ned ad den stejle skråning. Det var lidt surt at sidde og kigge ned i dalen lige under os, når vi 50 meter længere oppe ville være omringet af et abstrakt landskab af iskunst - men OK - måske var det ikke sikkert at bevæge sig ind i det område! Og alt i alt var udsigten ned over den stejle isflade jo utrolig smuk.

 Det var faktisk temmelig besværligt at sætte sig ned, når man er bundet sammen med 10 andre mennesker. Det var i hvert fald ikke muligt at bevæge sig rundt for at tage ordentlige billeder. Efter den korte frokost begyndte en kort nedstigning, hvorefter vi igen gik lidt op ude langs kanten af gletsjeren, så vi kom hen til en flot blå isspalte.

 Her var der mulighed for at alle blev fotograferet, og det tog igen lang tid. Så gik det nedad i et rasende tempo - hva' Fanden skal de nå? Ud over at det var sindssygt hårdt for knæ og ben, så var der mange smukke revner og vandløb i blå ishuller på vej ned, som man næsten løbende måtte fotografere, mens man klamrede sig til tovet og sin isøkse.

 Først da vi stod ved foden af gletsjeren igen, blev vi sluppet fri, så vi kunne gå lidt rundt, og her kunne vi gå helt hen til gletsjerporten og se, hvor vandet brusede ud under den smeltende is. Her faldt vi i snak med et dansk par, dvs. han boede i København, og hans kæreste var Thai, og de havde kendt hinanden i 7 år, hvor hun hver sommer holdt to måneders ferie her og han herudover besøgte hende et par gange om året i Thailand. Han var absolut heller ikke imponeret over denne tur, men vi var til gengæld vildt imponerede over den lille Thai-dames seje fremfærd på isen - det var hendes første tur på is, og hun var pakket ind som var det vinter. Nu var der kun tilbage at gå en time retur til hytten, hvor vi afleverede vores udstyr bortset fra støvlerne. Disse blev afleveret, da vi nåede helt ned på campingpladsen. Det var rigtigt godt at gå i støvler, der støtter op om anklerne og har stive såler, så dette er lige blevet sat på vandre-ønskesedlen. (Hanne fik støvler til sin fødselsdag - jeg fik til jul!)
 Næsten nede i dalen kaster alt smeltevandet sig ud i et lille men meget støjende vandfald. Det er imponerende så meget vand, der hele tiden kommer ud af sådan et stort stykke is.

 På campingpladsen fik vi brugt toilettet og vasket os lidt, og vi faldt igen i snak med parret fra København/Thailand, som nu ville sætte kursen mod Danmark efter 4000 kilometers køretur gennem Sverige, Norge og Finland. Vi overvejede at køre længere ind i dalen og se det sted, hvor adskillige familier i første halvdel af sidste århundrede næsten blev udryddet pga. flodbølger, der hærgede gennem den smalle dal, da store dele af fjeldet faldt i fjorden. Men det var ved at være sent, så i stedet kørte vi de 80 km tilbage ad  de meget smalle veje med de mange smukke udsigter. Hanne forsøgte at lave en aftale med Vorherre om, at hun ikke behøvede sol på dækket i dag, hvis der var sol hele dagen i morgen.
 Der var faktisk en lille smule sol på dækket, da vi kom tilbage, så med ømme ben kastede vi os ned i stolene og nød noget koldt vand og et glas vin, og vi var HELT enige om, at vi IKKE skulle skulle ud og gå langt i morgen - hvis vi overhovedet kunne komme ud af sengene.

 Hanne lavede mad i det lille opholdsrum, hvor nogen har malet et besynderligt billede bag brændeovnen. Imens hentede jeg foto ud af vores kameraer, så "allerede" kl. 20 kunne vi sætte os i sofaen og læse og kigge på billeder. Hanne sendte dog først SMS'er til alle om, at vi var i live men trætte, og hun forudsagde, at hun ville sove over sin bog. Hun nåede ikke en gang at åbne bogen, men sov straks tungt i sofaen frem til kl. 22, hvor jeg puffede til hende, så vi kunne komme i seng og sove videre.