Tirsdag d. 27. juli 2010.                         RETUR

 Man tør næsten ikke sige det, men det var som sædvanligt strålende solskin, da vi vågnede. Jeg satte mig på terrassen og nød udsigten ... både bjergene og da Hanne badede! Vi spiste igen morgenmad på "broen", og så blev bilen proppet med tomme vanddunke - det er utroligt så meget vand, man bruger, selv om man sparer på det og ikke har vandhaner.

Madpakker, 3 flasker koldt vand, kameraer og vandreskoene røg også i bilen, og så var vi klar til dagens udfordring: Bolsetnipa.

 Vi satte af sted fra parkeringen og passerede straks efter en lille dæmning. Den var ikke særligt stor, men vi havde godt lagt mærke til, at der for foden af bomvejen var gravet et kraftværk ind i klipperne. Intet vand går til spilde i Norge! Personerne foran os valgte en anden rute end os, så vi havde det hele for os selv. På mystisk vis forsvandt stien foran os og endte i et tæt krat, hvor undergrunden blev mere og mere sumpet - så for anden gang i dag havde vi drejet forkert af, men denne gang var vi til fods, så præcis ½ time senere var vi igen inde på den rigtige rute, som herfra og resten af dagen var helt imponerende markeret med "røde prikker" på sten langs hele ruten. Jorden svuppede under os rigtigt mange steder, for vandet løber ned fra alle bjergene pga. det smeltende sne på toppen. Flere steder var der lagt trædesten ud, hvor man skulle passere en lille strøm - imponerende. Ruten var temmelig stejl, så da vi efter en time nåede til ruinerne af et mejeri på sæteren, var vi gennemblødte af sved og godt forpustede. Et skilt fortalte os, at vi manglede 3 af de 5 km, men udsigten over Jølstravattnet var allerede fantastisk, og vi ville senere komme så højt op, at vi kunne kigge hen over bjergtoppene og se en masse af Jostedalsbræen. Men kunne vi stole på skiltene? De kunne jo være tilfældigt placeret på jorden! Vi orkede ikke at gå mere forkert i dag.

 Efter at have pustet ud og drukket vand direkte fra en af de mange små bække, som vores medbragte vand alligevel ikke kunne konkurrere med i kølighed og friskhed, fyldte vi flaskerne helt op igen. Nu gik det lidt mindre stejlt opad, men det var alligevel en lang tur helt op til toppen, så vi tog en del hvil og nød udsigten. Der var også store områder fyldt med sten, som man nærmest skulle kravle hen over ... prøv lige at få øje på Hanne på billedet herunder.

 Tæt på toppen begyndte vi at komme igennem områder, hvor der lå is og sne. Det er sjovt at vandre i sne, når solen skinner og man sveder pga. varmen.

 Nogle få hundrede meter fra toppen stødte vi på det typiske unge norske par på fjeldvandring. Han var i bar overkrop og havde baby-junior i en lift på ryggen, og hun var kuglerund og havde næste baby i maven. Vi havde med andre ord ingen grund til at klage. Liv & Steffen Bell Jonstad bor næsten lokalt i Førde, og ligesom andre nordmænd, vi mødte på vores vandreture, så griner de højt og siger, at dette er lidt anderledes end Himmelbjerget. Hvilken idiot har fundet på det navn til en 147 meter høj bule i landskabet. (Og så er det lidt pudsigt, at man skulle helt frem til 1850, før man fandt ud af at Himmelbjerget ikke var Danmarks højeste punkt ... det er Ejer Baunehøj, Yding Skovhøj og Møllehøj med lige omkring 171 meter!) De to nordmænd anbefalede varmt en gåtur fra Skageflo til Geiranger, som vi må prøve om et par dage, hvis vejret tillader det, når vi kommer til Geiranger. Vi sagde pænt farvel, og få minutter indtog vi Bolsetnipa i 1244 meters højde over havet - Himmelbjerget PAK DIG!


 Dette var virkelig som at være på toppen af Norge, selv om Bolsetnipa må svare til Norges Himmelbjerg, da Galdhøpiggen er dobbelt så høj. Vi kunne se store dele af Jostedalsbræen uden at den blev skåret over af bjergtoppe, vi kunne se Jølstravattnet, og vi kunne se adskillige dale - bla. Stardalen med den lange lige vej, vandfaldet ved campingpladsen og Haugebræen hvor vi havde vandret i lørdags. Her på toppen sad også en ældre herre og nød udsigten, og vi talte lidt med ham om den fantastiske udsigt, før han i adstadigt tempo med to vandrestave begyndte sin lange nedgang - respekt til ham - han må have været over 70. Vi spiste nu vores medbragte madder, og vores varme, klamme og røde fingre skiftede kulør til hvide istappe, da her var en isnende kold vind. Og her havde den ældre herre siddet i korte bukser og nøgen overkrop!

 Vi nød synet 360 grader rundt en sidste gang, og vi skrev vores navne i den lille bog, som lå forseglet i en madkasse i den fine stenvarde, der var bygget på toppen af bjerget.

 Så begyndte vi den lidt over 4 kilometer lange tur tilbage til bilen, som ville bringe os 700 meter ned. De lokale får så ud til at klare strabadserne væsentligt bedre end os. Vi havde brugt 3½ time på opstigningen, og vandreguiden havde mere end antydet, at hele turen kunne gøres på 4 timer. Det blev ikke bedre af, at vi efter en halv times nedstigning blev mødt af en ung mand, som kun iført kondisko og korte bukser LØB op ad bjerget. Vanvid! Vi smilede anstrengt til ham og gik stønnede videre nedad, hvor hvert andet skridt bragte os 1 til 2 trappetrin ned ad en stenet bjergside - det var vanvittigt hårdt for ben og knæ. Efter en halv times yderligere klatren, indhentede vi den ældre herre, som sad og pustede ud. Præcis her blev VI indhentet af den løbende tosse. De to nordmænd begyndte at snakke, så vi nøjedes med at nikke og fortsatte. Kort efter mødte vi et prustende norsk ægtepar, som vi kunne fortælle, at vi havde forladt toppen for næsten to timer siden. Det kølnede tydeligvis deres interesse for at gå helt op. Vi grinede og fortalte om den løbende yngre mand. "En galning!", udbrød den norske herre, og vi kunne kun give ham ret. Da vi var næsten nede, indhentede "galningen" os, så han må have talt længe med den ældre herre. Nu stoppede han helt op og spurgte interesseret til, om vi havde fået gode billeder, da han så vores store kamera. Vi spurgte til gengæld ham om, hvor lang tid han var om at løbe op og ned. "Mmmm ... en ca. to timer", mente han. Men han løb også kun turen, når det passede ham!!! Vi fortalte ham helt ærligt, at vi indtil videre havde brugt 5 timer på turen, og præcis tre kvarter senere slæbte vi os de sidste meter hen til bilen.

 Mens Hanne pustede ud, måtte jeg lige tage en æresrunde hen for at se på den lille dæmning, der var fyldt til randen. Nu trillede vi ned ad bomvejen og glædede os vildt over, at vi ikke skulle gå denne stejle vej ned. I Skei stoppede vi ved Essotanken og fyldte bilen med benzin og ALLE vores vanddunke med vand. Bilen stønnede lige så meget som os, da den slæbte sig op ad bakken ved huset kl. 19. Vi sad kort på dækket i solen, men det blev lidt skyet, så jeg tog posen med solopvarmet vand og badede foran huset med posen hængende på holderen til husets flagstang. Det var helt perfekt - bortset fra at jeg for sent opdagede, at der var temmelig mange brændenælder på dette sted. Nu stod den på ca. 10 glas vand og resten af maden fra i går, inden vi velfortjent sank om i sofaen og Hanne sov tungt efter 5 minutter.
 Det bliver spændende at se, om vi kan gå i morgen, når vi skal på brævandring ... og op kl. 7 for at nå frem til starttidspunktet.

Lad os lige få luftfotoet fra vandreguiden med. "C"  er den første vej, hvor vi kørte forkert. Det er utroligt at man kan lave en vej op til parkeringspladsen, når man ser bjerget på fotoet.